⌖ UNTITLED ⌖

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 dec. 2015
  • Opdateret: 5 sep. 2016
  • Status: Igang
En sommer med romantik og uventede øjeblikke går pigen, Zenia, i møde. Hun har netop afsluttet High School, og det er blevet tid til at gøre noget uventet efter mange års perfektion. Hun beslutter sig for at bosætte sig i en lejlighed med én anden person. Hun kender ikke personens navn, og hun skydes snart imod andre situationer, end hun umiddelbart er vant til.

9Likes
4Kommentarer
2132Visninger
AA

7. ⌖ 6

 

6 

 


 

Vi sætter os til at lave morgenmad; vafler med frugter og bær, og selvom vi mangler de fleste ingredienser til det, prøver vi alligevel at få erstattet det med noget andet.

Jeg er hundesulten, jeg er ligeglad med, om det kommer til at smage røvdårligt, jeg skal bare have noget at æde. Jeg har være oppe i omkring en time nu, så klokken er omkring 9. Men det blæser jeg på, for jeg er sulten. Det kan jeg mærke på ham, at han vist også er. Jeg mener, han er sød nu, men han virker også lidt fjern.

   Og vi snakker, snakker, snakker, snakker og snakker. Lige fra hvilken High School vi har gået på, til hvad vi har fået i julegave sidste år, og han er faktisk ret sød. Altså når han er ædru.

   Han var sgu ikke ret sød i går, da han var beruset… eller fuld for den sags skyld.

Han går over til musikanlægget og sætter noget roligt musik på. Ikke noget romantisk eller noget, for det ville jeg ikke kunne have, hvis han gjorde, men bare noget normalt musik.

  Jeg kan ikke genkende sangen, så jeg går hen og tjekker, hvad det var han satte på. “Det er Nirvana med Sam Smith. Jeg hører ikke andet.”

  “Jeg troede, du var sådan en… rock type.” siger jeg spørgende, men han griner bare stille af mit forslag og lægger forsigtigt en vaffel på tallerknen.

“Haha, nej da. Jeg er mere… den stille type… sådan noget som Sam Smith eller… noget akustisk. Om aftnen er der knald på,” han smiler og piller sig i håret.

Jeg kan ikke finde ud af, hvem af os der stod tidligst op, eller hvem der snød hvem. For hvis jeg var ham og skulle sætte mit hår og finde noget tøj der lignede det der, ville det tage mig flere timer. Samtidig blev han ret så forskrækket, da jeg dukkede op bag hjørnet.

  “Hm… jeg er mere den stille type hele tiden,” griner jeg irriterende, og jeg føler mig pludselig dum. Jeg ved ærlig talt ikke hvorfor, men han virker bare så stille og rolig nu, hvor jeg bare er overgearet.

  “Tja, folk er jo forskellige,” mumler han og stiller vaflerne på bordet.

  “Det kan du have ret i.”

Vi dækker bordet og tager fine glas og hælder noget æblejuice i glassene. Henter noget marmelade og stryger det over vaflerne.

   “Vi er for vilde!” han klapper glad i hænderne som et lille barn, og vi sætter os til bords. Jeg griner og henter nogle gafler til bordet.

  Jeg er mere end glad for morgenmaden, jeg er hundesulten og jeg kunne æde det hele i én mundfuld, hvis ikke jeg havde en housemate.

 “Er du sulten?” griner han og tager en vaffel. Hælder lidt sirup over og stikker sin gaffel ned i klatten af en vaffel at være.

Jeg fniser. “Tjo… måske lidt?” Jeg griner med mad i munden, hvilket stikker mig i røven, og jeg kan næsten ikke synke det.

Vi griner. Griner. Griner. Griner. Jeg kan godt lide tanken om, at jeg faktisk griner med en dreng. Ikke bare en hvilken som helst dreng, men en dreng som virkelig interesserer mig. 

  “Forresten: hvorfor skulle du egentlig ud i morges?” spørger jeg efter, vi har grinet færdig.

Han kigger op på mig, men spiser videre med et hævet øjenbryn. Ikke et spørgende, men et irriteret og skeptisk øjenbryn. Sådan et der ødelægger stemningen... som nu for eksempel.

  Jeg spiser en bid, men jeg er for nysgerrig til at fortsætte: “Nate, hvorfor forlod du lejligheden?”

  “Hvad rager det dig?”

  “Vi bor sammen!”

  “I et døgn for helvede. Nå nej, ikke en gang et døgn. Forstå det nu: vi er ikke bedste venner, vi er ikke kærester, vi er fandme ikke noget som helst!”

Jeg tænker mig om en gang. “Sig mig, hvornår har jeg opført mig som om, vi er kærester? For det er vi absolut ikke, men vi bor trods alt sammen!”

  “Hele tiden! Du klæber sådan!”

  “Hvad?!”

  “Det er sgu da rigtigt! Åh nej: sårer jeg pigen, der aldrig har været sammen med en dreng? Aldrig har drukket? Aldrig har spist morgenmad med en dreng? Åh gud, det må du sgu und…”

  “Så er det fandme nok!” jeg rejser mig fra bordet og smækker døren til mit værelse i.

  Jeg er træt af ham; jeg er træt af, at han skal komme med irriterende kommentarer, at han skal være så lidt respekt, og jeg som troede, at han faktisk skulle til at være sød? Han var så støttende, jeg var lige ved at fortælle ham alt. Alt. At han i går skulle drikke sig fuld på første dag? Første dag hvor vi skulle lære hinanden at kende, drak han sig plørefuld og gad ikke en gang at tale med mig. Han minder sgu meget om min bror.

Lad mig sige det Jeg har aldrig boet sammen med min bror, og jeg snakker aldrig rigtig om ham. Jeg tror kun det er Anna, der ved, hvem min bror er... og så selvfølgelig min mor. Men grunden til at jeg aldrig har boet sammen med min bror er fordi, at han ikke er helt min bror. Han er vel en halvbror, hvis det er det man siger. Min fars søn, hvis man kan sige det sådan. Min far og min mor snakker ikke sammen længere, men jeg gør selvfølgelig. Et par gange om måneden vel, men min bror snakker jeg ikke med længere, da han er 9 år ældre end mig, og vi har haft nogle dårlige minder sammen. Som da han på min fødselsdag tog i byen og kom hjem herre fuld og ødelagde hele festen. Jeg mener, jeg var ti. Måske er Nate ligesom min bror.

Da jeg en halv time senere kommer ud, er han skredet. Morgenbordet står stadig urørt på bordet, og jeg giver mig til at rydde det op. Jeg mener; nogen skal jo gøre det, og jeg tror i hvertfald ikke at jeg får ham lokket til det, så jeg vasker op og sætter mig bagefter i sofaen og læser resten af min bog.

 

 

 



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...