The Great Adventures of...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Hele min krop reagerede instinktivt, da jeg så dem, og jeg for op for at springe over på den anden side af stendyngen. Der var 5 af dem. Grålige bæster... Jeg kunne kun tænke på en ting: løb... Da David pludselig vågner op i en ukendt verden, har han kun et mål; at komme hjem igen. Men rejsen hjem bliver kun mere besværlig, og er ikke så ligetil.

2Likes
0Kommentarer
559Visninger
AA

11. Vandretur 10. December

Tjah. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal starte. Jeg havde VIRKELIG ondt! Over alt! Mine ben dræbte mig bestemt meget. Det var alt alt ALT for smertefuldt at komme op af sengen. Hele min krop var som i krampe. Samtidig! Selv mit hoved besluttede sig for at prøve at slå mig ihjel. Jeg havde lyst til at sige til de andre, at det var umuligt at komme hjem igen. Det virkede også så langt ude at skulle rundt i Myrato for at finde nogle dele til en orgosgon. Hvordan var det lige, jeg var kommet herhen? Det sidste, jeg kunne huske fra den 3. december var det blå lys. Jeg spillede Jokeren. Ruben var der. Resten var glemt. Hvorfor var Ruben ikke kommet med?

Dylan kom ind af døren.

"Kom! Op med dig! Du skal have mad inden vi smutter." Det sidste jeg havde lyst til var at tage af sted. Tanken om at skulle gå af sted var ikke særlig hjælpsomlig på min krop. Gå! I denne tilstand!? Det var korrupt. Mine arme smertede, da jeg trak dynen op over hovedet.

"Jeg vil ikke. Hvordan kan i tillade jer selv at træne så meget og aldrig slappe af." Jeg kunne fornemme på Dylans stilhed, at han ikke helt forstod, hvad jeg mente.

"Har du ikke ondt i nogen af dine lemmer?" Jeg trak dynen langt nok ned til lige at kunne se ud på ham.

"Nej. Skulle jeg det?" Dylan studerede mit fortrukket ansigt.  "Har du meget ondt?" Det gik med det samme op for mig, at Dylan ikke mærkede den smerte jeg havde efter kampen.

"Nej, jeg skal bare lige tage mig sammen." Jeg ændrede min indstilling omgående. Jeg kunne ikke bare klynke over at have bevæget mig lidt. At ride på drager var hverdag her. Jeg tog mod til mig, da jeg endelig kom op fra sengen. Vi skulle af sted. Snart.

Morgenmaden stod allerede klar på bordet, og Shellvi sad allerede klar til at spise. Rettelse. Hun var allerede startet. Dylan satte sig hurtigt ved at halvfyldt tallerken. Ved nærmere studering kunne jeg se, at han også allerede havde været i gang med at spise. De havde været i gang uden mig.

"Godmorgen sovetryne." Sagde Shellvi, da hun fik øje på mig.

Jeg satte mig forsigtigt ned. "Hvad tid skal vi af sted i dag?" Spurgte jeg med det samme.

"Jeg går ud fra at det bliver lige så snart vi har pakket." Sagde Shellvi.

Så jeg skyndte mig at spise (mine arme var ikke begejstret over det). De andre tog sig bedre tid. Det var irriterende. Jeg var færdig lang tid før dem.

"Skulle vi ikke skynde os?" spurgte jeg utålmodigt.

"Rolig nu." Sagde Dylan med munden fuld af mad. Shellvi smilede på en overbærende måde.

"Nu var det os, der startede med at vente på dig, nu er det din tur til at vente på os." Det var irriterende, men jeg satte mig ned med armene over kryds og skulede til dem. Jeg ville have sat benene op på bordet, hvis ikke der havde været mad på.

Shellvi så hurtigt på mig før hun fortsatte med at spise.

"Tag noget mere." Sagde hun. "Det får du brug for senere."

Jeg skulede mod hende. "Hvorfor skulle jeg dog det? Vi tager jo mad med på turen."

Shellvi trak på skuldrene. "Altså det er dit valg. Jeg ville bare anbefale det nu, mens du alligevel venter. Det er ikke til at sige, hvornår vi spiser igen."

Hun mindede mig om min mor, når hun prøvede at få mig til at gøre et eller andet, som jeg ikke ville. For eksempel æde noget klamt øllebrød. Jeg så væk fra dem. Tanken om min mor hjalp ikke besynderligt på mit problem, og gjorde bare min irritation over deres langsomhed endnu værre.

 

Da de endelig var færdige, og jeg var total klar til at gå, skulle både Dylan OG Shellvi pakke. Så jeg kunne bare sidde foran Redas hus, mens tigeren sad ved siden af og lavede helikopterlyde. Seriøst det var noget, jeg kunne blive irriteret over. Dyrets hale havde lagt sig rundt om mig så den kælede min overarm med spidsen, når den bevægede sig, hvilket den sådan set gjorde hele tiden. Vejret afspejlede på ingen måder mit humør - solskinsvejr, bare lige for at teste min indre kamp om ikke at dræbe de to mennesker, der var smuttet - , men en indre del af mig glædede sig over, at der intet regnvejr var. Eller blæsevejr lige som den dag vi skulle til Marikta. I ren kedsomhed dykkede jeg hænderne ned i lommerne og fandt fire ting: Min mobil, som åbenbart stadig var fuldt opladet, kortet, den første del af orgosgonen og stenen.

"Det kunne nu være rart bare at kunne slappe af for en gangs skyld, synes du ikke også David?" Jeg så rundt omkring mig. Reda så ned på mig.

Jeg kom straks i tanke om det, Shellvi havde sagt om stenen og fysisk kontakt.

"Øhm… Ja…" Jeg følte mig lidt dum med at svare en tiger, men Redas øjne lyste af intelligens.

"Jeg er nu lidt ked af, at du ikke kommer til at blive her alt for længe. Det var ret hyggeligt at have dig boende."

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. "Skal jeg komme på besøg en anden gang?" Mumlede jeg.

Jeg var ikke sikker, men det lød lidt som om tigeren lo. "tjoh, det tror jeg ikke du kommer til. Du har jo også din egen verden at passe."

Jeg så ned. "Hvorfor kommer du ikke med til vi har fundet de næste dele?"

"Desværre. Jeg har andre ting, jeg er nød til at gøre. Dette spil er ikke min kamp, men jeg er villig til at hjælpe dig på vej." Tigeren så ud på en flok mennesker, og de hilste hinanden så jeg kunne forstå det.

 

Efter et godt stykke tid dukkede Shellvi op.  Hun havde en større oppakning på sig, hvor der selv var et sværd som kunne trækkes ud hurtigt, hvis det overhoved blev nødvendigt.

"Får jeg også et våben?" Spurgte jeg. Jeg følte et stik af jalousi over det svar, jeg forventede at få. Shellvi smilede mod Reda før hun trak mig ind i huset igen. Jeg blev slæbt ind til skabet igen.

"Jeg tror godt jeg ved, hvilket våben du vil vælge, men jeg synes nu alligevel, at du skal have frit valg til det sidste." Sagde hun. Jeg vidste godt, hvilket et hun tænkte på, men jeg tog mig alligevel den frihed at se på de mange andre sværd bare lige for at trække tiden ud. Det var det i hvert fald i starten. Hele stedet var nydeligt blevet ryddet op igen. Sværdene hang som de gjorde den første gang jeg så dem, og det gjorde det faktisk besværligt for mig at finde det sværd, jeg ville have. Mine tanker kørte straks rundt om, at der måske var nogen , der havde taget det til deres eget brug. Det var jo farligt at håbe på at finde det. Jeg skævede til Shellvi, der stod tålmodigt foran med sit blik hvilende på mig. Efter at have gennemgået stedet to eller flere gange for det sværd, jeg gerne ville have, voksede min skuffelse.

"Har du fundet et?" Spurgte Shellvi, da jeg sukkede opgivende.

"Nej." Jeg havde en minde konflikt med mig selv om, hvad jeg skulle sige til hende. Den varede i millisekunder. "Jeg kan ikke finde det."

Shellvi smilede stadig. Hun trak det sværd op, hun havde ved tasken. Med et gik det op for mig, at det var sværdet. Hun rakte mig det. Jeg tog imod det, og ville have løftet det op i luften som i en heroisk film, hvis ikke det havde været for mine meget ømme arme. Jeg nøjedes med bare at overglo det.

"Jeg tænkte nok, at det var det her, men jeg ville få dig til at kigge efter andre for at du kunne være sikker på, at det skulle være det her."

En pludselig indskydelse skyllede ind over mig. "Men hvordan ved jeg, at det er det rigtige sværd, jeg vælger?" Spurgte jeg.

"Jeg har været trænet i at kunne se sådan noget i lang tid. Det eneste du mangler er at lære det at kende." Det lød næsten som om sværdet var levende.

"Jeg ved godt du ikke har fået vildt meget træning, men nu, hvor du gerne hurtigt vil hjem igen, synes jeg bare vi skal komme af sted hurtigst muligt. Dylan og jeg kommer jo med, og vi skal nok hjælpe dig. Du skal ikke tro jeg vil holde på dig for at du kan trænes til en rigtig kamp. Jeg forstår dig godt. Tro mig. Jeg synes det er retfærdigt, at du kommer hurtigt hjem igen. Det kunne bare hjælpe dig endnu mere." Jeg forstod hat af, hvad hun mente, men jeg nikkede bare og forlod dette 'skab'.

Dylan stod klar udenfor ved siden af Reda, som kom med en brummende lyd. Uheldigt, at jeg ikke havde fat i stenen så jeg kunne storstå, hvad hun sagde. Shellvi svarede hende på myratosk.

"Lad os så komme af sted." sagde Shellvi og trak i sin taske. Hun tog et meget raskt tempo på, som Dylan kunne følge med på. Mine ben var ikke glade for det tempo. Read fulgte også med i et godt stykke vej. På en eller anden måde lagde hun mærke til at mine muskler var ømme eller noget, for hun puffede til min hånd og tilbød mig at sidde op. Jeg skulle selvfølgelig bruge stenen for at finde ud af det, men det var virkelig dejligt at slippe for at skulle gå. Så den høje fart fortsatte. Reda var langt mere behagelig at ride på end en mojoy, og hun lavede ikke pludselige ryk og hendes gang virkede meget jævn og vuggende.

 

Vi ankom forholdsvist hurtigt til bymuren. Ikke hurtigt som i på under et kvarter, men i forhold til, da vi ankom til Mythenia og skulle hen til Redas hus, var det her barnemad. Jeg har ingen anelse om, hvad tid vi gik, men klokken var omkring 13:42 dansk tid, da muren stod lige over os. Reda standsede. Dylan og Shellvi så afventende på mig som om der skulle ske et eller andet.  Måske ligesom når Dan, Levi og Ruben forventede at jeg ville sige noget klog eller sådan. Porten åbnede sig med nogle knagende lyde. Reda kom med en dyb lyd, der mest af alt kunne minde om en dinosaur.

"Reda skal altså ikke med." Sagde Shellvi.

Det gik op for mig, at jeg stadig sad på Reda. Det havde nu været meget behageligt i forhold til, hvad der skulle ske nu.

Jeg gider ikke forklare mere om mine døende muskler. Jeg havde bare ikke heldet med mig i dag. En ny tur ventede forude. Noget, jeg ikke var specielt begejstret for. Helt ærligt! Hvor mange har lyst til at gå i udestemt tid for at finde nogle langt ude underlige ting, der skal få én hjem. Det eneste positive ved det var, at jeg forhåbentlig snart ville finde de sidste to dele af orgosgonen. Så kunne jeg komme hjem igen til et land, hvor der er normale omstændigheder og man ikke behøver at gå konstant. Dylan og Shellvi var allerede kommet et godt stykke foran mig. De snakkede sammen på myratosk og efterlod mig i et akavet stadie. Deres gang blev hurtigere end min og efter en del tid opdagede de, at jeg var omkring 40 meter væk fra dem. Dylan fik Shellvi til at stoppe op. De så begge to forventningsfulde mod mig, og jeg kunne da ikke undgå at føle mig lidt udenfor.

"Kommer du snart?" Råbte Shellvi tilbage til mig.

Jeg tvang min fart en anelse op.

"Nej, Jeg når at falde om inden." Sagde jeg sarkastisk. Dylan så pludselig meget bekymret ned på mig. Fyren forstod åbenbart stadig ikke sarkasme. Det undrede mig faktisk en anelse, at Shellvi ikke reagerede anerledes på sarkasme i forhold til, at hun ligesom Dylan kom fra Myrato.

Jeg var ikke langt fra dem før de igen begyndte at gå. De sørgede denne gang for at have mig i midten så de bedre kunne holde øje med, at jeg var med dem. Deres fart var stadig hurtig, men ikke lige så hurtig som før. De snakkede videre på myratosk, som selvfølgelig sørgede for, at jeg var udenfor. Det var frustrerende.

"Gider i ikke tale dansk så jeg også kan være med?" Udbrød jeg midt i deres snak.

"Jeg tror ikke du kan følge med i, hvad vi snakker om." Sagde Shellvi.

"Det er ikke fair, at i snakker myratosk i mit nærvær, når i begge kan tale dansk og jeg ikke forstår en dyt af, hvad i siger."

"Myratosk?" Dylan var tydeligvis forvirret.

Shellvi rømmede sig. "Det hedder myparitsk." Fordi denne nye information om, at det, jeg har kaldt sproget hele tiden, har været forkert, gjorde bare mit humør sygt bedre!

"Okay! Hold så op med at snakke myparitrskst" Whatever! Der skete intet ved, at jeg ikke kunne finde ud af at udtale et navn til et sprog.

Dylan så endelig ud til at forstå, hvad myratosk betød.

"Kan du ikke bare bruge oversætteren?" Spurgte Shellvi. Hun lignede en, der sukkede over min irritation. "Prøv at høre her David." Fordi jeg havde virkelig lyst til at lytte til en person, der var så dum at høre på som hende. "Vi snakker om vores uddannelser. Sådan en slags uddannelse, som du nok ville fatte hat af. Jeg tror ikke du ville få noget ud af det."

"Og kunne i så ikke bare snakke med mig om noget, vi alle kunne være del i?"

"Okay så." Sagde Shellvi. Der blev stille mellem os alle.

Det blev måske lidt for akavet. Jeg prøvede at finde et emne. Imens begyndte Shellvi igen at snakke på myparitsk til Dylan.

Jeg sukkede højlydt og stak hånden i lommen så den ramte stenen. Shellvi skævede til mig.

"Dylan, har du tænkt over, hvor langsom David egentlig går."

Dylan så næsten forskrækket over på Shellvi, som kvalte et grin.

"Hvem af os er det lige, der har fulgt ham til Mythenia?" Han gav hende et udfordrende blik.

Shellvi grinede bare. Hun skævede ned til mig. Var hun virkelig ude på at prøve mig af. Hun vidste, at jeg kunne forstå, hvad de sagde. Og så fornærmede de mig bare fordi dette lands folk har en hurtigere gang.

"Jeg tænkte bare. Det er voldsomt. Jeg ved godt det er en naturlig ting i Danmark, at gå langsomt, men hold da op! Hvordan kommer man frem i det land?"

Jeg fik nok. Det var stensikkert for at prøve mig af, at hun gjorde det. Jeg stoppede kontakten, og lyttede i stedet til deres fælles latterkor.

 

For ikke at kede nogen med en heldagsgåtur fuld af to jokende magikere, der gjorde grin med alt omkring mig lige fra det danske sprog til de traditioner, der eksisterer i den danske kultur, springer jeg i korte drag. Ja, jeg vil gerne indrømme, at jeg til sidst faldt for det, og endte med at grine med og selv gøre grin med en del ting. Det gjorde hele turen hurtigere og hjalp mig også væk fra mine ømme ben. Faktisk tror jeg at de holdt op med at beklage sig i løbet af dagen. Vi gik forbi en stor sø og en større skov uden at gøre holdt. Jeg havde egentlig heller ikke appetit eller lysten til at spise noget. Shellvi sagde, at vi ville være fremme inden for ikke så lang tid.

Det gav mig masser af motivation til at fortsætte og både Dylan og Shellvi virkede til at være godt tilfredse med min beslutning. Efterhånden blev langskabet ændret. Jorden blev mere flad og tillod mig at se langt ud. I nogle af solens senere stråler skinnede jorden ufatteligt kilometer længere fremme. Det var ikke til at se derud.

"Vi er der snart." Sagde Dylan håbefuldt.

Hvis jeg kneb øjnene nok sammen kunne jeg se, at jorden faktisk pludselig forsvandt. Det var heldigvis før den skinnende overflade. Heldigt at vi ikke skulle igennem det andet. Det ville have været ulideligt.

Efter længere tid med snak og glædestanker blev græsset erstattet med tørt jord.

"Så er vi her." Shellvi stoppede op. "Torokløften." Det lød næsten for højtideligt til at være sandt.

Og der stod vi så alle tre som stolte mennesker , der havde kæmpet sig vej (rettelse: jeg havde kæmpet mig vej) for at komme hertil. Så manglede der bare en pokal eller et eller andet. Nu hvor vi var ankommet manglede der bare… Tjah…

Det gik op for mig, at jeg ikke anede, hvad vi skulle gøre nu. Jeg så mod Dylan og Shellvi for at håbe på deres slagplan. Shellvi stirrede ned i kløftens dyb med et meget følelsesblandet blik som om hun både hadede og elskede stedet samtidigt.

Dylan gloede bare ned mod et hak ind i den modsatte væg. Torokløften var dyb. Man kunne lige svagt skimme en flod nede ved bunden. Det var sikkert den, der havde gravet kløften.

"Øhm." Jeg rømmede mig for at få dem på rette fode igen. "Hvad skal der nu ske?" Spurgte jeg forsigtigt.

Det virkede næsten som et stikord for Shellvi.

"Kan du finde kortet David?"

Jeg trak det straks frem og pakkede det ud på jorden. Jeg håbede ikke der ville komme en vind og blæse det ned i kløften. Shellvi og Dylan satte sig på hug og joinede mig. Shellvi rørte kortet.

"Kan du lige åbne det?" Spurgte hun mig.

"Hvorfor gør du det ikke bare selv?" Jeg ville ikke indrømme, at jeg havde glemt, hvad jeg skulle sige.

"Det er kun dig, der kan åbne kortet." Underligt.

"Men du lukkede det jo sidste gang." Udbrød jeg.

"Ja, jeg lukkede det. Det kan kun åbnes af dig, men lukkes af alle." Sagde hun hurtigt. Jeg tøvede, mens min hjerne febrilsk prøvede at finde ordet.

"Du skal sige tohyah" Sagde Dylan opbakkende, selvom det ikke var specielt opbakkende det, han gjorde. Men jeg gjorde det alligevel. De orange prikker viste sig omgående. Shellvi var hurtigt i gang. Hun nærstuderede alvorligt prikken ved Torokløften. Så smilede hun pludselig.

"Det er næsten for godt til at være sandt." Hun så ivrigt på os.

"Øhm? Okay? Er orgosgonen under os?" Spurgte jeg håbefuldt. Jeg havde ikke lyst til at skulle ned i kløften, hvis det var det, hun mente.

"Nej." Sagde hun. Dylan virkede også skuffet over hendes svar.

"Hvor så?" Spurgte han.

"Ifølge mit øje og stedsans, ligger den anden del af din orgosgon i en af hulerne dernede. Og ikke hvilken som helst af hulerne." Shellvi gned sig i hænderne og smilede på sådan en  halvt ondskabsfuldt, halvt bedrevidende måde . Hun fik et normalt blik igen som om hun kom i tanke om, at vi stadig eksisterede. "Øhm. Har i noget imod edderkopper?" Spurgte hun og var pludselig alvorlig.

Altså… Ud over at drille Levi med dem, var de store ikke min favoritter. Det kunne jeg ikke sådan sige til hende.

"...Okay" Vi nåede ikke engang at svare. "Prøv at lægge din finger på stedet." Hun viftede med hænderne for at få mig hurtigere i gang.

Idet jeg lagde hånden på kortet, bredte det blå lys sig ud. Et mørkt hulrum kom til syne. Det var næsten sådan, at jeg ikke kunne se, hvad der var derinde. Jeg kunne kort fornemme, at der var adskillige bakker derinde.

"Så det er bare derind vi skal?" Spurgte jeg, og følte mig pludselig meget optimistisk. Det her kunne blive let.

"Ja vi skal derind. Så er det spændende at se, hvad der sker." Jeg følte pludselig, at Shellvi havde mere entusiasme end jeg.

Dylan så ikke begejstret ud. "Hvor store edderkopper er det, vi snakker om her?" Spurgte han.

Tænk engang at en fyr, der er ældre end mig, ikke kan lide edderkopper.

"Det er meget forskelligt." Der var ingen tvivl om at Shellvi ikke lavede sjov med det her. "Nogle af dem er næsten usynlige, mens andre er større end os." Hun fik det ærligt talt til at lyde som noget, der var normalt. Edderkopper, der er større end mig, er IKKE normalt!

"Når du siger større. Er det så som i at vi bliver spist, hvis vi tager derned?" Spurgte jeg lettere forsigtigt. Jeg prøvede ikke at tænke for meget over, hvad vi snakkede om. Hvis de var døde, var de fine nok, men levende  edderkopper, der bor i en hule, var ikke noget, jeg skulle nyde godt af. Ellers tak du!

"Altså jeg kender nu deres moder." Shellvi smilede et beroligende smil, der ikke beroligede nogen af os.

"Deres mor! Er du syg!" Udbrød jeg.

Shellvi så næsten forskrækket ud. "Nej da! Hun er meget venlig. Hun gør ikke mennesker noget. Det bliver en fin tur derned, hvor vi finder anden del af orgosgonen, hvorefter vi forhåbentligt hurtigt kan tage videre uden problemer."

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre ved det "forhåbentligt" hun om med. Jeg havde overhoved ikke lyst til at skulle være dernede. Dylan var heller ikke begejstret.

"Hvis vi skal derned, bliver det altså uden mig." Sagde han.

"Okay." Shellvi trak på skuldrene. "Men så venter vi bare heroppe til de alle kravler ud og afleverer den."

"Nej nej! Vi skal væk fra edderkoppehulen i Torokløften. Jeg har ingen lyst til at overnatte sådan et sted her." Sagde Dylan. Jeg kunne 100% følge ham.

"Selvfølgelig skal vi ikke overnatte her!" Sagde Shellvi. "Det er alt, alt for åbent."

Åh nej. Nu skulle vi til at gå igen.

"Hvor skal vi så sove henne?" Spurgte jeg forsigtigt.

"Jeg foreslår, at vi overnatter i udkanten af skoven." Shellvi pegede ned på kortet på den skov, vi allerede var gået forbi.

Vi kunne bare være blevet der i stedet for at gå frem og tilbage.

Men jeg kunne godt mærke trætheden, der fik mig til at give efter for Shellvis forslag. Dylan virkede også til at synes, at det var langt nok væk fra edderkoppehulen.

...Og så satte vi i gang mod skoven…. Gæt hvem der lå bagerst...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...