The Great Adventures of...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Hele min krop reagerede instinktivt, da jeg så dem, og jeg for op for at springe over på den anden side af stendyngen. Der var 5 af dem. Grålige bæster... Jeg kunne kun tænke på en ting: løb... Da David pludselig vågner op i en ukendt verden, har han kun et mål; at komme hjem igen. Men rejsen hjem bliver kun mere besværlig, og er ikke så ligetil.

2Likes
0Kommentarer
537Visninger
AA

13. Ishela 12. December

Ja, hvad havde jeg forventet? Jeg anede ikke, hvem Ishela var. Alligevel kunne jeg ikke lade vær med at gyse, da Shellvi sagde det.

Hun lod mig det synke ind.

"Kan hun så styre is?" Spurgte jeg forsigtigt.

Shellvi nikkede.

"Hvordan vidste du det?" Spurgte Dylan.

"Det fremkommer ud fra hendes navn… Is-hela."

"Kan i ikke dæmpe jer? Ellers går det her galt."

Jeg var glad for, at hun ikke sagde "ellers dør vi alle sammen", men det kunne hun da lige så godt have sagt.

Kulden blev værre, da en isnende vind trak ind i skoven. Shellvi pressede mig nedad.

Stilheden sænkede sig over os. Jeg kunne ikke undgå at høre den utrolige lyd af ting, der blev til is. Alt pludselig lyd forsvandt. Alt ud over isen, der bredte sig mere og mere. Jeg havde lyst til at løbe langt væk herfra. Væk fra denne kulde. Væk fra Ishela. Hvem hun så end var. Dylan skuttede sig før han krøb tættere på mig. Han havde fået iskrystaller på overlæben.

 

Mine tænder begyndte at klapre. Hvor koldt var her nu? -20 grader? Det var koldt. Ishela havde ikke vist sig endnu, men at dømme ud fra Shellvis varsomhed, var hun nær. Pludselig rejste Shellvi sig. Hun var næsten helt synlig, hvis man så ind i skoven. Jeg prøvede at trække hende ned igen, men hun gav sig ikke.

"Hvad laver du?" Hviskede Dylan. Shellvi så mod os.

"Bliv her" Sagde hun. Hvad!? Var hun bims??

"Nej!"

"Hun ved vi er her." Sagde hun. Jeg kunne ikke holde på hende. Mine hænder var pludselig blevet for kolde til at holde fast. Shellvi forsvandt fra skoven. Jeg kunne ikke se hende Ishela, men det var tydeligt at se på Shellvi, at hun stadig var i nærheden. Trods hendes frygt trådte hun ud til fuld synlighed for alle. Tågen indhyllede hende, men vi kunne stadig se hende.

Dylan gøs ved siden af mig.

Fra den isnende tåge hørte jeg en skarp stemme tale. Stemmen var koldere end temperaturen og på trods af, at jeg ikke kunne forstå, hvad der blev sagt, var jeg ikke i tvivl om hadet bag ordene. Jeg fumlede med at nå ind til oversættelsesstenen.

Shellvi svarede i et højt tonefald. Af frygt? En isnende latter ramte mig. Den var skinger og fik det til at løbe mig endnu koldere ned at ryggen.

"Jeg havde nu regnet med at tage helt til byen, så det, at du står her nu, er i sig selv heldigt for mig." Sagde Ishela.

Fra min position kunne jeg se omridset af Shellvi, der gjorde klar til kamp. Hendes hænder var knyttet.

"Du er lidt tidligt på den. Jeg synes du skal tage hjem igen." Sagde hun bestemt

Ud fra tågen trådte en kvinde, der nok var omkring min mors alder - måske yngre, ud. Hendes hår var kulsort, og hendes øjne lyste i et sølvagtigt skær i mørket. Hele hendes hud var ligbleg. Hun havde en speciel tatovering på kinden. Jeg kunne ikke se, hvad det var. Hendes smil var hånligt og hun virkede som om Shellvi ikke var andet end en hund for hende. 

"Nu, hvor vi er her, synes jeg lige så godt vi kan blive her. Det ville jo være synd, hvis jeg skulle tage tilbage efter den lange rejse. Sådan uden at hilse."

"Rawascha" Dylan rykkede igen på sig. Af en eller anden grund oversatte stenen ikke, hvad han sagde, men jeg vidste alligevel, at det betød "fordømt" eller noget i den retning.

"De kommer op i en kamp." Sagde han sammenbidt.

Det var måske en god ting. Shellvi virkede til at være stærk. Stærkere end Dylan. Men det her med tågen og alt isen gjorde Ishela til en farlig fjende. Det skulle jeg ikke være ekspert til at vide.

"Jeg advarer dig Ishela. Tag tilbage!" Shellvi trådte truende et skridt frem. Med det samme lignede det at Ishela kastede en frisbee af tøris til jorden. Den fløj mod Shellvi. Hendes ben blev øjeblikligt fanget af et tykt lag is, der vidst gerne ville brede sig længere op. Shellvi var åbenbart klar, for hendes hænder glødede pludseligt rødt, og ild kom fra fingerspidserne. Hun smeltede isen. Ishela kom tættere på. Hun gik i et roligt tempo som viste, at hun ikke havde travlt. Hendes hånd pegede mod Shellvi. Istapper kom fra alle sider fra tågen mod hende. Det ville dræbe hende. Det var jeg sikker på!

Men så kom jeg i tanke om den dag med kampen mod Dylan. Der, hvor han havde sendt en tsunami efter hende. Shellvi havde dengang afværget den. Denne gang var der allerede is. Selvom min tale får det til at lyde som minutter, skete deres reaktioner mod hinanden på sekunder.

Et gennemsigtigt æg blussede op rundt om Shellvi, og isen smadredes på dens sider uden den tog skade. Den forsvandt lige så hurtigt som den var dukket op, da Shellvi sprang mod Ishela. Hun havde trukket sit sværd og gjorde et udfald mod hende. Et øjeblik fejlede Ishelas kolde blik, men det blev straks dækket igen. Shellvis sværd blev med det samme angrebet. Isen bredte sig ud på det og satte Shellvis hånd fast. Den var for tung til hun kunne bære det. Hun havde nu stadig den anden hånd fri, og det udnyttede hun til at brænde en hånd ned i armen på Ishela. Huden sydede og dampede. Ishela kom med en høj hvæsende lyd, der gav mig de vildeste myrekryb.

Jeg skævede til Dylan, som var...væk. Min hjerne panikkede. Shellvi havde bedt os om at blive. Alligevel var Dylan smuttet. Hvorhen? Var han stukket af? Jeg spejdede ud mod det sidste af tågen. Det kunne være han havde søgt skjul der. Shellvi og Ishela kæmpede videre. Shellvi med ild, mens Ishela prøvede at fryse hende ned. Det var lykkedes Shellvi at få sværdet fra sig. Det lå ikke så langt fra kløftens kant. Hvis de kom til at skubbe det, ville det falde ned. Så var det ikke sikkert, at Shellvi fik det tilbage igen, og hun ville være nødsaget til at hente et nyt i Mythenia. Det ville sinke os yderligere. Og så ville jeg aldrig komme hjem igen. Nej!

Jeg besluttede mig langsomt for at hente sværdet. Det var ikke noget, jeg havde lyst til, men det var nødvendigt for at undgå flere forsinkelser. Shellvi blev kastet væk af et masse is. Det var nu, jeg skulle slå til. Jeg kravlede væk fra deres kamp. I ly af skyggerne i skoven. Ud mod træerne uden rimfrost, som alle de andre træer ellers havde. Jeg stoppede op. Hvorfor havde denne række af træer ikke noget frost på? Der fulgte en sti, hvor der ingen rim var. Det måtte være Dylan. Jeg valgte at følge den, og det vidste sig, at den fulgte ud mod skovkanten. Derfra havde jeg endnu bedre udsyn til Shellvi og Ishelas kamp. Det så ikke godt ud. Samtidig kunne jeg se Dylan nærme sig dem med uendeligt meget vand med sig. Jeg havde ingen anelse om, hvordan han kunne holde det i flydende form og ikke slush ice i denne temperatur. Han lavede et helt spor efter sig, når alt is og rim blev optaget i hans vandboble. Ishela havde ikke set ham. Hvis hun ikke havde set ham, kunne jeg sagtens slippe ud af syne. Med hurtigt bankende hjerte fik jeg overtalt mig selv. Jeg løb ind i tågen, som ikke længere var så tyk som før. Den klamrede sig til jorden og gjorde det lidt udfordrende for mig at se, hvor sværdet var. Jeg blev nød til at se nøje efter det. Bag mig hørte jeg fortsat Shellvi og Ishela kæmpe. Dylan havde ikke nået dem endnu. Jeg fik øje på sværdet og skyndte mig hurtigt derhen. Jeg kunne høre Dylan. Jeg var ikke i tvivl om, at han angreb med sin kæmpe vandboble. Forhåbentlig havde Ishela ikke opdaget ham.

Med et bølgede tågen ind over mig. Kulden gjorde mine kinder følelsesløse og var ved at trække mig bagud. Jeg tog fik fat i sværdet, som stadig var fanget af is. Der var flere tegn på, at Shellvi havde smeltet sin hånd fri. Hele isen sad kun fast på grund af skaftet. Jeg ignorerede tågen, der stadig bølgede ind over mig og slog i stedet sværdet til jorden. Isen flækkede af. Jeg samlede sværdet op og vendte mig om, mens det sidste af tågen flød over mig og gjorde natten mere synlig.

Det gik op for mig, at Ishela, Shellvi og Dylan alle tre kunne se mig. Det eneste, der var galt var, at både Dylan og Shellvi var indespærret i is. Ishela havde stadig ryggen til mig. På trods af, at jeg ikke kunne se hendes ansigt, var jeg sikker på, at hun smilede et ondt, tilfredst smil. Jeg gik i panik. Hun havde slået Shellvi OG Dylan SAMTIDIG! Hvordan skulle jeg så kunne gøre noget? Jeg ville løbe, men mine ben var som naglet til stedet. Jeg stod og så dum ud med begge hænder holdende om sværdet. Hvad skulle jeg gøre? Hvordan overvinder man en snedronning, når man er et håbløst tilfælde? Idet Ishela vendte sig mod mig, gik en større isnende kulde igennem mig. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg satte en facade på, hvor jeg stak min hånd i lommen bare for at se lidt mere chill ud. Ishela var endnu mere frygtindgydende nu, hvor hun stod og så direkte på mig med sine sølvfarvet øjne. Hun studerede mig.

"Det er ikke så ofte at nogen har held til at snige sig om bag mig." Sagde hun. Tonen virkede smigrende.

Jeg havde lyst til at sige, at det nu heller ikke var meningen, men det ville ødelægge min facade. "Tjah… det er bare sådan en ting, jeg kan." Jeg skulle have sagt noget bedre. Mine fødder blev langsomt indhyllet i is. Jeg gik endnu mere i panik. "Hvorfor i alverden gør du sådan noget latterligt noget?" Røg det ud af mig. Ishela lagde hovedet til side som om hun prøvede at finde ud af, hvad hun skulle gøre med mig.

"Latterligt? Is er det mest magtfulde i verden. Det er det væsner ikke kender til. Det uvidende." Hun gav mig et stift blik. Hun mindede mig om Leila, når hun stirrede ud på resten af klassen.

"Jeg kender nu godt til is." Jeg kunne ikke stoppe mig selv. Det her ville uden tvivl få hendes blod i kog - eller fryse til is. Et kort øjeblik håbede jeg på, at hun ikke havde hørt det. Ishela trådte truende frem mod mig, og jeg ville have smuttet, men mine fødder sad jo fast. Hendes kinder havde fået en lyserød glød.

"Du kender til is?" Hun spyttede det ud. Min puls steg.

"Ja. Det er en meget normal ting der, hvor jeg kommer fra. Ikke noget specielt."

"Hvor vover du at udfordre mig knægt!" Hendes stemme sendte kulde ud i atmosfæren. Udfordre? Jeg så hen mod Shellvi og Dylan, som stadig var istapper. Shellvis ene arm kom fri idet jeg kiggede. Hele hendes skulptur rystede. Hvordan kunne hun det? I film, var folk døde af Narniadronningens stavs berøring, og skulle vente på Aslans ånde for at komme til live igen. Men det var film. Sikkert noget anerledes end her. Men hvis hun kunne komme fri…

Jeg fik en plan. For at Ishela ikke ville opdage Shellvis kommende flugt, så jeg hende lige i øjnene. Det var ikke let. De var endnu værre end den værste snestorm jeg kunne forestille mig. Efter få millisekunder kunne jeg ikke længere og så på hendes tatovering - et snefnug selvfølgelig. Forhåbentlig kunne hun ikke se forskellen.

"Udfordre siger du." Jeg løftede et øjenbryn for at spille rollen ud. "Nej Ishela! Du udfordrer mig!" Ishelas blik blev forvirrende uforklarligt. "og du skal ikke tage sådan noget som en god ting. Faktisk burde du tigge og bede om min nåde."

"Pff. Det tror jeg ikke jeg ville."

"Så du er for stolt? Eller er du bare for dum til at passe på dit eget liv?"

"Burde jeg kende dig?" Isen om mine fødder trak sig længere op af mine ben. Jeg kæmpede mod min panik og lod min hånd sidde i lommen. Lidt endnu. Hvis jeg tog stenen op, ville hun måske opfatte det som et angreb.

"Tjah, det kunne være en ide at kende verdens mægtigste magiker." Jeg sendte hende et smørret smil, men holdt stadig blikket rettet mod hendes snefnug.

"Sådan en knægt som dig kan umuligt være…" Hun sagde et navn, jeg overhoved ikke hørte. Jeg var lige ved at bryde facaden for at få det en gang til. Var det en dreng eller en pige hun snakkede om?

"Nårh ja. Selvfølgelig er jeg stærkere end ham." Ishelas følelser lukkede af. Det her kunne sagtens gå galt. "Faktisk kæmpede jeg mod ham i går." fortsatte jeg.

"Det er en kvinde." Det slog klik for mig. Ups.

"Var han det? Er du helt sikker på at det er en kvinde?" Bare trække tiden ud. Shellvis hovedis faldt ned. "Jeg tror du tager fejl." tilføjede jeg for at overdøve isens fald. Ishela svarede ikke.

"Jeg forstår ikke din rolighed. Du burde flygte over alle bjerge nu på grund af mine store kræfter."

"Hvilken slags magiker er du så?" Hendes spørgsmål var så ligefrem, men jeg kunne mærke den intense stemning true mig.

Jeg tænkte så det knagede. "Jeg er primært magiker inden for lys." Faldt det mig ind.

Ishela fnøs hånligt. "Nå lille magiker. Vis mig så dine store kræfter. Så skal vi se om det er noget, jeg ikke kan slå. Du kan også bare bruge sværdet mod mig."

Hendes smil var alt andet end venligt. Det var sådan en jeg-fryser-dig-til-is-lige-om-lidt-smil. Jeg gav hende et overlegent blik før jeg smed sværdet foran mig. Ishela reagerede instinktivt. Sværdet blev øjeblikligt indhyllet i is. Noget sagde mig, at Ishela havde nerver på.

"Det var da ikke noget, jeg ikke kunne klare." Sagde hun, mens hendes isnende øjne gennemborede mig.

"Slap nu af." Mit smil blev endnu større. Måske lidt Cenneth-agtigt. "Det der var slet ikke magi dumrian."

Ishela virkede fuldstændig paf over, at jeg havde kaldt hende dumrian. Hendes kinder fik endnu mere farve.

Jeg trak min mobil op af den anden lomme, mens jeg stadig holdt hendes blik fæstnet.

"Så hvad vil du gøre nu?" Idet jeg sagde nu, tændte jeg lyset på min mobil. I samme nu reagerede Ishela. Hele min hånd blev tung af isklumpen, der havde omringet den.

"Som sagt før. Det var ikke noget, jeg ikke kunne klare."

Med nogle anstrengelser fik jeg løftet min hånd, så lyset stadig kunne ses. Ishela gjorde store øjne. Det var nu kun for et par sekunder.

"Det er jo ikke noget stort noget! Hvem tror du lige du er?"

"Øhm… David." Jeg rakte hånden frem, men den var nu en isklump. Iskoldt siger jeg dig! "Jeg ville gerne give dig hånden, men den er ikke rigtig inden for rækkevide." Jeg tvang mig selv til at smile trods kulde og frygt og min snart kommende nedfrysning. Shellvi var næsten helt fri.

Ishela snerrede. "Du er ubetydelig." Jeg håbede ikke hun opfattede, at jeg så hen på Shellvi, der trak sine ben ud af isen. "En fupmager!" blev Ishela ved. Shellvi fik kort øjenkontakt med mig. Budskabet var tydeligt: lidt endnu.

"Prøv at hør her! Hvis du tror det der kan såre mig, tager du grueligt fejl. Desværre isdronning jeg er ked af, at du ikke er en Elsa. Vær sød at forsvinde herfra." Shellvi nærmede sig os med en list. Ishela bed tænderne hårdt sammen.

"Du er spild af min tid."

"Jeg har lige et spørgsmål inden du lavet et mislykket forsøg på at fryse mig ned."

Ishela lagde hovedet på skrå, men hun ventede.

"Har du en søster, der hedder Iselin?"

Ishelin skreg arrigt. Jeg kneb øjnene sammen, og forventede min nedfrysning. I stedet blev Ishela overfaldet bagfra af Shellvi. Jeg blev så forbløffet over deres sammenstød. Det var dumt, for jeg havde jo set Shellvi komme nærmere. Og nu lå dem begge på jorden og kæmpede. Shellvi havde et godt greb om Ishelas hals, mens Ishela skød is ud af hænderne. Begges ansigter var trukket i dyb koncentration. Jeg har ingen anelse om, hvordan Ishela fik Shellvi væk fra sig. Hun stirrede stift på mig, mens Shellvi kom op at stå.

"Dig!" Snerrede hun. Den isnende kriblen kunne snart ikke blive værre i min krop.

Hun ville have frosset mig ned, hvis ikke Shellvi havde kastet sig ind i hende igen. Mens de rullede mod Torokløften kom jeg i tanke om, at det nok var en god ide, at komme ud af denne is. Jeg smadrede min isklump-arm ind i benet på mig selv så isen flækkede. Det summede i mine ben, der nok snart ville være følelsesløse, men jeg ville blive nød til at fortsætte, hvis jeg skulle ud herfra.

Efter tredje slag kom min hånd og mine ben fri. Mine fødder sad stadig fast. Jeg kæmpede nytteløst mod isen. Jeg måtte finde noget nyt hårdt at slå med. Shellvi og Ishela var kommet fra hinanden og stod nu og fyrede mere magi af på hinanden uden at ramme. Jeg fik øje på sværdet, der igen var rammet ind i is. Jeg havde ikke smidt det så langt fra mig. Måske kunne jeg nå det. Det var en chance, jeg blev nød til at tage. Jeg følte mig så dum, da jeg strakte mig ud efter sværdet, der sad i isen. Hvis nu jeg havde taget mit sværd med mig fra skoven, ville det her været en hurtigere oplevelse. Heldigvis var sværdet inde for rækkevide og isen sad ikke fast. Det var nu en anden sag at kunne få mig selv fri. Det ville betyde, at jeg skulle løfte en storvægtsis op og slå mine egne fødder. Shellvi og Ishela var nået til kamp ved siden af Dylan. Shellvi brugte på en eller anden måde Dylans is mod Ishela så han kom fri. Hvorfor han ikke var kommet fri før, undrede mig. Det var jo vand det her…

Jeg tog det første slag. Det var tungt at løfte, og kulden gjorde det ikke lettere at slå hårdt. Isen flækkede langsomt, men jeg kunne ikke komme fri. Jeg måtte tage mange flere slag. Isen syntes at modarbejde mig, så jeg til sidst blev frustreret og glemte, at jeg havde en fod nedenunder. Jeg smadrede sværdisen ned i min fod. Heldigt, at det ikke var sværdet, jeg fik direkte over foden. Så var den der ikke. Men smerten virkede langt mere ulidelig end at blive brændt. Jeg havde hoppet på et ben, hvis det var muligt. I stedet bed jeg smerten i mig og gav Ishela skylden. Jeg stak endnu en gang hånden i lommen.

"Du kunne godt lige have sluppet mig fri inden du satte dig i kast med Shellvi." Råbte jeg efter hende. Først bagefter forstod jeg, hvor dum jeg var, at jeg påsatte mig hendes opmærksomhed.

Dylan var kommet helt fri, og stod sammen med Shellvi. Ishela tvang Shellvi til at gå i defensiv for at beskytte begge. Da hun hørte mig råbe stivnede hun næsten. Hun kastede store, spidse istapper efter dem før hun satte kursen mod mig.

"Dig!"

"Utrolig som du gentager dig." Råbte jeg efter hende.

"Du har brugt nok af min tid. Mere end du er værd at bruge tid på! Jeg skal lære dig noget om magt."

I samme nu steg isen fra min fod længere op over til mit ben. Alt det, jeg havde kæmpet mig fri af, fløj nu op og samledes på mig. Isen bredte sig op til min overkrop. Jeg nåede ikke at reagere før min hånd var fanget over stenen. Jeg kunne ikke få mig selv til at skrige. Isen lukkede sig over mit ansigt før jeg så Shellvi angribe Ishela igen. Hun råbte noget, men jeg kunne ikke høre hvad. Kulden indrammede mig. Jeg skulle dø nu. Lige meget om Shellvi overvandt Ishela eller ej. Jeg skulle være blevet i skoven.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...