Drengen

...

0Likes
0Kommentarer
91Visninger

1. Drengen

 

En dreng. En mørk gyde. Et ufatteligt stormvejr. Et stormvejr så stort og så voldsomt at det truede med at flå ham op så alle hans indvolde og blod stod ud af ham. Hans indre. Hans sjæl. Hans dybeste inderste følelser og hemmeligheder.

Han var ikke som han så ud til. Slet ikke. Det lod han bare ingen se. Ingen så ham nogensinde. Ingen kunne se hans sjæl. Han havde gemt den ligesom han altid gemte hænderne i lommen når han gik ned af gaden. Turde ikke lade dem se hvad han egentlig var i stand til. Hvad han kunne udrette med sine hænder som han altid gemte væk.

Problemet var ikke dem men ham… og han vidste det. Det var det værste af alt! Det handlede alt sammen om ham og han var nøglen til det. Det, som han ikke selv vidste hvad var. Noget mystisk og ukendt.

Men han var bange. Så utroligt bange. For hvad nu hvis de ting han kunne udrette ikke var godt nok. Hvad nu hvis alt hvad han nogensinde havde forestillet sig bare var en sær illusion for ham? Noget han havde bildt sig selv ind?

Stormen bragede og et træ blev brutalt væltet om på gaden bag ham. Han ænsede det knap. Han kunne ikke ænse andet end ilden i hans krop. Den brændende altædende ild der brændte i ham.

I starten havde den bare været gløder. Små ulmende gløder men med tiden var ilden vokset og nu stod han i brand. MEN INGEN SÅ DET! Ingen kunne se ilden. Kun ham.

Han var helt alene i gyden… eller næsten. Han kiggede på den. Pistolen. Dette ødelæggende instrument som kunne forvandle lys til støv men aldrig om. Våbnet var smeltet fast til hans hånd og han kunne ikke slippe. Det var umuligt! Den ville altid være der og det kunne ikke ændres på. Han måtte bruge den. Han måtte lukke noget af det ud. Noget af ilden.

Det sved så voldsomt i hans indre. Forvandlede al hans kærlighed til aske. Gjorde hans indre goldt. Han ville ikke have det! Han havde ikke bedt om det her men ingen lyttede. Ingen så ham som han stod der i gyden. Han var også efterhånden kun en skygge af sig selv. Uden på så du ikke noget men inden i. Inden i så kunne du straks se at han ikke var normal. Du kunne se at der var noget voldsomt galt. Han var bare så alene med pistolen… eller næsten.

”Nej lad vær! Du må ikke, ” peb en stemme ovre i gydens mørke hjørne. Han kunne ikke se vedkommende men han vidste udmærket hvem det var. Han turde ikke kigge. Det ville brænde ham op. ”Du kan sagtens vende om det er ikke for sent, ” sagde vedkommende ovre i hjørnet. Personen krøb frem og drengen udstødte et skrig så sønderrivende og så ulykkeligt at det kunne få selv englene til at græde blod. Det var et lille barn som stod der. Ham selv. Hans indre barn som der ovre i hjørnet og kiggede bedende på ham.

”Kig væk, ” advarede en mørk og dyster stemme bag ham. Han vendte sig om og så en stor mand – nej ikke en mand. Et monster. Monsteret havde en stor sort frakke på som gik om ned til knæene. Halvdelen af hans ansigt var dækket af en tørklæde.

Drengen vidste godt hvem det var. Kongen af vrede. Han havde skrevet en sang om ham. Han forstod ikke at han kunne udholde at kigge på monsteret men så gik det op for ham. Monsteret var også i brand som ham selv. ”Gør hvad du må gøre, ” sagde monsteret med en dyb rungende stemme.

Bestemt vendte drengen sig om og så barnet direkte ind i øjnene. De små søde uskyldige øjne. ”Det er ikke for sent, ” sagde barnet lige før drengen sendte en kugle i brystet af ham. Drengen ramte ikke engang jorden før at han var blevet til støv.

Drengen vendte sig om. Monsteret var væk og han var helt alene. Han kiggede ned af sig selv og så hvordan han blev til støv. Endelig, nåede han at tænke før at han forlod denne verden…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...