The Great Adventures of...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Hele min krop reagerede instinktivt, da jeg så dem, og jeg for op for at springe over på den anden side af stendyngen. Der var 5 af dem. Grålige bæster... Jeg kunne kun tænke på en ting: løb... Da David pludselig vågner op i en ukendt verden, har han kun et mål; at komme hjem igen. Men rejsen hjem bliver kun mere besværlig, og er ikke så ligetil.

2Likes
0Kommentarer
552Visninger
AA

6. Primitivt! 5. December

Fremover i mit liv vil jeg ikke høre nogen sige, at de har sovet i en dårlig seng. Og det mener jeg! Hvis du har sovet i en dårlig seng, skal du vågne op med store smerter over hele din krop. Selv dine tåspidser. Du skal have specielt meget ondt i ryggen og hovedet, og din første tanke, når du vågner - hvis du nogensinde vågner igen - er "Få mig langt væk fra denne seng!!!"

Sådan tænkte jeg, da Dylan rejste sig fra gulvet og vækkede mig. Det var helt mørkt udenfor. Det var ufatteligt, at jeg overhoved havde sovet, og jeg tænkte selvfølgelig straks, at der var puttet noget i maden. Dylan smilede, da jeg ikke kunne styre min trang til denne viden. Jeg havde ikke forventet, at han ville sige:

"Sagde jeg ikke, at der var puttet Shameirlarod i?"

Jo! Tak for denne fantastiske viden! Hvad er en Shameirlarod? Det ville jeg ikke spørge ham om. Jeg skulle nok bare have lyttet bedre med i biologi.

 

Mens der blev serveret et fantastisk måltid (not), som jeg lige knap kunne få ned fordi det var så tørt (de mennesker er jo sygt fattige, hvis de ikke engang havde råd til ordenligt mad), pakkede Dylan en taske.

Det interesserede mig overhoved ikke, så hvad han puttede i den, ved jeg ikke. Nok bare mad og nogle basic ting.

Den sure gamle olding kom ind af døren, da de første tegn på lys dukkede op på himlen. Han begyndte straks at skælde ud på volapyksk. Dylan svarede ham med en fast, men rolig stemme. De snakkede sammen i noget, der føltes som minutter. Jeg lukkede af, og så i stedet ud på himlen, mens den langsomt fik flere farver. Det var faktisk ret fascinerende  med farverne. Det var slet ikke ligesom danske solopgange. Farverne var skarpere og mere definerede. De smukkeste danske solopgange ville nok blegne i sammenligning med det her. Jeg kan slet ikke beskrive det godt nok, så jeg lader vær...

Mens jeg betragtede det her fantastiske syn, lagde jeg slet ikke mærke til, at de to tosser var blevet stille.

Dylan rømmede sig.

"Skal vi ikke se at komme af sted?" Spurgte han. Jeg kom ud af min trance og nikkede.

Så jeg smuttede i min jakke og prøvede så vidt muligt at smide den dårlige søvn af mig.

Jeg tog ud af døren, som Dylan holdt for mig - ja det er ret underligt, men sådan er han.

Han fik ikke lov til at lukke den før Oldingen kom og tog over. Han sendte først mig et advarende blik, hvorefter han mumlede en hel masse ting til Dylan. Dylan var stille i noget tid, før han nikkede og sagde endnu mere til ham. Jeg følte igen den lidt halvakavede situation, hvor jeg bare ønskede, jeg i det mindste kunne forstå, hvad de sagde.

Oldingen vinkede efter os, da Dylan forlod ham, og førte an.

Vi sagde ingenting til hinanden, vi gik bare ind mellem træerne, som strakte sig over os, og truede med aldrig at lukke os ud igen. Der var alverdens lyde omkring os. Ingen stilhed nogen steder. Det virkede som om dyrene var ligeglade med vores tilstedeværelse. Jeg så op til flere gange rådyr og fasanlignende dyr, der ikke engang løb, når de så os.
"Hvad sagde han?" Spurgte jeg, da jeg ikke længere kunne holde stilheden og alt det andet ud.

"Bare at jeg skulle passe på, og at jeg skulle huske at komme hjem igen." Han sukkede. " Og så at jeg skulle holde øje med dig."

Jeg sendte ham et underligt blik. "Han er ikke så glad for Surni." Skyndte han sig at sige. Fordi jeg vidste nemlig, hvad det sidste, han sagde, var...

"Øhm… Sur..?"

"Surni… Øhm… Rejsende, der ikke kommer herfra." Svarede han.

Jeg noterede det i mit baghoved, mens jeg prøvede at undgå den irritation, jeg følte for Oldingen.

"Hvad har i ellers talt om i løbet af disse dage?" Man kunne lige så godt få lidt samtale i gang. Alt andet ville være kedeligt eller akavet.

Dylan fortalte - først modvilligt, men hen af vejen blev han mere rolig - om Oldingen, som åbenbart hed Eric (Ja, det var ikke til at fatte.), hvorfor han havde sådan en underlig mening omkring Rejsende. Jeg havde en sær mistanke om, at "Rejsende" ikke havde den helt samme betydning, som Dylan troede, da nogle af dem også beboede områderne og flere åbenbart ødelagde naturen.

Jeg spurgte ind til hans familie, men han slog det hurtigt væk ved at sige;

"De er væk."

Det gjorde mig faktisk lidt ondt, og jeg kom til at tænke på min egene familie. Hvordan mon de havde det nu? Jeg trøstede mig selv med, at jeg snart ville se dem igen. Men Dylan skulle nok klare sig. Han havde jo sin bedstefar.

"Hvad så med Eric?" Spurgte jeg.

"Han valgte at tage sig af mig. Tage mig herud. Men det var efter min uddannelse."

Nårh ja, den havde jeg glemt. Han kunne jo næsten 100% flydende dansk, hvis man ser bort fra hans accent og hans ordvalgt.

"Kan du så andre sprog?"

"Jeg kan en del fra Keparitsk, Adparitsk og det, i nok kalder dværgsk." Det lød næsten for godt til at være sandt.

"Er der dværge her!?" udbrød jeg.

Dylan blev lettere overrasket over min måske lidt for vilde begejstring.

"Ikke lige her dog. Længere mod bjergene. Du ved, Mørkebjergene for eksempel."

Ja det hjalp da sikkert HELT VILDT. Jeg havde lyst til at trække hans kort frem og forlange at vide det. Det var ikke ligefrem dejligt, at føle sig så dum og uvidende hele tiden. Gad vide om Levi ville vide noget om nogle af disse ting, Dylan indtil videre havde snakket om.

"Men af de jordiske sprog kan jeg engelsk, fransk, spansk, dansk selvfølgelig, latin, islandsk og lidt koreansk og thailandsk."

Ja, han ownede mig lige i sprog der.

"Jeg kan kun 3." Sagde jeg halvt forlegent. Da jeg mødte Dylans blik, var der ingen form for fordømmelse eller overlegenhed i hans blik.

"Jeg har også haft længere tid end dig."

"orh! Hvordan ved du det?" Selvfølgelig vidste jeg godt, at han var ældre end jeg. Ingen tvivl om det.

Det var som om Dylan undrede sig over mig udbrud. "Du er forhåbentligt yngre end jeg."

"Arh det tror jeg ikke på." Sagde jeg sarkastisk.

Dylan rynkede brynene. "Er du gammel?"

Okay, fremover skal jeg nok ikke lige lave sarkastiske ting til dig, Dylan. Du forstår det ikke alligevel.

"Ja." Sagde jeg bare.

"Nej, hvor gammel er du?" Spurgte han igen

"170" Sagde jeg bare.

Dylan åndede lette op. "Så er jeg ældre end dig."

Det undrede mig helt vildt at han virkelig troede på, at jeg var 170 år. Det var nu mere måneder det passede i. Samtidig sendte det en nysgerrighed  ind i mig. Jeg kunne ikke fatte, at han bare troede sådan på det. Var det deres form for humor? Forstod han sammenhængen?

 

Jeg var (for meget lang tid siden) blevet ret træt af at gå, da stien blev bredere og skoven åbnede sig. Jeg følte virkelig jeg skulle slæbe mig af sted, men når jeg så hen mod Dylan, følte jeg mig i virkelig dårlig form. Hans tempo faldt ikke. Han virkede på ingen måde træt. Jeg følte mig nu mere som en omvandrende zombie. Jeg gav den dårlige seng skylden. Jeg kunne stadig mærke det i ryggen. Det var underligt, at jeg allerede følte mig SÅ smadret, når det var Dylan, der bar tasken. Den var sikkert ikke engang tung.

"Det er Idaiho." sagde Dylan mens han pegede fremad som om jeg ikke anede, der var noget.

Idet vi kom tættere på, begyndte der at dukke mennesker op på vores vej. De fleste af dem var der bare lige pludseligt. De gik stort set alle smilende forbi os og sagde næsten alle sammen "Rushjath!", hvilket jo bare var super… Det forstår jeg stadig ikke! Nogen af dem skævede en ekstra gang til mit tøj.

Men Dylan var hurtig til at svare "Liuighi" hver gang

Han forklarede mig efter anden eller tredje gang, at rushjath betyder vær hilset og man skulle svare liuighi for at gengive hilsenen. Så efter de gange kunne jeg sige "Luigi" mens han sagde "liuighi"

Ja, jeg kunne ikke - og kan stadig ikke - sige det lige så flot som nogen af dem.

Menneskene var  næsten alle klædt ligesom Dylan i sådan noget lædertøj. De var næsten alle sammen mænd. Kvinderne gik i kjoler, der havde mere farve end de fleste mænds. Det var sådan rigtig middelalderstil.

Jeg kunne mærke sulten trænge ind. Det kunne blive lækkert at få noget mad nu. Jeg nåede næsten ikke at mærke min mave rumle før en mand kom halvløbende mod os. Han begyndte at sige en hel masse ting lige efter hinanden, og jeg kunne slet ikke finde nogen sammenhænge ud over, at han hilste på os. Dylan svarede og bukkede også. Jeg sendte ham et undrende blik før det gik op for ham, at han nok blev nød til at forklare mig noget.

"Juan vil have os til at spise hos sig." Sagde han og kom lige efter i en livlig samtale med manden, som åbenbart hed Juan.

Juan virkede til at være bedre klædt i forhold til resten af dem vi kom forbi. Hans tøj var mere farvet og så ikke slidt ud.

Jeg glemmer helt at fortælle om, hvordan byen så ud. Det var helt igennem fantastisk at se på. Du ville ikke tro på mig med mindre du selv så det. Det var grimt. Flere af husene lignede noget, der kunne vælte, hvis man pustede på det. Det var alle sammen træhuse. Dylans hytte så langt bedre ud i sammenligning med det her. Jeg forstod ikke, hvordan noget kunne have lyst til at bo her. Det var forståeligt, at alle magikerne levede andre steder. Byens gader havde ingen brosten, så mennesker gik bare i blød mudder. Mine sko blev beskidte allerede inden jeg overhoved fik tid til at træde uden om en meget klam pøl.

Juan og Dylan tog sig ikke af skidtet. Jeg synes det virkede til, at de slet ikke blev beskidte af det her.

Vi kom nok ind til byens centrum - hvilket ikke var specielt langt fra udkanten. Juans hus var nok det flotteste af alle husene - ikke at det overhoved var pænt. Det stod ikke skævt, og lignede faktisk, at det have været renoveret for nyligt. Men det var stadig vildt grimt.

 

Juan viste os indenfor og henviste os videre ind til et spisebord, hvor hans kone allerede var i færd med at tilberede et "større" måltid.

Juan sagde en hel masse, som jeg selvfølgelig ikke forstod. Det begyndte at blive irriterende (det var det nu allerede), da Dylan vendte sig mod mig, og forklarede.

"Juan og jeg har kendt hinanden i meget lang tid. Hans søn, Luiagon, studerede sammen med mig. Vi var nære venner. Det her er som en anden familie for mig."

Juan sagde noget til os og viste os venligt mod bordet.

"Han sagde velbekomme." Oversatte Dylan.

Konen kom med en gryde fyldt med noget suppe og stillede et stort brød frem. Det så nybagt ud. Vi blev sat til bords og spiste i tavshed. Jeg gjorde i hvert fald. Jeg lukkede totalt af for Dylan og Juans ivrige snak. Mine tanker strejfede en gang imellem deres ord, og jeg undrede mig over, hvad de betød. Maden smagte faktisk okay. Det var stadig ikke mors mad, men det mættede.

Pludselig blev der helt stille. Jeg løftede blikket fra min suppe og så op.

Alles blikke hvilede på mig.

"Hvad?" Røg det ud af mig som det eneste kloge jeg kunne finde ud af at sige.

"Han spurgte dig om dit ærinde. " Sagde Dylan fornemt.

"Øhm." Det var godt nok fint sagt." Jeg er her bare. Jeg ved ikke hvorfor jeg er her eller, hvad jeg laver. Jeg vil bare gerne hjem igen hurtigst muligt." Sagde jeg bare og fik øjenkontakt med Juan.

Dylan oversatte og Juan nikkede. Han sagde noget mere, som Dylan svarede på. De holdt en mindre samtale før Dylan igen oversatte.

"Det anbefales at vi tager af sted med det samme. Der er festival senere."

Okay? En festival? Her i middelalderland? Den var ny.

 

Så vi tog hurtigt af sted igen (suk). Jeg var allerede klar til at slå lejr for resten af dagen. Juan fulgte os til slutningen af Idaiho, en lidt større sti strakte sig ud foran os. Dylan og Juan vekslede ord før vi forlod ham og Dylan endelig rakte opmærksomheden mod mig igen.

"Er du klar igen? Vi skal gå et godt stykke."

Det var lige til at sukke meget hårdt over, men jeg var nu alligevel glad for at komme væk fra byen trods dens overnatningstilbud.

"Hvor langt er det vi skal gå?" Spurgte jeg.

"En del. Hvis vi går hurtigere end vi gjorde før Idaiho, kan vi nok nå det omkring en time efter det er blevet mørkt.

Dylan satte farten ekstra op. Jeg satte farten op, mens jeg overbeviste mig selv om, at det bare var for at komme hurtigere væk fra denne middelalderverden. Dylan ville måske også bare af med mig. Men han virkede så flink. Lidt for flink. Og det her var ret hårdt. Hvordan kunne Dylan så let som ingenting have en fart, der var dobbelt så hurtigt som min. Jeg kunne mærke mine muskler ømme sig. Og vi var ikke engang kommet særlig langt fra skodbyen. Dylan satte stadig ikke farten ned. Det brændte i mine lægmuskler.

"Kan du ikke sætte farten ned?" Beklagede jeg mig.

Jeg stoppede op. Jeg ved virkelig ikke hvor den svaghed kom fra. Godt drengene ikke var her. Jeg prustede ud. Dylan var allerede 5 meter fra mig, men han var lige så hurtigt ved siden af mig igen.
"Kom nu. Du kan ikke stoppe allerede. Ellers når vi ikke Marikta før festivallen i morgen." Han trak blidt i mig. Jeg fulgte modvilligt med ham.

"Hvilken slags festival er det?" Jeg nåede at forestille mig folk som Dylan blive fulde og miste tidsfornemmelsen i flere dage til øredøvende musik.

"Det er Gishnamtak" Ja, det hjalp da! Gishnamtak. Super! "Det er en festval for Gish." Og hvem er Gish så? Skal det forestille at være et navn? Måske en trehovedet gud, der kræver ofrer? Det kunne da sagtens være sådan en slags i dette underlige land.

Jeg nåede ikke at spørge videre før Dylan kom mig i forkøbet.

"Nu har du hørt om min familie. Hvad så med din familie?"

Det var ikke lige det, jeg var klar på at skulle svare på, men jeg havde egentlig ikke noget imod det.

Så jeg fortalte om mine forældre og søskende samt hvad jeg i min fritid lavede. Jeg bliv spurgt ind til alt i min hverdag. Min mave trak sig sammen flere gange ved tanken om, at jeg var meget langt hjemmefra, og nok ikke ville komme hjem i dag. Samtidig kom jeg i tanke om mit mindre udbrud imod min mor, som jeg aldrig fik snakket med hende om igen. Og så selvfølgelig, at det snart var jul, men at jeg havde god tid til at kunne nå hjem inden d 24. Faktisk mindede det her mig om en form for dårlig julekalender. Og da jeg luftede tanken om, at det var jul blev Dylan helt mærkelig i hovedet, for jul var da ikke noget, han nogensinde havde hørt om.

"Har i ikke noget jul!?" Råbte jeg. Der var vidst en del fugle, der blev forskrækket over mig. Jeg tror også jeg kunne høre noget med klove flygte fra os. Dylan blev vidst også lettere rystet over mig, men seriøst, det er jo synd for dem at der ikke er nogen form for juletid her i denne verden.

"Nej." sagde Dylan stille.

"Så i holder ikke nogen højtid med JULEhygge, eller spiser JULEand eller danser om JULEtræer og i har ingen form for JULEgaver eller JULEferie af nogen art. Får i ingen JULEsne eller noget som helst? Hvorfor lever i overhovedet?"  Jeg understregede bevidst JULE. Dylan var vidst ikke sikker på, hvordan han skulle forholde sig til det, jeg sagde, så jeg prøvede en gang til.

"Har i en måned, hvor i hygger jeg ekstra meget, hvor i spiser lækkert mad og danser om et grantræ. Får i gaver og holder i ferie fra skolen? Er det tilfældigvis i en kold måned, hvor der kommer sne?" Det her var da meget langsommere og pædagogisk. Jeg skal aldrig nogensinde arbejde med små børn.

Dylan smilede lidt af min forklaring, men jeg nåede slet ikke at undre mig over hvorfor.

"Vi er sådan set på vej til Tapolimous…  det er… et stadie mellem efterår og vinter. Sådan som i nok vil kalde det."

Det gav fin mening for mig. Men wow hvor var det underligt.

"Men ellers ville vores jul være i Supotamous."

Oooog jeg er væk igen. Jeg burde få mig en ordbog til det her.

"Vores forår." Svarede Dylan hurtigt.

 

Mens vi snakkede blev det langsomt mørkere. Samtidig kunne jeg også mærke at kulden snart trængte ind gennem mine cowboybukser. Men vi fortsatte vores snak. Skoven blev hurtigt mørk og lydene forsvandt en efter en. Til sidst var der helt mørk og lydene var væk. Det var ligesom at skrue ned på en knap. Dylan tog mig i hånden og fulgte mig videre gennem stien. Det var underligt bare at gå sådan i mørket, men det virkede til at Dylan havde styr på det. Men skulle jeg stole på det? Pludselig startede en ny type af dyrelyde. Jeg finde nok aldrig ud af, hvad det var, så jeg tror jeg dropper at beskrive det (det var lettere creepy).

Han satte farten mere op samtidig med at han strammede sit greb. "Dylan, hvorfor så travlt?"

"Der er nogen." Sagde han. Det gav et sug i mig, og min mave trak sig sammen. Burde jeg spørge hvem "nogen" var?

Med et blev mørket pludselig mere overskueligt. Jeg så op, og fandt med det samme milliarder af stjerner. Månen var formet i en tynd bue, og oplyse ikke rigtig noget. Jeg kunne se omridset af Dylans figur langt bedre, og min uro forsvandt. Dylan virkede stadig vagtsom. Jeg satte mig ned. Trætheden vældede ned over mig, og jeg kunne slet ikke overskue tanken om at skulle rejse mig igen nogensinde.  Myrato kunne vente til en anden dag. Men så kom jeg alligevel til at tænke på min familie i Danmark op på, at de nok var ret bekymrede for mig. Jeg ønskede at min mobil virkede så jeg kunne skrive til dem, at jeg var okay, og ikke var blevet bortført, men mobilen var både i stykker OG havde ingen tjeneste.

Dylan fik ro på igen. Han så ned mod mig, og jeg er ret sikker på, at han smilede. Følelsen af hans smil hang i hvert fald i luften.

"Vi burde få os noget søvn."

På trods af lettelsen over ikke at skulle gå mere i dag, følte jeg mig faktisk lidt ked af, at vi ikke kunne være i Myratos gader. Men hvis den by var lige så langt ude som Idaiho, var det nok lige så godt at blive liggende her. Men her var koldt. Dylan satte sig ved siden af mig. Han havde smidt tasken, og gik straks i gang med at rode i den.  Jeg fik smidt et tæppe i hovedet. Uden at tænke videre over det, pakkede jeg mig ind, og lagde mig om på siden. Mine tanker kørte videre i et væk, og holdt mig ude af stand til at sove. Til sidst trak jeg min mobil frem bare for at kunne se hvad klokken var. Den var snart død. Dylan trak sig tilbage. Jeg kunne se i lyset, at han virkede forvirret over det, jeg havde i hånden. Det morede mig faktisk lidt, at han aldrig havde oplevet en mobil før.

"Hvorfor fortalte du mig ikke, at du også kunne magi?" Spurgte han.

Se det her var interessant.

"Det her er ingenting." Sagde jeg.

"Men jeg har aldrig set denne form for magi før. Hvordan får du den sten til at lyse?" Han kravlede lidt tættere på.

Min mobils lys gik ud og efterlod os til stjernerne.

"Denne form for magi er almindelig på Jorden. Stort set alle i Europa har denne magi. Det er pærelet." Sagde jeg.

Dylan nikkede, tydeligvis tilfreds med svaret.

"Nå, men jeg vil ikke trætte dig mere nu. Du skal også have energi til i morgen." Dylan pakkede sig ind i sit tæppe, og lagde sig forholdsvist tæt på mig. Jeg lagde mig på ryggen og så op på stjernerne. Der var ikke en vind af mærke. Græsset, som vi lå på, var højt, og gav os en smule læ og varme, men her var stadig koldt. Jeg skimmede lige skovens udkant for liv, men så ingenting. Jeg håber det var en positiv ting. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...