The Great Adventures of...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Hele min krop reagerede instinktivt, da jeg så dem, og jeg for op for at springe over på den anden side af stendyngen. Der var 5 af dem. Grålige bæster... Jeg kunne kun tænke på en ting: løb... Da David pludselig vågner op i en ukendt verden, har han kun et mål; at komme hjem igen. Men rejsen hjem bliver kun mere besværlig, og er ikke så ligetil.

2Likes
0Kommentarer
552Visninger
AA

7. Til festival 6. December

Det var et stort kaos. Jeg kunne slet ikke samle mig om, hvad der skete før jeg pludselig så ud i en massehøjt græs med skov som halvtag.

En skov? Hvorfor lige det?

Ja, jeg undrede mig over, hvor i alverden jeg var, og det tog mig lang tid for at være sikker på, at dette ikke var en drøm. Den pludselige panik greb mig, da jeg fandt ud af, hvor jeg var. Jeg satte mig hurtigt op. Hvor var Dylan?

Han lå ikke ved siden af mig. Tingene var her stadig.

Min krop beklagede sig, da jeg kom op at stå. Blæsten gjorde mig opmærksom på, at jeg frøs. Jeg trak tæppet med mig op, og rullede det om mig. Måske lidt strammere end jeg ville gøre normalt, men her var VIRKELIG koldt! Dylan var ingen steder at se. Heden strakte sig næsten så langt ud, som jeg overhoved kunne se, men han var der ikke. Jeg vendte mig mod skoven. Det kunne være han havde fortrudt, at han tog med mig, og så bare var gået sin vej. Så ville jeg være helt alene. Jeg ville aldrig komme hjem igen. Hvad skulle jeg nu gøre?

Jeg forestillede mig min mors sørgende ansigt, når politiet fortalte hende, at der ikke var nogen spor af mig, og at jeg formegentlig var død. Hvordan ville deres hverdag blive uden mig? Hvordan ville far reagere?

Det var alt for deprimerende at tænke på, at jeg ikke ville komme hjem igen. Jeg var næsten ved at græde, da nogen kom bagfra.

"Så er der snart morgenmad."

Jeg kan næsten ikke forklare, hvor lettet jeg blev. Dylan satte sig ned med ryggen til mig. Jeg lagde mærke til, at han havde en masse planter på sig, som han lagde fra sig. Jeg vidste ikke helt, hvor meget jeg havde lyst til at få vegetarmad, men jeg var sulten. Inden længe fik Dylan klargjort en suppe i en gryde (aner ikke hvor den kom fra. Måske fra hans taske), som snart efter begyndte at simre.

Vinden blæste igen, og truede mig med sin kulde.

"Hvor har du været?" Spurgte jeg anklagende.

"Det er ikke vigtigt." Svarede han. Han så hen mod mig med et smil. Han så overhoved ikke påvirket ud af vinden, der rev i hans hår.

Han rakte mig en skål med den varme suppe. Den begyndte allerede at summe i mine hænder. Næsten lidt for ivrig for at få varmen i hele kroppen, var jeg tæt på at tage en kæmpe slurk. Jeg kom heldigvis i tanke om det i tide til kun at få en lille slurk, der brændte min tunge (det kan ikke anbefales).

Dylan havde vidst betragtet mit forpinte ansigt, for han sagde "Pas nu på. Det er varmt."

Som om jeg ikke havde fundet ud af det.

 

Men vi fandt vejen igen og fulgte den videre til Myrato. Varmen fra suppen hjalp mig i en stund, men kulden blev værre, og der skulle selvfølgelig være modvind. Det eneste, der manglede, var regn. Dylans tøj så tyndere ud end mit. Jeg var glad for, at det ikke var mig, der havde det tøj på. Alligevel virkede han slet ikke til at lægge mærke til kulden på samme måde som mig. Jeg skuttede mig endnu en gang og beklagede mig over hans høje tempo. Dette åbne landskab virkede til at fortsætte i uendelighed.

"Er der virkelig ingen køretøjer i dette land?" Jeg prøvede at komme på navnet igen. "Myrato?"

"Jo," Sagde Dylan, "vi kan måske få fat i nogen, når vi kommer til Marikta."

Det kunne også være lige meget så. Jeg skulle snart hjem og  spise ordenligt mad, få en ny smartphone og sove i en rigtig seng. Vinden blæste endnu en gang og var næsten ved at tage mig med.

"Vi er der snart." Sagde Dylan.

Jeg spidsede ører og prøvede at finde lyden af en festival, men vinden var jo fra en forkert retning.

"Hvor langt er der endnu?"

"I dette tempo ender vi nok med først at være der til eftermiddag." På trods af hans ordvalg, var der intet spor af fordømmelse i hans stemme. I hvert fald ikke, hvad jeg kunne høre.

Det var ikke ligefrem en dejlig tanke. Jeg ville faktisk rigtig gerne hjem. Beslutsomt satte jeg farten op. Dylan fulgte tavs med. Han vidste sikkert godt, at jeg gerne ville hurtigt hjem.

Efter kort tid brændte mine ben voldsomt, og jeg blev nød til at sætte farten ned.

"Kom så." Sagde Dylan. Han mislykkedes nu i at få mig videre i gang.

"Hvordan kan du holde farten så godt? Du må da blive træt på et eller andet tidspunkt. Det kan ikke passe, at det kun er mig, der har brug for pauser." Beklagede jeg mig. Ja, det var nok lidt barnligt, men jeg var faktisk ret træt, og orkede ikke at gøre mere.

"Skal vi holde hvil?"

Vinden rykkede endnu en gang i mig.

"Ja tak!" Jeg stansede straks op ved det nærmeste træ og smed mig ned.

"Jeg tror ikke det er en god ide, at ligge dig der." Sagde Dylan. 

"Jeg sidder faktisk, og hvorfor er det ikke det?" Det kom surt ud, men det passede næsten også til mit humør.

"Ser du… Du sidder på et ret dårligt sted." Han tog min arm, og trak mig op før jeg kunne nå at protestere. "Se!" Han pegede ned på jorden.

Det, jeg så, fik det til at krible hele vejen ned af min ryg. Jeg var overbevist om, at de kravlede på mig og kunne bide mig hvert øjeblik det skulle være. Ja, faktisk kunne jeg allerede mærke, at de kravlede op af mine ben. Jeg løb rundt i ring, og prøvede af få dem at mig. Det var forfærdeligt. Jeg lagde mig ned og rullede for at mase dem, men det virkede ikke. Igen rejste jeg mig og løb mens jeg børstede mine bukseben. En af disse bæster kravlede væk fra mig. Jeg kunne næsten sværge på, at den sagde lyde af mig. Jeg rystede den kriblende følelse af mig. Det tog noget tid for mig, før jeg opdagede, at Dylan bare stod og gloede dumt på mig. Da jeg forarget standsede op, tog det noget tid for ham, før han kom ordenligt til live igen. Og så grinede han bare.

Hvorfor? Jeg var ved at blive ædt op at KÆMPESTORE MYRER!! Ikke bare nogen to centimeters myrer, men de største myrer, nogen nogensinde har  set før! De var næsten lige så store som min hånd. Han kunne da ikke bare grine af mig!

Men han kunne slet ikke styre sig. Han faldt om på jorden og sagde alle mulige utydelige ting, som jeg selvfølgelig ikke kunne forstå. Da han endelig kom nogenlunde til sig selv igen, stod jeg bare og så vantro på ham, hvilket jeg havde gjort i noget tid.

"Undskyld, det var uhøfligt af mig." Sagde han og så ned.

Jeg blinkede flere gange uforstående. "Hvad?"

Det var da en sær form for høflighed de havde dette sted.

"Men det så bare vildt sjovt ud, at du løb rundt som en Raswachta. Og så var du helt oppe at køre..."

"En hvad!?" Afbrød jeg ham.

Det tog noget tid for ham før han fattede, hvad han havde sagt.

"En Raswachta?"

"Ja! Hvad er det?" mit hoved forestillede sig alt fra trehovedet dyr til endnu en ukendelig plante.

"Det er nok det, i ville kalde en ikke normalt fungerende person i Danmark."

"Så en tosse?"

"Ja, øhm… det kan godt være."

Jeg så ned mod kæmpemyrerne, der nu var ret synlige for mig. Der var ikke så mange, men de var stadig creepy.

"Men Goraner er ikke farlige. De er faktisk meget fredelige."

Som om. Men nu, hvor jeg så ned mod dem, kunne jeg ikke lade vær med at lægge mærke til deres langsomme gang i forhold til normale myrer. De kravlede ind i et ret stort hul, man kunne tro var et rottehul. De lignede næsten, at de hilste på hinanden med små lyde. Jeg rystede på hovedet. Det var pjat. Jeg måtte da snart være helt tosset. Men det passede jo også med, hvad Dylan sagde. Jeg måtte være en Raswachta.

"Vi må hellere se at komme videre." sagde Dylan.

Jeg protesterede ikke. Det ville blive godt at komme til en by igen.

Vi kom ikke særlig langt før vi blev indhalet af en trækvogn med heste. Jeg ved ikke, hvorfor jeg blev så glad for at se heste - jeg er ikke særlig begejstre for heste - men bare tanken om, at Myrato havde noget, der så normalt ud, gav mig mod på at kunne komme hjemad.

Vognen standsede op ved os.

"Oarcshjath" Råbte manden gennem vinden til os.

"Liuighi" Sagde Dylan hurtigt. Jeg undrede mig over, hvorfor han hilste tilbage, når det ikke blev sagt Rushjath.

Manden begyndte at snakke videre, og Dylan svarede lige så flydende tilbage. Igen følte jeg mig malplaceret. Det kunne være dejligt at kunne snakke myratsk eller hvad nu det kaldes.

Efterhånden begyndte jeg at tænke på, hvad de snakkede om. Dylan vendte sig mod mig.

"Dollon vil give os et lift." Sagde han lidt glad.

"Lad os gøre det!" Det var næsten for godt til at være sandt.

Dollon og Dylan vekslede nogle ord før Dylan bad mig om at træde op i vognen. Det var helt befriende at vi ikke skulle gå længere.

Hestene startede i trav med det samme. Jeg var ikke helt klar på farten, så jeg blev rykket lidt tilbage i vognen før jeg fik balancen igen.

"Dollon skal også til Marikta." sagde Dylan.

Det kom ikke som en overraskelse.

"Hvornår er vi der så?" Jo før i kom derhen, jo før ville jeg kunne komme hjem igen.

"Formiddagen tror jeg." Dylan så ud mod landskabet, der strakte sig så langt øjet rakte. Der var mange store fugle i luften, og mange dyr på heden. Enkelte steder var træer spiret op. Men hele naturen virkede falmet, måske på grund af den overskyet himmel.

Ved at tage et nøjere kig på fuglene, syntes jeg, de så underlige ud. Det lignede ikke, at de havde fjer. Igen måtte jeg rystede igen på hovedet. Det her land var vidst ved at tage min forstand. Men på den anden side var der jo så mange mærkelige ting her. Hvad nu, hvis deres fugle var skællede?

 

Af en eller anden grund var det lykkedes mig at falde i søvn, for pludselig rystede Dylan i mig.

"David, vågn op. Vi er her snart."

Jeg missede med øjnene, og blev straks opmærksom på den lallende lyd af larmende mennesker og musik.

Vi var snart fremme. Jeg ville snart være hjemme.

Byens mur tårnede sig op foran os. Jo længere mod byen vi kom, jo flere mennesker så vi. En flok lyserøde kaniner på to ben dukkede op. De opførte sig ligesom mennesker med begejstring overfor byens larm og fest. De var selv påklædt som indianere. Jeg måtte lige gnide mig i øjnene et par gange. De var der stadig. Hvad var det lige det her land gjorde ved min forstand? Men da jeg mødte Dylans blik gik det ligesom op for mig, at de virkelig var der.

"Det er nok noget i ville kalde kanin/ræve-folket." Sagde han. "De kommer fra Notuul."

Jeg nikkede, og stirrede igen videre på de underlige væsner. Det gik op for mig, at væsnerne faktisk havde haler, der lignede rævehaler. Altså ud over at de var lyserøde.

Vognen kørte ind af en kæmpe port. Det blev svært at komme igennem, og vognen stoppede næsten helt op grundet mængden af væsner. Dollon stoppede op. Han sagde noget til Dylan

"Vi kan nok ikke komme meget længere. Men vi er kommet til Marikta. Han synes bare vi skal stige af."

Og det gjorde vi så. Vi takkede Dollon for turen og faldt ind i den kvælende mængde af væsner. Folk virkede fuldstændig lallende  alle sammen. De hujede og dansede på stedet som galninge. Og der var så mange mennesker, at vi konstant skubbede ind i nogen, men de tog sig ikke af det.

"Hvad skal vi nu?" Det var gået op for mig, at jeg ikke anede, hvad vi skulle gøre nu. Vi var ankommet til Marikta, og hvad så?

"Vi skal finde en magiker, der kan få dig hjem." Sagde han. Han forsvandt foran en gruppe, der ikke lagde mærke til mig. Jeg skubbede mig imellem dem - frygtende at Dylan ville være væk, når jeg kom over på den anden side.

Gennem menneskemængden kunne jeg se, at han stod og talte med en anden mand, der stod i sin døråbning. Jeg skyndte mig over til dem.

De stoppede med at tale og Dylan sagde vidst farvel til ham eller sådan noget.

"Hvad sagde han så?" Spurgte jeg.

"Han sagde, hvor vi måske kunne finde nogen af magikerne. Der skulle gerne være en, der hedder…" Ja jeg fik aldrig fat i, hvad han sagde, for folk hujede pludselig alle sammen i kor, og tvang mig til at presse hænderne for ørerne.

Jeg valgte bare at følge efter i menneskemængden indtil vi ankom til et brunt telt. Ude foran stod en vagt og betragtede os, da vi kom nærmere.

Han råbte pludselig "Kuyarch!", hvilket jeg gik ud fra betød "holdt" (Det kunne ikke være en ninja der skulle til at angribe). Dylan stoppede i hvert fald op og de to begyndte at tale sammen. Som den, der ikke forstod, hvad de sagde, var det rigtig irriterende.

"For at komme ind i teltet skal du vise ham en magisk evne."

Og så gik jeg i panik. Magi! Det kan jeg da ikke! Jeg er ikke magisk. Hvem på Jorden er det!?

Dylan viste, at han kunne noget med vand. Vagten virkede ikke lige så tryllebundet over det, som jeg var, men han viste med et vift, at Dylan bare kunne træde ind. Dylan ventede i åbningen. Der var det, at jeg kom på at skulle bruge min mobil ligesom forrige nat. Jeg trak den op af lommen og tændte for den. Vagten spærrede øjnene op og sagde en hel masse pludder. Jeg forestillede mig, at han roste mig meget for mit super talent. Takker mange gange. Det var ingen årsag. Der kommer ikke ekstranummer. 

Vi blev begge skubbet ind af stofdøren.

Inde i teltet sad der tre mænd i underlige kutter (har du nogensinde set sådan en fantasyfilm, hvor troldmændene går i latterlige kutter? Det har var noget lignende) bag et bord. Der stod adskillige underlige ting på bordet, som jeg stadig ikke kan identificere.

Mændene hilste "rutshjath!" Og Dylan svarede hurtigt "Liuighi", hvorefter jeg lettere kejtet selv kom med et mumlende svar.

To af mændene stirrede intenst på mig. Jeg brød mig bestemt ikke om det. Den sidste (som var i midten. Sikkert lederen af de tre.) Lænede sig mod bordet og begyndte at sige en hel masse til Dylan. Han svarede tilbage med sin rolige, flydende stemme. Jeg kunne igen ønske mig, at jeg kunne forstå, hvad de sagde.

Manden i midten kiggede hen på mig flere gange, men jeg undgik hans blik så godt som muligt ved at se ned på de underlige ting eller syningerne i teltet.

Efter noget tid vendte Dylan sig mod mig.

"Han vil gerne vide, om du har fået noget under din rejse." Sagde han. Jeg undrede mig først over, hvad han mente, men kom hurtigt på læderbilledet i min lomme. Jeg forklarede det til Dylan, som rynkede på brynene, da jeg sagde det.

"Hvordan ser det ud?"

Jeg trak det op af lommen og viste ham den lille firkant. Det virkede egentlig underligt, at jeg ikke havde fortalt ham det før.

Dylan bandt uden besvær min knude op. Billedet med stregerne var stadig lige så forvirrende som før.

Midtermanden sagde noget før Dylan med lettere store øjne sagde.

"Det her er altså et kort David."

Det virkede latterligt. "Sikke et nemt læseligt kort." sagde jeg sarkastisk.

"Det syntes jeg nu ikke det var før jeg studerede." Jeg havde helt glemt, at Dylan ikke forstod sarkasme.

Dylan rakte kortet til mændene og de fortabte sig alle sammen i det.

"Der står noget på kortet, som de ikke kan læse." Sagde Dylan. Han sagde noget til dem.

Så nu var det blevet lidt Hobbitten-agtigt. Der var der jo også et kort.

"Man kan ikke læse måneruner. Der skal ligesom bruges den samme måne, og her er hverken måne eller nat." Sagde jeg. Dylan så underligt på mig.

"Måneruner? Det har jeg ikke hørt før." Jeg skrev mig bag øret, at der nok ikke var nogen måneruner i Myrato. 

Mændene hviskede til hinanden før den ene igen sagde noget til Dylan.

Dylan sukkede. "De vil ikke sende dig hjem til Danmark, da de siger du har en rejse foran dig. De anbefaler, at du finder nogen andre eller en, der kan læse kortet."

Øhm… ja… det var ikke ligefrem en del af min kom-hurtigst-muligt-hjem-plan. Jeg ville jo aldrig komme hjem igen, hvis det var sådan!

Dylan bukkede let for mændene og trak mig med ud af teltet igen. Kulden ramte mig igen. Jeg havde slet ikke tænkt på, at der havde været varmt inde i teltet. Det var vidst også ved at være sent.

 

Vi skubbede os igennem menneskemængden. Dylan virkede en anelse sammenbidt, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige til ham. Heldigvis var det ikke mig, der skulle starte en small-talk.

"Vi skal finde en, der kan læse der, der står på kortet." Vi undgik en stor flok festaber, der råbte højlydt.

"Vi kan prøve at…"Dylan stoppede for at snakke med en alenegående kvinde. Hun havde nogen lettere ivrige armbevægelser. Hun pludrede løs og pegede et eller andet sted hen, og det blev hun ved med, mens hun lavede håndbevægelser. Dylan nikkede og takkede vidst.

Jeg fulgte med. "So?" Jeg forventede han ville forklare mig, hvad hun havde sagt.

"Vi er der snart." Sagde han bare. Ja wow. Det fortalte jo helt vildt meget omkring det her.

Jeg valgte bare at følge trop. Dylan havde sat sin fart op i til et hurtigere stadie end vi havde gået i igennem dagen, så jeg gad ikke til at høre på noget lige nu. Jeg burde egentlig bare have bedt ham om at gå langsommere, men det gjorde jeg ikke. Da han endelig stoppede op, begyndte musikken at spille igen. Det var ikke sådan noget vildt fantastisk fest-musik med bassen pumpende og det hele, men alligevel kunne jeg høre skrigene fra 1000-vis af vilde væsner.

Dylan var trådt op af et trappetrin og stod nu og bankede på døren. Jeg undrede mig, om de overhoved kunne høre bankene derinde. Men Dylan skulle ikke banke særlig længe før en gammel, gråhvidskægget mand åbnede. Han så kun kort på os før han smilende sagde.

"Kom ind, kom ind."

Ja, han talte dansk. Det var næsten fantastisk at høre efter alt det andet myratsk.

Vi adlød ham selvfølgelig.

Manden så mig venligt i øjnene og sagde:

"Hej! Mit navn er Marcon, eller Marc som er mit jordiske navn." Han tog min hånd inden jeg overhoved nåede at få rakt den ud som hilsen. Jeg var fuldstændig paf som Levi, når han ikke forstår noget.

"David." fremstammede jeg vidst. Dylan hilste på paritsk og Marc gav ham et ordenligt kram, som om de ikke havde set hinanden i 100 år. Dylan virkede nu selv ret overrasket over Marcs opførsel.

"Kender i hinanden?" Spurgte jeg på en lettere akavet måde.

Marc slap Dylan.

"Åh. Ja da." Sagde Marc.

Dylan havde brug for at tænke lidt. Det lignede det i hvert fald.

"Han har været elev på det studie i magi, som jeg har undervist i."

Der gik vidst et lys op for Dylan.

"Marcon, kan du få David hjem?" Spurgte han.

Marc så lidt på mig.

"Vi var ved festivallens telt for magikere for at høre, om de kunne, men de ville ikke." Sagde Dylan.

"Hvad var grunden?" Spurgte Marc og så på mig. Jeg var splittet mellem akavet og en hjemmefølelse (det var meget underligt).

"Det var vidst noget med dette kort." Sagde jeg og trak det op af min lomme.

Marc tog det og bandt det op. Han studerede det i lidt tid. I mellemtiden begyndte en ny sang udenfor.

"Jeg kan desværre ikke læse skriften for dig." sagde han og gav mig kortet. Forstår du selv hvordan man læser selve kortet?" Spurgte han.

Han gik mod et nyt rum med et bord. Vi fulgte efter.

"Nej, faktisk ikke." Svarede jeg. Dylan så underligt på mig.

"Sagde du ikke, at det var let at læse i teltet?" Spurgte han.

Marc satte kortet fra sig.

"Det var ironi." Jeg hjalp ikke Dylan. "Det er dansk humor."

"Hvordan ved jeg så at du ikke lyver for mig?" Spurgte han. Det var ikke lige denne samtale, jeg gad have nu.

"Du må bare lære det." Sagde jeg lidt koldt.

Dylan virkede faktisk til at acceptere det svar. Hvor dumt.

"Ser du her." Sagde Marc og tog vores opmærksomhed. "Dette kort er et elverkort." Wow det her måtte være Ringenes Herre. Elvere, dværge og magikere. Det kunne da ikke blive mere look alike. Der manglede bare nogle orkere. 

"Dette kan ses ved at røre ved kortets overflade." Marc gav et eksempel ved at trykke let med fingeren. De tilfældige streger på kortet bredte sig ud og blev faktisk også til farver. Hele kortet så ret vildt ud. I toppen stod der: "Myrato den vestlige del. Der stod selv navne på steder. Jeg læste; Marika, Mythenia, Notuul, Torokløften, Amoduchfloden, Nobaldalen, Lioronyl. Det var underligt, at jeg pludselig kunne læse, hvad der stod, når det havde været så utydeligt før.

"Kortet er fremstillet så enhver, der ser på kortet, ser det i sit eget sprog."

"Sejt!" udbrød jeg.

 Jeg så rundt på skovene, byerne og de åbne landskab. Det eneste jeg ikke kunne læse var skriften på siden.

"Men hvordan skal David så finde en, der kan læse det?" Spurgte Dylan mens han pegede på skriften. Han havde en pointe.

"Jeg foreslår jer, at i tager til Mythenia." Sagde Marc.

"Men det er langt for David. Det vil tage os en dag - måske mere."

Tanken om, at der ville gå så lang tid, gjorde mig irriteret. Hvorfor skulle det her være så besværligt.

"I kan låne mine mojoyer at ride på."

Det her ville ikke blive sjovt. Hvad end en mojoy var, ville jeg IKKE ride på den!

"Så vil det nok kun tage jer et par timer." fortsatte Marc. Det kunne måske overvejes.

"Øhm undskyld, hvis mit spørgsmål lyder underligt, men hvad er en mojoyer?"

"Du for at se hvad en mojoy er i morgen." Sagde Marc og smilede. "Men i må jo være sultne." Marc klappede i sine hænder, hvilket gav mig et chok, og smuttede over i en køkkenafdeling.

Han kom tilbage med en gryde, som han stillede på bordet. Straks var han af sted efter tallerkner og bestik. Man skulle næsten tro, at han havde forventet at vi ville komme. Jeg var faktisk også begyndt at blive sulten.

 

Under hele måltiden var der samtale om den danske kultur og min familie. Vi spiste og mætte og jeg spurgte ind til Marcs familie. Han afslog det hurtigt.

Han bad os om at blive for natten, da det var ved at blive sent, og viste os ind på et fint værelse, der nok var beregnet til børn. Der var to senge. Total lækre senge i forhold til Dylans eller den åbne natur. Det var næsten som at være hjemme igen. Bortset lige fra musikken og væsnerne uden for huset, der larmede. Jeg fattede egentlig ikke, at Marc gad bo sådan et sted her.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...