The Great Adventures of...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Hele min krop reagerede instinktivt, da jeg så dem, og jeg for op for at springe over på den anden side af stendyngen. Der var 5 af dem. Grålige bæster... Jeg kunne kun tænke på en ting: løb... Da David pludselig vågner op i en ukendt verden, har han kun et mål; at komme hjem igen. Men rejsen hjem bliver kun mere besværlig, og er ikke så ligetil.

2Likes
0Kommentarer
539Visninger
AA

5. Opvækningen 4. December

Sådan nogle underlige drømme fyldt med blåt lys og fart og hvidt skær kan virkelig få en til at vågne op med en underlig følelse. Men jeg havde nu aldrig i mit liv prøvet at vågne op ved, at jeg straks vender mig mod jorden og ørler alt den kakao, der ikke havde nået at komme igennem mit system, op. Jeg fortrød selvfølgelig straks, at jeg havde drukket så meget af det, men det havde nu været godt lige på det tidspunkt. Efter at have spyttet den sidste rest af klamt savl fra mig, blev jeg opmærksom på mit underlag. Jord. Jord og visne blade.

Mens jeg langsomt rejste mig, mærkede jeg mine kolde lemmer strække sig ud.  Jeg var ved at falde sammen, og endte med at finde støtte ved  en stablet samling - som nu mere lignede en tilfældig bunke - sten. Deres "tilfældige" stillinger fik det til at slå klik for mig, hvilket det aldrig nogensinde kunne have gjort, hvis det bare var helt normale bunker sten. Det fik mig til at tage et hurtigt kig rundt. Jeg trak vejret dybt ind, og prøvede at undgå al panik - som faktisk allerede lå lige om hjørnet og tiede mig - for at komme mig over dette underlige chok. Overalt omkring mig strakte høje og lavere træer sig ud så langt de tillod mig at se.

Min hjerne gennemgik straks alverdens grunde til, at jeg kunne være end midt i en skov, og jeg prøvede at finde ud af, hvor den nærmeste skov i forhold til, hvor jeg boede, lå. Det var ikke en videre positiv tanke.

 Hvis dette er en lille skov, er der en chance for, at jeg har overset den, og hurtigt kan finde ud og hjem igen, tænkte jeg for mig selv. Det var ikke en just beroligende tanke, men den fik mig da til at se mig omkring  endnu en gang efter en lysning. Et eller andet, der kunne minde om en skovs afslutning. Men selvfølgelig skulle jeg være så uheldig, at der ikke var noget at se.

I ren frustration slog jeg mig selv på lårene, mens jeg svovlede og undrede mig over, hvordan jeg var endt her. Mine hænder ramte mine lommer, hvor min mobil lå i den ene, og noget, der mærkedes som en pung i den anden. Som enhver anden, der mærker nogle ukendte ting i sine lommer, besluttede jeg mig for at se, hvad det var. Det kunne faktisk godt have lignet en pung, nok mest kun fordi det var noget der lignede...læder?

Den var bundet med noget, der igen lignede lædersnore i en ret fin sløjfe. Altså ikke sådan som man binder sine snørebånd-sløjfer, men noget, der så langt mere kompliceret ud. Jeg tøvede lidt med at binde den op, mens jeg tænkte på, hvad i alverden den pung kunne lave i min lomme, hvis det overhoved var en pung. Så var det også så typisk, at dens knude ikke lige var specielt let at binde op. Det tog sin tid, men det var med tilbageholdt åndedræt, at jeg åbnede den. Rettelse… jeg pakkede den ud. Det var bare SLET IKKE en pung! I stedet stod jeg med et billede tegnet i en meget underlig stil. Rundt omkring på billedet var der adskillige streger, der kunne minde om et landskab, men jeg kunne ikke finde ud af, hvad der var skov, og hvad der var marker eller byer, hvis det overhoved var noget at det. Det kunne være et kort, som kunne hjælpe mig. Det var i hvert fald en hurtig tanke, der faldt mig ind, før jeg rystede på hovedet af mig selv. Det var andre måder at finde hjem på. For eksempel ville jeg bare kunne se på det nærmeste vejskilt eller min mobil. Et øjeblik var jeg klar til at bruge min mobil, men næste tanke var, at det var latterligt. Jeg kunne umuligt blive væk fra noget. Jeg valgte bare en helt tilfældig vej gennem krattet uden at tænke over , hvad der kunne være bedst at gøre. Jo længere jeg gik, jo mere underligt fik jeg det. Jo flere træer jeg så, jo mindre syntes jeg de lignede almindelige træer. Ikke fordi jeg er en vild træfreak, men deres farver og blade var anderledes end noget, jeg havde set. Det er nok bare en plantage for specielle træer, sagde  jeg til mig selv, mens jeg gik videre. Langsomt begyndte skoven at larme. Skoven var fyldt med en lyd, der nok skulle minde om en fantastisk fuglesang, men som bare mindede mig om min klasse, når der spilles til musik - hvilket ikke er en succes.

 

Da jeg endelig fandt noget, der faktisk lignede en sti, opdagede jeg disse meget underlige, lilla svampe, der havde hvide stilke med grålige striber ned af sig. Disse svampe var større end min hånd og de strakte sig et godt stykke hen af vejen. Jeg spekulerede længe over dem - især fordi jeg aldrig i mit liv havde set sådan nogle svampe før. For en gangs skyld ønskede jeg, at jeg havde hørt efter i biologi. Gad vide om de er spiselige?

Mens den tanke kom til mig, knurrede min mave som en ekstra opfordring til at prøve dem. Det var en indre konflikt om, hvorvidt det var klogt at spise noget, jeg ikke havde den ringeste anelse om var giftigt. Jeg tog min smadrede mobil frem og prøvede at søge under lilla svampe, men den havde ingen forbindelse. Ikke engang forbindelse til mit teleselskab. Til sidst rejste jeg mig lettere irriteret og fulgte bare stien væk derfra. Jeg kunne spise, når jeg kom hjem. Så kunne jeg måske søge på de svampe.

Jeg har ingen anelse om, hvor lang tid jeg bare gik hen af stien, mens jeg virkelig var urolig for, hvor i alverden jeg var. Der var stadig ikke en eneste ting, der virkede dansk, og de der svampe forfulgte mig hele tiden. Sulten gnavede sig vej gennem mine ribben, hvilket kun gjorde den her tur endnu længere. Det var kun en lettelse for mig, da skoven endelig så ud til at lukke lyset ind. Jeg blev underligt nok så glad, at jeg satte farten op kun for at opdage, at jeg var kommet til en ret stor lysning. Ja, det var ikke specielt fedt, men der var en sø, og jeg var sulten OG nu også tørstig. Jeg gjorde intet forsøg på at orientere mig før jeg havde drukket noget vand. Søen var helt klar og der var ikke engang grene eller rådne blade i bunden. Jeg kunne se nogle fisk, der med største rolighed svømmede omkring total uforstyrret af, at jeg stak mine hænder i vandet og drak. Da jeg havde slukket min tørst blev jeg opmærksom på lyden af rindende vand. Jeg så rundt ved søen.

Det, jeg så, fik det til at vende sig ret meget i min mave. En ung fyr stod ved søens bred.  Det i sig selv var ikke noget at tisse i bukserne over, men det, han gjorde, var til at besvime over. Først lignede det, at vandet flød som ved en omvendt bæk, men det var slet ikke tilfældet. Jeg gav vandet skylden til min hallucination. Det var alt for underligt at se på. Jeg er helt sikker på, at du også ville tro du havde spist eller drukket noget, for han dansede omkring - især med armene - og fik vandet til at bevæge sig. Ikke sådan i bølger, nej, det flød op og rundt om ham ligesom en vind. Tyngdekraften havde ingen indvirkning på dens bevægelser, mens han kastede det rundt om sig - måske også mod en usynlig fjende.

 

Jeg ved ikke hvor længe jeg bare sad der på knæ. Det gav stød i mig, da vores øjne mødtes, og han standsede sine dansetrin og kom hen imod mig. Jeg tog mig selv i at have måbet, og rejste mig fra den fugtige jord. Han kunne måske hjælpe mig, hvis han ikke var en hallucination.
"Rushjath" Sagde han og nikkede med hovedet. Det gik op for mig, at hans tøj ikke var helt normalt. Det lignede noget slidt læder af en art. Næsten kun brune og mørke farver. Ingen rigtig farve som grøn. Det var bare noget slidt kluns. Ikke moderne.

Jeg blinkede en enkelt gang. Jeg måtte have indtaget et eller andet. Men hvad skulle det være? Var vandet forgiftet?

"Ojahra shakir'a?"

Han lagde hovedet på skrå, da jeg ikke sagde noget.

"Hva..ba…" Var det eneste intelligente jeg kunne finde ud af at sige.

Manden grinede pludselig, men da jeg ikke deltog, tog han sin alvorlige mine på igen.

"Undskyld." Sagde jeg, da jeg igen fandt talens brug. "Har du en telefon jeg kan låne? Min fungerer åbenbart ikke herude på landet."

Manden grinede igen.

"Du skulle da bare have spurgt fra starten så du ikke havde behøvet at være så forvirret." sagde han med en lettere speciel accent. Det var mere flydende end hvis Gideon talte, og i den grad langt mere syngende. Hvis han var indvandrer, ville han komme et eller andet sted fra Europa. Det sagde hans hudfarve mig. Jeg kunne ikke finde ud af en alder, han kunne være på, men jeg gik ud fra, at han nok var omkring de 20 eller sådan noget.

"Så må jeg låne den?" Spurgte jeg igen.

Han smilede.

"Jeg ejer ingen telefon."

Det her sted var alt for langt ude på landet.

"Mener du virkelig det? Hvordan i alverden kommer du så i kontakt med omverdenen?" Udbrød jeg.

Manden så ud i luften, mens han mumlede ordet "Omverdenen." Det her var alt for langt ude. Det her måtte være en drøm.

"Hvor er jeg?" Spurgte jeg for at gøre det lidt lettere for ham.

"Du er i det nordøstlige Notuul." Sagde han hurtigt. Jeg trak mig forvirret tilbage.

"Notuul? Er det en plantage?" Jeg havde ikke tænkt mig frem til, at det kunne være andet.

"Plantage?" Han grinede igen. "Du bruger godt nok nogle sjove ord." Sagde han og stirrede om bag mig. Jeg så kort derhen bare for at kunne konstatere, at der intet var at se - altså, med mindre han selvfølgelig fandt  træer meget interessante.

Jeg  vendte min opmærksomhed mod ham igen. "Okay? Men kan du forklare mig helt præcist, hvor jeg er, så jeg kan komme hjem igen?"

"Jeg kan finde dig et kort." Sagde han. "Altså, hvis du vil komme med mig hjem." Tilføjede han.

Jeg nikkede bare. "Hvor langt væk er det?" Spurgte jeg.

Han pegede op af en bakke, hvor jeg kunne se røgen stige op over trækronerne.

 

Manden eller fyren eller hvad jeg nu skal sige han var, ( hvad kalder man de personer, der er lige i alderen mellem at være dreng og mand?) fulgte an. Det var helt fint for mig. Da jeg var træt af at se hen på hans lysebrune nakkehår, studerede jeg det træhus, der dukkede op på toppen af bakken. Det lignede sådan noget fra en dårlig reklame for sommerhuse.  Sådan et "kunne du tænke dig at nyde naturen fuldt ud?"-reklamer. Tænk at han gad betale for sådan noget.

"Hvad hedder du?" Spurgte jeg ham. Han stoppede op lige foran døren, mens han mumlede noget før han sagde.

"Jeg hedder Dylan."

"David." Svarede jeg bare tilbage.

"Det glæder mig at møde dig, ven." Sagde han. Underligt noget at sige. Men det passede til resten af ham. Hans navn var jo ikke ligefrem dansk.

Dylan åbnede døren for mig, og gav mig et lille smil for at vise mig, at jeg skulle gå ind først. Jeg fortrød næsten straks, at jeg ikke havde taget en dyb indånding af luften før jeg gik ind. Der lugtede slemt af mug og røg. Det, jeg trådte ind til, havde kun plads til det træbord og fire stole. To døre fulgte ind til nogle andre rum. På en af de fire stole sad en nærdødsoplevende  mand med skæg helt ned til gulvet (måske længere). Han sad med hovedet næsten nede på maven og snorkede højlydt. Dylan gik let på tå hen til oldingen, hvor han bukkede sig i knæ og sagde noget på det sprog jeg ikke forstod. Manden vågnede med et spjæt, og så mig som det første. Jeg følte mig total malplaceret, da han snøvlede løs med volapyksprog, hvor jeg tænkte mig frem til, hvad han sagde;

"Hvad laver sådan en lille knægt som dig her?"  

Men jeg kunne da også smide en bombe på ham.

"Indvandrer" mumlede jeg bare og så væk.

Dylan tog hans opmærksomhed ved at snakke lige så uforstående. Den gamle råbte næsten, hvor Dylan havde en rolig tone. Til sidst faldt den gamle til ro og nikkede mod en hylde. Jeg ventede til Dylan fandt et kort frem som han bredte ud på bordet.

"Beklager det med min bedstefar." Sagde han pludselig. Jeg havde lige vænnet mig til at høre dem snakke uforståeligt, så det kom lidt bag på mig, at han sagde noget  forståeligt til mig.

"Hvad er der med ham?" Spurgte jeg bare. Jeg var nu egentlig ret ligeglad.

"Han har bare ikke fået sin vilje." Svarede han kort.

Vi fordybede os ned i kortet og Dylan tog en lettere dyb indånding før han sagde:

"Det her er Notuul skoven"

Han pegede ned på et specielt område, og jeg kan næsten sværge på, at området fik en grønlig farve, da han rørte ved det. Men synet var væk lige så hurtigt som det kom. Jeg overbeviste mig selv om, at jeg havde ladet min fantasi spille mig et pus.

"Men hvor ligger den nærmeste by så?" Spurgte jeg og så ned på nogle uforståelige tegn.

"Ligger Herning i nærheden?"

Dylan pegede ned på et område. "Der ligger Marikta." Jeg rynkede på næsen af navnet. Det var ikke ligefrem et helt normalt dansk bynavn, men det var nu mere under listen over sjove bynavne ligesom Tisseleje. Ja, jeg ved det. Dårligt eksempel.

Dylan lagde ikke mærke til min grimasse, men fortsatte bare.

 "Det ligger omkring en halv - måske en hel dagsrejse herfra alt efter, hvor hurtigt du går."

Jeg nikkede langsomt mens jeg morede mig over det, han sagde. Hvorfor gå?

 "Hvor er den nærmeste vej henne?" Spurgte jeg.

Dylan så igen ned på kortet. "Altså... Den nærmeste vej er ikke så langt herfra."

"Fedt! Er den befærdet?" Spurgte jeg

Dylan trak sig lidt tilbage. "Befærdet?"

Utroligt han ikke kendte det ord. "Kommer der ofte biler?" prøvede jeg igen.

Dylan rynkede panden " Biler?"

Jeg sukkede højlydt. "kørende objekter med fire hjul og motor. Det er sådan en hel normal ting her i Danmark."

Det tog noget tid for Dylan før han kunne sige noget igen. Han forstod nok ikke en dyt af, hvad jeg sagde. Måske lidt. Men sådan noget er vel også normalt for nydanskere.

"Vi er i Myrato." Sagde han bare.

Sikkert, men det ændrer ikke på, at biler er helt igennem normalt at vide noget om.

Den gamle bessefar gryntede før han rejste sig og gik sin vej ud af døren. Jeg følte hans blik i nakken før han smækkede døren bag sig.

Dylan rømmede sig og fik min næsten fulde opmærksomhed.

"Her har du Notuul." Sagde han igen, mens han pegede ned på kortet, som af en eller anden underlig grund igen valgte at blive grønlig. Jeg ignorerede det.

Efter at have set længe på kortet fandt jeg ud af, hvad der var skov og land. Nogle steder var der indskrevet specielle tegn, der nok måtte væres deres rigtig dårlige måde at stave på. 

"Så Notuul er en skov." Det var klart, men jeg følte alligevel en manglende opklaring på dette specielle navn. Notuul. Hvorfor var det ikke bare blevet kaldt skovlund eller Lyngbyskov, hvis det skulle være? Sådan noget normalt dansk noget.

"Men hvor langt ligger det fra den nærmeste by?" Spurgte jeg så.

Hvis jeg var heldig ville jeg være tæt på mit hjem.

"Altså," startede Dylan, "den nærmeste landsby, Idaiho, ligger lige et par kilometer herfra, men den nærmeste…" han holdt en tænkepause. "...større by, Marikta, kan godt være lidt under en dagsrejse herfra."

Jeg rynkede panden.

"Idaiho? Marikta?" Dylan nikkede. "Hvor henne i Danmark er vi lige? Bornholm?"

Af en eller anden grund begyndte Dylan bare at grine. Jeg stod bare sådan lidt og undrede mig over hans opførsel. Der gik heldigvis ikke så lang tid før han stoppede og svarede.

"Jamen du er ikke i Danmark, David. Som jeg sagde før; vi er i Myrato."

Hans ord slog mig i hovedet og fik mig til at snappe efter vejret.

"Men hvorfor kan du så dansk?" Var det eneste jeg kunne sige. Tankerne fløj af sted. Hvor er jeg så henne? Hvad er der sket? Hvordan er jeg kommet her? Hvad siger mine forældre til, at jeg er væk? Hvordan kommer jeg hjem igen?

"Det er en anden sag. Ikke noget jeg vil tage op nu." Sagde han. Han mærkede vidst min bekymring.

"Hvordan er jeg kommet herhen?" Jeg lod ham knap nok nå at sige "Det ved jeg ikke" før jeg farrede over på den anden side af bordet. "Hvor henne ligger Myrato? Jeg har aldrig hørt om det land før. Er det noget, jeg har misset i geografi?"

Dylan så bekymret over mod mig. "Men kære David. Myrato ligger mellem Kelvick, Adjelkash og Bradorok."

Fordi det hjalp da også bare sygt meget! TAK! Sikke en god hjælp du er Dylan!

"Det hjælper ikke!" Var det eneste jeg kunne sige. Jeg håbede snart han ville sige, at det hele var en dårlig joke som han havde valgt at lave imod mig, selvom det ville være helt igennem underligt. Jeg kendte jo knap nok fyren!

"Myrato ligger i Midland" sagde han så, hvilket jo heller ikke kunne hjælpe mig.

Jeg tvang en dyb indånding igennem mig. "Hvor ligger Danmark i forhold til Myrato?"

Dylan så helt paf ud i et øjeblik. Så fik han et roligt blik igen. "Det vides ikke. Eller, det ved jeg ikke."

Jeg klappede mig opgivende på lårende. "Hvor ligger Myrato? Er det en landsdel i et land i Afrika? Eller Asien? Hvor er jeg!?" Min stemme var pludselig blevet skinger. Det var pinligt i enhver anden situation, men lige der, var jeg ret ligeglad. "Jeg må vide det!"

Dylan tog en dyb indånding. "Ser du." Startede han. Det gik alt for langsomt ifølge mig. "Myrato ligger meget langt fra Danmark. Det undrer mig lidt, at du er her, når du er så forvirret. Jeg kan forstå, at du ikke er på rejse."

"Hvor kommer det med rejse ind?" Nærmest råbte jeg. Dylan trak sig lidt tilbage.

"Har du ikke en måde at komme tilbage på? Hvordan kom du herhen?" Spurgte han.

Jeg kunne lige så godt have spurgt mig selv. For hvordan var det lige jeg kom derhen?

Det sidste jeg huskede fra dagen før var den varme kakao og spillet Jokeren, som jeg vandt. Og så selvfølgelig det der blå skær, men det var jo bare underligt.

"Jeg… ved det ikke." Var det eneste jeg kunne sige. Jeg var begyndt at blive godt blød i knæene. Jeg valgte at dumpe ned på en af stolene.

Dylan tog en dyb indånding. "Du kan jo ikke bare være slået i hovedet og så er du her."

Jeg sukkede højlydt af ham.

"Hvad er det sidste du husker?" Dylan trak en anden stol ud og satte sig.

Det irriterede mig, at han spurgte, men han prøvede vel bare at hjælpe.

"Jeg spillede kort. Jeg vandt, og jeg skulle have en gave."

Dylan nikkede. Det mindede mig om en psykolog. En af dem, der lader som om de kender alle ens hemmeligheder og kan løse alverdens mysterier.

"Er der noget i det, som virkede mistænksomt. En eller anden form for lys, lyd eller følelse eller noget, der glødede?"

 Idet han spurgte var det som om jeg følte der var noget rigtigt over det. Jeg kunne bare ikke komme på, hvad det var.

"Altså, jeg havde lukkede øjne, så jeg kunne ikke se så meget. Der var vidst noget blåt lys." indrømmede jeg

Dylan nikkede igen. "Du er sikkert blevet teleporteret."

Jeg rejste mig op af stolen i halv forvirring og protest. "Det er absurd! Det sker kun i sci fi film."

Dylan lagde hovedet på skrå, og anede ikke, hvad han skulle sige.

"Umuligt!" Sagde jeg hurtigt. "Hvordan kommer jeg hjem igen?"

"Du tager bare en af portalerne tilbage."

"Se det lyder jo super nemt" Det var nok lidt for sarkastisk til at Dylan kunne forstå det, for hans svar ville til hver en tid havet gjort ham utrolig dum, hvis det havde været i Danmark.

"Egentlig ikke. Du skal bruge en forholdsvist god magiker for at kunne komme hjem." Han smilede lidt på en utrolig irriterende måde.

"Hvor finder jeg sådan en?" Knurrede jeg.

"Det er derfor Marikta er et godt sted at tage hen."

"Hvorfor ikke bare det der Idabo?"

"Idaiho er der ingen magikere i." Svarede Dylan hurtigt.

Jeg gad slet ikke svare på det der.

"Men hvordan skal jeg kunne komme til Marikta hurtigt nok? Jeg skal hjem hurtigst muligt." Jeg stampede i jorden for at understrege mit alvor.

"Du skal rejse til Marikta."

Jeg vandrede rundt om mig selv, mens mit hoved var ved at springes af tanker, som knap nok nåede at dukke op, før de var erstattet igen.

"Jeg kan ikke bare sådan lige finde til Marikta! Jeg farer vild. Jeg kan ikke engang finde ud af at læse det kort."

Af en eller anden grund smilede Dylan bare. Det irriterede mig, og mindede mig lidt om Nicklas, når man fik lyst til at nakke hans ansigt.

"Jeg kan godt følge dig. Jeg kan snakke med folk og være din tolk."

Det burde have givet mig en mindre ro, men bare tanken om at skulle gå med ham i en hel dag, var slem nok. Men det var kun en dag, og så ville jeg være hjemme igen.

"Men nu synes jeg, at du skal overnatte. Det er sent, og bliver mørkt snart." Det knugede min indvolde at tænke på, hvad jeg skulle gøre af mig selv her, og jeg prøvede at trøste mig med, at det snart ville blive bedre.

"Jeg skal nok lave os noget mad."

Og så var han væk. Hytten blev helt stille, og efterlod mig i min store tankestrøm. Det her var jo alt, alt for absurd. Hvordan i alverden kunne jeg fra det ene øjeblik til det andet være et helt andet sted i universet. Hvorfor kan mennesker pludselig styre vand? Det slog mig pludseligt, at Dylan selv var magiker. Hvorfor kunne han så ikke bare teleportere mig tilbage? Eller var det bare syner, jeg havde? Det kunne også være lige meget.

 

Dylan skubbede døren op med favnen fuld af forskellige ting, jeg ikke havde nogen anelse om, hvad var. Han sagde det var til vores mad, da han på en eller anden måde så mit undrede fjæs. Jeg sagde ikke rigtig noget, mens han fandt en gryde, men det næste han gjorde, fik mig til næsten at falde ned fra stolen. Jeg tror jeg udbrød et eller andet, da det skete, og Dylan fik vidst et lettere chok over det. Men det var en hurtig handling for os begge to. Dylan gjorde knap nok noget. Han lavede et let svirp med hånden før en let strøm af vand fløj ind i rummet. Ja, det fløj! Igen underlige hallucinationer, jeg ved det godt. Men det her var mere ægte. Vandet fløj lige ved siden af mig - jeg kunne faktisk mærke nogle dråber ramme mig og flyve videre - ned i gryden.

"Hvad er der galt?" Spurgte han og så lidt bekymret mod mig.

"Ikke noget." Jeg tog en dyb indånding, da Dylan  tydeligvist ikke købte den.  "Sig mig Dylan, du er magiker, ikk?" Wow. Det var jo indlysende. Dylan nikkede.

"Kan du så ikke teleportere mig tilbage til Jorden?"

Af en eller anden grund lo han en lille smule. Det gav et sug i min mave af irritation og nervøsitet.

"Nej, jeg kan ikke noget inde for den kurs." Sagde han. Han ordnede de forskellige ting - som viste sig at være planter af en art - med lethed. Ingen af tingene lignede noget, jeg havde set i Danmark. En lignede udenpå en muteret rødbede, men indeni var den med grønne og orange ringe. Gulerødderne havde arme som trærødder eller noget. Og så var der denne her underlige ting, der var træfarvet og mindede mig om en vridende slange. Dylan så pludselig på mig. Kender du ikke disse… grønsager?" Spurgte han. Jeg anede ikke hvad jeg skulle svare.

"Øh, nej! Vi har ikke sådan noget,  hvor jeg bor." svarede jeg kortfattet.

"Nå. Men det her er en pasornitro." Jeg gik ud fra at han var slået lidt over på sit volapyksprog, da han sagde det. For det lød virkelig som "pas-ord-nit-roo!" eller sådan noget.

Idet han sagde det ,smed han nogle af den muterede rødbede ned i vandet, som allerede kogte.

"De her er lôk." Han smed nogle små klumper i gryden.

"Det her er en Ishrumnikh." Det skulle forestille at være en gulerod, men de var skåret i stykker.

Og mens han forklarede de sidste mange ting som shameirlarødder og kajogener boblede vandet mere op og fik en lettere orange farve.

Sulten trængte efterhånden helt ind på mig. Samtidig virkede det underligt for mig med tanken om, at skulle smage på denne vegetarret.

Dylan satte tre skåle frem og skeer - alt sammen i træ. Jeg følte mig igen latterligt malplaceret. Oldningen brasede pludselig ind af døren. Han værdigede mig ikke et blik, men begyndte straks af beklage sig til Dylan. Måske over min tilstedeværelse, måske over, at maden ikke var klar endnu.

Dylan svarede ham ikke med det samme, men det kunne da også være lige meget for mig. Jeg anede alligevel ikke, hvad de sagde.  Dylan hældte noget op for os og sagde "velbekomme" til mig, før Bessefar gnavent satte sig og spise sin portion. Jeg skævede ned til den orange supperet. Der var adskillige forskellige klumper i fra forskellige ting. Lugten var fin, men tanken om, at jeg ikke anede, hvad jeg skulle forvente af det, fik det til at vende i min mave. Inden jeg fik taget første skefuld, var Besse allerede færdig. Han sænkede endnu en skål op og åd videre. Der var lidt for stille ifølge mig. Jeg tvang en skefuld op til munden og smagte på det.  Jeg blev faktisk VIRKELIG overrasket. Det smagte af fisk. Helt igennem af fisk. Der var uden tvivl puttet fisk i det. Eller også var det vandet, han havde puttet i, der var klamt. Jeg undgik at smage på resten af maden, mens jeg spiste det. Det var nødvendigt for mig. Både af høflighed og for at stille min egen sult. 

Da jeg havde kæmpet mig igennem første portion,  spurgte Dylan mig smilende, om jeg ville have mere. Jeg måtte styre mig for ikke at råbe "NEJ! Ellers tak!" Jeg mærkede Oldingens blik hvile på mig, og blev nød til at sige ja. Så jeg skulle kæmpe mig igennem endnu en omgang, hvilket du nok kan gætte dig frem til ikke var sagen.

Det var en anelse pinligt, at de andre blev færdige før mig, og blev siddende for at vente på mig.

Det her var ikke en oplevelse, jeg havde lyst til at prøve igen. Da jeg skubbede skålen fra mig, sagde Dylan;

"Du skal sove med mig i nat."

Jeg nåede at tænke på alverdens måder han mente. Skulle vi ligge i ske?

Jeg sagde ikke noget til det.

"Jeg skal nok vise dig hvor. Vi rejser i morgen tidligt, så jeg anbefaler, at vi lægger os til ro nu."

Vi rejste os alle tre synkront. Jeg undgik igen Oldingens blik, men jeg kunne stadig mærke hans blik hvile på mig. Dylan viste mig sit værelse… hvis det nu overhoved kunne kaldes et værelse. Der var ingenting i rummet, der var kun plads til, hvad der kunne svare til to senge. Så den ene halvdel af værelset var fyldt. Der var intet skrivebord, ingen computer, ingenting!

"Det her er så, hvor du skal sove." Han henviste til sin seng. Det var ikke engang 1-stjerners seng. Jeg kunne dog ikke få mig selv til at klage. Næsten med det samme mærkede jeg trætheden vælde over mig. Jeg sagde ikke noget til Dylan, jeg lagde mig bare over i sengen. Den var værre end jeg kunne håbe på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...