The Great Adventures of...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Hele min krop reagerede instinktivt, da jeg så dem, og jeg for op for at springe over på den anden side af stendyngen. Der var 5 af dem. Grålige bæster... Jeg kunne kun tænke på en ting: løb... Da David pludselig vågner op i en ukendt verden, har han kun et mål; at komme hjem igen. Men rejsen hjem bliver kun mere besværlig, og er ikke så ligetil.

2Likes
0Kommentarer
547Visninger
AA

9. Slimkamp 8. December

For ikke at overdrive alt for meget, må jeg hellere sige , at dyret var stort. Ikke bare stort, forestil dig en stor, sibirisk tiger. Den her var måske 3-6 gange større. Den ville jo næsten kunne tage mig i en hel bid. Jeg trak mig ret meget tilbage, men ramte ind i monsteret i stedet. Jeg så op på den, og den lignede en, der kunne æde mig lige nu og her. Jeg spekulerede kort på, hvad der ville være værst. Dylan virkede heller ikke helt tryg ved at være så tæt på denne kæmpestore tiger.

"Jeg spurgte jo, om du var bange for kattearter." Sagde pigen med et hvad-sagde-jeg-blik.

"Hvem regner lige med, at det er en gigaenorm tiger, du snakker om?" Svarede jeg hende tilbage.

"Mange mennesker." tigeren knurrede før hun snakkede videre. "I hvert fald dem, der bor i Myrato. De fleste gør i hvert fald."

Da tigeren knurrede igen, var jeg sikker på, at vi snart var døde alle sammen. Måske ikke pigen, og bæstet kunne måske klare sig...

"Reda vil gerne se kortet." Pigen satte armene bag ryggen som en soldat, mens hun gav mig et intenst blik. Hun var speciel.

"Kan jeg ikke lige få en ordentlig præsentation?" Røg det ud af mig. Jeg kendte egentlig alles navne herinde - altså lige bortset fra den unge piges.

Dragen og tigeren knurrede noget til pigen, og hun rynkede lidt på panden før hun i rækkefølge sagde vores navne;
"Reda, Dylan, David, Olinus og jeg er Shellvi"

Hendes navn passede til hendes underlige fremtoning, men det virkede dog for sødt og barnagtigt. Så hendes navn var opkaldt efter en muslingeskal og et vi? Underlige land.

Jeg tog langsomt kortet op fra min lomme. Tigeren stillede sig på den anden side af bordet. Jeg havde på fornemmelsen, at den kunne mærke min frygt. Jeg havde hørt om hunde, der kunne, men ikke katte.

Jeg bredte kortet ud på bordet. Reda viftede med halen og havde et intenst blik på det.

"Det er jo et elverkort." Shellvi trådte helt hen mod det, og glemte sin soldaterfacade henne i hjørnet. Dragen gav nogle summende lyde fra sig, da den kom tættere på. Jeg skævede til Dylan, som selv virkede ude af sig selv, og vi anede ikke, hvad vi skulle gøre af os selv.

Jeg valgte at træde frem.

"Det er et meget komplekst kort." Shellvi rørte let ved kortets overflade. Jeg har ikke lyst til det, men det kan ikke beskrives på andre måder, end at farverne legede under hendes håndflade.

"Men hvad er det, der står på kortet?" Jeg var blevet utålmodig og træt. Klokken var sikkert også mange. Af ren rutine tog jeg min mobil op af lommen og så på den. Dylan trak sig lidt væk fra mig og forventede at den ville lyse. Det gjorde den ikke. Min mobil var død.

"Klokken er lidt over tolk dansk tid."

Jeg så over mod Shellvi, som underligt nok stadig så ned i kortet. Hvor vidste hun det fra? Hun havde ikke nogen mobil eller noget ur, der kunne vise det.

"Jeg gik ud fra, at det var det, du ville vide." Sagde hun igen. Jeg nikkede bare. Hylet ud af den.

Shellvi var seriøst underlig. Hun kunne måske være tankelæser. Det ville være creapy. Så ville jeg ikke turde tænke noget dårligt om hende. Det kunne være jeg skulle prøve...

Men uanset, hvad jeg tænkte, reagerede hun ikke.

Kortet blev fuldt synligt med alle sine farver. Reda kom med nogle specielle lyde, som jeg slet ikke ved, hvordan jeg skal beskrive. 

"Der står på kortet, at du skal finde tre dele af et slags smykke, hvorefter det kan føre dig hjem." Oversatte Shellvi. Åh skønt! Jeg kommer umuligt hjem inden den 24 december, hvis det fortsætter sådan her.

Reda gav flere lyde fra sig.

"Stederne, hvor du skal lede efter det, vises på kortet." Sagde Shellvi. "Men for at du kan se, hvor du finder dem, skal du røre ved kortet og sige tohyah." Både Reda og Shellvi så mod mig for at være sikker på, at jeg forstod det.

"Tohyah? Hvorfor det?"

"Det tætteste dansk kommer på tohyah er åben og vis mig dine hemmeligheder." svarede Shellvi hurtigt tilbage.

Fedt.

"Så hvad gør tohyah så." Spurgte jeg, og tilføjede hurtigt "altså ud over at åbne og vise hemmeligheder."

Shellvi kom med et af de irriterende smil Dylan havde brugt de seneste par dage, og sagde "prøv selv at se."

Ved første øjekast lignede kortet sig selv. Skovene og byernes navne var stadig farvet og gav et vildt billede af det vestlige Myrato. Ved videre øjekast kunne jeg pludselig se nogle orange prikker tre forskellige steder på kortet. Den, der var tættest på, lå lige nord for Mythenia i en skov. Den næste var ved Torokløften og den allersidste ved Amoduchfloden. 

"Så jeg skal bare derhen," Min hånd rørte kortet, da jeg pegede "hente delen af smykket og så videre til næste." Det lød alt for let i mine ører, men jeg håbede inderligt, at det var sådan, det skulle være.

Et blåligt skær lyste op fra kortet. Jeg så ned på min finger, der var badet i lyset. Forskrækket trak jeg min hånd tilbage med et hvin, der fik Dylan og Shellvi til at grine. Det blålige skær forsvandt øjeblikligt. Min image var ødelagt.

"Hvad var det?" Jeg tvang min stemmet til at lyde kold for oplevelse.

"Det var bare et billede af, hvor du skulle hen og lede." Sagde Shellvi, mens hun prøvede på at lade vær med at grine.

Forsigtigt lagde jeg fingeren på den orange plet igen. Kortet lyste igen op, mens det viste et billede af en bunke med sten. Det var vildt underligt, at den bare viste det.

Jeg ignorerede det.

"Men er det det eneste, jeg skal? Altså sådan bare tage derhen" Jeg nikkede ned på kortet "og så tage videre?"

"Måske. Det kan jeg ikke sige noget om."

"Hvordan ser det smykke overhoved ud?" Spurgte jeg. Det virkede så underligt med en guldkæde, jeg skulle samle.

"Det ved jeg ikke." Svarede Shellvi. Hun så mod Reda og monsteret. "Men det ligner nok ikke Pilgrim"

Hvordan kunne Shellvi vide, hvad Pilgrim var? Det er jo ikke sådan, at hun har boet i Danmark. Hun kommer jo fra Myrato.

"Når du er færdig med at se på stederne skal du sige idoma." Sagde Shellvi.

Jeg nikkede bare.

"Det er blevet ret så sent, og i to har været i gang i en del tid. Jeg anbefaler, at I to får jer noget søvn. Vi skal nok finde jer et sted at sove." Sagde Shellvi

"Men jeg skal hjem!" Råbte jeg. Den pludselige fortvivlelse trængte igen ind over mig. Hvordan kunne det være så svært at få mig hjem?

"Jeg ved godt, at du gerne vil hjem, men det er mørkt, koldt og sent, og du er træt." Sagde Shellvi med en rolig stemme.

Jeg tog en dyb indånding før jeg kunne få mig selv til at tale normalt igen.

"Hvor længe kommer det her til at tage?"

"Det kommer an på hvor hurtig du er til at finde dem."

Jeg havde lyst til at smadre noget i frustration.

"Men du kan ikke udrette noget nu. Du kan ikke se noget udenfor på denne tid af dagen. Du dør i forsøget." Fedt nok… Shellvi havde sikkert en god pointe, men jeg ville bare gerne hjem.

"Kom Dylan, jeg finder dig et sted at overnatte." Jeg stod i min egen vrede, mens de forsvandt ud af døren. Så følte jeg pludselig den der følelse af at være forladt og slet ikke føle at man passer ind. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Shellvi havde sagt, at de nok skulle finde et sted at være. Var det hende og monsteret? Jeg håbede ikke at jeg skulle følges med bæstet alene. Den så heldigvis ikke mod mig, men holdt et blik mod Reda. Tigeren trådte hen mod mig og gned hovedet mod min ryg.

Før jeg vidste af det, var jeg smidt i en seng inde ved Reda. Sengen var langt bedre end både Marc og Dylans senge. Jeg var lige ved at dø af hjertestop, da to gule øjne pludselig så mod mig fra mørket. Det tog mig adskillige minutter at finde ud af, at det var Reda, og derefter få min puls til at falde ned. Tigeren gav nogle brummende lyde fra sig før øjnene forsvandt.

Efter det chok, føltes det svært at falde i søvn.

 

Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes mig, men jeg åbnede pludseligt mine øjne, og så var der lyst. Solen skinnede direkte ind af vinduet, og jeg syntes at kunne høre fugle synge. Jeg rejste mig - og mærkede straks mine meget ømme benmuskler - og så ud af vinduet. Der var ikke meget andet end en gade, der ikke mindede om danske gader på nogen måde. Men solen skinnede, og det gjorde mig glad, selvom jeg ikke vidste hvorfor. Med det samme jeg trådte bagud for at vende mig, ramte min hånd noget pels. Jeg farede øjeblikligt sammen og var inde i endnu et hjertestop, da jeg hørte den dybe rumlen. Jeg så op på dyret, der tårnede sig op over mig. Redas hoved styrtede ned mod min pande, og jeg var ved at vælte. Tigeren lod næsten hele sin krop gnide op af mig, da den vendte sig om og forsvandt ud af døren. Det tog mig noget tid før jeg kunne forstå oplevelsen. En kælen tiger?

Shellvi og Dylan dukkede op lige da jeg kom ud til bordet.

"Godmorgen." Sagde Dylan og smilede sit normale smil.

Shellvi gik lige til sagen. "jeg synes vi skal starte med det samme."

Det var slet ikke det jeg havde lyst til at høre nu.

"Hvor skal vi hen?" Spurgte Dylan

"David skal finde noget af smykket." Svarede Shellvi

"Skal vi gå?" Jeg håbede hun ville sige nej.

"Det kan være at Reda kan tage med." Foreslog Shellvi.

"Så vi skal altså ride på en gigantisk tiger?" Det lød endnu mere absurd end hvis vi bare gik. Men jeg orkede bare heller ikke at gå. Så det var pest eller kolera. 

"Ja, det er i hvert fald en mulighed."

Så jeg samlede mod til at kunne ride på en tiger. Endnu en ting, jeg kunne fortælle folk, som ingen ville tro på. Reda og Shellvi holdt en længere knurveksling, hvor Shellvi til sidst skulle oversætte for mig og Dylan.

"Har du noget imod det?" Spurgte hun mig. Jeg havde mest lyst til at sige nej, men det var den hurtigste måde at komme hjem på.

Reda knurrede noget mere.

"Hun skal nok løbe roligt, hvis det kan berolige dig lidt."

"Hvad så med dig og Dylan?" Hørte jeg mig selv spørge.

"Jeg bliver her og hviler ud indtil du kommer tilbage." Sagde Dylan og smilede det smil, der nok burde virke beroligende på mig.

"Jeg kan godt tage med dig." Sagde Shellvi. Hende og Dylan udvekslede sigende blikke.

"Fint så." Jeg overgav mig trods min hjernes protester. "Skal du også ride på Reda?"

Shellvi rystede på hovedet. "Nej jeg løber bagved." Hun måtte have god kondi så. "Husk kortet sagde hun inden hun gik ud af døren igen. Jeg tog det fra bordet og lagde det i lommen.

"Hvad skal jeg så gøre, når vi kommer derhen? Hvad skal jeg lede efter?" Jeg fulgte efter hende.

"Du skal sikkert bare kigge efter noget, der ikke helt passer ind eller virker unaturligt ved stedet." Det hjalp super meget.

Før jeg vidste af det sad jeg på ryggen af Reda uden saddel på. Jeg spurgte Shellvi, men der var åbenbart ikke tigersadler her. Så jeg blev beordret at klemme godt til og hold fast i nakkeskindet. Det var virkelig absurd det her. Jeg ville jo kunne falde af når som helst.

Reda og Shellvi sagde noget til hinanden før Reda satte i spring på gaden. Vi for forbi masser af mennesker og faktisk også flere monstre i forskellige størrelser, mens jeg kæmpede for at holde mig oppe. Hver gang Reda drejede havde jeg en lige så stor frygt for at falde af som jeg havde for alle de væsner, der vendte hovedet mod mig - det vil sige meget.

Reda spurtede ud af porten mod skoven, som var et stykke væk.

Selvom der var en sti, som førte ind i skoven, valgte Reda en hel anden rute. Hun sprang direkte igennem krattet. Jeg undgik flere gange med nød og næppe de ting, der prøvede at kaste mig af. Skoven virkede uroligende mørk selvom der næsten ingen blade var på træerne. Jeg konkluderede, at det nok var ved at være sent på dagen. Jeg fattede slet ikke, at jeg havde tid til at tænke over tiden på døgnet. Reda satte pludselig farten mere op. Jeg hørte noget bjæffe bag os. Jeg kunne ikke få øje på Shellvi, men jeg gik ud fra, at hun var bag os. Jeg turde ikke se mere efter hende. Jeg trak ekstra godt fat i Redas nakkeskind. Tigeren stoppede pludselig op. Hun knurrede højt. Jeg fornemmede, at jeg skulle af nu. Jeg kantede mig ned. Hvad skulle jeg nu?

"Hvor skal jeg hen?" Det virkede virkelig latterligt at snakke til et dyr. Reda pegede snuden mod en sti. Jeg gik ud fra hun mente jeg skulle følge den.

Jeg trak mit kort op og lagde for første gang hånden på det og sagde "tohyah". Kortets farver bredte sig øjeblikligt ud og prikken, hvor  jeg skulle finde delen af smykket, viste sig. Jeg gik ud fra at Reda havde taget en smutvej, da hun var løbet igennem krattet, for den sti vi ikke havde taget, var bare gået i en bue og delte sig senere. Nu var den her. Jeg satte i gang, da jeg hørte et bjæf overdøvet af en brøl. Det var ikke en betryggende lyd.

Jeg skulle ikke langt før jeg kom til en dynge af sten. Den lignede det, jeg havde set på førstedagen i Notuulskoven og det, jeg igen havde set på kortet. Det måtte være her, jeg skulle finde delen, men hvordan i alverden skulle jeg det? En lille kæde kunne gemme sig over alt på dette område. Det var da håbløst! Jeg ville aldrig komme hjem igen!

Shellvi havde sagt, at jeg skulle lede efter noget besynderligt. Jeg tog nogle dybe indåndinger. Hvor ville man gemme en del af et smykke i dette område? Måske imellem stenene? Det var i hvert fald værd at prøve. Jeg gik en runde og studerede det hele, men det virkede så latterligt at se på halvt mosbegroede sten. Drengene fra min klasse ville have grinet, hvis de havde set på mig nu.

Pludselig lagde jeg mærke til 'en sten, der ikke havde noget spor af mos på sig. I min nysgerrighed studerede jeg den nærmere, og fandt ud af, at den uden videre kunne tages af. Jeg håbede inderligt på at finde den halskæde. Under stenen var der et hulrum. Desværre var der ikke nogen halskæde, eller noget til det, at se. Der lå bare sådan en grim tredjedelscirkel i grå. Det var ingen kæde eller lavet i noget materiale jeg nogensinde havde set. Hele dens essens lyst i et blåligt skær. Den var sikkert magisk eller noget. Det var nok det tætteste jeg kom på et smykke, men det var bare overhoved ikke et smykke. Jeg tog det i lommen og ledte videre. Det virkede for let, hvis det her var den, jeg skulle finde. Der burde været et eller andet det trickede, når jeg tog det. Ligesom i alle filmene. Jeg studerede kortet nærmere. Kunne dette kort ikke sådan zoome ind på bestemte områder og vise, hvor det skulle være? Nu hvor det alligevel havde unormale funktioner…

Jeg så op fra kortet, da jeg hørte knurren bag mig. Hele min krop reagerede instinktivt, da jeg så dem, og jeg for op for at springe over på den anden side af stendyngen. Der var 5 af dem. Grålige bæster, der lignede at de havde slim over alt i pelsen. Det lignede zombieulve. Ikke noget, du har lyst til at se. Den forreste af dem hylede højt. De havde alle blikket rettet mod mig. Jeg kunne kun tænke på en ting: løb.

Så det gjorde jeg. Jeg havde ingen chance for at kunne undslippe. Zombiehundene fulgte efter mig mens de bjæffede højt og satte min adrenalin på højeste niveau. Jeg kunne godt bruge noget hjælp, men hvor skulle den komme fra?

Jeg kunne næsten allerede mærke den forreste bide i mit lår. Den var alt for tæt på. Jeg tvang mig selv til at fokusere på skoven foran mig. Jeg skulle væk. Pludselig kom Reda løbende foran mig. Jeg ville løbe til siden, men hun sprang alt for let over mig og nakkede den første med sine tænder. Zombieulven hylede, og blev smidt ind i et træ. Den rejste sig ikke op igen. Reda fejede to af dem væk med sin klo og blev angrebet af den 4.

Jeg lagde mærke til, at der manglede en. De andre var straks i kamp igen, men hvor var den femte?

Jeg søgte panisk rundt i skoven. Desværre fandt jeg den hurtigere end jeg havde lyst til. Den var ikke langt fra mig, og den vidste, hvad den var efter.

"Øh Reda! Lidt hjælp her.!!" Råbte jeg, men opdagede, at endnu flere zombieulve gik amok på hende. Jeg fandt ingen anden mulighed end at sætte i løb. Zombiehunden fulgte selvfølgelig efter mens den bjæffede. Jeg kunne næsten høre den sige; "Ja, kæmp for det lille ven, snart er du aftensmad!"

Det var kortvarigt før den kastede mig omkuld. Jeg mærkede straks smerten i mit ben. Jeg rullede om på ryggen og sparkede zombien på tuden. Den hylede og knurrede af mig før den denne gang gik mod min strube.

Det nærmeste træ slyngede en gren om dens hals og trak den opad. Zombieulven klynkede og prøvede at komme fri, men grenen strammedes og trak den samtidig længere op. Jeg så med afsky på, hvordan zombiedyret blev slap.

Jeg fik et chok, da noget trak mig på benene. Jeg mødte Shellvis alvorlige blik.

"Er du okay?" Spurgte hun.

"På trods af, at jeg lige var ved at dø, og måske har fået infektion og bliver til en zombie om ikke så lang tid, fordi jeg er blevet bidt, så klarer jeg mig vidst."

Det var egentlig ret alvorligt, men alligevel grinede Shellvi.

"Shurnt er ikke nogen zombier. Ja, de kunne godt minde om, men de her er meget anerledes." Tre af de hersens shurnt kom mod os. Shellvi trak et sværd. "Jeg forklarer dig det senere." Og mens jeg bare stod og så på, dræbte hun tre shurnt, mens flere var på vej. Det lignede en actionscene uden den dramatiske musik. Reda dukkede op bag mig. Hun lagde sig ned på jorden, mens hun kom med nogle random lyde.

"Hop op på hendes ryg!" Råbte Shellvi før hun angreb endnu en shurnt.

"Hvad så med dig?"

"Jeg kommer."

Det var klumpet, men jeg klarede det. Jeg nåede akkurat lige at holde fast før Reda igen sprang af sted. Igen kunne jeg høre shurnt løbe efter os, men jeg prøvede at ignorere det og bare håbe på at komme tilbage til Mythenia. Vi kom ud af skoven, og kunne med det samme se porten. Jeg så bagud mod Shurntene, der gøede efter os. Idet jeg så op mod porten igen, kunne jeg skimme noget lys. Lyset kom hen imod os. Det var en brændende pil. Reda rykkede hårdt til siden, og jeg så i øjenkrogen en shurnt, der blev brændt. Ikke noget kønt syn. Slimet omkring den var ikke en fordel. Flere pile blev affyret og landede så tæt på os, at jeg frygtede for at blive ramt. Shurntene stoppede pludselig op og den forreste hylede til tilbagetræk. Reda og jeg nåede porten, hvor Dylan kom løbende imod os.

"Hey! Hvad sker der?" Spurgte han og trak mig ned fra Reda. Lige så snart mine ben ramte jorden smertede såret. Jeg bed det i mig. Reda puffede blidt til mig og forlod os derefter omgående.

Det var svært for mig at gå. Dylan så bekymret ned på mit sår som om han overvejede noget.

"Jeg blev bidt. Shellvi redede mig." Det gik op for mig, at jeg kunne have været død. "Jeg vidste ikke hun var magiker."

"Er hun det? Er du sikker?" Det, jeg havde set, kunne umuligt være andet end magi. Dylan støttede mig hele vejen til Redas hus. Tigeren var ikke nogen steder at se, men til gengæld sad Shellvi ved bordet med begge ben oppe. Hun havde fået rent tøj på. Trekvarte bukser og en t-shirt. Noget, der faktisk mindede om almindelige menneskers tøj. Men dog ikke lige på denne tid af året. Hun måtte da fryse.

"Hvordan er du allerede kommet?" Jeg burde mere spørge om, hvordan hun havde overlevet.

"Det var let nok. Shurntene smuttede jo efter dig. Så kunne jeg nakke dem bagfra." Hun så ned mod mit ben. "Skal vi få ordnet det?" Spurgte hun. Dylan støttede mig hele vejen hen til bordet. Shellvi smuttede ud i køkkenet. Hun kom tilbage med en varm spand vand og en klud.

"Læg dit ben op på bordet." Sagde hun. Mine ømme muskler protesterede, da jeg gjorde det. Shellvi begyndte uden videre at rense mit sår. Det var ikke just behageligt. Imens forklarede hun hvordan shurnt blandt andet brugte deres slim på kroppen til at mærke og derefter finde byttet, hvis det stak af. Hun anbefalede mig kraftigt at gå i bad, da de ellers ville kunne finde mig. Jeg skulle til at rejse mig, da hun standsede mig.

"Vi burde hele dit ben." Hun så hen mod Dylan

Jeg rynkede brynene. Hele? Som i at give mit en trylledrik?

"Jeg har ikke energi nok til at gøre det." Svarede Dylan hende.

"Fint så gør jeg det." Så ikke nok med at kunne styre træer, kunne hun nu også hele sår?

Det virkede så surrealistisk, at mit sår bare samlede sig foran mig. Shellvi satte sig ned. Hun så pludselig ret træt ud.

"Fik du så, hvad du skulle bruge?" Spurgte Dylan. Jeg havde helt glemt, hvad jeg var taget ud i skoven for. Den episode med shurnt ville jeg sent glemme. Jeg trak den underlige ting op af min lomme. Shellvi gjorde store øjne.

"Det er jo en orgosgon." gispede hun.

"En hvad for en nød?"

Shellvi lagde sit ansigt i ulæselige folder.

"Har du nogensinde set Ben 10?" Spurgte hun. Spørgemålet kom vildt bag på mig.

"Ja lidt." indrømmede jeg.

"Det her er lidt ligesom omnitrixen, altså Bens ur. Den her har bare nogle andre funktioner."

"Så hvis jeg skal hjem igen, kommer jeg til at kunne forvandle mig til aliens?"

"Nej."

"Kommer det til at sidde på mig for evigt?"

"Det håber jeg da ikke."

"Hvordan ved jeg så, om jeg overhoved kommer hjem ved sådan et ur. Det her er jo ikke engang et ur. Det er bare en tredjedel af en cirkel." Jeg havde lyst til at kaste den i gulvet.

"Det bliver nok lidt ligesom et armbånd. Ellers ville der nok være fire dele." Det var da slet ikke nogen opmuntring.

"Så en omnitrix, der ikke er en omnitrix…"

"...en orgosgon…" Rettede Shellvi mig hurtigt.

"Jaja, en orgosgon… Hvorfor har man sådan noget i en middelalderverden?"

"Hvorfor har i jetfly i en moderne verden?" Svarede Shellvi igen.

Jeg ignorerede hende. "Må jeg godt gå i bad nu?" 

"Jeg anbefaler, at du bliver siddende lidt, men det er dit eget valg."

Jeg havde ikke tid til at blive siddende her. Jeg skulle videre og finde næste del af  denne underlige orgosgon. Jeg sprang straks på benene, og skulle tage det første skridt, da svimmelheden vældede over mig. Det var ikke på samme måde som når man står for hurtigt op af sengen. Dette her startede nede fra mit forsvundne sår og gik i hovedet på mig. Jeg fik ikke fat i bordet før jeg faldt. Dylan nåede at tage hårdt fat i min arm inden jeg ramte gulvet. Det gjorde ondt, men det var bedre end at slå hovedet i jorden.

Jeg blev smidt ned på stolen igen. Jeg forventede, at Shellvi ville sige noget i stille med "Hvad sagde jeg", men hun sagde ingenting til det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...