The Great Adventures of...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Hele min krop reagerede instinktivt, da jeg så dem, og jeg for op for at springe over på den anden side af stendyngen. Der var 5 af dem. Grålige bæster... Jeg kunne kun tænke på en ting: løb... Da David pludselig vågner op i en ukendt verden, har han kun et mål; at komme hjem igen. Men rejsen hjem bliver kun mere besværlig, og er ikke så ligetil.

2Likes
0Kommentarer
536Visninger
AA

21. Ny Følgesvend 20. December

Skikkelsen kom gående hen mod mig. Jeg kunne ikke se, hvem det var, For jeg var ikke i stand til at åbne mine øjne ordenligt. Dens gang var helt slørret og fik resten af stedet til at ryste. Den stoppede op lidt foran mig. Drejede hovedet til siden og satte hænderne på siden. Sikkert for at understrege noget, men hvis den sagde noget, kunne jeg ikke høre det. Det var også lige meget. Jeg blev pludselig i stand til at lukke mine øjne helt i. Notuulskoven dukkede op under mig. Ja, under mig. Min paniske højdeskræk trak en anelse ind over mig, før jeg fandt ud af, at jeg drømte. Jeg kunne ikke falde. Faktisk fløj jeg selv. Solen skinnede, og himlen var nogenlunde skyfri med nogle enkelte store skyer rundt omkring. Jeg drejede af inden skoven sluttede. Hvad jeg lavede der oppe i luften vidste jeg ikke. Jeg så ned i skoven, og fik øje på en stor flok med shurnt. Godt de ikke kan flyve tænkte jeg og rakte tunge ned mod dem (ja, det er barnligt, men det var altså en drøm!)

En skygge faldt over mig, og jeg så op til den mægtige Monster, der greb ud efter mig. Jeg lavede et hurtigt sving for at undgå hans greb. Han brølede arrigt, da han ikke fik fat. Han fløj længere op i luften til et nyt angreb. Jeg ledte efter et sted af flygte hen. Jeg kunne i hvert fald ikke blive i luften. Min første tanke var skyerne. Så det var det, jeg gik efter. Det var på flere måder dumt, for jeg fløj lige efter Monster, men han havde nu ikke set mig. Min flyvning blev langsommere og langsommere for hvert slag jeg tog med hænderne. Åh bare han ikke så… jeg nåede slet ikke at ønske færdigt før dragen vendte om mod mig og åbnede ild. Jeg kom ind i skyen. Lige idet han fløj forbi mig. Jeg så rundt på mig selv for at være sikker på, at jeg ikke var blevet ramt. Der var intet. Det næste var den opdagelse jeg gjorde, da jeg fandt ud af, at Monster jo godt vidste, hvor jeg var. Flot David.

Jeg blev ramt i siden, og faldt derfor ned totalt ude af kontrol for at kunne flyve igen. Jeg landede i en trækrone, og kunne se op på Monster, der brølede i triumf oppe i luften. Jeg måtte ned et sted, hvor den ikke kunne komme hen. Det ville sige længere ned. Jeg klatrede ned af træet, hvor jeg holdt mig ind til stammen for at se efter Monster. Han fløj stadig rundt over skoven og brølede. Hvor var han dum. Jeg skulle til at gå, da jeg blev opmærksom på shurntene, der havde omringet mig. Wow! Fra den ene plage til den anden. Jeg ville flyve mellem træerne, men selvfølgelig var det så klassisk, at jeg ikke kunne komme nok op i fart til at kunne flyve. Shurntene fulgte alligevel efter mig. Jeg snublede. En shurnt sprang efter mig og var klar til at dræbe mig. Den nåede ikke så langt, før hele dens krop blev dækket af is. Shurntene blev alle indhyllet. Jeg kantede mig op på benene, da tågen dækkede jorden, og Ishela dukkede op. Hun sendte mig et triumferende smil.

"Nå, så du tænker på at løbe væk?"

 

Det var heldigvis bare en drøm. En meget turbulent en af slagsen. Og så klassisk!

En hests hove dunkede i gulvet. Hvad lavede en hest her? Jeg så op. I den første lange tid undrede jeg mig over, hvorfor jeg så ind i halm. Så gik det pludselig op for mig, hvor jeg var. Jeg var jo kommet til en gård. En af hestene prustede let, og jeg hørte en mand snakke myparitsk til den. Da han stoppede opstod der bare en momoton skrabende lyd. KRIRSHH, FHH, KRRIRSHH, FHH…

Jeg løftede hovedet.

Lyset skinnede ind af vinduerne og en af hestene så ned på mig. Det var underligt, at manden ikke havde vækket mig og smidt mig ud endnu. Jeg måtte hellere se at komme...

"Rushjath." Jeg stak øjeblikligt min hånd ned til oversættelsesstenen, mens jeg sagde "Liuighi".

"Har du sovet behageligt?"

Jeg så hen mod manden, som stod lænet op af sin høtyv ved boksen. Det var ham den mystiske mand, jeg havde set for ikke så mange dage siden. Det var jeg i hvert fald 100 på. 

"Øhm ja." Jeg tvang et smil frem, selvom hele oplevelsen af hans rolighed var vildt akavet. Hvordan kunne han ikke reagere værre, når jeg var trængt ind på hans grund og sov i hans hø? Han kunne jo bare prikke til mig med sin høtyv. Jeg så væk.

"Jeg har lavet morgenmad til dig." Manden smed høtyven fra sig og tog en skål som han rakte mig. Det var underligt. Havde han nu også lavet mad!?

Jeg tog lettere tøvende imod den.

"Jeg håber den smager ordenligt." Det var en grødet ret, der næsten kunne flyde. Det havde en kedelig grå farve, men mindede lidt om majsgrød. Jeg prøvede en skefuld.

Maden var ikke decideret dårlig. Den var bare kedelig, når man havde levet af Dylan og Marcs mad de sidste mange dage. Jeg var nu alligevel blevet sulten, og spiste det op hurtigere end Shellvi kunne dræbe en shurnt.

Manden fortsatte med, hvad han end gjorde i sin monotone bevægelse. Mugede han ud?

Jeg rejste mig. "Undskyld, at jeg bare er gået ind på din grund." Sagde jeg. Det lød kejtet i mine ører. Hvorfor var det nu jeg var taget herhen? Jeg skulle have en følger, der kunne hjælpe mig imod de shurnt.

"Det skal du ikke tænke på. Vi får ofte gæster på den måde. Især i de sidste par dage med Gishnamtak. Har du været til det?"

Jeg undrede mig over, hvordan han kunne have været her på gården til Gishnamtak, når vi så ham ved den sydlige del af Notuulskoven. Selvfølgelig var der 10 dages forskel. Han kunne have nået at lave en hel masse, hvis bare han gik halvt så hurtigt som Shellvi. 

"Jeg var i byen imens, men det var ikke for at deltage."

"Nå. Det er ellers en vild fest."

Manden stillede høtyven fra sig og gik ind i en ny boks til en af hestene. "Vil du hjælpe mig med at strigle hende?" Jeg var ret så forvirret i starten. Hende? Så gik det op for mig, at det var tale om hesten.

"Klart" Det var da det mindste jeg kunne gøre. Han rakte mig en strigle. Jeg tøvede lidt med at gå ind i boksen til hesten, som han allerede stod ved. Den så nu meget rolig ud. Jeg tog oversættelsesstenen med op fra min lomme for ikke at virke for arrogant.

"Hvad bringer dig så hertil? Noget du vil dele?"

Det var sikkert for at lave en icebreaker, men jeg tænkte alt for lang tid over det, mens jeg med lange strøg striglede hestens side.

"Jeg har brug for noget hjælp."

Manden stoppede op og så på mig. "Hvad sker der da?"

Jeg skulle lige til at forklare ham alt omkring shurntene, men tav i stedet. Måske var det dumt at fortælle ham om hundelignende zombier med meget god lugtesans. Det ville nok være for skræmmende at høre på.

"Jeg har brug for at komme til Amoduhfloden, men jeg har ikke meget tid. Jeg har brug for en ledsager, der kender stedet og ved, hvor jeg er."

Manden smilede. "Jamen det kan jeg sagtens hjælpe dig med! Har du et kort?"

Jeg lagde striglen fra mig og trak elverkortet op af min lomme. Jeg fattede ikke mig selv, da jeg gjorde det. Jeg kendte jo slet ikke manden.

Jeg bredte kortet ud på jorden uden for boksene. Han havde færdigstriglet hesten kort efter.

Han så ned på kortet. "Vi er lige her." Han pegede ned på et sted nord for Amoduchfloden, men sydvest fra Marikta. "Hvor er det du skal hen?" Spurgte han.

Jeg prøvede at huske, hvor den orange prik normalt var ved Amoduchfloden.

"Jeg skal her hen."

"Aha! Det er nogenlunde omkring en dagsrejse herfra." Han rejste sig som om vi var færdig med at snakke om det. Jeg pakkede roligt kortet sammen.

"Kan du føre mig dertil?" Spurgte jeg.

Manden smilede, mens han kløede sig i skægget. Jeg fik en underlig følelse i maven, som om hans bevægelse gendannede erindringer jeg ikke før kunne huske. Problemet var bare, at jeg ikke anede hvad det var. Noget omkring det skæg og den bevægelse. Noget hjemmefra.

"Jo det kan jeg sagtens. Jeg tager lige ind og pakker." Han drejede straks om og forsvandt.

Lige så snart han var gået, pressede alle mine underlige tanker om ham frem.

Jeg havde en egentlig en mase spørgsmål til ham. Spørgsmål til det, han sagde om Shellvi.

 

Da han vendte tilbage, var der gået en del tid. Jeg havde sat mig til at strigle hesten lidt mere, mens jeg talte til den. Heste var nogle underlige nogle. Jeg kunne ikke finde ud af, om jeg brød mig om dem eller ej. Den virkede bare så rolig, men jeg vidste, at den sagtens kunne træde mig ned.

"Vi tager af sted med det samme." Sagde han gik ind til en af hestene. Tanken om endelig at skule ride på en rigtig hest skræmte mig faktisk ikke specielt meget længere. Nu havde jeg jo både taget edderkopper og drager. Heste måtte da minde lidt om mojoyer.

Manden førte hesten ud af boksen og videre ud af stalden. "Tager du lige hende med ud?" Spurgte han

"øhm… jo." Jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg førte hesten, men manden fik det til at se så let ud. Jeg stillede mig foran hesten og rakte hånden mod den, mens jeg lavede en klikkende lyd. Det var overhoved ikke sådan manden havde gjort det, og jeg så sikkert også rigtig dum ud. Heldigvis forstod hesten mit tegn og begyndte at gå. Jeg var i starten ved at blive trampet ned, men skyndte mig at flytte mig.

"Vi skal lige have ordnet hestene." Sagde manden, da jeg kom ud.

"Fedt! Hvor finder man sadlen?" Spurgte jeg.

Manden grinede. Det var irriterende. "Notuulskoven har mange farer, og disse dyr har mange år på sig. Det er ikke sikkert at de kan løbe fra ulvene eller holde til det ujævne terræn på heden."

Jeg irriterede mig over mit spørgsmål. Hvis jeg bare havde holdt mund, ville det her ikke være sket.

"Hestene skal bare ud på folden."

Mens han tog to heste, tog jeg den ene, jeg havde. Det var godt nok specielt, at de bare blev ført uden hovedtøj, for ingen af hestene havde noget på.

Mens vi gik hen af stien til foldene, blev min hest ilter. Den tog nogle ekstra skridt og ville sikkert gerne op i galop, hvis ikke jeg gik foran den .

Manden sagde nogle beroligende ord på myparitsk, men det fik ikke hoppen til at falde ned. Han nåede knap nok at åbne for folden før hesten galopperede forbi mig og ud på græsset. Jeg var ved at blive væltet. Det er derfor man har heste i træktorv og ikke frit.

Manden så undskyldende på mig. "Det beklager jeg meget. Hun har det altid med at blive overlykkelig, når de skal derud." De andre stod stadig ved hans side. Han sagde en rolig lyd før de som i trance kom i gang og gik ud i folden.

"Men har du noget imod det?"

Jeg havde faktisk en del imod det! Alligevel hørte jeg mig selv sige "Nej, det er okay."

"Jeg beklager stadig…øhm… hvad er dit navn unge herre?"

Han behøvede altså ikke gøre noget videre ud af den undskyldning. Jeg ville nok klare mig alligevel.

"David, og du?"

"David."  Han smagte virkelig på mit navn. Lad da vær med det! "Mit navn er Ackno."

Ja jeg ved, hvad du tænker. Endnu et specielt navn. Det var oven i købet værre end Dylans, men man kunne da tro, at jeg havde vænnet mig til sådan nogle specielle navne. Næh nej! Kunne folk ikke bare hedde noget normalt.

"Ackno." Jeg sagde navnet og  lidt længere tid end han havde gjort ved mit. "Hyggeligt at møde dig."

 

Ackno viste mig til gårdens hovedbygning. Jeg fik fornemmelsen af, at han levede som en velhavende mand. Huset var enormt, og der var virkelig mange rum. Jeg fik lov til at se rundt, mens Ackno pakkede (ja, han havde sagt, at han ville gøre det før. Det havde åbenbart været noget andet.) Ackno havde en stor husholdning, forstået sådan, at der var mange mennesker. Det var nu også ret logisk, når nu der var så mange rum. Ud over mange rum, var der også sygt mange ting. Flere af dem var noget, jeg syntes at have set før.

Ackno dukkede op, mens jeg stod og betragtede deres stue med et mega langt bord. Den familie havde godt nok plads til mange mennesker. Jeg havde ikke fysisk kontakt med stenen, og forstod derfor ikke, hvad han sagde.

"Hvad sagde du?" Spurgte jeg, da jeg rørte stenen.

"Jeg tænker vi tager af sted nu" Sagde han og rykkede ekstra godt i sin rygsæk. Det mindede mig om noget fra skolen. Det var så underligt, den måde han gjorde det på.

Jeg skulle tilbage til stalden for at hente mine ting. Det havde jeg smidt fra mig, før jeg var faldet i søvn (forestil dig lige at sove med taske på. Det ville jo være en smertende søvn.)

Men i hvert fald tog vi af sted fra gården, som viste sig at være endnu større, end jeg havde set før. Det var som sin hel egen lille by.

"Hvad skal du lave ved Amoduchfloden?" Spurgte Achno.

Jeg vidste ikke, om det var en speciel god ide at sige det.

"Bare se den. Det er en af de ting jeg vil hen og se før jeg forsvinder herfra." Jeg håbede han forstod det som at jeg snart ville dø.

"Okay. Hvor kommer du da fra?" Han studerede mit ansigt. Jeg tænkte som en gal. Hvad var det nu, der var blevet sagt af andre. Jeg kunne også bare komme med et bynavn.

"Mythenia." Sagde jeg kort.

Ackno begyndte at grine. "Hvordan kam det være, at du så aldrig har været ved Amoduchfloden? Det ligger jo så tæt på."

Så tæt på var det da heller ikke. Nå. Jeg tænkte videre. "Det var bare et stoppested. Jeg kommer rigtigt fra Adjelkash."

Ackno blev tavs. "Jah så kan jeg bedre forstå det. Så en adparitser. Du må have rejst længe. Hvordan kan det være, at sådan en ung knægt som dig går alene?"

Hvorfor stillede han så sådan et spørgsmål? Han havde jo set Shellvi og Dylan.

"Det gjorde jeg heller ikke i starten. Jeg havde nogle følgesvende." Mærk hentydningen! Fat nu, at du har snakket til mig før, og har sat spørgsmålstegn ved Shellvis pålidelighed!

"hmn… Hvad laver de så nu?"

Okay. Det der satte grænsen.

"Det ved du da godt. Du havde selv siddet og snakket med mig og Dylan før."

Ackno så undrende på mig. "Har jeg gjort det?"

Den mand havde godt nok hukommelsestab.

"Ja! Ved den sydlige del af Notuulskoven!"

Han så meget tænkende ud. "Er du sikker på, at du ikke forveksler mig med en anden?"

Det kunne da godt være, at jeg tog fejl, og byttede rundt på ansigter. Jeg var ellers så sikker på, at det var ham.

"Nå så må jeg huske forkert."

Men hvis jeg huskede det forkert, hvordan kunne jeg så være så sikker på, at det var Ackno, der havde siddet og anklaget Shellvi.

"Men de andre er taget andre steder hen. Vi har aftalt at mødes i Marikta igen senere."

Ja senere…Gid Shellvi og Dylan var her. Hvis Shellvi var her, kun jeg vide, hvor den anden del af orgosgonen var. Så ville jeg være fri for at være så bekymret over de dumme Shurnt. Hvad nu hvis den mystiske mand virkelig havde ret alligevel. Ja, vi skulle mødes i Marikta hos Marc, men ville hun komme?

 

Ackno og jeg fortsatte i lang tid med at gå indtil solen gik ned. Han ville hellere end gerne slå lejr for natten, og jeg ville ikke gå imod hans vilje. Jeg prøvede ikke at tænke for meget på, hvor få dage der var til juleaften, og hvor uopnåeligt det var at finde to dele af en orgosgon på 4 dage…4 dage… Sikke en jul...

Achno tændte et bål, og vi spiste i tavshed.

Jeg ville slet ikke tænke på, hvordan dem på Jorden havde det. Jeg lagde mig bare straks ned og sagde "Godnat" til Ackno. Han var selv meget enig i at sove.

Det her med at skulle ligge og se op på en stjerneklar himmel, mens tiden gik, var ikke noget jeg havde lyst til lige nu. Men da jeg ikke kunne sove, kunne jeg ikke  undgå at beundre stjernehimlen. Hvorfor var Danmark så fesen med deres himmel? Det her var da så meget værd at tage et billede af. Ikke kun et, men millioner.

En snorkende lyd fik mig til at se mod Ackno. Den var så høj, at alle vilde dyr forhåbentligt ville holde sig langt væk. Flere gange lød han som om han var kvalt. Det var overhoved ikke ligesom med Dylan og Shellvi. Altså… de snorkede da ikke… eller Dylan gjorde lidt, men det var jo ikke på nogen måde på niveau med det her!

Hvordan skulle man kunne sove for sådan en larm!?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...