The Great Adventures of...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Hele min krop reagerede instinktivt, da jeg så dem, og jeg for op for at springe over på den anden side af stendyngen. Der var 5 af dem. Grålige bæster... Jeg kunne kun tænke på en ting: løb... Da David pludselig vågner op i en ukendt verden, har han kun et mål; at komme hjem igen. Men rejsen hjem bliver kun mere besværlig, og er ikke så ligetil.

2Likes
0Kommentarer
547Visninger
AA

15. Mens de sover 14. December

Jeg kan godt indrømme, at jeg vågnede tidligt den dag, og undrede mig over, hvorfor de andre ikke var stået op. Jeg trak min mobil frem for at spille på den, men klokken var åbenbart kun omkring 5. Efter i nat, hvor jeg irriterende nok også skulle have brækanfald, havde Shellvi sagt at vi nok alligevel ikke skulle videre i dag. Det var ikke godt. Hvad tænke hun dog på! Det var nu den 14 december, og der var kun 10 dage tilbage til jul! Jeg kunne ikke bare blive liggende her og lege syg imens dagene forsvandt! Faktisk havde jeg det jo også meget bedre end før.

Jeg smed alle de dusinvis af tæpper af mig for at gå over til Shellvi, der lå for sig selv i den anden ende af lejren. Dylan havde været mindre strategisk og lægge sig ved siden af mig. Nok mest på grund af, at han skulle sørge for mig. Jeg rystede Shellvi.

"Shellvi. Skal vi ikke snart af sted?"

Shellvi virkede ikke til at reagere med det samme.

"Shellvi! Vågn nu op! Skal vi ikke snart af sted." Jeg ruskede endnu mere i hende.

Hun kom med en beklagende lyd før hun tog en af de der rigtig søvndrukne indåndinger.

"David, gider du lige. Det er ikke engang lyst endnu."

"Jamen vi har ikke tid til at blive her." Sagde jeg frustreret. "Der er ikke tid til at ligge og sove. "

"Bare fordi du sov hele 12. og 13. december betyder det ikke, at vi andre skal straffes, vel?"

Jeg havde lyst til at vrisse af hende.

"Læg dig nu til at sove igen, David." Hun vendte sig om som for at sove igen.

"Men jeg er ikke lyst  til at sove mere! Jeg kan ikke sove mere!"

"Godt med dig David. Jeg tror ikke på, at du er færdig med at skulle kaste op. Der er dumt at udfordre det. Lad venligst vær med at vække Dylan, okay?"

Og før jeg kunne nå at gøre mere, lagde hun sig til at sove igen. Jeg ruskede i hende, men hun ville reagere denne gang.

Så jeg gik tilbage til min seng. Selvom jeg overhoved ikke havde lyst til det, blev jeg der. Det var slet ikke fedt. Min mobil havde stadig masser af strøm selvom der ikke havde været mulighed for at oplade den. Den havde stadig over 90% på trods af, at der var gået 5 dage siden dens opladning. Og jeg havde både brugt lyset og spillet på den… der måtte være et eller andet med den. Gad vide om dens batteri var forbedret.

Men selvom mine tanker kørte, sneglede tiden sig forbi 5 og det blev virkelig for meget. I denne fart ville jeg aldrig komme hjem. Især ikke, når jeg alligevel ikke måtte gå herfra.

Jeg satte mig bestemt op af sengen. Det kunne godt være, at de ikke ville gå nogen steder, men så kunne jeg da selv gøre det! Jeg trak i overtøjet og pakkede bestemt mit kort. Jeg tjekkede, at delen fra orgosgonen stadig lå i min lomme før jeg tog mit sværd. Så kunne man da også lige tage sig noget mad til turen. I min skramlen vågnede Dylan.

"Hvad skal du?" kvækkede han om gned sig i øjnene.

"Bare ud at gå en tur." Svarede jeg roligt.

"Okay. Bare du ikke går for langt væk." Det virkede til, at han stadig sov halvt, og derfor ikke rigtig reagerede på, at det var mig, der skulle gå tur.

Men fint, at han ikke sagde noget imod det. Nu kunne jeg bare gå mod Torokløften. Så kunne jeg være heldig at finde den anden del uden de andre. Og så komme hjem før den 24!

 

Som om jeg bare tog mig en gåtur. Jeg lagde stor afstand til de andre før jeg satte mig ned og undersøgte kortet.

"Tohyah." Sagde jeg, da jeg lagde hånden på kortet. Farverne og sproget bredte sig ud. Som forventet viste den orange prik fra Torokløften sig.

Jeg må sige, at jeg har en ret elendig stedsans nogle gange, men denne gang var jeg næsten sikker på, at jeg skulle mod sydøst. Shellvi havde jo sagt, at anden del af orgosgonen lå i edderkoppehulen, og den var sikkert ved pletten. Ikke noget, jeg havde specielt meget lyst til at komme ind i, men hvor slemt kunne det lige være. Shellvi havde sikkert overdrevet, da hun havde sagt det med deres størrelser. Klassisk skræmmehistorie… men hvad så med de kæmpemyrer - Goraner? Måske var de bare på størrelse med dem. Det var en klam tanke, men alligevel bedre end Harry Potters edderkopper.

Jeg kunne se på kortet, at kløften buede en anelse. Det ville betyde, at jeg kunne spare en masse tid ved at gå ligeud. Så let som ingenting!

"Idoma" Jeg forlod min plads.

Selve det åbne landskab på den anden side af kløften var endnu mere dækket af sne end på denne side. Det var heldigt, at solen ikke var stået op, for så kunne jeg da stadig se frem for mig. Gad vide, hvordan vejret var i Danmark. Det var mandag i dag. Det ville sige, at folk skulle i skole i dag. Haha! Så kunne de lære det! Tænk på, hvor misundelige de ville være, hvis de vidste, at jeg var i en anden verden for at opleve syrede ting. Hvorfor var det lige, jeg kom hertil? Havde disse verdner nogle ukendte paralleller? Det sidste jeg kunne huske fra Jorden var stadig det blå lys. Jeg kunne faktisk også huske min og Rubens samtale med blikket, da… episoden printede sig på min nethinde som et lyn. Der hade været en tredje person, men jeg havde ingen om, hvem det var. Det havde tydeligvis ikke været nogen fra min gruppe. Han hed Cenneth. Jeg havde ingen anelse om, hvilken rolle, han havde spillet i det, men den kunne sagtens have betydet meget.

Efterhånden, som jeg gik, forsvandt Torokløften ud af mit synsfelt. Det var ikke noget, jeg tænkte over med det samme, for kløften skulle jo bue. Det gav mening for mig. Det var bare lige sådan, at det gik lang tid før jeg faktisk OPDAGEDE, at kløften var væk. Jeg dukkede op på en tilfældig borgers mark, og han råbte og skreg af mig som om jeg var en sindssyg tyv. Jeg forstod intet at det, han sagde, før jeg tog fat om oversættelsesstenen.

Jeg prøvede at forklare ham, at jeg skulle finde en hule i Torokløften (jeg undgik bevidst at sige edderkoppehule, da han måske ville flippe ud, hvis han hørte det. Men selvfølgelig kunne han lige så godt have rystet på hovedet af min mindre frygt. Jeg havde nu mest Dylan i tankerne, da jeg undgik det).

Manden kom straks i et andet humør. Han grinede af mig før han fortalte, at jeg var gået HELT forkert! Ifølge ham kunne jeg næsten ikke komme længere væk fra selve kløften. Det var dumt. Men hvad skal man gøre, når man ikke har noget kompas?

Manden pegede mig på rette vej, som jeg håbede var rigtigt. I stedet for at gå ligeud, var jeg vidst gået i et V. Men jeg tog afsked fra denne bonde, som grinede af mig, da jeg forlod ham.

Efterhånden som timerne gik  strakte Torokløften sig endelig ud foran mig igen. Jeg orienterede mig ved kortet inden jeg fortsatte sydpå langs kløften. Jeg holdt godt nok en del afstand så der ikke var fare for at falde ned. (Til jer, der er langsomme til at opfatte det, har jeg højdeskræk - ikke noget slemt, den er der bare. (Lad vær med at sige det til drengene) Jeg kan sagtens tage Det Gyldne Tårn). Jeg ville ikke tænke på, hvad jeg skulle gøre, når jeg kom i nærheden af den 'orange prik'. Flere gange på turen stoppede jeg op og tog kortet frem (nu havde jeg lært af min fejl). Der var altid kun for at kunne konstatere, at jeg var på rette vej. Edderkoppehulen var nu ikke tegnet på kortet. Det burde nu ikke være så svært at vide, hvor jeg skulle gå hen. Langt foran mig strakte Notuulskoven sig frem. Jeg gik forbi en bro, men valgte ikke at gå over den. Så havde den hule bare med at være på denne side. Jeg gik ud fra, at hulen måtte være synlig. Hvis store edderkopper skulle kunne komme igennem, burde det i hvert fald være det.

For at kunne finde hulen, måtte jeg ud mod kanten for at se efter. Solen var heldigvis kommet frem på trods af, at  der var total overskyet.

Den orange plet ved Torokløften på kortet viste, at det var godt et stykke fra Notuulskoven, hvilket jo måtte være den rigtige vej. Den vidste nu ikke sådan et 1:100.000 forhold ligesom på almindelige kort, men jeg gik ud fra, at det var en del kilometer.

 

Jeg holdt en spisepause midt på jorden lige i nærheden af en mindre flod, der endte i et hyggeligt vandfald. Ifølge kortet var det en af enderne på Amoduchfloden. Jeg havde udsigt til kløften foran mig med Notuulskoven på højre og Shellvi og Dylan langt ude af syne mod venstre. Jeg kunne ikke engang se skoven længere. Jeg overvejede om det var en dum ide at være taget af sted bare sådan, men så valgte jeg at nyde udsigten og gennemse revnerne i kløften. De kunne være, at jeg var heldig og finde noget, der kunne ligne en hule eller et andet godt tegn.

Men selvom jeg ville have mine tanker væk fra Shellvi og Dylan, kunne jeg ikke lade vær. Hvis de var vågne nu, hvor klokken var over 14, hvordan ville de så reagere, når nu jeg var væk.

Selvfølgelig ville Dylan nok fortælle, at jeg bare var gået en tur. Men 'bare en tur' tog ikke omkring 9 timer. Det ville max tage en!

Efter en længere gengennemgang af kortet valgte jeg at tage videre. Der var stadig vej endnu. Det ville være pinligt at tage tilbage til de andre efter denne lange tur.

 

Hen på eftermiddagen begyndte jeg at undre mig over, at jeg endnu ikke havde fundet det. Jeg havde set adskillige gange på kortet og fundet nogle mulige pejlemærker, men kløften havde snart en bredde på en kilometer eller sådan noget. Det var i hvert fald blevet bredere. Jeg kunne stadig ikke finde den hule. Jeg havde ingen anelse om, hvor jeg skulle lede henne. Ifølge kortet skulle jeg snart være lige oven på den! Jeg fortrød, at jeg ikke havde taget Shellvi med. Hun ville nu have ventet til i morgen. Tænk, hvis jeg kunne finde den på egen hånd!? Så ville jeg komme hurtigere hjem igen.

Jeg var begyndt at blive godt træt at bare at gå, så jeg trak min mobil frem 16:24 sagde den. Så måtte det være tid til musik. Jeg holdt stadig tempoet, mens jeg gik under mine lydfiler. Heldigt, at jeg ikke brugte Spotify på mobilen, hva? Her in the middle of nowhere ville jeg jo aldrig være i stand til at kunne høre musik med den tjeneste.

Jeg var oven i købet så heldig, at der ikke var nogen mennesker, der kunne grine af mig, mens jeg skrålede falskt til musikken. Jeg fortsatte, mens "Never stop" blev til "Stay'n alive" (ja, gammelt musik, men det kan virkelig også være godt!). Det var lige til at blive forpustet af.

Jeg var nu kommet mega tæt på skoven. Godt nok 50 meter eller sådan, men jeg synes ikke det var nødvendigt at gå de sidste meter for at se om det var der, det var. I stedet valgte jeg at holde pause på stedet og ville spise det sidste af min mad. Solen var for længst forsvundet bag bjergene, og mørket tog kulden med sig.

Jeg irriterende mig over, at der nu var blevet for sent, og at jeg ikke længere kunne være i stand til at finde orgosgonen. Det havde bare været spild af en dag. Nu ville der gå endnu længere tid inden jeg kunne komme hjem, hvis jeg overhoved kunne finde den anden del! Hvis jeg ikke selv kunne, hvordan skulle Shellvi og Dylan så kunne finde den hule. Det her var jo en umulig opgave. Hvor pinligt ville det ikke lige være, når jeg kom tilbage til dem uden noget som helst. Jeg har været ude at gå en hel dag! Ville de mon tage ud og lede efter mig?

Hvordan skulle jeg overhoved kunne finde tilbage i mørke? Jeg så hen på min mobil, og fik bekræftet at jeg havde mere end 70% af dens mulige strøm. Der var mere end rigeligt. Så kunne jeg få lys på min vej og kortet.

Jeg måtte bare sige det, som det var, og så tage imod deres grin. Ligesom deres jokes om min fart.

Jeg pakkede mit kort sammen, men stivnede, da jeg blev opmærksom på lyden af en snerren. Jeg tænkte straks på Monster og Olinus, men det efterfølgende gjald, fik mine nerver til at gå amok. Jeg så bag mig. Fra skyggerne af Notuulskoven dukkede en stor flok sorte klatter op. De havde kursen direkte mod mig. Den forreste gøede. Jeg kom på benene.

"Ikke igen." Mumlede jeg, mens jeg satte i fart væk fra dem. Jeg vidste udmærket godt, at det her ikke lige var noget, jeg kunne slippe fra. Jeg håbede på et mirakel. De forreste kom nærmere. Deres løb var hurtigere end mit. Jeg trak min mobil op for at få lys. Lyset gik lige ud i øjnene på os. Dens slim klattede ud på mig, da den overmandede mig, mens den selv landede længere væk. Jeg landede på mit sværd, men det gjorde ikke ondt. Selvfølgelig skulle jeg bruge mit sværd. Det var nu, det gjaldt. Jeg trak det op. På trods af Shellvi og Dylas træning, følge jeg mig kejtet, da jeg ramte den første shurnt, der kom tæt på igen. Slaget kunne have dræbt den, hvis det havde været hårdt nok. Jeg tænkte på Shellvis ord slå hårdere, ellers virker din kamp ikke optimal

Shurnten var nu ikke begejstret for mit modspil. Den gøede højt og snerrede. De andre shurnt kom hurtigt. Jeg slog mod den næste. Denne gang hårdere, og den hylede. Den næste sprang mod mig, og jeg opdagede den lige i tide til at flytte mig en anelse. Jeg slog mod den med sværdet. Den fjerde  trak mig længere ud mod kløften i min undvigelse. Jeg slog mod den, men den var hurtigere. Alle Shurntene kredsede sig i nærheden af mig. Mit hjerte bankede hurtigt. Jeg trak mig længere ud mod kanten. Overvejede, om jeg skulle springe. Det var ikke et fald, jeg ville overleve.

En ny shurnt angreb mig. Jeg fik sværdet løftet mod dens bryst. Den blev spiddet. Dens vægt var tungere end jeg havde forventet. Den væltede mig omkuld og fladt selv ned i kløften. Den sagde ikke en lyd. Jeg kunne ikke nå at rejse mig før den næste shurnt kom mod mit ansigt. Jeg holdt den væk med mine arme. Dens slim klattede ned på mig som savl. De andre udnyttede også situationen til at angribe mine ben. Jeg sparkede vildt ud efter dem, mens jeg skreg af udmattelse.

Nu var der da ingen chance for, at jeg kom hjem igen. Shellvi Og Dylan ville måske lede forgæves.

Shurnten ved mit ansigt snappede efter dødsstødet. Dens ansigt fordrejede sig i pludselig smerte i stedet for harme. Den hylede, da den blev slynget væk fra mig. Mine ben var også frie. Jeg havde håbet på, at Shellvi og Dylan havde fundet mig, men den kæmpe krop over mig sagde det modsatte. Jeg havde lyst til at løbe.

En shurnt sprang mod en af dens ben, men den blev straks skubbet ud over. Den hylede forfærdelig meget. Den næste blev taget med forbenene. Den blev bidt og kastet hen af jorden. Jeg fandt ud af at bruge mine ben. Jeg ville løbe, men den havde sådan omringet mig. Jeg ville trække mit sværd, men det var faldet med shurnten, jeg dræbte. De resterende 4 shurnt knurrede, før de flygtede fra deres overlegne fjende. Nu ville det snart være min tur til at dø.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...