Spider

Mit bidrag til realisme konkurrencen, jeg har valgt mulighed nr. 3.

0Likes
0Kommentarer
97Visninger
AA

2. Et sidste farvel

Kære, hvem der nu læser det her, lad mig fortælle jer om edderkoppen.
Den sad der oppe i hjørnet og spandt sit spind, dens lange lodne ben strikkede nyt spind, som så blev hæklet fast til det gamle spindelvæv.
   Det føltes som om, at jeg var under vandet, at stemmerne omkring mig blev lukket ude, og det eneste jeg kunne høre var små stemmer i form af bobler. Det var sådan jeg bedst kunne lide det, at lukke jeres stemmer ude, at lukke knivstikkene fra jeres ord ude, det var kun muligt at lukke jeres stemmer ude, hvis jeg fordybede mig i de mindste ting, denne gang var det så edderkoppen. Men som det nu er når man er under vandet, så kan man ikke holde vejret for evigt, og jeg måtte op og trække vejret,  jeres stemmerne blev straks tydelige, og ord om min krop og mine former blev, som spyd, kastet i mod mig. Jeg prøvede at dække min krop med det skjold, jeg efterhånden havde lært at lave, men jeg kunne snart ikke længere holde skjoldet oppe.
     Følelsen af tomhed kom kort efter igen, eller det vil sige den var aldrig gået væk, men edderkoppen havde været med til at aflede mig. Tomhedsfølelsen er ikke blot et neutralt humør, men det er tværtimod intet humør. Det føltes som om, at jeg var hul, at jeg intet indeholdte, blot tomhed.
    Tomhedsfølelsen var begyndt da mobberiet for alvor tog til. Det hele var startet med tristhed, jeg græd hver dag, men efterhånden kunne jeg ikke græde mere, det var som om, at jeg hele tiden var undervandet, det var umuligt for mig at klemme en tåre. For at udtrykke tomhedsfølelsen var jeg begyndt at selvskade, i starten kunne jeg holde det hemmeligt, men efter hånden tog selvskaden til og jeg måtte fortælle min mor om det, da jeg skulle syes. Min mor tog mig til lægen, som anbefalede en psykolog, og tro mig det hjalp… Når jeg altså var hos psykologen, men lige så snart jeg trådte ud af psykologens dør, begyndte spyddene igen at blive kastet i mod mig.
Jeres spyd sidder dybt gravet ind i min krop, og for at komme af med dem, har jeg måtte trække dem ud efter hvert måltid.
    Du tænker nok hvorfor ende nu? Hvorfor kreere så meget smerte hos dem, jeg holder af? Og for at være ærlig, så har jeg ikke svarerne på disse spørgsmål, jeg ved bare, at jeg ikke længere kan holde ud, at høre uskønne ting om min krop. At smerten hver gang nogle kommenterer på de ekstra kilo jeg har siddende, ikke længere kan håndteres. Jeg har givet op, jeg siger fra, jeg nægter at være en målskive for jeres spyd længere, jeg nægter at være den enesomme edderkop, der prøve at lave en beskyttet hule ud af sit spind.
   Nu står jeg så her, med et tyk og godt vævet spind om min hals, spindet hænger fast til loftet. Edderkoppen på væggen har tyvstartet, den har allerede hængt sig i sit spind, nu er det min tur. Farvel;
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...