Speak - One Direction

>>'julemåneden' december er netop lige begyndt og for de fleste er det en lykkelig tid, hvor man hygger med hele familien og bare spreder glæde rundt omkring. Men hvad med dem der ikke har hele familien hos sig?<< Clara er en 17 årig gammel pige der har et liv hvor alle måneder er ens, nemlig fyldt med sorg. For halvandet år siden døde hendes tvillingebror i en bilulykke og det knækkede hende fuldstændig. Men ikke nok med at hun lever i sorg hver måned, er december for det meste den værste. Den tid hvor alle er lykkelige, bare ikke lige hende. Hvad nu hvis der er en der går og har det ligesom hende? en der bare os har brug for at tale med en. Personen er måske tættere på end hun tror og så er der jo lige Harry, hendes halvbror. Hvorfor havde hun ikke bare hans liv? *jule historie*

25Likes
12Kommentarer
14952Visninger
AA

18. 16. December - CM

If.i.could.fly

Jeg satte mig op af væggen på badeværelset, efter at ha’ kastet op. Eller opkast var det ikke mere, det var nu mere syre der kom op. Sikkert fordi jeg ikke fik noget mad i maven, kun vand intet te. Det skar og sveg i halsen hver gang jeg brækkede det op, men selvom det gjorde ondt kunne intet hamle om med smerten indeni. Jeg følte bare at der var stukket flere knive ind i mit hjerte end der var i forvejen.

Jeg måtte ærlig indrømme nu at denne her med Harry var være end den med Jack, måske fordi jeg stadig var såret over Jack. Med Jack græd jeg kun i en dag og så snakkede jeg bare ikke mere, men det var anderledes denne her gang med Harry. Jeg græd nærmest hele tiden, bare af at se på noget der mindede mig om ham. Men jeg havde jo ikke rigtig noget der mindede mig om ham, undtagen hans hættetrøje og den T-shirt jeg havde inden under den, den havde ikke været vasket og det skulle den heller ikke. Selvom det efterhånden var et stykke tid siden at vi blev taget fra hinanden hang duften af ham stadig i trøjerne, den var desværre bare ikke så kraftig mere.

Jeg ville ønske at jeg bare lige kunne gå hen og tage en ny og så kom den friske duft tilbage, men det var umuligt. Hvis ikke jeg snart så ham ville jeg bryde endnu mere sammen end jeg i forvejen havde gjort, jeg havde det forfærdeligt. Jeg sover mere end jeg plejer og laver intet, jeg kan kun hører uret tikker der ud af. Men det er fint med mig, jo mere jeg sover jo mindre tid skal jeg holde ud ikke at spise. De første par dage var de værste, min mave skreg efter mad hele tiden, men jeg tvang mig selv til at stoppe. Jeg vidste at jeg ville ende ud at trøste spise, så hellere blive tyndere.

Mit syn på mad for tiden var dårligt og jeg ved at jeg gør det forkerte, men intet føles rigtigt, ved mindre han er her. Dagene går overraskende hurtigt, enten så sover jeg ellers så læser jeg en bog. Jeg læser ikke længere mig og Jacks ynglings bog, jeg læser Harrys ynglings. Enlig har jeg ikke forstået hvad budskabet er i denne bog, men jeg læser den fordi jeg savner ham.

Jeg forstår intet mere, jeg føler mig ikke længere velkommen her hos Anne og min far, det føles ikke som mit hjem mere. Det virker bare mere som om jeg er en pige der låner et værelse og at mit rigtige hjem er hos ham, hans lejlighed var meget mere mig, det her værelse er bare kedeligt og ikke personligt. Jeg nægter simpelthen at sætte mine ting på plads her, det ville alligevel ikke hjælpe en mindste smule.

Jeg rejser mig op fra væggen og trækker ud i toilettet, der efter vasker jeg mine finger og kigger ned. jeg prøver at undgå spejlet der hænger over vasken, jeg kan næsten gætte hvordan jeg ser ud, forfærdeligt. Jeg låser døren og til badeværelset og går med små langsomme skridt mod køkkenet. Min krop er svag og jeg skal ikke træde et skridt forkert ellers ender det galt, jeg støtter mig og af vægge og holder øje med mine fødder. Da jeg når hen til trappen tager jeg hårdt fat i gelænderet og holder så godt fast jeg kan, selvom jeg ved det ikke er særligt hårdt.

Anne går forbi trappen i det jeg mangler fire-fem trin, hun træder hurtigt tilbage og går op ad trappen for at støtte mig. Mit blik er hårdt da jeg flytter hendes hånd fra mig, jeg bruger de fleste af mine kræfter på at skubbe hende væk, men hun flytter sig ikke. Først der går det op for mig hvor svag jeg enlig er, men jeg er ligeglad, hun skal bare holde sig væk ligesom min far. Mine knoer på min hånd bliver hvide i det jeg strammer grebet om gelænderet, jeg træder de sidste skridt ned og støtter mig hurtigt til væggen igen.

Langsomt for jeg bevæget mig ud i køkkenet hvor til mit uheld min far står og laver mad. Jeg prøver at huske hvor glassende står og tænker mig virkelig om, jeg ender dog med bare at åbne skabende og prøve mig frem. Da jeg når til sidste skab har jeg ondt i min arm, jeg åbner skabet og tager et glas ud. Vandet er fyldt op til kanten og jeg bruger alle mine kræfter på at løfte glasset.

Normalt ville jeg ikke føle det ville være tungt, men i og med jeg intet har spist mister man hurtigt kræfterne. Jeg sætter mig efter ned på en stol ved spisebordet med mit glas vand og samler energi nok til at gå op igen. Mit fars blik kan jeg mærke i nakken, men jeg vælger ikke at sige noget.

’’Du ser syg ud, du burde blive hjemme fra skole de næste par dage’’ virkelig, er det fucking det eneste han kan sige ’du ser syg ud’, hvis han bare vidste at det var hans skyld jeg ser sådan her ud. Mit blik er stadig nede i bordet og jeg har ikke tænkt at fjerne det, jeg fornemmer Anne kommer ind i stuen og vil blande sig, men hun siger intet. ’’Dit hår er os fedtet Clara, du skal nok tage et bad’’ jeg nikker bare og holder stadig mit blik ned i bordet. ’’Den trøje Clara, af med den. Vi hat snakket om det før, du skal ikke gå med den. Den skal vaskes, det er ikke su-’’ jeg cutter han af der ved at kaste mit glas med vand efter ham. Han kigger chorkeret men surt på mig, hvad hans næste træk er, er jeg ligeglad med.

Nej og hvad så om det ikke er sundt jeg ikke har været i bad siden mig og Harry blev taget væk fra hinanden, hvis han ikke har lagt mærke til det så har jeg ingen kræfter. Jeg kan ikke stå op i 5 minutter uden af blive træt, jeg kan ikke løfte min arm i ti sekunder uden den gør ondt. Trøjen skal ikke vaskes, så forsvinder hans duft endnu mere. Jeg er ligeglad med om det ikke er sundt eller om den er beskidt, hvis han nogensinde lægger en finger på den trøje, ender han sikkert med at få et glas i hovedet.

’’godt så, så tager vi det på den hårde måde’’ han kigger olmt på mig og går over mod mig. Han skal til at tage fat i bunden af trøjen, men jeg rejser mig op selvom jeg ingen kræfter har. ’’du kan lige våge på at tage trøjen, du skal ikke lægge en finger på mig eller trøjen.’’ Mit udbrud kom både bag på ham og Anne, men jeg havde også lige hvæset af ham som en eller anden ulv. ’Clara stop s-’ igen afbryder jeg ham ved at skubbe til stolen så den vælter og et højt brag lyde.

’’Din klamme stodder, føj du burde skamme dig’’ min stemme er svag og en tåre løber ned af min kind i det jeg forlader dem med oprydningen. Et stort hulk undslipper mine læber og jeg bruger mine sidste kræfter på at komme ind på værelset og låse døren, hvorefter at gå i seng. Mørket har efterhånden lagt sig over England og jeg nåde ikke at se solnedgangen. Den eneste ting det stadig mindede mig om Harry.

Hvor underligt dette enlig lyder, så savnede jeg at sidde med ham i vinduet og drikke te og ryge en smøg. Min havde også pointeret det da vi kom hjem den dag, han kunne lugte jeg havde røget men jeg var trak bare på skulderne. Aldrig havde jeg haft så mange skænderier med min far som vi havde nu, men det gjorde mig enlig ikke noget.

Måske var det lige fejt nok at kalde ham en klam stodder, men jeg kunne ikke forstå han ikke kunne se han ødelagde mig mere end han hjalp mig. Han knuste mig mere og mere for hver ting han sagde, bare ved at sige han ville have jeg skulle ligge trøjen fra mig. Da Jack levede var vi tætte alle sammen, men da han så døde lukkede jeg mig inde og vi gled fra hinanden. Den gang tog det hårdt på mig men nu er jeg ligeglad, hvis ikke jeg kan få lov til at være lykkelig , vil jeg hellere være trist uden ham.

Der lød kort efter 3 bank ude på døren, ja det havde sig ikke ændret sig. Anne eller min far bankede 3 gange på døren hver dag både morgen, middag og aften, selvom de godt vidste jeg ikke kom ned. Siden fredag havde de ikke set mig spise et eneste stykke mad eller drukket særlig meget vand. Men som folk siger, man kan godt leve et stykke tid uden at spise, hvis bare han drikker vand. Man kan vel sige at jeg bare tester om det er rigtigt.

For bare under 5 dage siden ville jeg have grinet af min sætning sammen med Harry, men nu var der intet sjovt i den. Alt det jeg ville ha grint med han over er bare ting jeg tænker nu. Jeg tog fat i min bog og begyndte at læse. Hvorfor var mit liv ikke bare som bogen, Elmund og Holly skændes men alligevel finder de altid sammen. De ender med begge at forlade deres gamle liv for at leve et liv sammen, de lærer at tænke på andre end dem selv. Jeg ville tusind gange hellere skændes med Harry hundrede af gange end af skulle igennem det her.

Hvorfor havde jeg heller ikke bare en veninde at kunne snakke med tingende om. Den eneste veninde jeg har stolet på var min veninde før Jack døde, men da han døde og vi flyttede mistede vi kontakten. Mine tanker falder af og til over på hende men vi ville aldrig få kontakt igen, vi er alt for forskellige nu. Hun var mere fest typen hvor tingende kørte hurtigt og hun nød livet, jeg var også en gang, men ikke mere. Nu er jeg stille og indelukket, hun har sikkert en kæreste hun må se for hendes forældre. At jeg omtalte Harry som ’’kæreste’’ var noget nyt, men i mit hoved var det det vi var, om han havde det på samme måde ved jeg ikke.

Men jeg kunne slå en ting fast. Jeg var blevet forelsket i Harry Styles…

»»»» 

Så hvad tror i der sker nu? Det lyder ikke til at Anne og James er særlig glad for det de gjorde.

Jeg håber stadig i kan lide historien, og så må i gerne smide en kommentar om hvad jeg kan gøre bedre. Nu er der 4 kapitler tilbage og jeg vil prøve at lave dem lidt længere. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...