The Great Adventures of...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Hele min krop reagerede instinktivt, da jeg så dem, og jeg for op for at springe over på den anden side af stendyngen. Der var 5 af dem. Grålige bæster... Jeg kunne kun tænke på en ting: løb... Da David pludselig vågner op i en ukendt verden, har han kun et mål; at komme hjem igen. Men rejsen hjem bliver kun mere besværlig, og er ikke så ligetil.

2Likes
0Kommentarer
551Visninger
AA

16. Mørkets gange 15. December

Der var selvfølgelig ikke nogen grund til at prøve at flygte. Det var uhørt! Shellvi havde på ingen måde overdrevet, da hun sagde, at edderkopperne herinde var store.

Den, der havde snuppet mig, havde ben på to meter hver. Det var sygt! Så kan der være tale om en stor edderkop.

 

Jeg havde ikke nået at løbe specielt langt før den i utrolig hurtig fart havde løbet efter mig, og fanget mine ben i spind. Jeg tror jeg skreg. Den trak mig til sig. Jeg kunne se dens mange øjne stirre på mig. Den løftede mig op. I et nu begyndte den at dreje mig rundt. Den pakkede mig ind. Og jeg var fuldt levende. På trods af, at jeg kæmpede af alle kræfter for at komme fri, virkede det ikke. Spindet var klistret og hang for godt sammen. Det var ikke det samme som de små derhjemme. Jeg forventede, at den snart ville give mig gift, men det skete ikke. Jeg var bare bundet fast. Jeg blev lagt på jorden. Det var mit snit til at kæmpe mig væk. Jeg prøvede at kæmpe mig ud af det igen, men det virkede ikke. Jeg sad fast. Jeg kunne se ud fra nogle huller i spindet, at den var i gang med at pakke en shurnt ind. Jeg kunne ikke se, om dyret bevægede sig. Den var nok død.

Jeg kunne have skreget, da jeg igen blev løftet op. Jeg vidste pludselig hvordan Frodo fra Ringenes Herre havde det, bortset fra, at han var bedøvet, og Sam ikke var der i mit tilfælde.

Jeg kunne ikke mærke, at edderkoppen gik. Jeg kunne kun fornemme, at min puppe var ved siden af shurnten. Min balanceevne fortalte mig, at jeg havde hoved nedad, og hvis edderkoppen tabte mig, ville jeg falde ned i afgrunden. Natten blev pludselig fuldstændig mørk. Jeg kunne ikke finde ud af, om der var varmere herinde, eller om det var spinnet, der hjalp på varmen. Edderkoppen kom med nogle hvislende lyde.

Hele hulen ekkoede af en rislende lyd. Det tog en del tid for mig, for jeg opdagede, at den rislende lyd var lyden af 1000-vis af edderkopper. Ud fra mit synsfelt kunne jeg se flere, der kravlede af sted. Det undrede mig, at der ikke var helt mørkt i hulen. Jeg kunne fornemme omrids fra væggene og de edderkopper, der sad derpå. Jeg kunne ikke se, hvor de så henad, men hvilken forskel gjorde det? De fik det til at løbe mig koldt ned at ryggen. Jeg lukkede øjnene hård i, og håbede straks på, at Shellvi og Dylan var på sporet efter mig. Min bærer kom igen med nogle hvislende lyde. De andre edderkopper svarede den i et kor af samme lyde.

Min puls steg, da alt lyd forsvandt. Jeg var lige ved at få tinnitus af den stilhed, der efterfulgte. Forsigtigt åbnede jeg øjnene. Min bærer lagde mig og shurnten ned. Edderkopperne gik med et i gang med en høj hvisl, der fik det til at lyde som et råb. Igen løb det mig koldt ned af ryggen. De ville æde mig. 100-vis af edderkopper løb samme vej ud fra mit synsfelt.

Inden jeg kunne kæmpe for mit liv, blev jeg løftet op. Jeg prøvede igen at komme fri, mens edderkoppen hvislede en masse. Jeg blev vendt med hovedet nedad, så jeg kunne se jorden, der rykkede sig under mig. Jeg kæmpede stadig. Jeg ville ikke lade mit liv i en edderkops klør.

Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg havde hovedet nederst og blev ført af sted. Jeg mistede tidsfornemmelsen. Min puls faldt. Min hjerne gik i fokus. Jeg måtte finde en måde at komme væk på. Shellvi havde sagt, at hun kendte den ældste af dem. Det måtte betyde, at hun kunne snakke med dem. Hvis hun kunne snakke med dem… en tanke formede sig i mit hoved.

Oversættelsesstenen kunne oversætte ethvert sprog. Der ville også betyde edderkoppesprog. Jeg kunne heldigvis få min hånd ned i lommen.

"Sæt mig ned!" Sagde jeg.

Edderkoppen stivnede i sådan et ryk, at jeg kunne mærke det. Den hvisl blev til ord.

"Jeg troede ellers ikke du kunne forstå, hvad jeg sagde." Det virkede så underligt, at den pudselig havde en stemme.

"Men det kan jeg altså. Slip mig så fri!" Sagde jeg.

"Det tror jeg ikke du vil ønske dig." Sagde den roligt. Dens hæse stemme lød rolig. Det måtte være hunkøn.

"Selvfølgelig vil jeg ud!" Insisterede jeg.

Jeg mærkede, at jeg blev sat ned.

"Jeg anbefaler, at du bliver derinde for i nat." Sagde den. Jeg havde da på ingen måde lyst til at blive inde i et spind. "Det kan være farligt for dig at være andre steder end her."

"Men så luk mig ud! Jeg skal nok blive lige her."

Edderkoppen kom med en rallende lyd - en latter?

"Det gør ikke nogen forskel. Så længe du er derinde, kommer du ikke noget til. Jeg synes du skal sove nu."

"Er du skør? Jeg kan da ikke sove inde i et spind. Hvordan kan jeg vide, at du ikke snyde mig og æder mig?"

Edderkoppen lo igen.

"Fordi alle i denne hule har lovet en bekendt ikke at spise Den Talende Race." Jeg havde lyst til at spørge, om denne bekendte eventuelt var Shellvi, men jeg fik ikke muligheden for det.

Før jeg vidste af det var jeg efterladt i en stille grotte. Ladt til at sove, selvom det var helt igennem svært. Mine tanker kørte tilbage på de andre. Mon de ledte efter mig? Der var en chance for, at de ville finde mig. Samtidig var det ikke helt let, at falde til ro i en hule fyldt med edderkopper, der var større end mig.

 

Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes mig, men jeg var pludselig væk. Om det var timer eller minutter vil jeg overlade til uvisheden. Det føltes i hvert fald ikke rart. Mit hoved var tungt, og jeg drømte bare om en rigtig seng. Jeg nåede ikke at se frem for mig i særlig lang tid før en gigantisk edderkop kom og lukkede mig ud. Jeg gik ud fra, at det var den samme som før.

"Det var på tide." mumlede jeg. Jeg strakte mig. Mine lemmer beklagede sig over ikke at lave noget.

"Du havde brug for det." Svarede edderkoppen.

"Men jeg forstår ikke…" Tanken faldt mig pludselig ind. "Hvorfor redede du mig overhoved fra shurntene?"

Edderkoppen rallede. "Shurnt er et forholdsvist godt måltid. Og tre kan mætte tusinder af os."

Det var ikke lige noget, jeg havde lyst til at blive ved.

"Tak" mumlede jeg.

Det lignede at den nikkede.

"øhm. Ved du noget om en orgosgon, der tilfældigvis skulle være i denne hule?" Om det var klogt at dele det med denne edderkop, vidste jeg ikke. Det var nu værd at prøve.

"En orgosgon her? Det kunne da godt tænkes. Men det er ikke mange, der kommer forbi for at lægge sådan en del fra sig. Jeg siger dig bare held og lykke. Du kan få lov til at tage lige derhen, hvor du vil. Jeg vil bare advare dig om, ikke at fornærme nogen, og slet ikke Tamok."

"Tamok?" Jeg kunne næsten høre i navnet, at det var en med temperament. T-amok.

"Ja. Han er den eneste her, der ikke altid følger det, vi lovede."

Jeg havde meget mindre lyst til at være herinde nu. Tamok, hvem det så end var, kunne være hvor som helst.

"Og hvordan undgår jeg så Tamok?" Spurgte jeg forsigtigt.

"Du skal lade vær med at gå ind på hans område. Så snart du er derinde, ser han dig som en ejendel. Men forhåbentligt møder du ham ikke. Der er mange gange herinde, og en orgosgon kan være alle andre steder."

Det hjalp ikke på mit problem.

"øhm, tak, tror jeg nok…lige en ting til." skyndte jeg mig at sige, inden edderkoppen smuttede sin vej. "Kender du Shellvi?" Jeg kunne da være heldig, at det var denne edderkop.

"Ja, det gør jeg."

Det var en lettelse at vide.

"Kan du få fat i hende?" Spurgte jeg forsigtigt.

Den rallende lyd begyndte at gå mig på nerverne. "Hun skal nok komme af sig selv. Det kommer nok ikke til at tage alt for lang tid før hun er i hulen."

Det var en mindre glæde. Det betød, at jeg faktisk havde en chance for at komme ud herfra, hvis jeg nu kunne finde rundt.

 

Så jeg begyndte at gå en tilfældig vej. I starten havde jeg sygt mange nerver på (underdrivelse), hver eneste gang der var en edderkop til syne, men de ignorerede mig alle sammen. Det fandt jeg ud af efter de første 100. Jeg havde lyst til at trække mit sværd og hugge dem alle sammen ned, men mit sværd var faldet ned i kløften med shurnten, jeg havde dræbt.  Det var måske okay, at jeg havde tabt det. Så kunne jeg ikke dræbe dem og få mig 100.000.000 nye fjender. Mens jeg lyttede til den rislende lyd af kravlende spindere, fulgte jeg de stier, hvor der var mindst af dem. Over alt mod væggene var der edderkoppespind. Heldigvis var intet af det klistrende spind ligesom i Ringenes Herre. Jeg kom til at gå ind i noget, og det løb mig uhyggelig koldt ned af ryggen, men det var utroligt nok lige så blødt som silke. Der var en mindre hule med det, men jeg ville ikke derind, da hele gulvet var i bevægelse af små edderkopper.

Jeg tog i stedet de store gange. Dem, hvor de gigantiske edderkopper så mod mig og hvæsede, når jeg gik forbi. Der var flere gange, hvor jeg virkelig troede, at de ville gå til angreb, men de stoppede sig selv konstant.

Jeg blev til sidst træt af at skulle se i mørke. Jeg kunne lige så godt udnytte, at jeg havde masser af strøm på mobilen. Jeg tændte lyset på den, og grotten, jeg stod i, fik et gråligt skær. Adskillige edderkopper trak sig langt væk fra mig, mens de hvæsede endnu højere. Det var en utrolig fart de forsvandt med. Jeg gik ud fra, at det var et godt tegn.

Grotterne virkede ikke mindre harmløse af, at jeg havde lyset på, men edderkopperne var ikke begejstrede for mit lys. Jeg gik derinde i timevis uden rigtig at vide, hvor jeg gik hen. Jeg havde ingen stedfornemmelse. Det var nu heller ikke let, når nu man ikke anede, hvor langt inde man var. Shellvi havde ret, da hun sagde at stedet her var komplekst. Det var ikke lige sådan til at finde rundt.

Efterhånden, som jeg gik inde i en enorm hule, kunne jeg fornemme, at farverne blev klarere. Mængden og størrelsen af edderkopper var også forsvundet markant. Stedet var overpyntet med spind, der nogle steder hang i klumper som om, der lå noget inde i det. Jeg valgte at lade vær med at tænke videre på, hvad det kunne være. På jorden lå der skeletter. Jeg kunne ikke bestemme dyrene, men kunne det ikke også være lige meget? Det her var i hvert fald et spisekammer.

Jeg valgte at gå imod lyset. Hvis jeg var heldig, ville det være min vej ud herfra!

Som medsvar blev mine øjne blændet af solens lys. Det var en lettelse at kunne komme ud igen. Det føltes som en evighed siden jeg havde set dens lys. Det var et savn, jeg havde fortrængt (meget poetisk, ja, jeg ved det).

Jeg slukkede lyset på min mobil og løb ud mod lyset.

Da sollyset omsluttede mig, blev jeg fuldstændig blind. Det var i sidste øjeblik, at jeg fik stoppet mig selv. Mit syn kom langsomt tilbage. Lige foran mine fødder bredte kløften sig ud. Der var stadig langt ned, men der var også langt op til toppen. Det gav pludselig mening for mig, hvorfor jeg ikke havde kunne se hulen deroppefra. Der var ikke nogen platform, der lige gav et praj om, at der var noget hernede.

Næste store tanke var; Hvordan i alverden skulle jeg komme op!?

Jeg havde ingen ide om, hvordan jeg skulle være i stand til at klatre op. Der var for langt, og mine klatreskills er ikke særlig præsentable.

Irriteret tog jeg mit kort frem.

Jeg lagde hånden på kortet "Tohyah."

De orange pletter lyste op. Jeg så rundt for at finde mig et muligt pejlemærke. Et hak i kløften kunne være nok. Jeg fandt noget længere nede ad kløften, der måtte være markeret nok til at være tegnet på kortet. Jeg så ned på kortet. Hele kløften var snoet og havde få hak - nogle større end andre - der hylede min hjerne ud af den. Hvor i alverden kunne jeg være på sådan et kort. Jeg havde ingen anelse om, hvor jeg kunne være lige nu. Edderkoppen havde ikke gået særlig i lang tid med mig før vi var klatret ned af Torokløften. Jeg måtte have sat mig lige over hulen uden at vide det. Med mindre den selvfølgelig var fulgt efter mig.

Jeg lagde fingere på den orange plet ved Torokløften. Efter lidt tid dukkede det blå lys op og viste billedet af det mørke hulrum. Jeg prøvede igen at gennemsøge det for tegn på noget fra edderkoppehulen. Det første problem var, at der ikke som sådan var så ujævn en overflade i edderkoppehulen. Nogen havde tydeligvis taget en tromle og jævnet det med jorden. Sådan var det i stort set alle gangene herinde. I hvert fald dem jeg havde været igennem.

Det måtte betyde, at jeg skulle endnu længere ind i grotten.

Jeg så rundt i kløften. Der måtte være andre huler. Måske tog Shellvi fejl. Orgosgonen var ikke herinde. Det måtte være en anden hule den skulle være i. Jeg vendte kortet rundt. Måske havde jeg læst kortet forkert. Måske var edderkoppen, der havde bortført mig, sprunget over kløften uden jeg havde lagt mærke til det. Men kunne de springe så langt? Hvis man så ned på kortet, kunne det sagtens tænkes, at jeg var et forkert sted.

 

Mens jeg stadig overvejede mit næste træk til at kunne komme over kløften, faldt en skygge over mig. Jeg nåede ikke at se op før et brøl rystede jorden. Jeg tænkte straks, at det var Monster, men dette brøl var langt skarpere med en hæs klang. Dragen var helt sort. Den fløj med kurs direkte mod mig. Det kriblede under min hud. Jeg havde på fornemmelse, at jeg ikke kunne spørge denne drage om hjælp. Jeg pakkede straks kortet væk. Et sted længere væk svarede et andet brøl. De to drager udvekslede sammen flere brøl indtil den synlige drage fløj forbi mig. Den havde ikke set mig. Det var heldigt. I det samme jeg havde tænkt det, landede dragen på kløften på den anden side. Den snusede op i luften, som om den havde fået færten af noget.

"Den lugt kender jeg."

Det gav et sug i mig, at jeg kunne forstå den, men så kom jeg i tanke om , at jeg havde taget min hånd i lommen, og nu knugede om stenen. Jeg trak mig straks tilbage i sikkerhed op af hulevæggen. Det var bare sådan, at dragen sagtens ville kunne komme herind. Hvis den havde lyst til at æde mig, ville jeg ikke have en chance med mindre jeg kom ind i mindre gange. Med det samme besluttede jeg mig for, at det nok var en god ide at løbe. Jeg holdt oversættelsesstenen i hånden, hvis det nu blev nødvendigt.

"Har du virkelig tænkt dig at gemme dig derinde?" Dens stemme borede sig ind i min hjerne. Mit hjerte sprang et slag over, da jeg satte i spurt ind i hulen igen. "Du kan ikke gemme dig. Din lugt er alt, alt for genkendelig."

Hele hulen ekkoede, da lyset forsvandt fra hulen. Dragen landede lige i indgangen. Den knurrede. Jeg vidste, at den havde set mig. Jeg slap stenen for at løbe endnu hurtigere. Dragen satte mod mig. Hulen, jeg kom ind i, var alt for mørk, og jeg snublede over adskillige skeletter, som jeg støttede af på. Mine hænder blev fedtet ind i noget stads, jeg ikke ville vide, hvad var. Bag mig kunne jeg høre grunden knase, når dragen rendte efter mig. Jeg tog en tilfældig gang, der virkede til at være smallere. Kanterne hvislede, da jeg løb forbi, men dragen var ligeglad. Dens brøl fik hulen til at ryste. Det gav mig hovedpine. Min puls havde nået et maksimum. Jeg så mig tilbage lige til at se noget, jeg aldrig i mit liv ville glemme. Dragens hoved blev fuldt synligt, da den åbnede sit gab. Jeg fandt en endnu mindre gang, et menneske fint kunne komme igennem. Ilden buldrede forbi mig. Den var helt sort, men alligevel oplyste den hele grotten. Varme lammede mig for en stund, og mange edderkopper faldt ned fra loftet. Jeg tvang mig selv til at træde væk. Dragen brølede arrigt. Jeg trak mig langsomt væk. Hvert øjeblik, der skulle være, kunne den dukke frem og stirre på mig med et hjertestoppende blik. Så ville jeg være død. Shellvi og Dylan kunne ikke redde mig her.

Jeg kunne ikke blive her. Den ville finde mig. Jeg måtte tage videre. Jeg kunne kun håbe på, at orgosgonen var her. Dragen brølede. Jeg fortsatte ned af den gang, jeg nu var løbet ind på. Jeg havde ikke lyst til at se mig tilbage. Jeg havde slet ikke lyst til at vide, om dragen måske ville komme tilbage.

 

Efterhånden, som jeg gik, virkede det som om, at grotten blev lysere. Jeg satte farten en anelse op. Nu havde jeg endelig fundet en anden udgang. Dragens brøl ekkoede stadig ned af gangene, men de var blevet reduceret til et minimum. Grotten foldede sig ud. Solens lys skinnede ind i en søjle fra et hul for oven. Grotten var overfyldt med underlige ting. Det mindede om en losseplads. Høje bunker af alt muligt fra ødelagte stole til guldkæder. Og der var 100-vis af dem. Hvis vi havde startet med at lede efter orgosgonen her, ville jeg uden videre have troet, at noget af det her var min billet hjemad. Jeg tog kortet frem igen. Jeg havde glemt at sige "idoma" sidst, så de orange pletter var stadig fremme. Jeg lagde fingeren på kortet.

Kortet viste igen et hulrum, der havde adskillige bakker. Rummet var mørkt.

Jeg så op igen. Søjlen af lys havde rykket sig markant. Så længe havde jeg da ikke være herinde?

Det undrede mig egentlig, at der intet edderkoppespind var herinde. Hele stedet var meget mere indbydende end resten af gangene, jeg havde været igennem i dag. Jeg besluttede mig for at tjekke stedet ud.

"Idoma"

Gad vide, hvem der havde været her, siden alle de ting var her. Det meste var total uden betydning.

Jeg fandt et bord med tre ben, der kun kunne stå, hvis jeg satte en tung, ødelagt vase på.

Efter kort tid fandt jeg en broderet dug, der havde en enkelt gullig plet på sig. Før jeg vidste af det, havde jeg fundet fem tallerkner med skår, tre krus, en lysestage i sølv samt flere knækkede lys.

Jeg fik dækket mit eget lille bord, hvor jeg kunne sidde på en stol og se over på den anden side, hvor jeg også havde dækket op. Bordet var helt klart til, at hele min familie kunne sætte sig. Min mor ville servere flæskesteg i julens anledning, og alle var glade.

Min mave rumlede. Jeg havde ikke spist hele dagen, og jeg havde faktisk slet ikke tænkt over det. Nu havde jeg heller ikke lige valget, når der ikke var noget.

Lyssøjlen forsvandt for en stund, før noget blev kastet ned. Det landede på toppen af en af bakkerne før det rullede ned mod mig. Jeg rejste mig fra stolen.

Det var et sværd. Selve strukturen lignede det, jeg mistede i kamp. Mønsteret var nu anerledes. Jeg valgte at beholde det.

Hulen fik pludselig en hvislende lyd. Der havde været så roligt herinde, at jeg ikke havde tænkt på edderkopperne i lang tid. Jeg så rundt. Noget sagde mig, at jeg skulle smutte. Fra en mørkere hule, jeg ikke havde lagt mærke til før, krøb en af de store edderkopper frem. Jeg stak straks hånden i lommen, da den hvæsede

"...laver sådan en som dig her?" Fik jeg fat i.

"Øhm… undskyld, men du kunne vel ikke sige mig, om du har fundet en lille ting kaldet en orgosgon?" Spurgte jeg og kom med et mindre præcisionssmil.

Edderkoppen rallede. Det var langt mere anderledes end den, der førte mig hertil. "Det har jeg sikkert. Men det er ikke noget, jeg vil dele." Den tårnede sig op over mig. Jeg havde virkelig lyst til at løbe. Hvorfor kunne den ikke bare ignorere mig ligesom de andre gjorde?

"Men du har så mange ting. Hvis du har den, skal jeg bruge den. Ellers kan jeg ikke komme hjem."

"Det er ikke mit problem, hvis du ikke kan komme hjem. Det er mine ting! Du skal ikke tage dem fra mig."

Jeg havde sygt meget lyst til at smide en bemærkning af, men det var virkelig ikke det rigtige tidspunkt.

Et andet problem var, at jeg lige nu stod med et sværd, der lige var kastet ned.

"Alle de ting, der er herinde er mine! Alt, der kommer skal styres af mig."

En endnu større uro bredte sig i min mave.

"Kan du lige uddybe det?" Spurgte jeg. Jeg trak mig nogle skridt tilbage.

"Tåbe! Du ved udmærket, hvad jeg mener! Hvad er du overhoved for en?"

Jeg havde brug for at vide noget nu

"Hvad er dit navn?" Spurgte jeg hurtigt.

Edderkoppen glemte pludselig sit udbrud. Den stoppede fuldstændig op.

"Mit navn er Tamok." Hvad var det nu min kidnapper havde sagt om Tamok? Noget med at han ikke kunne holde sine løfter? Jeg strammede grebet om sværdet.

"Jeg er en David." Svarede jeg bare.

"Dem har jeg aldrig hørt om. Hvor stammer din race fra? Du lugter af menneske."

Jeg prøvede at holde min stemme i ro, da jeg sagde. "Jeg kommer langvejsfra. Faktisk fra Danmark."

Tamok lagde sine forben på hovedet som om den prøvede at komme i tanke om noget. I næste øjeblik havde den glemt det.

"Du David, forsvind fra mit territorium!"

Det skulle ikke siges to gange. Men jeg manglede stadig den orgosgon. "Så du har ikke orgosgonen?" Min stemme rystede en anelse. Tamok rettede alle sine øjne mod mig.

"Du er bange." Sagde den. Hvis en edderkop kunne smile hånende, havde Tamok gjort det lige nu. Den trådte fremad mod mig, og jeg var lige ved at falde ind i mit opstillede bord for at komme væk. "Sig mig David, har du noget imod at komme til middag?" Jeg havde på fornemmelsen, at jeg vidste, hvad der lå i ordet "middag"

"Ellers tak du. Jeg har en anden aftale." Jeg prøvede at smile høfligt, men det var svært, når Tamok var så langt over mig.

"Det var da trist. Vi skal ellers have noget meget fin mad." Tamok trådte igen hen mod mig. Jeg trak sværdet op foran mig. Mit hjerte gik amok.

"Du skal ikke nærmere." Det var totalt dumt af mig. Hvordan kunne jeg true en kæmpestor edderkop? Tamok kunne slå mig ihjel med et snuptag.

"Oh jo jeg skal!" Tamok sprang mod mig, og jeg slap stenen i lommen for at undgå hans udfald mod mig. Det her ville ikke ende godt. Det var kun et spørgsmål om tid før jeg ville blive fældet.

"Likalot!" Blev der råbt et sted fra. Jeg troede jeg så syner, da mit dækkede bord begyndte at flyve. Tallerknerne fandt deres egen bane, da de i hurtig fart fløj lige ind i hovedet på Tamok. Edderkoppen hvæsede og fægtede med sine behårede ben, mens den trådte væk fra mig. Jeg lå bare og så på i vantro, da Shellvi dukkede op fra skyggerne. Hendes ansigt var fordrejet i dyb koncentration. Hendes blik var stålfast. Jeg var glad for, at hun ikke var min fjende.

Tamok hvæsede en masse, og jeg fik hånden ned i lommen lige i tide til at høre ham sige "...han ikke skal tages fra mig." Jeg gik ud fra, at det var mig, han talte om.

Shellvi så hen mod mig før hun svarede.

"Du ved lige så godt som jeg, at det ikke passer. Du burde snart have lært noget om ejerskab."

Jeg rejste mig op.  "Find orgosgonen." Sagde hun, mens hun så direkte på mig.

"Du skal ikke komme og tro, at du kan gøre lige hvad du vil. Du er møgforkælet. Har dine forældre ikke lært dig bedre?" Hvis nogen havde sagt det til mig, havde jeg sikket smadret ham ned. Det var lige præcis, hvad Shellvi gjorde. Hun påkaldte adskillige formularer, der brændte og sendte ting efter ham. Jeg kunne ikke lade vær med at tænker over, hvor overdrevet det var. Tænk, hvis nogen gjorde sådan i Danmark.

Tamok hvæsede en masse ord, der - på trods af min kontakt til oversættelsesstenen - ikke gav nogen mening.

Shellvi trak sit sværd og gik på ham. Edderkoppen skød spind på hende så hendes arm blev dækket til af det. Hun sad fast til grunden.

Tamok gjorde udfald mod hende,  men hun råbte "Likalot!" Som jeg pludselig forstod som "flyt dig!"

Tamok fik pludselig adskillige ting over sig. Hele bunker af alle hans ting fløj op og dækkede ham. Der kom ingen bevægelse fra bunken. Shellvi trak sig fri. Stilheden sænkede sig over stedet.

"Jeg synes ikke du er gået i gang endnu." Det gik op for mig, at jeg var gået totalt i stå med åben mund. Shellvis henvendelse fik mig ud af trancen.

"Øhm jo!" Jeg tænkte så det knagede. "Jeg stod bare lige og grublede over, hvor den kunne være." Shellvi grinede.

"Du kunne jo starte med at kigge efter et blåligt skær." Hun nikkede over mod en af bunkerne. "Men du har nok brug for noget næring nu. Jeg går ud fra, at du ikke har fået noget at spise i dag."

Min mave rumlede kraftigt som svar.

Jeg ved ikke, hvor hun fik det fra, men pludselig havde hun en sandwich i hånden. Jeg tog den hurtigt.

"Det tager jo en evighed at finde et blåt skær herinde." Sagde jeg mellem flere bidder.

"Det bliver snart mørkt. Så må den jo lyse. Vi skal bare passe på Tamok."

"Men er Tamok ikke død?"

I det fremkomne mørke kunne jeg se, at Shellvi rystede på hovedet.

"Han er bare slået ud for noget tid. Han kommer sig nok igen. Der ville være godt, at være væk herfra, når det sker."

Det kunne jeg kun give hende ret i. Vi begyndte at lede mellem de mange bakker af ting. Jeg sørgede for at tage en af bunkerne længst væk fra Tamok. Shellvi rodede højlydt og mumlede uforstående. Jeg kiggede bare rundt for at lede efter noget småt, der lyste blåt. Inden jeg var færdig med at kigge ved den første bunke, havde Shellvi rodet i 5 bunker og lavet 7 nye mindre. Det tog sin tid, før jeg fandt ud af, at hun sorterede det, hun fandt. Jeg kom til at tænkte på Harry Potter serien. Hvordan de bare med et svip med tryllestaven kunne rydde et smadret hus op. Da jeg usikkert spurgte Shellvi, om hun var i stand til det, grinede hun igen.

"Nej desværre ikke det her. Der er alt for mange ting, og det er heller ikke sundt. Desuden ville det tappe alt min energi for et år eller to med alt det, der er her."
"kan du så gøre det?" Jeg ignorerede resten af det hun sagde.

"Ja." Hun holdt en pause. "Det er bare ikke lige min stærke side."

 

Solens lys var nu helt igennem forsvundet fra hulen, og jeg kunne ikke længere se noget. Shellvi fortsatte med at skramle.

"Kan du se i mørke eller noget?? Det er jo ikke til at se en skid her!" Udbrød jeg.

"Har du fundet noget?" Shellvi afveg vidst mit spørgsmål.

"Nej! Det er for mørkt til at kunne se noget!" Råbte jeg tilbage, mens jeg lod som om jeg fægtede i luften efter støtte.

"Det er netop det, der er pointen. Det blå skær kan ses bedre i mørke."

Så jeg blev nød til at se rundt efter noget lysende blåt. Jeg snublede flere gange, og det var da klart. Shellvi fortsatte med at skramle rundt. Hvad bunke var hun nu i gang med? 20? Så længe jeg havde kunne se, havde hun sorteret sine bunker. Det var underligt.

Jeg fik nok af at snuble over ting. Jeg trak min mobil frem og begyndte at lyse. Hele hulen blev dyster. Jeg så rundt. Der var da utallige bunker tilbage, som Shellvi ikke havde set i endnu. Hvordan skulle man nogensinde finde den rigtige bunke?

"Hvordan har du tænkt dig, at vi skal finde den orgosgon herinde!?" Råbte jeg til Shellvi.

 "Bare led. Det burde virkelig være lettere i mørk…" Hun stoppede både sin skramlen OG tale.

"Men jeg kan hverken se noget, og da slet ikke finde den del!"

Hun shh'sede på mig.

"Hvad nu?" udbrød jeg.

"Hvorfor glemte jeg det!" Kunne jeg høre hende hvæse. Jeg tror det var til hende selv.

Jeg lyste min vej hen mod hende.

"David, vi skal hurtigt ud!" Hun tog fat i min arm og trak mig væk.

"Men hvad så med orgosgonen?"

"Vi må finde den i morgen."

"Men hvad hvis vi ikke finder hulrummet igen?" Hvis vi ikke fandt det igen, kunne jeg ikke komme hjem. Jeg ville være tvunget til at bo i Myrato resten af mit liv. Min familie ville aldrig vide, hvor jeg blev af.

"Det bliver vi nød til. Det er ikke helt så svært at finde, som man tror." Shellvi stemme skælvede en anelse. Gad vide, hvad hun tænkte på.

"Shellvi, hvad sker der?" Min mobils lys ramte ind i et spejl, der projekterede lyset videre mod loftet. Hele Shellvis krop reagerede øjeblikligt på den efterfølgende lyd. Jeg hørte også selv lyden, men jeg kunne ikke nå at reagere. Før jeg vidste af det, lå jeg på jorden med Shellvi foran mig. Hun havde trukket sit sværd, mens hun oplyste meget af hulen med sin anden hånd. Det gik op for mig, at hun havde ild ud af hånden. Tamok stod over os og hvæsede af ilden, mens  han trak sig tilbage. Jeg kom op at stå. Jeg trak mit sværd. Hvordan kunne vi ikke have hørt ham?

Shellvi råbte noget ad Tamok, som trak sig tilbage. Hendes ild stoppede.

"Bazinga!" ordene havde en øjebliklig virkning på Tamok. Han krympede sig og løb hurtigt væk fra Shellvi. Direkte hen mod mig. Edderkoppen hvæsede arrigt før den med sit ene ben sparkede mig væk. I næste øjeblik var jeg oppe i luften. Tiden gik langsomt. Jeg tabte min mobil, og kunne svagt se Shellvis fortrydende blik. Det måtte være sådan her de føltes at flyve rigtigt. Bare uden vinger.

I næste nu lammede en voldsom smerte mig. Det sortnede for mine øjne, da smerten skød gennem hele min krop. Jeg kunne ikke få mig selv til at bevæge mig. Blev bare liggende med lukkede øjne og håbede, at mine lemmer var okay. Men det kunne jeg mærke, at de ikke var. Jeg var fløjet direkte ind i en bunke rod. Tamok hvæsede, men hans lyde forstummede. Jeg kunne høre Shellvi komme løbende til mig.

"David!" Råbte hun. Jeg mumlede noget, men kunne ikke få det til at blive til normale ord. Hun stoppede vidst op foran mig, hvor hun sukkede. Hun tog fat i min arm, og jeg mærkede straks en speciel  kraft flyde hele vejen fra min arm videre til resten af min krop. Smerterne forsvandt.

Jeg så på hende, mens hun fik mig op på benene.

"Hvad gjorde du?" Jeg nåede knap at sige ordene før en kvalmende fornemmelse overfaldt mig, og jeg knækkede forover. Shellvi var hurtig til at træde til side.

"David. Orgosgonen." Hendes blik hvilede på noget bag mig.

Jeg havde egentlig ikke lyst til andet end at kaste op. Det var tredje gang jeg gjorde det, hvor Shellvi var indblandet. Jeg kunne  ikke gøre for, at hun besluttede sig for at hele mig. Hvis hun overhoved havde gjort det denne gang. Jeg spyttede den klamme smag i munden ud. Nu, hvor Shellvi sagde det, kunne  jeg selv fornemme et svagt skær af blåt. Jeg så bag os. Forsigtigt, da jeg stadig havde en anelse kvalme.

Det sted, jeg var blevet kastet mod, var lige der, hvor anden del af orgosgonen var. Jeg kantede mig derhen. Hvorfor havde den været så svær at finde, når den første del var så enkel. De shurnt havde ikke været så stor en udfordring. Tænk bare på alle de dage, jeg havde spildt på at lede. Vi kunne nemt være gået forbi den uden at vide det.

Jeg tog den op.

"Vi gjorde det." Mumlede jeg.

Mens jeg så på den, var jeg ikke i tvivl om, at dette var anden del af orgosgonen. Den lignede den første del på en prik.

"Vi må hellere komme ud herfra."Shellvi spejdede rundt i mørket.

Jeg var enig. Det virkede til, at Shellvi havde været i edderkoppehulerne mange gange, for hun tøvede ikke en eneste gang med, hvilken vej vi skulle gå. Jeg nåede alligevel at miste tidsfornemmelsen før månens lys viste sig. Jeg glædede mig så meget til at komme ud i friheden, at jeg løb. Lige indtil jeg kom i tanke om dragen. Den drage, der havde prøvet at æde mig. Jeg stoppede lidt før indgangen. Shellvis tempo var faldet drastisk, og det tog sin tid før hun var kommet helt hen til indgangen. Hun så meget afkræftet ud.

"Hvordan kommer vi op?" Spurgte jeg.

Shellvi støttede sig op af muren.

"Vi kan klatre." Sagde hun tankefuldt.

Af alle mulige ting, havde jeg da ikke lyst til at klatre. Vi havde lige været oppe imod en kæmpestor edderkop. Jeg var i madunderskud. Jeg skulle ikke klatre.

"Vi kan også spørge nogle af edderkopperne, om de vil bære os derop."

Det havde jeg heller ikke lyst til. Men det var den bedste mulighed.

Inden jeg svarede Shellvi, havde hun allerede kontaktet en af de store edderkopper. Jeg tænkte på, hvor lidt den lignede Tamok i forhold til, at de begge to var kæmpestore edderkopper. Tamoks ben var tykkere, mere behårede.

 

Jeg ved snart ikke, hvilke dyr, jeg ikke har fået reddet på. Drager, kæmpetigre, Mojoy'er, edderkopper... Edderkoppen bar os ikke kun op til toppen af Torokløften. Den løb også med os hele vejen mod Notuulskoven. Shellvi forklarede, at de havde slået lejr der. Det undrede mig en anelse, at Dylan ikke var taget med for at lede efter mig. Han var jo trods alt den, der havde kendt mig i længst tid. Det havde sikkert noget at gøre med hans skræk for edderkopper. Shellvi sagde bare, at han sov ud, mens hun ledte.

Edderkoppen satte os af et godt stykke fra et bål. Det var let at se, at det var et bål, for det var det eneste lys i miles omkreds.

Dylan var overlykkelig (måske lidt for lykkelig) for at se mig igen. De fortalte mig deres side af historien, mens Dylan fodrede mig (næsten bogstaveligt).

Jeg ville også fortælle min side, men Shellvi faldt pludselig bare om, mens Dylan talte.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...