For Altid

En piges kærlighed... Flere kapitler vil blive skrevet, hvis det efterspørges!

0Likes
0Kommentarer
35Visninger
AA

1. Dig, mig og Jonas

 

Dig, mig og Jonas

 

Han er nu ganske pæn og interessant, ham Jonas. Så jeg forstår ikke helt, hvorfor Emma er så ligeglad med ham. Han flirter klart, men hun afviser ham koldt. Jeg beundre hende for det, men forstår ikke hvorfor. Hun danser til musikken sammen med nogle af vores veninder fra skolen. Hendes hofter vrikker til rytmen, som hænger tungt i luften på klubben L'amour. Jonas danser sammen med hende, men når han kommer for tæt på, rykker hun et par skridt væk. Jeg sukker og beslutter mig for, at der skal sættes lidt gang i tingene. ''Emma,'' hvisker jeg, så kun hun kan høre det, ''hvad er det du laver?'' Emma kigger underligt på mig, ''hvad mener du?'' Jeg sukker opgivende, for hun har åbenbart ikke forstået, at skolens lækre fyr lægger an på hende. Jeg undskylder os hurtigt med et smil og trækker hende med ud på toilettet. I et par få sekunder står vi i stilhed, så siger jeg: ''Du er vel godt klar over, at det er skolens lækre dreng, der står og taler til dig?'' Et smil spreder sig langsomt på hendes ansigt, og jeg kan ikke lade være med selv at smile. Så bobler en næsten hysterisk sig latter op, og hun krammer mig. Jeg griner selv, og jeg føler mig en smule svimmel. Jeg kan dufte parfumens søde, men lette aura omkring hende. Mine øjne lukker sig af sig selv, og jeg mærker, hvordan jeg smelter ind i hendes varme.

 

Krammet slutter alt for hurtigt, men hun holder stadig om mig. Kigger mig dybt ind i øjnene med sine varme, kastanjebrune øjne. Tusindvis af sommerfugle hober sig op i min mave. ''Ønsk mig held og lykke,'' siger hun med et glimt i øjet, så læner hun sig frem og giver mig et venskabeligt kindkys. På  et øjeblik er hun væk, og jeg står alene tilbage. Mine ene hånd rører den kind, hun kyssede, og jeg tager mig selv i at smile endnu en gang. Jeg kigger mig selv i spejlet, der er på toilettet. Spørgsmål begynder at fylde mine tanker: Bør jeg egentlig føle sådan her? Er der noget galt med mig? Langsomt forsvinder mit smil, og min frygt for det ukendte, for mig til at vende mig om i skam. Hvorfor skal jeg altid gøre tingene mere kompliceret, end hvad det er i forvejen?

 

Jeg tager en dyb indånding og går ud til virkeligheden igen. Luften er varm og kvælende, men jeg er ligeglad. Jeg trænger til en drink og går over mod baren. Bartenderen virker flink nok, men han er bare ikke lige min type. Alligevel tager jeg mig selv i at flirte med ham. Går med til at sende mixede signaler, som til sidst vil resultere i, at han nok spørger om mit nummer. Jeg ved aldrig, hvad jeg skal gøre, når de gør det. Det virker bare ikke helt rigtigt. Måske lidt som om, at jeg er en forræder over for Emma. Derfor trækker jeg mig altid langsomt væk.

 

Jeg lader min øjne glide rundt i rummet, hen over den dansende mængde. Jeg vil ikke rigtig indrømme det for mig selv eller for andre, men jeg kigger efter Emma. Da jeg får øje på hende, ser jeg, at danser hun tæt med Jonas. En ukendt vrede og jalousi blusser op i mig. Den måde han holder om hende på. Mit greb rundt om glasset spændes og i et øjeblik, er jeg bange for at knuse det. Jeg tager en rystende indånding og sætter glasset ned. Kigger væk og prøver at kontrollere de fremmede følelser af vrede og jalousi. Jeg lukker min øjne, men et vivar af billeder af Jonas og Emma dansende, får min vrede til at blusse op igen. Jeg har det næsten som om, at jeg skal kaste op. Måske trænger jeg bare til noget frisk luft. Det må være alkoholen og den varme luft, som gør ting ved min hjerne.

 

I det lange løb ved jeg godt, at det ikke er alkoholen eller den varme luft, der påvirker mig. Dog virker det som en god idé at tage afstand lige nu. Jeg er nødt til at mase mig igennem mængden, før jeg når hen til L'amour's dør. En kold vind imødekommer mig, da jeg træder ud. Som et pust af liv. Mine sanser klarer, og jeg inhalerer dybt. I et par minutter står jeg bare og kigger tomt ud i luften; tænker på hvad der skete inde på toilettet. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre. Så jeg står bare her, midt ude i den kolde natteluft. Nyder stilheden og roen.

 

''Maggie?'' Hendes stemme fylder min verden, og jeg vender mig om, for at se Emma stå og kigge spørgende. Hendes gyldne hår laver små lokker, hendes kjole er lige så rød, som hendes læbestift. Hendes simple make-up, får hende til at ligne en gudinde. Lige i det øjeblik mister jeg vejret, så putter jeg et smil på mit ansigt, som om intet er sket. Hun smiler tilbage, men opdager ikke at mit er falskt. ''Lad os gå hjem,'' siger hun så og går hen til mig og tager min hånd. Jeg fletter hænder med hende og tænker på, hvad jeg dog har gjort, for at kunne fortjene hende.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...