The Great Adventures of...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Hele min krop reagerede instinktivt, da jeg så dem, og jeg for op for at springe over på den anden side af stendyngen. Der var 5 af dem. Grålige bæster... Jeg kunne kun tænke på en ting: løb... Da David pludselig vågner op i en ukendt verden, har han kun et mål; at komme hjem igen. Men rejsen hjem bliver kun mere besværlig, og er ikke så ligetil.

2Likes
0Kommentarer
539Visninger
AA

2. Jokeren 1. December

"Jeg smutter nu mor" Råbte jeg, før jeg tog min taske. Min mor råbte til mig fra gangen.  Jeg var nær smuttet ud af døren, da hun kom løbende imod mig.

"Husk lige din madpakke." sagde hun og gav mig den i hånden. Hun kyssede mig på kinden, trods mit forsøg på at undgå det.

"Mor, stop det!" Jeg trak mig væk fra hende. Jeg var sikker på at se et strejf af skuffelse i hendes ansigt, men jeg havde ikke tid til at tage mig af det.

"Jeg kommer for sent i skole." Sagde jeg. "Farvel." Og så var jeg ude af døren.

 

Det første, der ramte mig, var den iskolde luft. Jeg skuttede mig, da jeg gik hen ad fortovet. Bilerne susede forbi mig. Jeg håbede bare på snart at kunne være på skolen, selvom jeg vidste, at der ikke ville være lige så varmt som derhjemme. Endnu et dumt vindpust prøvede at bortføre mig, da jeg krydsede gaden. Jeg rettede min skoletaske. En bil kørte forbi og gjorde mig opmærksom på Dan, der allerede havde opdaget mig på den anden side. Han løb over til mig.

"Er du klar til historie?" Spurgte han. Jeg så underligt på ham. Historie? Virkelig? Var han helt væk? Vi  skulle ikke have historie før dagen efter.  "Øhh, vi skal altså ikke have historie i dag." Svarede jeg ham.

"Nej, men i morgen." Han undgik mit blik. "Du ved, den der fremlæggelse."

"Jeg finder på noget." Svarede jeg ham.

Skolen dukkede op foran os, og vi fandt et andet samtaleemne - Jokeren. Nej, det har ikke noget at gøre med en person, der troller eller laver sjovt med alt. Det er sådan set bare det bedste spil i verden, og denne dag havde jeg en vigtig kamp mod nogle af niendeklassernes Bad Guys. Hele gruppen af dem havde tænkt sig at prøve på at vinde over min klasses drenge. Og denne gang ville der være penge i det.

Vi mødte Ruben på gangen.

"Hvorfor skal du altid beklage dig?" Sagde han til en pige. Hun så surt på ham, og hendes blik lyste ud med et hvis-du-ikke-snart-forbedrer-dig-slår-jeg-op-blik. Jeg og Dan lo selvfølgelig af det. Han gav os en irriteret mine, for derefter at vende opmærksomheden mod hende igen. Men hun var allerede smuttet fra os mod sin egen klasse. Vi lo igen. Ruben smilede halvt.

"Så du har fået en ny omgang kæresteproblemer?" Spurgte jeg og daffede ham let med albuen. Han smilede fjoget.

"Tjah, hvad skal jeg sige? Lige siden vi kom sammen, har Sine bare været en nar." Dan og Ruben lo lidt igen, men jeg forblev tavs. Ruben havde ikke snakket om andet end Sine hele sidste uge. Men han havde nu også med at skifte kæreste hver måned. Drengene stoppede hurtigt, da de fandt ud af, at jeg ikke grinede med. Vi gik ind i klassen og mødte Levi. Han sad allerede på sin plads og gjorde sine ting klar til vores dansktime. Jubii. Mærk min entusiasme omkring det...

Jeg smed mine ting ved min plads, og alle samledes ovre ved hans bord. Simon og Asger kom ind ad døren, lige så snart jeg bankede hænderne i bordet.

Levi rettede på sine briller, og sagde det, som jeg tænkte.

"Hvis vi vinder den næste kamp, bliver vi rige." Hans begejstring overgik klart min, og jeg vidste, at det snart ville vende. Jeg ville ikke ligefrem sige, at vi kunne blive rige af det, men det ville være bedre end at få lommepenge. En anden ting, ville så være, at vi selv skulle af med penge, hvis vi tabte, men jeg vidste, at det ikke var en mulighed. Ingen på skolen havde nogensinde slået mig i Jokeren.

 

Vores lærer trådte ind, og kommanderede gruppen til at opløse sig, og sætte os på vores egne pladser (med henvendelse til Ruben, der sad på en anden piges bord og prøvede at charmere sig ind på hende).

 

Jeg vil ikke gå i detaljer i, hvordan Levi sad og bed negle, mens jeg gav mig selv en selvsikker mine på. Vi ville uden tvivl vinde denne kamp. Vores lærers undervisning gik desværre tabt i min underbevidsthed. Vi ville sikkert få den repeteret igen til næste dansktime.

 

Levi tog, ligesom normalt, den kommende oplevelse uden den hårde hånd, som jeg præsterede. Alligevel havde jeg aldrig set ham så nervøs før. Asger var allerede henne og prøve på at berolige hans nerver. Jeg gav et mindre suk fra mig, da jeg rejste mig for at opmuntre ham. Levi var den anden bedste til at spille Jokeren. Vi var det bedste team, men desværre havde han det med at få præstationsangst hver gang vi skulle spille mod nogen uden for klassen. Han så uroligt på mig, da jeg kom mod ham.

"Jeg ved ikke, om jeg kan spille alligevel." Sagde han. Han så ned, da de andre drenge begyndte at grine. "Det er ikke noget nyt." Sagde Simon. "Prøv bare at tænk på dengang med skolelæreren." Sagde Dan. Tanken om den kamp fik alle de andre drenge til at gå total i selvsving. Jeg så op lige i tide til at se klassens seks sidste drenge, der skulede hen mod os idet de tog ud og spillede fodbold.

"Jeg tror snart de er her. Vi må hellere gå ud og gøre os klar." Sagde jeg inden de overhoved nåede at blive færdige med deres grineflip. Levi trak kortene op fra sin taske, og fulgte efter i en stiv gang.

"Slap nu af Levi." Jeg satte mig ved vores personlige spillebord. Levi rettede sine briller, og tvang et smil frem.

"Vi skal nok klare os." Jeg nåede ikke en gang at sende ham et opmuntrende blik, før drengene fra niende kom og forstyrrede den allerede excited atmosfære. Det var deres "leder", Emil (Ja, han hedder Emil. Han er en god blanding af alle sine kendte navnefæller), der tog ordet.

"Nå tabere. Er i klar til at blive fattige?" Nåja. Hvis vi tabte, skulle de selvfølgelig også have noget.

"Klart. Desværre for dig, bliver i nød til at se langt efter en sejr." Svarede jeg ham, "Men hyggeligt at du gad tage publikum med selvom I alligevel taber." Vores intense blikke mødtes. Altså! Fyren havde jo taget hele sin Gang med.

Han fnøs og smilede et prøvende smil. "Du er rap i kæften."

"Men lad os nu komme i gang." Sagde Ruben, som pludselig stod bag mig. "Jeg er dommer, så jeg kan se, at i ikke snyder."

Emil og hans makker satte sig. Han så lidt mistænksomt på Ruben før han påstod, at Ruben ikke var ærlig, og ville have en dommer fra sin egen Gang. Så der blev to dommere efter et lettere skænderi om, hvorvidt Ruben var troværdig eller ej. Da vi endelig stoppede os selv for at spille, så Levi uroligt på mig, før jeg med et blik tilbød ham at dele kortene ud. Igen blev Emil mistænksom.

Det inkluderede derfor en lærer, jeg ikke havde set før. Han virkede ung, og havde skægstubbe, som han godt kunne lide at kæle for.

"Hvad sker der her?" Spurgte han, og så på de kort, som jeg var gået i gang med at dele ud. Jeg fortsatte og lod de andre om at forklare. Altså ikke Emil eller hans gruppe, for de ville jo til hver en tid bare sætte os i et dårligt lys. Heldigvis tog Ruben og Levi ordet, og sørgede godt for, at Emil og hans Gang ikke fik mulighed for at sige noget som helst. Deres forklaring holdt sig til sandheden, og var total objektiv, hvilket passede mig fint. Læreren nikkede og så betænksom ud.

"Så i skal til at spille?" Det var et retorisk spørgsmål. "Men så må jeg hellere blive og sørge for, at der ikke sker flere problemer." Han blinkede fornøjet til Levi. Jeg blev færdig med at dele kort ud, og gav Emil et selvsikkert og udfordrende smil.

"Er I klar?" Spurgte Ruben. Læreren satte sig på en stol.

" 3…2…1...nu!" Og spillet var i gang. Jeg havde næsten med det samme set alle mine bunker, og huskede dem uden problemer. Mine modstandere tog det lidt mere med ro. Jeg så over på Levi, og han gengældte mit blik med en koncentreret mine.

Nej, jeg vil ikke komme ind på alle detaljerne i spillet, men jeg kan sige kort, at det gælder om at få Es, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, knægt, dame og konge i streg. Hurtigst!

Og hvordan kommer titlen så ind i spillet? Enkelt nok! Jokeren kan vende hele spillet. Der er ikke mange, der kan spille dette spil, og finde ud af meningen med jokeren. Og jeg har egentlig heller ikke lyst til at fortælle hvad den gør, for jeg regner ikke med at du på nogen måde gider prøve sådan en hurtigheds- og konkurrencepræget spil.

 

Jeg så på Emil og hans makkers meget koncentrerede blikke. Levi var blevet mere selvsikker, og gav mig et kækt smil før han gjorde, hvad jeg havde forventet. Med det samme han havde banket hånden i bordet, nakkede jeg kortet, og byttede den ud med det kort som han selv skulle bruge. Det var alt for let det her. Jeg fattede ikke, at de niendeklasser ville spilde deres penge på det her. Jeg vendte mine bunker. Levi manglede kun et kort, og så ville han også være færdig. Emil smilede overlegen, da han selv vendte sine bunker. Jeg skævede til Levi. Hvis vi tabte det her… Nej, vi kunne ikke tabe det her. Spillet blev desværre ødelagt, af Ruben der råbte. "Tid!"

Alle så op fra spillet som i trance. Simon mumlede noget uforståeligt før han rejste sig fra sin stol og gik. Emil fnøs igen, og grinede smørret. "Jeg sagde jo, at i ville tabe." Levi rettede sine briller igen (ja, det gør han faktisk tit.). Han skævede hen til mig, for ligesom altid var det min pligt at kunne svare igen.

"Pff. Kalder du det her at tabe? Hvem var det lige, der blev først færdig her?"

Læreren rejste sig. "Nå, i skal vidst til time nu." Sagde han. Jeg så irriteret op på ham. "Hvad hvis jeg siger, at dette spil skal færdiggøres?" Han virkede ikke påvirket at, hvad jeg sagde. "Så siger jeg, at det må vente til næste frikvarter."

Emil og hans makker rejste sig uden et ord tilbage til os. Hele hans Gang var forsvundet som dug for solen, da de kunne se, at han ville tabe. Men det var jo også typisk.

Levi havde allerede pakket kortene væk, og rejste sig med en lettere energiløs udstråling. Det var klart, at han følte sig langt væk fra sejren og pengene.

Jeg fulgte, trods min vilje, efter de andre ind i klassen.

 

Jeg vil ikke dvæle i, hvor meget jeg irriterede mig over Emil og hans Gangs flugt resten af frikvarterene. De var ikke til at finde, og der var ikke rigtig nogen, der så noget til Emil eller hans makker. Lige så snart resten af timerne var færdige, pakkede jeg mine ting, og var lige ved at forsvinde ud af døren, da Simon råbte til mig fra sin plads. "Husk nu at få lavet den fremlæggelse færdig." Sagde han. Jeg tvang et skævt smil frem. "Ja ja, det skal jeg nok. Ses i morgen."

Jeg havde helt glemt kulden. Men blæsten hilste mig i hvert fald velkommen ud med et ordenligt sus.

Jeg halvløb halvdelen af vejen. Min far skulle gerne være hjemme nu.

 

Mine kinder og næse var blevet kolde og røde, da jeg endelig kunne træde ind i varmen fra huset. Der lød noget lavt julemusik fra stuen. Jeg smed mine støvler og kastede jakken hen på knagerne. Jeg gik direkte gennem huset indtil jeg kom til kontoret. Min far sad dybt optaget af sin tændte computer og et bundt papirer på skrivebordet, der i forvejen manglede en kærlig hånd. Jeg følte et stik af uro, mens jeg stod lænet op ad dørrammen og sagde "Hej far."

Hvis han havde ekstra travlt kunne han godt gå hen og blive vred bare man sagde noget til ham. Men denne dag drejede han rundt i stolen og smilede til mig, mens han bredte sin arme ud. "Hej David. Hvordan var din skoledag?" Jeg kom hen og modtog det kram han lagde op til. "Den var fin nok." Vi slap hinanden.

"Far, kan du hjælpe mig med min fremlæggelse?" Spurgte jeg. Ham smilede stadig. "Det vil jeg gerne, men jeg bliver nød til at færdiggøre det her først." Jeg nikkede og drejede om for at gå. "Når jeg er færdig, kan jeg hjælpe dig." Sagde han efter mig.

Men da det blev aftensmadstid, var han stadig ikke færdig. Min mor var kommet hjem for længst, og serverede lasagne. Mine søskende skreg af hinanden. Mener, at det handlede om noget den ene påstod den anden havde gjort. Jeg lukkede af for deres diskussion, og spiste i stedet min mad. Jeg var lige blevet færdig, da min far endelig besluttede sig for at dukke op til aftensmaden. "Nå endelig kommer du." Sagde min mor. Hun smilede, men jeg kunne høre et strejf at utilfredshed i hendes stemme. Han satte sig, mens han svarede, "ja, men jeg skulle lige blive færdig med den sidste stak papirer. Nu mangler jeg kun nogle få mails." Han skovlede lasagne op på sin tallerken.

"Men du har da tid til at hjælpe mig ikk?" Spurgte jeg usikkert.

"Jo, jo" svarede min far mellem to mundfulde lasagne. Jeg rejste mig fra bordet, og gik ind på mit værelse, før min mor kunne nå at komme med indvendinger om, at jeg skulle tage min tallerken til opvaskemaskinen.

 

Mine søskende kom ind for at irritere mig gang på gang, mens jeg sad og skrev med Simon og Dan over Facebook. Jeg råbte ad dem op til flere gange før de opfattede, at de (ligesom enhver anden dag) ikke skulle lege inde på mit værelse - typisk dem. Husk nu fremlæggelsen i morgen,  skrev Simon. Som om jeg skulle glemme at lave den. Jeg ville jo komme til at lave den, når min far var færdig med at tjekke papirer og mails. Selvfølgelig husker jeg det da! Skrev jeg tilbage. Jeg burde snart se til min far, og finde ud af, om han snart var færdig.

Ligesom når man taler om solen, skinner den. Jeg synes bare ikke dens varme nåede mig. Min far så helt igennem udmattet ud. Han næste slæbte sine fødder af sted. Jeg sprang af stolen, og stillede mig foran ham.

"Er du klar til at hjælpe mig nu?" Spurgte jeg og smilede til ham. Han tvang et undskyldende smil frem.

"Ved du hvad David? Jeg er simpelthen for træt til at kunne hjælpe dig nu." Mit smil falmede. "Men jeg vil gerne hjælpe dig i morgen tidligt." Tilføjede han. "Det lover jeg dig." Og med de ord gik han i seng. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...