The Great Adventures of...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Hele min krop reagerede instinktivt, da jeg så dem, og jeg for op for at springe over på den anden side af stendyngen. Der var 5 af dem. Grålige bæster... Jeg kunne kun tænke på en ting: løb... Da David pludselig vågner op i en ukendt verden, har han kun et mål; at komme hjem igen. Men rejsen hjem bliver kun mere besværlig, og er ikke så ligetil.

2Likes
0Kommentarer
559Visninger
AA

23. Puslespilsbrikker 22. December

Jeg rystede af kulde, men nægtede helt igennem at flytte mig. Jeg ville ikke stå op. Jeg ville ikke!

En eller anden sagde noget til mig, men jeg kunne bare overhoved ikke forstå, hvad der blev sagt. Jeg kunne kun forstå mit navn. Jeg så op.

Ackno stod og ruskede roligt i mig. Jeg prøvede at forstå, hvad han sagde, men kunne ikke. Det var da underligt, når nu jeg havde oversættelsesstenen i…

jeg rakte straks ud efter min vante.

"David, vi skal videre. Du sagde vi havde travlt..."

"Ja, ja, ja, ja! Jeg ved det godt. Jeg skulle bare lige vågne." Jeg pakkede mig ud af mine tæpper. "Undskyld."

"Jeg har allerede lavet mad." Ackno gav mig en skål.

"Tak"

"Du sov rimelig længe. Jeg ville ikke vække dig. Jeg tænkte du havde brug for søvn."

Jeg overskuede ikke at give respons på det, han sagde. I stedet sad jeg inde med det.

Vi spiste i tavshed. Jeg fumlede en del med mine vanter, der konstant ramte maden (ad), men jeg var sulten, og spiste det alligevel. Så slemt kunne det heller ikke være. Hvad er det nu, man normalt siger om bakterier?? At det er sundt med lidt om dagen?

Men hvis jeg tager tilbage på sporet… Ackno og jeg fortsatte. Jeg følte mig mere træt end i går nat. (Super fedt! Tak Ackno for det.) Derfor var det næsten som om jeg slentrede mod siden hele tiden. Ackno lagde ikke mærke til det, men lavede endnu en samtale, hvor jeg skulle lytte. Jeg lukkede halvt af, hvor jeg en gang imellem kom ind med et af mine "fortsæt"-lyde.

Har mennesker i Danmark ikke ferie nu? Hvorfor skulle jeg så være i skole?

"… og det er derfor det kaldes mayonnaise."

"hmn…" Sagde jeg, men hans ord nåede min bevidsthed. "HVAD!? Mayonnaise kommer da ikke herfra??" Det kunne sagtens have været en joke, hvor han tjekkede, om jeg hørte efter.

Ackno blev virkelig forskrækket over mit udbrud. Han gav et gib fra sig, og gjorde for et øjeblik store øjne.

"Ehm… nej det er faktisk rigtigt. Det kommer fra Jorden, men man valgte at beholde navnet. Det er for resten en skrækkeligting at putte i maden. Det kan jeg ikke anbefale dig."

Wow… noget jordisk i Myrato! Måske Paritu. Det var jo vanvittigt!

"Jeg vil nu indrømme, at jeg er dybt uenig med dig Ackno. Jeg synes mayonnaise er fantastisk til alt mulig så som makrel, æggemadder og…"

"Hva… undskyld jeg afbryder, men makrel? Hvad er det?"

Det slog klik for mig. Måske havde de ikke makrel i Myrato.

"Det er en fiskeart. Kender du ikke den?"

Ackno rystede forvirret på hovedet. 

"Det smager simpelthen så godt. Især makrel i tomat."

Ackno lignede stadig en, der var ude af sig selv. Aldrig havde han da hørt om makrel eller tomater. Uh, hvor er det bare en fejl i opdragelsen. Stakkel. Men det kunne være, at de slet ikke havde sådan noget her.

"Det siger mig ikke så meget. Desværre."

"Ja, det er lidt synd for dig." Så kunne man da snakke videre om dette langt ude emne. "Har du prøvet remoulade?"

Ackno så smilende på mig. "Jah, det tror jeg faktisk jeg prøvede i mine yngre dage på gården. Der kom engang en jordbo forbi, som havde det med. Han kom  nu oprindeligt her fra Myrato, og derfor var han på besøg, og ville dele den opfindelse med alle han mødte. Jeg mener ikke, at jeg syntes så meget om det." Øv så var der alligevel ikke så meget jordisk her. "men det var interessant at prøve." Tilføjede han.

 

Jeg undlod at sige noget til, at vi holdt frokostpause. Sådan klokken 15:36. Jeg tjekkede det på min mobil, mens Ackno så væk. Jeg håbede i hvert fald ikke, at han lagde mærke til lyset eller noget andet. Mørket her var slet ikke ligesom i Danmark, og det var da altid noget, at man kunne se frem for sig. Ackno virkede ikke til at have problemer med at komme hurtigt videre. Så vi fortsatte vores lange gang.

Jeg kom i tanke om det blå lys og Ruben. Jeg ville stadig gerne vide, hvorfor han ikke var kommet med. Så havde det her været en hel anden historie.

"Nu gør du det igen." Sagde Ackno pludselig. Jeg så hen på ham.

"Gør hvad?"

"Du får et dybt blik som om du grubler over noget."Ackno studerede mig da for groft. Hvordan kunne han se sådan noget, når det oven i købet var mørkt?

"Øhm." Jeg overvejede, om jeg skulle sige noget om det. "Jeg tænker bare på en af mine venner, som jeg har derhjemme." Jeg vidste ikke hvorfor jeg sagde det næste. "Jeg undrer mig over, at han ikke er med på rejsen. Det er faktisk lidt irriterende."

Jeg havde glemt, hvilket land jeg havde sagt, at jeg kom fra.

"Hvad hedder han?" Jeg så hen på ham. Var det medlidenhed jeg så i hans øjne?

"Han hedder Ruben."

"Og hvorfor tog han ikke med?"

"Det…" Det var egentlig super uretfærdigt, at det kun var mig, der var kommet til dette land. Hvordan kunne han være så heldig at slippe. Prøv bare at tænk på, hvor langt bedre det her kunne have gået! Alle de lange vandreturen jeg havde været nød til at tage, hvor kedsomheden havde taget over i lange drag. Med Ruben kunne det have været en halv fest. Vi kunne have banket shurnt og havde ikke været nød til at gå med Ackno. Selvfølgelig var han en mand, der ville mig det bedste (håber jeg da), men han var ikke ligefrem let at snakke med. Men hvorfor var Ruben ikke kommet med? Han var heldig? "Det ved jeg ikke." Jeg så ned.

"Der er mange ting, der kunne spille ind i sådan noget." Sagde Ackno. "Men hvis han havde været en rigtig ven, ville han da have taget med dig, ikk?"

What? Det her havde intet med at være en rigtig ven at gøre. "Det var ikke hans valg."

Ackno virkede halvforskrækket over mit svar. "Lever han da stadig under sine forældre? Er han meget ung?"

"Nogenlunde på alder med mig. Lidt yngre."

"Interessant." Ackno kløede sig i skægget. Det gav mig stadig en sær fornemmelse af irritation. "Hvordan kunne du så få lov?"

Øhm… hvad svarer man til sådan noget? I virkeligheden havde jeg ikke noget valg?

"De var forståelige med det." Det håber jeg i hvert fald de var. Gad vide, hvordan de reagerede, hvis de vidste, at jeg var i et andet land på en anden planet med slimede bæster, der prøvede at dræbe mig.

Jeg grublede videre omkring den dag med Jokeren og det blå lys. Det var så lang tid siden nu. Alligevel var det så let at huske. Det var hele 19 dage siden jeg havde spillet det spil. Og jeg havde ikke rigtig tænkt på det en eneste gang. Det kunne have været mega fedt at prøve at spille mod Dylan og Shellvi i sådan noget. Se deres reaktioner. Der ville være noget, jeg kunne slå dem i.

"Hvad laver du ud over at være bonde?" Spurgte jeg. Ackno virkede ret forvirret over mit spørgsmål. "Altså, har du nogen magiske kræfter?"

Ackno så ned. "Ja." Se det var kort sagt. Jeg kunne godt mærke, at det var et modvilligt emne for ham.

"Hvis du ikke vil tale om det, er det okay." Sagde jeg hurtigt. Der var nu alligevel brug for et eller andet at snakke om. "Jeg har ikke rigtig noget. Jeg kan næsten ikke være mere magiforladt." Jeg kunne godt have sagt noget om lysmagi, men efter episoden med Dylan, havde jeg knap nok lyst til at tænke på det.

Ackno sukkede. "Hvor meget lærdom har du fået om magi?"

Underligt spørgsmål. "Sådan noget meget basic fra mine venner."

Ackno undrede sig vidst over mit ordvalg, så jeg fandt hurtigt en anden vending.

"Mine venner har givet mig et kort kursus i det."

"Arh! Hvor meget ved du så om former for magi."

"Intet. Som sagt var det kun en smule de havde snakket om det."

"Har du nogensinde hørt om neuromagi?"

Ja klart! "Nej"

"Det er hjernemagi...Magi med hjernen.. Magi mod hjernen...mod andres hjerner."

Hvor kunne han bare kludre i det. Selve det med, at han kunne sådan noget...neuromagi, var meget… uhyggeligt faktisk. Jeg begyndte at mistænke ham for at han gjort det mod mig. For eksempel i går...

"Desværre er jeg ikke speciel god til det." Sagde han. "Det har jeg aldrig været."

"Hvor har du lært sådan noget henne?" Han var en simpel bondemand. Næsten alle dem, jeg havde været i kontakt med her, kunne magi. Hvem kunne ikke magi i dette land? Forestil dig lige de dumme kvinder i Marikta kunne magi.

"Det er ikke som sådan noget jeg har lært. Det er arveligt langt ude på min mors side." Ackno så lidt forlegen ud. "Min bror og jeg blev selv oplært af hende, mens hun endnu levede."

Hvis ikke det havde været mørkt, ville man sikkert kunne se hans triste mine meget bedre.

"Døde hun i borgerkrigen?" Spurgte jeg.

Ackno var stille i noget tid. "Ja, hun var en af de første ofre. Det var kongens ordre."

Wow… "Hvad havde hun da gjort?"

"Intet! Kongen kan jo gøre alt, hvad han vil." Jeg kunne spore en del had i hans stemme. "Vi nåede derfor ikke at lære så meget. Hun var meget dygtig, men vores evner havde ikke udfoldet sig ordenligt dengang. Min bror nåede nu at komme i en rigtige alder til at kunne lære mere og bedre neuromagi. Derfor blev han også bedre end jeg. Hun tog ham endda til enelektioner..."

Jeg er glad for, at jeg aldrig havde levet under et kongestyre. Ja, Danmark havde en kongefamilie, men de styrede jo på ingen måde landet.

"...Så en dag skulle han udøve sine evner på mig…"

Og prøv at tænke på at have en bror. Ikke bare en bror, men en storebror.

"...Centho er ret konkurrencepræget, og ville derfor hele tiden lave neuromagi-dyste, men jeg kunne aldrig betvinge hans hjerne lige så godt eller hurtigt, som han kunne…"

Okay… det var ikke fedt at have en storebror. Især ikke den type, som Acknos storebror var.

Sådan en latterlig en, der kunne neuromagi, hvad det så end rigtig betød. Det var sikkert sådan en der kunne…

"...Vores mor havde endda lært ham at teleportere sig! Så det skal han selvfølgelig udnytte hele tiden. Han elsker at lægge planer for jordboer."

Jeg havde det som om der var noget, der var galt. Det var som om brikkerne alle var der, men jeg kunne ikke finde ud af at samle puslespillet.

"Jeg er glad for at du er her, David. Du er en rigtig god lytter." Acknos direkte henvendelse til mig gjorde mig ør i hovedet. Det, han lige havde fortalt, var en halv livshistorie. En mand, der er konkurrencepræget og kan styre hjerner. Ligesom et spil Jokeren eller en sneboldkamp, der skal stoppes.

"Hvad sagde du, at din storebror hedder?" Var det eneste jeg kunne få frem.

"Centho."

Eller Cenneth…

"Hvorfor da? Har du hørt om ham?"

"Nej, jeg troede lige det sagde mig noget."

Men det sagde mig alt. Den underlige vikar Cenneth var i virkeligheden fra Myrato. Han var neuromagiker. Han havde snydt mig. Jeg ville ikke lade min vrede gå ud over Ackno. Han havde fortalt mig en masse uden selv at vide det. Det ville sige, at Cenneth også var den mystiske mand. Hvorfor havde jeg ikke genkendt ham? Ackno og Cenneth lignede jo hinanden! Jeg burde med det samme have vidst, hvem manden var.

"Hvad har du gang i!?" Hørte jeg pludselig en råbe bag mig. Jeg nåede kun at se en skygge i min øjenkrog før hele mit baghoved fik et ordenligt slag. Det sortnede for mine øjne. Jeg faldt til jorden med det samme. Hovedet først.

"Jeg troede vi havde en klar aftale om, at du ikke skulle hjælpe dem!"

Det snurrede for mig. Smerten dunkede.

"David er ikke en dansker. Han er adparitser."Sagde Ackno halvt stammende.

"Selvfølgelig er han dansker. Jeg har selv hentet ham." Jeg regnede ud, at det var Cenneth. Jeg krympede mig sammen, da mit hoved endnu en gang gjorde mig opmærksom på smerten. Hvad han havde slået mig med?

"Undskyld. Det var jeg ikke klar over. Han taler jo flydende myparitsk."

"Så tænk dig dog om! Adparitsere taler ikke myparitsk! Hvor dum har man lige lov at være!?" Jeg kunne pludselig fokusere på de to mænd, de stod truende mod hinanden. De var næsten identiske. Samme udseende, forskelligt tøj. Cenneths attitude var langt mere truende end Acknos. Han lignede en, der ville pakke sig væk.

"Og så fører du ham oven i købet mod orgosgonen. Hvad tænker du på!?" Cenneth skubbede til Ackno. Han gjorde intet ved det.

"Hvorfor har du egentlig valgt at kalde dig for Cenneth? Var Centho ikke mystisk nok?" Det var det dummeste at sige. Det var ikke en gang fedt at sige.

Cenneth så direkte på mig med et af sine bedrevidende blikke. "Skal du have et slag mere?" Han trådte truende hen mod mig, men jeg gad ikke reagere på det. Jeg havde ondt nok i hovedet, og den fyr havde brug for noget modstand.

"Jeg vil gerne springe over, tak."

Jeg mødte Acknos blik, som sagde en del. Han var bange for sin bror. Han hadede sin bror. Han var misundelig på sin bror.

Cenneth hævede en stor kølle.

"Det her er den mest langt ude ide noget menneske har fundet på" mumlede jeg. Jeg forberedte mig på slaget.

"Nej. Det kunne have været langt værre."

Det hele sortnede for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...