⌖ UNTITLED ⌖

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 dec. 2015
  • Opdateret: 5 sep. 2016
  • Status: Igang
En sommer med romantik og uventede øjeblikke går pigen, Zenia, i møde. Hun har netop afsluttet High School, og det er blevet tid til at gøre noget uventet efter mange års perfektion. Hun beslutter sig for at bosætte sig i en lejlighed med én anden person. Hun kender ikke personens navn, og hun skydes snart imod andre situationer, end hun umiddelbart er vant til.

9Likes
4Kommentarer
2125Visninger
AA

10. ⌖ 9

 

⌖ 9 ⌖

 

Han synker, for han ved at det gør ondt på mig. Det er som om tusind knive skærer i min hals, i mit bryst, i min mave. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kyssede ham, og jeg havde skide dårlig samvittighed, men nu forstår jeg virkelig, hvorfor hun gik så pludseligt. Men hvorfor sagde hun ikke noget? Hvor længe kyssede de? Gjorde de… mere?

“Hvor længe?” jeg prøver så vidt muligt at holde tårerne og den kæmpe klump i min hals tilbage, men det er svært. Meget svært.

“T...t-ti minutter. Det var ikke så godt, som du gjorde det, men hun holdt fast, o-og... hun blæste på dig,” det er som en kniv i ryggen at høre det, men jeg bider det i mig, for jeg har ikke været meget bedre. Jeg vidste, fra da hun kom at hun godt kunne lide ham, at hun heller ikke kunne holde blikket væk fra ham… men at hun blæste på mig? “Men husk: hun var fuld. Virkelig fuld. Jeg måtte lægge hende ind i seng.”

"Men... hun kan da alligevel... sådan... tænke sig om. Vi er bedste veninder. Hun blæste på mig,” han kigger væk. “Nate.”

“Hvad kunne jeg gøre?” spørger han. Hans øjne flakker frem og tilbage fra mig til et andet fjernt sted. Hans mørke hår falder ind foran øjnene, men han vifter det ikke væk.

“Modsige?”

“Vi er ikke kærester.”

“Nej… men…”

Han slipper min hånd. “Nej, vi er ikke kærester, vi er ikke noget som helst, og jeg har i hvert fald ikke følelser for dig!” han fjerner sig langsomt, og nu ligger vi langt fra hinanden, som om der er hele verden imellem os. Jeg tør ikke sige noget til ham, tør ikke at røre ham, jeg er bare slet ikke så modig som hverken ham eller Anna. Jeg er bare så kedelig.

“Men, hvorfor havde du så svært ved at sige det til mig?” hvisker jeg, og jeg tror faktisk ikke, at han har hørt det. Men det har han. Han vender sig om mod mig.

“Fordi… fordi du alligevel,” stammer han sig frem til. Han vil egentlig fortsætte, men han ligger nu bare og staver sig ind i en anden verden. En verden som jeg ikke kender til. En verden som han lever i, men som jeg ikke kan komme ind i. Jeg har ikke nøglen… eller koden for den sags skyld. Han rømmer sig pludselig “…jeg ved det ikke.”

Uden nogen tankegang mosler jeg mig hen til ham. Mine læber rører forsigtigt hans som et lille stik. Ligesom i film. Jeg drømmer, at jeg er med i en film. Som om jeg virkelig er. Jeg mærker hans smil varme mine læber. Vi kysser.

 

Jeg vågner ved, at min venstre ben ligger uden for dynen. Mit værelse er som sædvanlig mørkt, men alligevel kan jeg mærke de fleste møbler. For første gang føler jeg mig helt hjemme. Jeg ved, hvor jeg sover, hvor jeg vågner op, som jeg de sidste par nætter ikke har anet. Det her er ved at blive mit hjem.

  Jeg smiler ved tanken, vender mig om, men opdager derefter at der ikke ligger nogen ved siden af mig. Gik han ind i går? Jeg kan ikke huske det. Nu plager min sult mig, helt nede fra tåspidserne, op i maven og så helt op til min hovedbund, hvor den presser sig op mod den bløde hovedpude, som jeg ligger på. Det går op for mig, at jeg ikke har fået noget i maven siden i går til frokost.

  Jeg rejser mig op med et sæt, når ud i køkkenet og finder noget cornflakes som jeg købte den første morgen. Det føles igen som meget lang tid siden, men alligevel er det kun to dage siden. To dage.

  Jeg finder Nates mørke lokker begravet i sofaen som sædvanligt, men han er faldt i søvn, så jeg lader ham bare sove. Jeg ved virkelig ikke, hvad vi er. Ét enkelt kys en aften med beruset tilstand, kan åbenbart gøre underværker. Jeg er ikke forelsket i ham. Jeg er bare… jeg ved det ikke. Det virker heller ikke til, at han ved det.

  Vi kyssede igen i går. Meget heftigere end vi gjorde den aften. Den aften. Jeg kan ikke lade være med at smile, det føles underligt.

  Jeg hælder cornflakesene op i en skål og drukner dem i mælk. Jeg hader at spise cornflakes for man skal spise dem så hurtigt, ellers bliver de klamme og slaskede. Imens jeg spiser min morgenmad hører jeg efter i morgen tv, der kører på fjernsynet. Det er rart, at vi ikke ser sådan noget action, men at han bare scroller over til Good Morning America.

  De mørke lokker bevæger sig og pludselig dukker et hoved frem fra sofaen. Jeg griner af ham, men han smiler bare og bevæger sig langsomt herover.

  “Godmorgen,” mumler jeg med cornflakes i kæften. De er forresten blevet slaskede og ulækre.

  “Godmorgen solstråle,” siger han med en vrængende stemme. Jeg tror, han prøver at efterligne sin mor eller en kvindelig person i sin familie. “Har du sovet godt?”

  “Formidabelt som altid,” jeg stiller cornflakesene fra mig. “Hvad med dig?”

  “Tjo, du sparker sgu lidt, men jeg overlever.” vi griner begge to. Vi går sammen hen i køkkenet for at vaske min skål og ske af.

Jeg stiller skålen i vasken, vasker den af, han tager et viskestykke og tørrer den. “Tak,” både smiler og mumler jeg. Jeg ved ikke, hvorfor jeg mumler så meget, men jeg må have blive smittet af Nate. Han gør det stortset hele tiden.

  “Hey, sov vi sammen?” spørger jeg.

  “Jah… hvorfor?”

  “Ikk’... for noget…” jeg blinker diskret til ham. Han griner bare af mig, men det var ikke min mening at mene det seksuelt, som det kom til.

  “Forresten: jeg skal hjem til min søster i dag, vil du med?”

Jeg roder i mit hår. Jeg vil vildt gerne med, men samtidig kunne jeg godt tænke mig at snakke med Anna. Hun skal have at vide, at han har fortalt mig det. At de har kysset. Jeg ved ikke, hvorfor det betyder så meget for mig, at de har kysset, for vi er ikke kærester eller noget. Vi bor jo sammen, men det er jo ikke det. Jalousi har det intet at gøre med det, men det er mest det at hun faktisk blæste på, at jeg lå og sov. Selvfølgelig var hun fuld, men siden hun blev småsur og mut, kan hun stadig huske det. Hun kunne stadig havde kontrol over hende selv.

  “Ja. Hvad tid?”



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...