Kære selvskade

Mit bidrag til Realisme konkurrencen, jeg har valgt mulighed nummer 3.

1Likes
2Kommentarer
311Visninger
AA

2. Brevet

Kære selvskade.

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal starte. Måske jeg skulle starte med da vi mødtes for første gang?  Husker du det? Jeg husker det som var det i går.

 

Kan du huske da jeg skulle besøge ham, og vi var inde i hans telt, alene? Han snakkede om sex hele tiden, men jeg ville hellere snakke om musik, og storbyen. De ting jeg elsker noget så højt, men han ville kun snakke om sex. Jeg var 12år, han var 16år. Vi havde et godt venskab, indtil den dag, den dag hvor han kun ville tale om sex. Vi lå ved siden af hinanden i hans orange to mands telt. Kan du huske hvad han så gjorde? Husker du det? Jeg gør, og jeg ved du også gør!

 

Du ved han ødelage resterne der var tilbage af mig, han voldtog mig ikke, men det kunne han jo ligeså godt have gjort. Han krænkede mig, og rev mit indre i stykker. Jeg boede ikke hjemme ved mine forældre dengang, kan du huske det? Jeg boede i plejefamilie, tror du han var klar over hvor ødelagt jeg var i forvejen? Tror du han ikke havde gjort det, hvis han vidste hvor meget det ville ødelægge mig?

 

Jeg husker da jeg cyklede hjem, jeg græd hele vejen. Da jeg trådte ind af døren med rødsprængte øjne, var jeg lige ved at falde sammen. Jeg var fyldt op, og jeg havde brug for at sige det til nogen. Husker du plejemoren kom stormende ud fra køkkenet? Husker du da hun fortalte mig hvor uforskammet jeg var, at jeg ikke kunne komme hjem til tiden. Jeg stod bare og kiggede på hende, jeg sagde ikke noget. Tårerne strømmede ned af mine kinder, men det eneste hun kunne sige var, at de krokodille tårer ikke hjalp noget. Jeg var knust, og jeg var ødelagt.

 

Men så mødte jeg dig, lige præcis den dag, hvor alle andre havde skåret mig af, og ikke ville snakke med mig. Lige præcis den dag dukkede du op. For du ville være der for mig når ingen andre var der. Du fortalte mig at du ville være der. Jeg faldt i med begge ben, jeg faldt for dine løgne, for jeg havde ingen andre.

 

Vi sad på mit værelse du og jeg. Du viste mig hvordan man ødelagde skraberen, du viste mig hvordan man skar i sig selv, og sådan startede vores ”venskab”. Kan du huske dagen efter i skolen? Jeg gik alene den dag, jeg havde ikke lyst til at snakke med nogen. Jeg skammede mig, og jeg følte at man kunne se det på mig, at han havde gjort det. Kan du huske da jeg så ham på gangen med hans venner? Han så også mig, og jeg tror han så, at han havde ødelagt resterne. Da jeg gik forbi ham kaldte han mig luder, og hans venner grinede. Der gik det op for mig at han ikke fortrød hvad han havde gjort. Det var sjovt, det var sjovt at mobbe plejebarnet, for jeg var anderledes, jeg passede ikke ind. Tror du de ville have grint, hvis de vidste hvad han havde gjort dagen før? Tror du de ville have gjort det hvis de vidste hvor meget det ville skubbe mig nærmere på afgrunden?

 

Jeg gik ud på toilettet, jeg græd. Jeg kunne ikke kigge mig selv i spejlet uden at få kvalme. Mens jeg sad og græd, kom du. Du fortalte mig at hvis jeg ikke skar igen, så ville det aldrig blive bedre, og naiv som jeg var, gjorde jeg det igen. Jeg kom for sent til timen, og bagefter ville man klasselærer snakke med mig. Kan du huske det, du sad ved siden af mig, og sagde hvad jeg skulle sige. Kan du huske da hun så sårene på mine arme? Jeg gjorde hvad du sagde, og fortalte hende at det var vores kat der havde gjort det. Hun troede ikke på mig, og for første gang viste du mig dit sande jeg. Du skreg inde i mit hoved, at jeg var uduelig, og jeg skulle være mere overbevisende. Jeg fik hende overtalt til ikke at sige det til nogen, og du blev god igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...