The Great Adventures of...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Hele min krop reagerede instinktivt, da jeg så dem, og jeg for op for at springe over på den anden side af stendyngen. Der var 5 af dem. Grålige bæster... Jeg kunne kun tænke på en ting: løb... Da David pludselig vågner op i en ukendt verden, har han kun et mål; at komme hjem igen. Men rejsen hjem bliver kun mere besværlig, og er ikke så ligetil.

2Likes
0Kommentarer
561Visninger
AA

12. Utålmodighed 11. December

"Det er jo umuligt!" Jeg sparkede frustreret til jorden. "Jeg kommer aldrig hjem, hvis det går i denne fart."

Shellvi sad og rodede i bålet og lignede en, der var langt inde i sine dybeste tanker. Det var umuligt at vide, hvad hun tænkte på. Dylan sad på den anden side og studerede kortet og virkede til, at han på alle måder gerne ville undgå mine frustrationer.

"Det er ikke umuligt." Sagde Shellvi eftertænksomt. "Det tager bare sin tid."

"Hvor lang tid tager det?" Jeg tror jeg råbte, for nogle fugle fløj fra et træ i nærheden. "En uge? En dag? Måneder?"

Shellvi trak på skuldrene. Hun prøvede sikkert at finde det bedste svar uden at stikke flere knive i såret. Eller lyder det bedre med mere salt?

"Edderkoppernes hule er et meget komplekst sted. Jeg ville lyve, hvis jeg ikke siger, at det her kan tage alt fra et par timer til måneder eller år - og det er især fordi en orgosgon ikke lige er den mest iøjefaldende ting."

En del af mit håb sank, mens resten af mig tænkte på, hvor enkelt det havde været at finde den første del. Det her var bare ikke et sted man havde lyst til at være. En hule fyldt med edderkopper! Og så vidt man ved, er det kun den ene af de hundredetusind, der er venligsindet. Det er jo total Harry Potters Aragog. Så mangler vi da bare en flyvende bil! Jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle kunne få mig selv ned i en hule som den.

"Du må finde den!" Mine egne ord forbløffede mig, for de var totalt kommanderende og kolde. Det var sjældent at jeg bruge sådan en tone. Shellvi løftede blikket fra ilden.

"Skal jeg finde det? Helt alene?" Spurgte hun vantro. Jeg nikkede stift.

Der var en spinkel chance for, at hun ville sige ja til det, men på flere måder føltes det bare forkert at lade hende gå alene ind i en hule. Hun kendte nu godt nok stedet bedre end Dylan og jeg… og hun havde kendskab til en gigantisk venligsindet edderkop… og havde tydeligvis intet imod edderkopper.

"Okay så." Sagde hun efter en længere tænkepause. Dylan virkede til at skulle til at protestere, men hans frygt for krybene tog sikkert over.

Shellvi rejste sig. " Vi ses senere." Det lød så henkastet, som hvis hun lige skulle alle andre steder hen end en edderkoppehule. Hun så sig ikke tilbage. Hun tog ikke engang noget med sig til sin tur. Jeg vidste ikke rigtig om det skulle bekymre mig. Hvad nu, hvis hun blev tvunget til at skjule sig et eller andet sted i lang tid, og ikke havde nogen proviant fordi hendes kæmpe edderkoppeven døde. David, vær nu ikke så dum! Hun kan magi! Hun vil sikkert bare trylle et eller andet frem."

Jeg tvang mig selv til at sætte mig indtil jeg havde fået styr på mine følelser.

Dylan skævede til mig. Hele hans udtryk fortalte mig, at han ikke var helt tilfreds med situationen.

"Hun havde en fri vilje." Forsvarede jeg mig. Dylan så straks ned. Bålet knitrede. En underlig fugl skræppede på en meget speciel måde.

"Kunne du have lyst til at øve noget sværdkamp?" Spurgte Dylan, da vores stilhed var blevet for akavet.

Jeg rejste mig op som svar. På trods af at jeg lige var kommet af med smerterne fra sidste træning (det var pludselig bare væk i går) kunne vi da lige så godt udnytte tiden, Shellvi var væk i. Jeg gik ikke ud fra at hun ville være tilbage inden for et kvarter med orgosgonen eller sådan noget. Midt i mine egne tanker kom jeg ind på vores kommende sværdkamp. Det var egentlig farligt. Havde Dylan tænk, at vi skulle kæmpe med rigtige sværd? Da jeg så hen mod Dylan, var han allerede i gang med at finde nogle nedfaldne grene. Så nu skulle vi til at give hinanden blå mærker? Jeg havde ikke lyst til at tænke på, hvem der fik flest mærker efter det her. Dylan kastede en kraftig og fast stav til mig.

"Nu så jeg ikke, hvor godt du klarede dig sidst, men hvordan var det?" Spurgte han, mens han svingede sin kæp i buer mod luften. Jeg endte med at gå ud fra, at det var for en slags opvarmnings skyld. Selv stod jeg bare med begge hænder på min gren og virkede nok lidt for stiv i forhold til Dylan. Han var ninja, mens jeg var en drukkenbolt. Så stor var forskellen på vores evner inden for kamp. Det var i hvert fald, hvad jeg følte lige i det øjeblik. Men når jeg tænkte tilbage på hans kamp mod Shellvi vidste jeg, at han nok var omkring på niveau med mig. Det ville sige, at jeg godt kunne klare ham.

Omsider vendte Dylan sig mod mig. Han virkede tøvende som om han ikke vidste om han havde lyst.

"Er du klar?" Spurgte han. Jeg tvang mig selv til at løsne op og i det mindste skifte "grenhånd" fra side til side for at virke mere selvsikker. Dylan tog udfordringen op. Før jeg vidste af det, var han imod mig. I starten var hans slag ikke så hårde eller hurtige, og det gjorde det let nok at parere ham, samt selv komme med nogle slag til ham. Jeg sendte ham et udfordrende blik, da jeg følte, at jeg havde fået mere fat i det. Hans næste slag var meget hårdere og kom så meget bag på mig, at jeg trak mig tilbage. Hans næste slag var langt hurtigere end alle de andre gange, og ramte mig hårdt på armen. Jeg svovlede og tog mig til armen.

"Du må ikke smerte dig, når du er i kamp. At stoppe op ødelægger dine chancer for  at overleve." Sagde Dylan, da han slog mod mig endnu en gang. Jeg fik lavet en sløv parering, der fik det til at summe hele vejen op af min arm. Dylan ventede nu ikke på, at jeg var klar igen. Jeg kunne næsten ikke nå at undgå ham. Slaget var værre end det første.

"Du er mega voldsom!" Råbte jeg ad ham. Dylan stoppede fuldstændig op. I min vrede hamrede jeg min gren ind i siden på ham. Jeg er sikker på, at mit slag gjorde mere ondt end begge hans tilsammen, men jeg var ligeglad. Nu havde han fået som betalt.

"Hvorfor gjorde du det?" Han trak sig væk fra mig.

"At stoppe op ødelægger dine chancer for at vinde." Gentog jeg.

"Jeg gik ud fra at vi var stoppet." Jeg kunne ikke finde ud af, om han virkelig virkede såret, eller om han bare overspillede.

"Men det var vi altså ikke." Dylan gjorde sig klar til mere kamp, men jeg var hurtig til at sige. "Men jeg går ud fra at vi holder for nu så vi kan komme os over slagene?" Dylan sagde ikke noget til det. Han nikkede kun.

 

Og så sad vi bare der igen. Bålet fik mere brænde på. Jeg begyndte at pille i min gren for at smide smulderet på bålet. Bare for tidsfordrivs skyld. Dylan startede heldigvis en samtale. Den var tam, men det var bedre end at stirre ud i luften og lave ingenting. Men selvfølgelig kunne vi ikke holde liv i samtalen. Jeg havde egentlig - nu, hvor jeg tænker over det - ikke lyst til at snakke. Mine tanker var faldet på derhjemme. Gad vide, hvordan det gik i skolen. Mens Dylan så væk, kiggede jeg hurtigt på mit ur på mobilen. Klokken var 13:49. Så havde de nok Leila i historie. Tænk, hvis jeg havde været der. Så ville hun sikkert have set skuffet på mig og have tvunget min gruppe til at komme op og fremlægge. Måske brugte hun det samme skuffede blik, som da hun tog den samtale med mig? Det var egentlig en dårlig måde at afslutte det på inden jeg forsvandt. Det var nu ikke min skyld…

Hvad ville jeg gøre, når jeg kom hjem igen? Hvordan ville det være? Jeg undgik bevidst at tænke på, hvor lang tid der ville gå, før jeg kom hjem… hvis jeg nogensinde ville komme hjem igen. Det var ikke….

"David, vi skal gerne bruge den kæp igen." Dylan trak mig ud af mine tanker. Det gik op for mig, at jeg havde pillet så meget i min gren, at den nok ikke ville kunne holde til næste kamp. På trods af, at jeg sikkert havde givet Dylan et blåt mærke, smilede han til mig. Jeg lagde grenen fra mig.

Ude i horisonten kunne jeg se Shellvi, der kom mod os.

"Jeg begynder at lave noget mad." Dylan forsvandt inden jeg kunne nå at sige noget. Jeg syntes det var lidt for stalkeragtigt at se på Shellvi, mens hun kom nærmere, så jeg trak mit kort frem og valgte at studere det bare for at se lidt nyttig ud.

Hun stillede sig ved bålet og åndede ud, som om hun havde holdt vejret i længere tid.

Jeg gjorde ikke noget for at holde min trang til viden tilbage.

"Fandt du ud af noget?"

Shellvis blik så pludselig langt ældre ud end før.

"..ja…" sagde hun tøvende. "Jeg har på fornemmelsen at jeg ved, hvor den anden del af orgosgonen er." Dylan dukkede op med mad. Du ved… deres slags mad. Han og Shellvi vekslede blikke, og det irriterede mig. Dette ingen-ords-sprog kunne oversættelsesstenen ikke klare.

"Så hvor er den så? Hvorfor tog du den ikke med?" Spurgte jeg utålmodigt.

Shellvi mødte mit blik. Jeg fortrød lidt, at jeg ikke havde været lidt mere taknemmelig for, at hun faktisk var gået alene af sted ud for at finde min redning for at jeg kunne komme hjem igen.

"Den ligger længere inde i gangene end jeg gik." Svarede hun koldt. Jeg tror jeg havde ramt et ømt punkt eller noget.

"Er der nogen, der er sultne?" Dylan var helt ude af kontekst, men det passede mig fint. Jeg var sulten.

"Men hvad skal der så gøres for at finde den?" Spurgte jeg, mens jeg tvang min stemme til at være mere opløftende. Jeg vidste egentlig ikke, om jeg turde kende svaret. Det var sikkert noget med at gå dybt ind i hulen, hvor edderkopperne er allerværst og kødædende og det hele. Shellvi trak også bare tiden ud. Sikkert for at holde min spænding indespærret til enhver skræk og rædsel for mig! Kunne hun ikke godt holde op med det!? Godt nok kunne hun ikke høre min tankerække, men det virkede på nogle måder sådan, for hun satte sig bare og spiste flere bidder af sin underlige grød, med den bedste tid i verden.

"Du skal gå derind. Det vides ikke præcis, hor den er, men det er vidst noget langt inde." Var det virkelig det?? "orh ja! Der sker sikkert noget farligt ligesom sidst." Tilføjede hun.

Wow! Opmuntring gange max!

"Det der er ikke nogen hjælp!" Sagde jeg frustreret.

Shellvi spiste videre som om der ikke var noget galt. Hun trak seriøst tiden ud.

"Du kan ikke tillade dig ikke at sige noget. Jeg skal hjem, og det skal være snart! Jeg kommer aldrig hjem i denne fart!" Jeg havde lyst til at gå min vej. Måske ikke lige hen til edderkopperne, men sådan et eller andet sted hen.

"Jeg kan da gøre præcis, hvad jeg vil." Shellvi mødte mig blik. Jeg kunne på ingen måde tyde hende.

"David, jeg ved godt du gerne vil hjem, men du skal finde den orgosgon. Det er ikke vores skyld, at du er her." Sagde Dylan stille. Mit blik borede sig ind hans. Jeg kunne sikkert have dræbt bare ved at se på folk. Dylans reaktion var i hvert fald fortaler for det…

"Kom!" Shellvi rejste sig op. Hun tog Dylans kæp. Hvad lavede hun? "Op at stå!" Befalede hun mig.

Jeg trak min gren uden at forstå, hvad der skulle ske. Shellvi stillede sig i kampposition.

"Kom så." Sagde hun utålmodigt.

Jeg stillede mig halvt nervøs og irriteret op. Hvorfor skulle jeg kæmpe?

"Hvorfor skal vi det her?" Spurgte jeg surt.

"Du har brug for at komme af med noget krudt." Sagde hun, mens hun sendte mig et udfordrende smil. Lidt ligesom den dag, hun kæmpede mod Dylan. Jeg forestillede mig, hvordan han måtte have det på det tidspunkt. Men det kunne være lige meget lige nu.

Det var faktisk utroligt, men jeg var den første til at slå mod hende. Hun parerede selvfølgelig, men min vrede og frustrationer brusede over og jeg blev bare ved med at slå mod hende. Hårdere og hårdere mens hun kun parerede. Jeg fortsatte på trods at, at sveden begyndte at pible frem  på min pande. Jeg fortsatte. Slag efter slag. Om det var mod hende eller hendes kæp, tænkte jeg ikke over, jeg fortsatte bare, mens min hjerne tænkte videre på alt det, der var derhjemme, som jeg ikke bare sådan lige kunne komme til. Hvordan min familie og venner ikke kunne finde mig, og måske levede i den tro, at jeg var død. Alt det med, at jeg skulle finde en orgosgon. Det virkede så håbløst! Hvordan skulle jeg nogensinde kunne finde alle delene? Det virkede så tæt på, men alligevel så langt væk. Men jeg måtte finde en måde at komme hjem på.

Det gik op for mig, at mine slag blev svagere og svagere. Min plus var helt oppe, og jeg svedte faktisk. Shellvi stod og smilede til mig. Hvorfor, vidste jeg ikke. Hvorfor gjorde hun det? Modsat mig, svedte pigen ikke. Det var da klart, når hun ikke havde lavet noget. Jeg smed min kæp fra mig, mens jeg kom mig.

"Er det så bedre?" Spurgte hun.

Jeg svarede ikke. Jeg nikkede kun. Der var et eller andet over det med at få sine frustrationer ud med slag. Og så fik det samtidig tankerne samlet.

"Undskyld." Sagde jeg og så ned.

"Det går nok. Men jeg anbefaler dig ikke at gøre sådan noget her når du kommer hjem igen." Sagde hun. Det var nok forståeligt. Skulle jeg måske gå hen og smadre Emil bare for at få alle mine frustrationer ud? Det kunne nu være fristende. Så kunne han få betalt efter Jokeren.

 

Efter kampen følte jeg faktisk større trang til at spise noget af dette underlige mad. På trods af, at jeg var blevet ret så træt, lykkedes det mig at få det hele ned.

Dylan og Shellvi startede en hyggelig samtale, som jeg glædeligt snakkede med på trods det nok ikke var noget, nogen på Jorden ville kunne relatere til.

Lige så stille begyndte solen at gå ned i bjergene bag den skinnende ørken (ja, jeg fandt lige ud af, at der var en bjergkæde i dag, da solen blev reflekteret lige i øjnene på mig. Den var selvfølgelig langt væk herfra, men de var der stadig.) Og så faldt mørket på. Og med mørket kom kulden. Det gik ikke hurtigt. Det var dog alligevel som om temperaturen faldt nogle grader lidt efter lidt. Så koldt havde jeg ikke oplevet det før. Inden længe kunne jeg se min ånde. Shellvi stoppede sin tale lige da hun selv opdagede det.

"Vi skal i skjul." Sagde hun. Hendes stemme var pludselig meget uroligende. "Nu!"

Første gang reagerede vi ikke rigtigt på det, da hun i en fart begyndte at pakke tingene sammen. Hun smed lynhurtigt en masse af tingene ned i Dylans taske for derefter at vælte vores kedel, der stod over bålet, i jorden. Den sydede, da det varme vand ramte jorden, der pludselig var fyldt med rimfrost.

"Kom nu! Skyndt jer lidt!!" hun lød panisk. "Sluk bålet Dylan." Jeg var total forvirret. Dylan var ligeså. Det var dog sikkert at et eller andet var galt.

"Hvad sker der?"

Shellvi havde ikke tid til at svare på mit spørgsmål. Dylan kom omsider på benene og styrede det nærmeste vand mod bålet. Han kom ikke langt. Af en eller anden grund faldt graderne endnu en gang. Denne gang reagerede ilden ved at begynde at sprutte som om den manglede luft. Dylan tabte vandet af bare forskrækkelse.

Shellvi stivnede. "Ind i skoven." Hviskede hun gennem sine sammenbidte tænder. Med en fejning med hånden slukkede ilden. Hun tog kedlen op på vejen. Jeg førte an ind i skoven. Jeg forstod ikke, hvad der skete. Det lå bare i luften, at noget var galt.

"Længere ind." Befalede Shellvi. Vi protesterede ikke. Temperaturen faldt endnu et par grader. Min hjerne panikkede. Hvad det end var, der fik Shellvi ud af fatningen, var det farligt. Jeg turde ikke tænke på, hvad der nu skulle ske.

"Ned!" Hvæsede Shellvi med sammenbidte tænder.

Jeg dukkede mig under en afbladet busk. På trods af, at vi var gået et stykke ind, kunne man alligevel se det åbne landskab. En tåge dukkede op fra den skinnende ørken. Den sendte kulde og endnu mere mørke med sig. Dylan snappede efter vejret.

"Hvad er det der?" Spurgte jeg.

"Shh! Duk dig." Hviskede Shellvi.

Hvad det end var, gik det lige over Torokløften. Det kom nærmere. Faktisk bølgede det direkte over kløften. Det tog sig ikke af noget.

Shellvi udstødte en lettere hvæsen. Langsomt dukkede mere rimfrost frem på træerne. Shellvi fandt i ryk tæpper op, mens hun spejdede ud som et frygtfuldt dyr.

Hun smed dem hen mod os.

"Pak jer ind." Sagde hun stille, mens hun stadig havde et stift blik på det derude. Tågen tyndede en anelse ud. Den blev bredere.

Min uro blev kun værre.

"Hvad sker der?" blev jeg ved.

Shellvi så endnu mere dyster ud. "Hun kommer."

Jeg blev forvirret.

"Det er en tåge. Er det en kvinde?" Det lød dumt i mine ører, men jeg kunne ikke lige tænke.

"Det er ikke tågen, der er farlig."

Hvad Hun så end var, havde jeg ikke lyst til at møde hende. Shellvis uro var ikke til at tage fejl af. Det her var ikke godt. Virkelig ikke godt. Mine tænder begyndte pludseligt at klapre ukontrolleret.

"Hvem er Hun så?" Min stemme lød hæs.

Shellvis øjne mødte mine.

"Ishela." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...