⌖ UNTITLED ⌖

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 dec. 2015
  • Opdateret: 5 sep. 2016
  • Status: Igang
En sommer med romantik og uventede øjeblikke går pigen, Zenia, i møde. Hun har netop afsluttet High School, og det er blevet tid til at gøre noget uventet efter mange års perfektion. Hun beslutter sig for at bosætte sig i en lejlighed med én anden person. Hun kender ikke personens navn, og hun skydes snart imod andre situationer, end hun umiddelbart er vant til.

9Likes
4Kommentarer
2135Visninger
AA

3. ⌖ 2

 

⌖ 2 ⌖

 

Mine to kufferter fylder hele mit ellers tomme hjørne på mit værelse. Den ene er perfekt lyserød uden skrammer, og den anden er hvid med en masse skrammer. Det er meget typisk mig; jeg bruger en ellers god kuffert, men opdager at der er mange skrammer, køber derfor en ny, men bruger stadig den gamle. 

   Mit vækkeur skriger ved siden af mig og jeg kan høre min mors stemme. Hun synger, det kan jeg høre. Det er ikke hendes normale blide stemme, som jeg tit er faldet i søvn til, når jeg ikke kan sove, men en flot, høj klang med rytme. Det er min yndlings sang: Fix You af Coldplay. Hun har tit sunget den for mig, da jeg var mindre, men jeg har faktisk ikke hørt den siden. Den minder mig om mørke vintre aftner, hvor gadelyset ude på vejen lyser og man kan se små pjuskede snefnug dale ned fra himlen under lampens lys. 

  Min mor havde det meget med at gå tilbage til de gamle traditioner og minde mig om, hvem jeg egentlig er, og hvordan er jeg blevet til den jeg er. Sommetider er det utroligt rart, men andre gange kan det også være herre irriterende, hvis vi lige har været oppe og skændes. Så føles det lidt som om at hun har vundet diskussionen - eller i hvert fald prøver på det, og selvom jeg prøver at ignorere følelsen af at nyde tonerne gå op og ned, indrømmer jeg, at det ikke lykkes.

   Selvom min mor højst sandsynligt kommer herop om mindre end 3 sekunder, bliver jeg alligevel liggende. Jeg har ikke lyst til at bosætte mig et andet sted end her, og især ikke med én, som jeg slet ikke kender, ikke engang kender navnet på. Jeg beroliger mig med, at jeg ikke kommer til at bo sammen med personen i mere end 2 måneder, men det kan sagtens ændre mig selv eller i værste fald: min fremtid. Jeg har ventet på denne dag i lang tid, og nu er den her bare. Uden varsel eller noget. 

  Jeg rejser mig alligevel ud af sengen med et suk, og tager mit tøj af for at smutte i bad. Jeg har et toilet lige ved siden af mit værelse, hvilket jeg er pænt glad for, fordi ellers skulle jeg igennem hele stuen, køkkenet og min mors soveværelse for at komme på toilettet eller gå i bad for den sags skyld. Jeg er ikke specielt forkælet, men vores lejlighed er ikke speciel smart indrettet. Vi har et køkkenalrum i midten af lejligheden, og ude i siderne ligger der to værelser med bad. 

   Der bliver tændt for bruseren, der bliver skruet op for varmen og der bliver vasket hår. Jeg har ikke vasket hår i to dage, så mit hår er pænt fedtet. Mens jeg står og nyder de varme stråler sive ned af min krop, krydser jeg fingre for, at det bliver en pige. Bare en normal pige, som jeg selv. Ikke fattig, ikke rig, ikke underlig og højrøstet, eller genert og stum. Bare tilpas. Som jeg nu selv er. 

   Jeg får mig tørret igen efter en halv times bad og smutter nøgen ind på mit værelse for at få noget tøj på. Jeg har altid gjort mig en del umage med mit tøj, men sommetider har jeg også lidt lyst til bare at tage en kæmpe sweater og nogle lasede jeans. Drengene fra min skole har aldrig kigget på mig før, så hvad kunne det nytte at bruge 20 minutter hver morgen på at vælge outfit? Jeg ved det virkelig ikke, men det er det jeg gør. Hver morgen. 

   Nu bliver det sikkert til 30 minutter, men jeg vil helst se godt ud og have brugt 30 minutter end at ligne som en vaskebjørn og bruge 5. Jeg vælger en nederdel med en croptop af en art udenover og nogle støvler, selvom det er varmt udenfor. Jeg er for det meste ligeglad med, om outfittet passer til temperaturen og vejret, bare at jeg har det behageligt.

   Jeg kryder stadig fingre for, at det bliver en pige, imens jeg lægger min makeup, imens jeg redder seng og imens jeg ruller mit gardin op. Mit hår glatter jeg og krøller jeg derefter for at få det til at sidde perfekt. Det er noget, jeg tit gør, hvis jeg skal noget specielt, for mit hår skal der være styr på. Det er ikke bare hår. Det er kunst. Eller i hvert fald tæt på. 

   Min mor møder jeg i køkkenet. Hun har gjort meget ud af det med morgenmaden, end hun plejer at gøre. "Det er jo den sidste morgenmad i lang tid sammen," undskylder hun, men jeg nikker bare og giver hende et kys på kinden. Hun har sin normale Chanel Nr. 5 parfume på. Den dufter fantastisk.  

  "Jeg elsker dig sådan skat, det skal du vide!" hun kærtegner min kinder og krammer mig. "Jeg glæder mig sådan til, at du skal bo selvstændigt."

   Jeg smiler bare og tager noget scrambled eggs med nogle cocktailpølser ved siden af. Jeg er ikke spor sulten, men jeg tager portion efter portion, selvom jeg ikke ved hvorfor. Er jeg for spændt til at stoppe? Er jeg bare sulten uden at vide det? Jeg selv tror på den første, men håber lidt på den anden. 

  Efter morgenmaden og kys går jeg ind og sætter mig med en bog. Jeg har ikke specielt meget koncentration, men det er måske derfor, at jeg sætter mig; for at få koncentration. Jeg sætter mig til at læse en bog, jeg har læst 1000 gange, men jeg har lidt lyst til bare at læse uden nogen grund. 

  Men jeg kan ikke læse længere end én enkelt side. Jeg vil derhen nu. Ikke et sekund senere end nu. Jeg redder derfor min seng igen omhyggeligt og sætter mine puder på plads, så de står ufatteligt symmetrisk; min hjerne kan ikke fungere uden symmetri. Sådan har jeg altid haft det, og det er derfor jeg elsker at besøge byer som Barcelona, da der er symmetri på højeste plan. 

   Jeg tager min skuldertaske på den ene af kufferterne - den lyserøde, og kører dem begge ud i entréen. Min mor krammer mig hårdt og kysser mig. Vi siger ikke noget, da vi trapper ud til bilen. Jeg sætter mig med et bump i sædet, da jeg har læsset mine kufferter af og sætter min skuldertaske ved mine ben. 

  "Det er altså nu min skat!" hun kysser og kysser mig, og jeg kan ane en lille tåre i øjenkrogen på hende. Jeg ved, det er stort for hende, men det var hendes forslag, og det var mit valg. Mine sommerfugle har udviklet sig til knive der hakker mig halvt indefra. 

  Vi ankommer til en hvid bygning, som umiddelbart ligner et hotel i mine øjne. Svingdørene er poleret med guld, men jeg vil tro at det er noget der er malet på. Foyeren er skide flot; der er marmor på gulvene og receptionsbordet er af flot egetræ. Der er hvidt på væggene og minimalistiske billeder ovenpå. En mand i jakkesæt byder mig indenfor. "Hvad er dit navn?"

   "Zenia Smith."

   "Du mener: Zenia Wendy Smith?" 

   "Jeg har ikke tjekket ind med mellemnavn."

   "Så siger vi det. Kom denne vej," han viser mig til venstre, hvor en café i samme stil som receptionen ligger. Hvor var han bare flabet! Især når min mor stod lige ved siden af. Hun var vist lige så overrasket over den måde at tale på. 

  "Goddag," en mand ved et bord sidder og tegner. Han løfter hovedet og smiler. Det var ham, jeg snakkede med og han kunne da i det mindste kende mig uden at være så flabet. Vi får skrevet kontrakt og snakket om lejligheden. 

 

   "Jeg må hellere gå nu. Jeg kan se din lejlighed en anden dag," min mor kysser mig. Hun har tårer i øjnene igen, men hun når at  tørre dem hurtigt væk. Hun vil ikke have, at jeg skal græde, så hun går hurtigt igen og krammer mig. Jeg har aldrig set hende græde siden, at jeg startede i skole. Dengang trøstede jeg hende og syntes det var synd for hende. Nu har jeg ikke lyst til at trøste. Det gør bare det hele værre. 

  Jeg får mig og mine to kufferter ind i elevatoren med de to kufferter. Jeg skal helt op på 11. etage, og selvom jeg aldrig har siddet fast i en elevator, er jeg lidt bange for at den slukker, nu hvor jeg er her alene. Jeg har læst mange historier om personer, som sidder fast i en elevator, så lidt nervøs har man da lov til at være. Heldigvis skifter tallet fra 10 til 11, og jeg kan med roligt sind træde ud og finde min lejlighed. Lejlighed 55 står der på mit papir og på min nøgle, så hvis ikke det skulle være den, så ved jeg virkelig ikke. 50, 51, 53, 55. 

Her er det.

Det ligner præcis de andre døre. Ikke udsmykket med lyserødt eller noget. Bare... en brun trædør. Det er sgu da ikke så luksus, som jeg troede det ville være. 

Ej, just kidding. 

   Jeg låser op og møder duften af frisk luft. De må have haft luftet ud, inden jeg kom, ellers ved jeg virkelig ikke, hvad de har gjort. Jeg sætter mine tasker og kigger endelig op for at kigge på lejligheden. Lejligheden er omtrent lige så stor, som mit eget hjem. Der er møbleret, men indretningen med små pynteting følger selvfølgelig ikke med. Hvilket jeg ville ønske det gjorde. 

   Lejligheden er skide flot. Der en rå murstensmur på en af væggene i stuen, hvilket gør det en smule rustikt. Man kommer først ind i en lang gang, hvor de to værelser, et toilet og et opbevaringsrum befinder sig. For enden af gangen er der et køkken og en stor stue med et fjernsyn og en lille sofa for to, og ved siden af står der en behagelig lænestol, hvor der sikkert kommer til at blive læst mange bøger de næste to måneder. Der er stadig den samme indretning som i foyeren, men jeg skal nok have vendt op og ned på det. Meget snart. 

Jeg vælger det største værelse, men de to værelser ligner meget hinanden. Den eneste forskel er, at der er et større skab på det ene end det andet. Ikke fordi jeg er selvisk, for der et opbevaringskab med bøjler lige ved siden af det mindre værelse, som jeg ikke valgte, men det med at stå uden for værelset og vælge tøj... narh.

Jeg pakker ud og får indrettet mit værelse med mine ting, som jeg har med, men personen kommer stadig ikke. Nu kom jeg selvfølgelig også en time før, så jeg har ikke noget i mod det. 

Det ender selvfølgelig med, at jeg ligger og læser i min bog fra tidligere.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...