The Great Adventures of...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Hele min krop reagerede instinktivt, da jeg så dem, og jeg for op for at springe over på den anden side af stendyngen. Der var 5 af dem. Grålige bæster... Jeg kunne kun tænke på en ting: løb... Da David pludselig vågner op i en ukendt verden, har han kun et mål; at komme hjem igen. Men rejsen hjem bliver kun mere besværlig, og er ikke så ligetil.

2Likes
0Kommentarer
545Visninger
AA

19. Shoppeturen 18. December

Jeg kunne slet ikke huske, at jeg var faldet i søvn. Det havde bare overtaget mig. Jeg vågnede op på sådan en behagelig måde, hvor man bare tænker "YESS!!! Jeg står aldrig op igen!!"

Og så glemte jeg bare lige, at jeg skulle finde den orgosgon, og  at jeg ene mand skulle finde den. (yay…!)

Jeg sørgede for ikke at vække Dylan, da jeg stod op. Jeg vidste ikke helt, om jeg kunne se ham i øjnene, når jeg tog af sted.

Marc var i gang med at lave morgenmad, da jeg kom ud. Vi smilede til hinanden som i et godmorgen.

"Vi kan tage ud at købe dine ting efter morgenmaden." Sagde han

Jeg havde ikke specielt meget lyst til at fordrive tiden i Marikta, men det var vel en nødvendighed, når nu jeg skulle gå alene. Jeg  blev fodret for groft, da Marc serverede æg og bacon (jeg har ingen anelse, hvor han kendte det fra, men det var godt!), ristet toastbrød med smør og pålæg samt te og noget småkageagtigt noget.

Byen var fyldt med mennesker, der gik og hilste på hinanden. Jeg trak min hånd i lommen kun for at kunne forstå, hvad de snakkede om.

"… og hans nyeste tøj havde kun blå farve, som jeg absolut ikke ville købe…"

"...men du kunne da ikke…"
"Jeg vil kun betale…"

"Han ser da ikke videre myparitsk ud. Tror du han er adparitser?"

Jeg så hen på de tre kvinder, der alle stod og så på mig. Jeg løftede et øjebryn af dem.

"Det er da lidt uhøfligt, at snakke om en person, der står så tæt på jer." Røg det ud af mig. "Rettelse. Det er en generel uhøflighed at fordømme andre."

Marc så smilende ned på mig. "Jeg undskylder hans tone. Han er bare ikke vant til at blive kaldt for andet end dansker." Sagde han og nikkede med hovedet. Kvinderne smilede og nejede til ham. "Åhh, en dansker! Det lyder så fint. Hvilken race er det?" Wow… kunne de ikke se, at jeg var et fuldblodsmenneske? De var da mere rumvæsner end jeg var. Vent! Nej jeg var rumvæsnet her.

"Kan kommer fra Jorden"

Fjantetanterne så skiftevis hen på mig og  Marc. "En jordboer." hvinede den ene "Sådan et menneske har jeg altid gerne ville tale med." Hun rettede sig ned mod mig og sagde i et meget langsomt tempo "kan du forstå, hvad jeg siger?" Jeg havde lyst til at slå hende i hovedet.

"Nej. Jeg er lidt langsomopfattende… og så er jeg også døv. Desværre…. Vi kan ikke kommunikere sammen." Jeg havde lyst til at tilføje og jeg taler ikke med dumme, fremmede mennesker, men det ville Marc nok ikke have bifaldet.

Kvinderne så forbløffet enten på mig eller Marc.

"Er han døv Marcon? Kan du ikke gøre noget ved det?"

Marc lo bare. En høj og smittende latter, der fik mine smilebånd højt op selvom jeg ikke frivilligt ville lade det ske.

"De damer. Han er helt okay".

"Åhh, det var godt at høre. Vi kan jo nødigt have en døv her."

Det undrede mig, at kvinderne ikke fattede, at jeg ikke var døv. De kunne da sagtens høre, at jeg ikke var døv. Jeg talte jo og svarede på det, de sagde. Var de dumme i hovedet?

Da de fire voksne mennesker var færdige med at sludre om 'vejret', var mit første ord til Marc;

"Atparitser?"

"Ja, en adparitser er fra vores naboland." Han uddybede det ikke.

Marc trak mig ind i adskillige butikker, der på flere måder kunne minde om danske butikker. Ting stod på hylderne og små sedler, der nok var priserne, hang på dem eller foran. Butikkerne havde alle forskelligt indhold, og var alle indrettet til den specifikke specialitet, der kunne købes herinde. Vi startede hos en syerske, der efter få ord fra Marc (jeg havde ikke min hånd ved oversættelsesstenen, og kunne derfor ikke forstå, hvad der blev sagt) gik i gang med at tage mål på mig. Hun nikkede og sagde noget til Marc.

"Vi kommer tilbage hertil om ikke så lang tid." Sagde Marc til mig.

"Skal jeg have nyt tøj igen?" Jeg var forvirret.

Marc nikkede. "Det bliver rigtig kold meget snart, og hvis du skal overleve de næste par dage udendørs, bliver du nød til at få noget varmere tøj på."
Jeg havde nu syntes, at mit tøj var varmt nok. "Men det har jeg da ikke penge til."

Marc smilede. "Jeg betaler, og du skal ikke så meget som tænke på at give noget tilbage."

Hvad skete der for det? En mand, jeg havde mødt to gange og kendt til i 12 dage havde givet mig ikke kun et, men hele TO sæt tøj!

Jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke kun var mit tøj, han betalte. Han købte masser af proviant (mad, noget tændstiklignende, et varmt tæppe).

Marc måtte være en rig mand siden han havde råd til alt det sammenlignet med Dylan og hans bedstefar.

Da vi noget tid efter kom tilbage til syerskeen havde hun forskelligt tøj klart til mig. Der var selv en rejsetaske. Jeg fik prøvet tøjet, og det passede perfekt. Det var lækkert varmt og var vildt behageligt at gå i. Marc lagde en del af provianten i forskellige lommer i tasken (der var faktisk en del lommer i den, og selvom tasken ikke var så stor som Dylans, var der mega meget plads i). Vægten var fordelt ret godt, og derfor virkede det overskueligt at bære.

Marc betalte syerskeen og vi tog af sted.

 

Jeg havde ikke lyst til at vide, hvad klokken var, da Marc smurte mig en sandwich (Det var en RIGTIG sandwich med RIGTIG salat og kød og sådan, men jeg har ingen anelse om, hvordan han fik fat i alle de forskellige ting).

Dagen var stadig lys, og jeg vidste heldigvis, at vi ikke havde brugt specielt lang tid på indkøb. Dylan var forsvundet fra huset. Jeg skal gå alene.

Jeg nåede knap nok at få mit sværdbælte spændt før Marc gennede mig mod døren. "Nu ikke for sent af sted, vel." Sagde han. Jeg grinede lavt.

"Slap af. Selvfølgelig kommer jeg af sted."

Jeg tog tasken på. Den havde fået mere vægt, end da jeg prøvede den, men det gjorde stadig ingenting. Jeg så over på Marc.

"Altså med mindre du selvfølgelig har fortrudt og vælger at blive her."

Jeg trak på smilebåndende, mens jeg så ned.

"Jeg kommer tilbage, når jeg har fundet tredje del." Sagde jeg.

Marc nikkede. "Så ses vi der."

Jeg skulle til at gå, da han trak mig ind i et kram. Underligt, at en næsten helt ukendt mand gjorde sådan. Det føltes nu meget rart, så jeg gengældte det.

"Pas på dig selv. Husk kun at bruge sværdet i alleryderste nødvendighed. Det er ikke et legetøj."

"Selvfølgelig." Var alt jeg kunne svare.

Jeg trådte ud i byen igen. Sikke underligt det her var. Den plan, jeg havde lagt i går var stadig groet fast på min nethinde. Jeg vidste, hvor jeg skulle hen. Jeg skulle bare følge Amoduchfloden. Der ville jeg være sikker på, at jeg ikke gik forkert.

Det var kun den første del af min tur, der var risikabel. Jeg havde ingen anelse om, hvor lang tid det ville tage, at tage den skrå vej, jeg havde tænkt, hen til Amoduchfloden. Det var bare hurtigere, end at tage hovedstien tilbage, indtil den krydsede floden. Mariktas port var allerede åben, men der var ikke særlig mange mennesker, der kom eller gik fra den. Jeg følte vagtens blik hvile på mig, da jeg trådte ud. Jeg prøvede af ignorere ham ved at se væk.

Jeg gik direkte fra vejen til den åbne hede. Fra vejen troede jeg, at jeg kunne skimme en skikkelse gå. Det kunne let have været Dylan. Lad vær med at tænke på ham sagde jeg til mig selv. Jeg hangkede op i min taske og traskede i et nogenlunde tempo af sted. Det var ikke lige den uopnåelige fart, som Dylan og Shellvi altid holdt, men den var rimelig. Jeg begyndte hurtigt at kede mig og lade tankerne køre. Gad vide, hvad Dylan og jeg havde snakket om, hvis han var her. Hvor langt ville vi være? Ville vi måske have været ved floden nu? Det var dumt af mig at tænke på Dylan. Han havde valgt ikke at rejse videre med mig. Jeg havde valgt ikke at overtale ham til at tage videre. Jeg kunne sagtens klare mig selv. Jeg skulle vise ham OG Shellvi, at jeg sagtens kunne selv. De måtte tænke, at jeg var svag og hjælpeløs. Jeg kunne ikke en gang kæmpe mod de shurnt selv! Og de måtte være en smal sag. Bare tænk på, hvordan Shellvi havde smadret en med de voldsomme magiske kræfter. Det fik mit drab til at se sølle ud. Jeg havde oven i købet mistet mit sværd af det.

Jeg ignorerede min underlige tankestrøm. Jeg var på vej! Hvor lang tid kunne det lige tage at komme til floden? Forhåbentligt ville jeg være der, inden det blev mørkt. Så ville der kun gå omkring en dag mere og så ville jeg komme hjem igen. Hvis altså Shellvi ikke snød mig og var stukket af. Når jeg engang kom til stedet, ville jeg være hurtig til at finde det. Det havde bare med ikke at ligge i vandet. Nu var Dylan her ikke til at hjælpe med at få den op så. Hvis han overhoved kunne sådan noget slags magi ud over at styre vand. Er det ikke naturligt, at man så også kan have ting i det vand, der kontrolleres? Det gør de i hvert fald i  Avatar the last airbender. Hold så op! Dylan er her ikke længere! Han var taget hjem til sin olding, og jeg ville nok aldrig se ham igen. Jeg fik ikke en gang sagt farvel. Hvad skete der for det!? Men vi havde valgt at gå hvert til sit mindede jeg mig selv om. Jeg skal gå alene.

 

Hen på dagen trak skyerne ind over himlen. Lige som Marc havde sagt, kom kulden også. Heldigvis havde jeg også fået et ordenligt sæt vintertøj med. Mine fingre kunne allerede mærke det. Det var ligesom dengang med Ishela og tågen. Jeg nåede ikke en gang at tænke på hende, før jeg blev overfaldet af en vagtsomhed. Temperaturen var også faldet her - ligesom sidst, hun var der. Men hvis hun var her, skulle jeg gemme mig. Øjeblikligt!

Jeg så rundt. Der var ikke nogen tåge, der kunne tyde på, at hun kom. Det var godt nok også noget af en entre at komme med. Jeg trak vanterne på. Minderne om, hvordan Ishela frøs mig ned, brændte sig fast. Jeg så endnu en gang rundt for at konkludere, at der ikke var nogen at se. Shellvi havde jo også sagt, at Ishela var stukket af over Torokløften. Hvorfor skulle hun komme tilbage for at nakke mig? Jeg måtte bare blive ved med at tage mod Amoduchfloden. Jeg havde ikke tid til at gemme mig i den evighed, vi ventede i skoven. Desuden ville jeg da kunne se forandringer i floden, hvis hun nu alligevel skulle komme. Altså når jeg nu en gang kom til floden.

 

Jeg fortsatte helt indtil det blev mørkt igen. Jeg spiste, mens jeg gik. Jeg havde ikke tid til andet. Jeg havde ikke nået floden endnu, og det var ved at være mørkt. Måske var jeg gået forkert?

Der var ikke andet for end at fortsætte. Floden var et pejlemærke. Jeg skulle gerne være der snart. Mørket gjorde det ikke let for mig at se frem, og derfor tog jeg min supertelefon frem. Den havde stadig mere end 50% tilbage. Shellvis kraft havde virkelig gjort noget ved den mobil.

Det begyndte at sne. Først var det bare få fnug, men meget hurtigt var det total snestorm. Det gjorde det bare endnu mere irriterende at gå. Der gik ikke lang tid før jorden begyndte at være overdækket. Det her mindede mig om en film… sådan en, hvor helten vandrer alene, mens der klippes rundt på hans vandring og prøvelser (Især det anstrengte ansigt). Det her tog bare langt længere tid end det halvandet minut sådan noget kan tage.

Hvor blev den flod af!!

Det var til at blive helt irriteret over. Jeg slukkede lyset på min telefon. Den havde ikke godt af at blive våd. Med mindre Shellvis kraft også havde gjort den vandtæt. Jeg tog ingen chancer.

Sneen fortsatte sin uendelige falden, og jeg havde snart sne til anklerne. Hvis det gik lige så hurtigt i Danmark, ville der da ofte være snefri. Det kunne være awesome! Men nu gjorde sneen det bare endnu værre. Det gik op for mig, at jeg havde sat min fart ned. Jeg rettede på tasken. Den føltes pludselig meget tungere. Hvor ville det have været dejligt med en mojoy lige nu. Det havde bare ikke været smart at vente.

 

Jeg blev lettere irriteret over stadig ikke at have fundet floden. Jeg fandt et træ, der ikke havde været hurtigt nok til at smide alle sine blade. Det var det eneste sted i miles omkreds, hvor der var en bar plet uden sne. Her tog jeg kortet frem. Jeg tog mine vanter af og pakkede kortet ud.

"Tohyah" Sagde jeg, mens jeg rørte det.

Kortets farver bredte sig ud. Den havde bare ikke taget stilling til, at der nu var sne. Skal jeg være ærlig, blev jeg faktisk ret skuffet. Det her var et magisk elverkort, og så havde de ikke en gang tænkt på at lave den efter vejret. Og så kalder de det et fantastisk håndværk? Jeg lange min finger over Amoduchflodens orange prik. Vandet flød stadig på sammen måde, men man kunne ikke se, at der var sne. Jeg så rundt. Hvordan i alverden skulle jeg have mulighed for at finde et pejlemærke, så jeg vidste, hvor jeg var? Alt  var jo hvidt! Snart ville jeg heller ikke kunne se, hvor træerne var (måske lidt overdrevet. Hvor ofte skete sådan noget lige? Ikke i Danmark.)

Jeg kunne ikke som sådan se noget, og det fortsættende snevejr gjorde det da heller ikke lettere. Hvor langt frem kunne jeg lige se? Jeg kunne stå 50 meter fra et pejlemærke og alligevel ikke se det.

Jeg pakkede frustreret kortet sammen. "Idoma."

Træet havde været et perfekt sted at holde for natten, men jeg ville til floden. Jeg fortsatte. Sneen fortsatte med at falde. Det var som om den overhoved ikke kunne stoppe. Gad vide om det var Ishelas værk. Jeg vidste ikke helt, om jeg havde lyst til at kende svaret. Måske, hvis det var et nej.

Bare gå videre...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...