Speak - One Direction

>>'julemåneden' december er netop lige begyndt og for de fleste er det en lykkelig tid, hvor man hygger med hele familien og bare spreder glæde rundt omkring. Men hvad med dem der ikke har hele familien hos sig?<< Clara er en 17 årig gammel pige der har et liv hvor alle måneder er ens, nemlig fyldt med sorg. For halvandet år siden døde hendes tvillingebror i en bilulykke og det knækkede hende fuldstændig. Men ikke nok med at hun lever i sorg hver måned, er december for det meste den værste. Den tid hvor alle er lykkelige, bare ikke lige hende. Hvad nu hvis der er en der går og har det ligesom hende? en der bare os har brug for at tale med en. Personen er måske tættere på end hun tror og så er der jo lige Harry, hendes halvbror. Hvorfor havde hun ikke bare hans liv? *jule historie*

25Likes
12Kommentarer
14972Visninger
AA

16. 14. December - HS

History

Poserne under mine øjne er tydlige, jeg er træt, meget træt. At se Clara blive taget fra mig på den måde, var helt forfærdeligt. Hun fortjente det ikke, ingen af os fortjente det. Jeg havde næsten ikke sovet i to dage, de få gange jeg var faldet i søvn, vågnede jeg hurtigt fordi at jeg manglede Clara. Det var underligt at tænke på vi kun havde snakket sammen i lidt over en uge, men alligevel kunne jeg ikke give slip på hende.  

Selv 2 dage efter kan jeg ikke lade hver med at tænke på hendes ansigt da hun forlod mig, det var fyldt med smerte. For mig virkede det helt uvirkeligt at hendes far ikke blev påvirket af at hun græd så voldsomt eller talte sådan til ham. Hendes øjne var fyldt med undskylde blikke da hun sagde det var hendes skyld, men jeg tog gerne skylden for hende.

Man kunne se chokket i hendes øjne efter min mor havde givet mig en lussing, det gjorde ondt ja, men intet kunne dække smerten i mit bryst. Det var som om mit hjerte var blevet revet i tusinder af stykker og trampet på bagefter, og det tror jeg ikke engang var beskrevet slemt nok. Mit hoved gjorde forfærdeligt ondt ligesom min mave. Hvilket mindede mig om jeg nok skulle spise noget mad snart.

Klokken var efterhånden omkring de 15 og jeg havde ikke spist noget siden i går aftes, men jeg havde ikke følt mig sulten før nu. Jeg gik slentrende ud i køkkenet og kiggede lidt rundt i forskellige skabe og skuffer, men der var intet. Jeg havde jo heller ikke handler siden fredag så det var vel forståligt nok. Jeg besluttede mig for at de så kunne være lige meget at spise noget, hvis jeg ikke kunne spise nu kunne jeg ligeså godt lade hver. Måske en dårlig indstilling, men jeg havde ikke lyst til at spise noget. Min mave rumlede en gang til men jeg tog bare en flaske vand og satte mig ind i stuen igen, under min dyne.

Jeg besluttede mig hurtigt for at jeg ville se ’if i stay’, mest på grund af at den mindede mig om Clara. ’Hun lå under hendes dyne op af mig og kiggede interesserede på tv’et, hendes øjne blinkede få gange, men når de gjorde var det smukt. At blinke havde jeg aldrig set som en smuk ting, men når hun gjorde det, var det smukt. Hendes brune bølgede hår lå ud til alle sider på min mave, men det gjorde mig intet, jeg snoede mine finger rundt om hendes hår en gang i mellem. Det var sjovt nok altid når jeg gjorde det, at hun blinkede.’

Jeg rystede på hovedet for at komme ud af mine tanker. Jeg trak dynen godt om mig, det gjorde jeg ellers aldrig. Jeg var sikker på at grunden var at jeg kunne dufte hende i min dyne, hendes duft hang fast og det havde det gjort siden hun første gang rørte min dyne. Jeg lagde mig ned i sofaen og krammede dynen op til mig. Måske jeg kunne få noget søvn nu, altså dynen duftede j af hende, så måske kunne den lige erstatte hende.

Jeg besluttede mig for at prøve bare at sove lidt, jeg trængte virkelig til det. Bare ved at tænke på lidt søvn faldt mine øjne i. Men længe lå jeg bare og ventede på at søvnen ville overtage, der skete ikke noget den første time. Jeg kunne ikke lade hver med at tænke på om hun havde det på samme måde, måske være. Hun var jo knust nok i forvejen.

Jeg tog min mobil op fra bordet og så den havde ringet igen for tyvende gang i dag, det var en af drengene igen. De havde prøvet at få fat på mig i 2 dage nu, de vidste selvfølgelig ikke hvad der var sket, men hvad ragede det enlig os dem. De ville ikke kunne forstå alligevel. De havde alligevel et perfekt liv, deres liv havde de styr på. De var enten i gang med at stifte en familie eller så havde de et job og vidste hvad de ville med deres liv.

Jeg sad bare her tilbage og skrev sange til folk og jeg fik ikke engang kredit for det. Selvfølgelig fik jeg mange penge for det, men det var ikke nok for mig. Jeg ville skyde på jeg kunne droppe at arbejde resten af mit liv, med alle de penge jeg havde. Men hvorfor så overhovedet leve mere, der er jo intet at leve for så.

Jeg har mistet den eneste pige i mit liv, hvor målet ikke bare er at knalde hende. Alle andre piger har jeg bare knaldet og så smidt dem væk, jeg havde altid været ligeglad med om de var jomfrue eller erfarende. Men med Clara var det anderledes jeg var bekymret for hende, hun fik mig til at føle den her underlige følelse. Jeg havde aldrig følt sådan her før og jeg ville enlig gerne mærke mere af den, men hendes far og min mor ødelagde alt. Alt hvad der betød noget for mig ødelagde de. De ødelagde mit forhold til hende. Jeg kunne simpelthen ikke fatte at de ikke kunne se at det de gjorde var så forkert, at trække os væk fra hinanden var ikke løsningen.

Et indre had var bygget op til min mor, men ikke kun hende også James. Alt det gode jeg havde tænkt om James var væk, pist væk. At kunne behandle sin datter sådan og nærmest rive hende væk fra en som gjorde hende glad. Han må da for helvede ha set hende da vi kom ind af døren, hvordan hun smilede og grinede. Men nogen mennesker er bare for egoistiske til at se igennem andre folks lykke. Jeg siger ikke at vi var lykkelige, men vi var glade, glade sammen. Vi tænkte ikke på det dårlige vi prøvede at være positive.

Af ren vrede kylede jeg vandflasken over mod væggen i den anden side af lokalet, den ramte bare væggen og faldt så bare ned til jorde. Jeg havde brug for at smadre noget, hvis ikke jeg skulle gå amok på James næste gang vi sås. Jeg hev fat i et glas og kylede det ind mod væggen så det smadrede i flere tusind stykker, ligesom mit hjerte. Det ene glas tog det andet og inden jeg fik set mig om havde jeg kylet flere glas ind i væggen.

Jeg kylede min hånd ind i spejlet i stuen og mærkede straks at en glasskår satte sig fast, men jeg var ligeglad. En tåre banede sig vej ned af min kind, og det blev bare til flere. Gulvet i stuen og køkkenet var dækket med glasskår, jeg følte mig ikke bestemt mere glad. Det eneste jeg følte var had til alle andre end hende, selvom det kun var to personers skyld. Smerten i mind hånd var blevet være men hvad kunne jeg gøre ved det.

Hurtigt gled jeg ned af væggen og satte mig med et bump på gulvet, lige oven i alle glasskårende. Tårende strømmede ned af mine kinder, selvom jeg prøvede at stoppe dem. Jeg havde lovet mig selv aldrig at græde over en pige, men jeg måtte hermed sige at det løfte havde jeg brudt.

’Farvel Harry, var det eneste hun sagde.

Farvel Clara. Hun blev hævet ud af døren og så var hun bare væk. Jeg stod som frosset fast foran døren, ude af stand til at bevæge mig.’

Jeg slog øjne op hurtigt og gned mig i dem. Håbet om at alt det der skete bare var en drøm, var vidst bare et håb. For sandheden var at det hele rent faktisk er sket. Jeg kiggede op på uret i stuen og opdagede jeg kun havde sovet 10 minutter ca., intet nyt. Sådan forgik alle mine forsøg på at sove, jeg fik allerhøjst 10 minutter og så vågnede enten af en drøm om hende eller det at hun ikke lå hos mig.

Det bankede på døren og jeg gik bare ud og åbnede u vidne om hvem jeg åbnede op for. Da jeg trak ned i håndtaget og åbnede stod 3 smilende drenge, men da de fik øje på mig falmede deres smil langsomt. ’’hvad fanden sker der, du ligner et lig’’ normalt ville jeg grine over Liams kommentar, men det følte jeg ikke for, mit humør var lort. Jeg vendte mig bare om og skulle til at gå ind og ligge mig igen, men jeg blev afbrudt af en som lagde en hånd om mit håndled.

Det gjorde ondt men jeg trak ikke en mine, ikke engang mine øjne ændrede sig. ’’du skal have renset det der og så skal der noget forbinding på’’ kom det seriøst fra Liam igen. Liam havde altid været den mest ansvarlige af os alle, vi andre var mere de der unge der prøver på at leve livet og have det sjovt. Men der var Liam anderles, han fik os altid ned på jorden igen. Jeg vidste at jeg havde noget rens til mit sår inde på mit badeværelse, så jeg gik bare ud og hentede det og lagde kassen på bordet.

Jeg magtede ikke diskutere med ham om hvor vidt det skulle renses eller ikke. Louis og Niall kiggede bare rundt og så alle de smadrede ting, de sagde ikke noget men jeg vidste de havde en masse spørgsmål. De valgte ikke at stille dem, da de sikkert vidste at jeg ikke var i humør til det. De havde før set mig sur og der kan de ikke snakke med mig, det var sikkert os det de tænkte nu. Men hvad de ikke vidste var at jeg var mere ked af det. Aldrig havde det gået så vidt at jeg smadrede ting, men denne gang kunne jeg ikke styre mig. ’’Vi kan se vi ikke får meget ud af dig, skal vi hjælpe med at rydde op’’ jeg rystede bare på hovedet og sagde de bare skulle lade det ligge. De nikkede bare og sagde ikke mere.

Liam begyndte at rense mit sår og jeg kiggede bare ud af vinduet, normalt ville jeg have sagt av eller det svir, men det følte jeg ikke rigtig for. Jeg følte bare for ikke at snakke med nogen. Jeg begyndte langsomt at forstå hvorfor hun ikke snakkede, det var på en måde lidt befriende ikke at involvere andre i sine problemer.

Jeg tog min mobil op af lommen og gik ind på billeder, jeg havde lavet en mappe med de billeder vi tog. Jeg pinte mig selv ved at kigge på dem, men jeg kunne ikke lade hver, jeg savnede hende for meget. Det eneste jeg havde tilbage af hende nu var billeder og det tøj hun ikke fik med hjem. Men jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre med hendes undertøj, det ville være underligt at sidde og kigge på det, så jeg holdte mig bare til billederne. Hendes tøj havde fået plads ved siden af mit, så det føltes enlig lidt som om vi havde boet sammen, men det havde vi jo også på en måde.

Niall havde sat sig ved siden af mig og Louis ved siden af Liam som sad over for mig, Louis og Niall kiggede bare ned i deres mobiler, mens Liam var ved at binde forbindingen om mit sår. Da han var færdig pakkede han tingende sammen og smed det brugte ud, han gik væk, nok for at stille kassen tilbage på dens plads. Han kom tilbage og satte sig ned.

’’okay hvorfor har du smadret alle de her ting’’ kom det hurtigt fra ham, hans tone var blid men spørgende. Han fangede hurtigt de andres opmærksomhed og de slukkede deres mobiler og lod dem ligge på bordet. Jeg kiggede dog bare videre på billederne og sagde intet. Jeg kunne føle Nialls blik på mobilen og han var ligeså nysgerrig som han altid har været. Han tog mobilen ud af min hånd og kiggede ned på de sidste billeder vi havde taget sammen, det sidste var det jeg også havde som hjemmeskærm.

Han opdagede hurtigt datoen på billede og han lignede en der begyndte at lægge to og to sammen, han prøvede at fange mit blik, men jeg nægtede at kigge ham i øjne. Hvis jeg kiggede ham i øjne ville jeg bryde sammen igen, hvilket jeg ikke ville gøre foran drengene. Jeg har altid været den stærke dreng en som aldrig har grædt foran folk, for at være ærlig tror jeg aldrig de har set mig græde.

’’Harry’’ jeg ignorerede Louis som nok også tydeligvis havde set billederne, ligesom Liam nok også havde set dem nu. ’’hvor er hun’’ Louis førte stadig ordet og bare ved at tænke på at hun var væk og skule fortælle dem det, faldt den første tåre. Jeg snøftede kort i det jeg kiggede op, og nogen flere tåre havde banet sig vej ned af mine kinder.

Jeg tørrede dem væk men der faldt stadig lidt flere jo mere våde mine øjne blev. Siden hvornår er jeg blevet så følsom jeg har aldrig grædt på den måde. Siden hun kom ind i mit liv har jeg virkelig haft det godt, jeg har været glad. Det er hendes skyld jeg er blevet så følsom. Jeg tog en dyb indånding og kiggede ned i bordet igen.

Det eneste svar de behøvede at få var at hun ikke var her, så det fortalte jeg også. ’’Hun blev taget fra mig’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...