The Great Adventures of...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Hele min krop reagerede instinktivt, da jeg så dem, og jeg for op for at springe over på den anden side af stendyngen. Der var 5 af dem. Grålige bæster... Jeg kunne kun tænke på en ting: løb... Da David pludselig vågner op i en ukendt verden, har han kun et mål; at komme hjem igen. Men rejsen hjem bliver kun mere besværlig, og er ikke så ligetil.

2Likes
0Kommentarer
558Visninger
AA

4. I krig og sne 3. December

Jeg vil ikke trække noget ud i langdrag med at fortælle om hele resten af dagen i går, hvor jeg var lettere indebrændt med følelser imod forskellige personer. Jeg vil heller ikke fortælle nogen, hvordan det i mine drømmes vold lykkedes mig at kaste min smartphone på gulvet så skærmen smadrede til ukendelighed, hvilket efterlod mig i et kritisk stadie i mit liv. Min far ville dræbe mig, når han fandt ud af det. Jeg overvejede at pjække fra skole og blive hjemme, men min mor var hurtig til at få mig ud af døren så hun selv kunne komme af sted. Jeg var stadig irriteret på hende efter i går, men hun virkede ikke specielt interesseret i at snakke. I løbet af natten havde det sneet helt vildt, og det betød to ting:

Der er stor sandsynlighed for sneboldkampe. Nogen bliver vasket inden skolen slutter.

 

På trods af sneen vidste jeg, at det ville blive en lang og kedelig dag. Sådan en, hvor man sidder og tænker på alt andet end det, der foregår på tavlen. De første timer var ikke noget at prale af. Bare nogle langtrukne biologitimer, der handlede om vinterplanter i Danmark. Jeg ved, hvad du tænker. Det var ikke specielt spændende. Det var faktisk sådan, at de fleste i klassen ikke fulgte med. Jeg tror også jeg fangede et glimt af Sebastian, der sov. Selv vores frikvarter var en sløv tid, hvor klassen prøvede på at komme ovenpå igen. Men det var svært, så i stedet for at være fuldt ud aktive med noget Jokeren, lå Dan over sit bord, og Asger, Simon, og jeg sad stille og snakkede om, hvem vi regnede med blev vasket først, mens Levi lidt skeptisk lyttede med. Ruben var ingen steder at se. Jeg gik ud fra, at han var hos et nyt hold piger. Hvad jeg senere fandt ud af, da frikvarteret sluttede, var, at han var blevet slæbt ud af nogle af de niendeklassesdrenge, som vi spillede mod for nogle dage siden. Drengene var selvfølgelig med blandede følelser, men Asger var hurtig til at ville gøre gengæld. Jeg kom hurtigt på, og vi fik gearet drengene op i et stadie, der ville have fået Akilles til at tisse i bukserne. Desværre var der dansk, og det var da også en hurtig nedkøling på deres gejst. Så jeg regnede selvfølgelig ikke med, at der ville ske noget. Drengene viste ingen tegn på deres førhen brændende vilje. Det var først i slutningen af vores dansktime, hvor Ruben fyldt med begejstring fortalte, at han stadig syntes vi skulle opsøge de bangebukser af nogle niendeklasser. Selvfølgelig var det ikke lige sådan bare at gå ud for at vaske dem. Måske bagefter, men vi skulle for det første tilrive os vores penge, hvis ikke de havde tænkt sig at få noget revanche. Selvfølgelig kunne de også bare trække os ud i sneen og give os en vasker, men det undlod jeg at sige noget om. Jeg kunne nu se på Levi, at han tænkte det samme.

Alligevel var vi så dumme - eller modige, som drengene troede, de var, at vi "fuldt bevæbnede" marcherede imod niendeklassernes område på skolen. Man kunne kun ånde et lille håb om, at deres IQ stadig ikke var vokset siden sidst. Så ville vi da have en start på noget, der kunne minde om en god kamp.

Så niendeklasserne stirrede efter os, når vi gik forbi dem, og jeg kunne ikke andet end at føle mig en anelse - kun en anelse - malplaceret. Det var vildt underligt at gå hen imod deres klasse. Jeg så lige kort hen imod drengene før jeg som den første trådte ind af deres dør kun for at finde tøsedrengene og deres flugtforsøg. Men selvfølgelig går tingene ikke på den måde. For klassen var klart tom, bortset fra en enkelt pige, der var så fordybet i sin bog, at hun ikke skænkede os et blik. Jeg mumlede lavmeldt.

"Måske er de gået ud?" sagde Simon. Wow! Godt fundet ud af, var jeg lige ved at sige.

"Så lad os komme ud efter dem." Sagde Ruben og var allerede på vej væk igen.

 

Vi fulgte alle efter ham uden at sige vildt meget. Den intense stemning var ved at svinde væk, og jeg vidste, at den ville efterlade de andre på kort tid. Så ville det være min opgave, at tage alt snakken (men det er jo ikke noget nyt) med de tøser, og måske få de andres iver op at køre igen inden. Som svar på mine formaninger sagde Levi som den første:

"Er i sikre på, at det her nu er en god ide." Vi standsede op, og så på ham. Ruben var straks klar til at forsvare vores mission.

"Er du en tøsedreng?" Sagde han, og trådte truende imod Levi.

Levi bakkede lidt tilbage og rettede på sine briller, da han lettede stammende fik sagt "Det… det… jeg synes bare ikke… det er en… god ide." Levi og jeg fik øjenkontakt før Ruben gik forbi mig for at kunne overtale Levi med magt. Simon og Asger rettede ind lige så snart jeg tog fat i Rubens arm og sagde:

"Kom nu. Levi kan selv bestemme, hvad han vil." Ruben så vantro på mig, men sagde mig ikke imod. Jeg skævede til Levi, før vi skulle til at gå videre.

"Jeg er altså heller ikke sikker på, hvor fed en ide, der her er?" Sagde Dan så pludseligt. Ruben vrissede irriteret.

"Det kan da ikke passe, at vi ikke kan få vores penge, fordi i skal til at lege problembørn." Jeg så mod udgangen til gården. Gennem glasset kunne jeg se sneen, der igen var begyndt at falde. Børn i alle aldre og størrelser løb rundt derude. En gang imellem løb nogle ind eller ud fra gangen for enten at flygte fra truslen derude eller være med i den kamp, der var for overlevelsen. Det var absurd, men trods alt noget, alle kunne være med i. Jeg satte mine handsker på og undlod at tænke. Emil ville sikkert have os for øje så snart vi dukkede op.

"Vi har ikke rigtig noget valg, hvis vi vil have de penge." Sagde jeg. "Men hvad så? Jeg  vil nu gerne give Emil en vasker han sent glemmer." Simon smilede pludselig skævt og tog sin hue på.

"Jeg er så meget på."

Det undrede mig på nogle måder, at han var så klar til det, men jeg glædede mig over, at min tale havde virket, hvis det overhoved var det.

"Det er så nu i skal sige fra, hvis i slet ikke gider det her." Sagde Dan. Det var nok ment til ham selv, men eftersom ingen af de andre gjorde noget ud over at gøre sig klar til kamp, valgte han også at tage med. Han ville ikke udstå som en bangebuks. De andre tøvede endnu en gang med at gå først ud af døren, så jeg tog mig den ære at være deres redning. Igen. Straks sendte vinden en masse sne i hovedet på mig. Det tvang mig til at knibe øjnene sammen og prøve at fokusere ud i den lyse verden. Rundt omkring i det hvide kunne man se sorte klumper af mennesker, der skød og løb for deres liv.

Levi stillede sig ved siden af mig.

"Så hvor er gruppen?" spurgte han og spejdede ud. Han havde fået pakket sig godt ind med både vinderjakke, hue, solide vanter og et okay stort halstørklæde, der dækkede lidt over hans mund. Han lignede helt seriøst en bunke vasketøj. Hvis han havde haft hvidt tøj på, havde det været noget af en kamufleret isbjørn.

"De er lige derovre." Sagde Ruben og pegede mod en gruppe på fire, der stod og angreb nogle mindre børn.

"Så hvad er planen helt præcist?" Spurgte Dan. Vi samlede os i en gruppe. Jeg tænkte så det knagede. Jeg havde mere eller mindre ingen ide.

"Jeg synes vi skal dele os op." Sagde Asger. Han havde tydeligvis tegnet min stilhed som et tegn på, at jeg var blank. Det var sandt nok, men det ødelage mere eller mindre min stilling.

"Det er rigtigt nok." Tog jeg over. Min hjerne arbejdede hurtigt. "Hvis vi nu alle sammen tager en mand hver." Sagde jeg. Det var en god plan syntes jeg. Den var kort, og der burde ikke være nogen specielle problemer med den.

"Men vi er seks." Sagde Asger. Jeg skjulte en irritation.

"Jah. Det ved jeg godt!" Sagde jeg hurtigt.

"Men hvad skal den femte og sjette så gøre?" Spurgte Simon.

"Det skulle jeg lige til at sige." Sagde jeg lige efter. "Den femte skal være med til at hjælpe der, hvor der er mest brug for ham. Jeg regner med, at det er Emil vi snakker om her. Den sjette er også en hjælper, men skal også overtage, hvis nogen virkelig ikke kan mere.

Drengene virkede lettere tilfredse med svaret på trods af, at deres alvorlige miner kom frem.

"Levi, du tager ham længst til venstre, som er i gang med at vaske ham den lille dreng." Levi skævede tøvende mod den skrigende lille dreng, der nu kunne sige farvel til sit varme tøj. Jeg ventede ikke på hans svar. Det ville heller aldrig komme.

"Asger. Du tager ham lige ved siden af." Asger var straks klar. "Javel!"

"Simon, du tager ham længst til højre." Simon nikkede.

"Jeg tager Emil, og jeg vil gerne have, at du, Ruben, holder godt øje." Ruben nikkede. Jeg kunne se på hans øjne, at de brændte. Det var egentlig ret skræmmende. Han havde mere kampgejst end jeg.

"Dan, du er den sjette. Du skal nok først og fremmest hjælpe Levi og Asger."

Dan tøvede. "Okay så." Sagde han.

"Vi skal prøve at få dem væk fra hinanden. Hvis nogen har brug for hjælp, har vi Ruben og Dan."

Jeg så dem alvorligt i øjnene efter tur.

"I har stadig chance for at gå fra nu." Sagde jeg. Det var lidt dumt, for det kunne sagtens være, at det var dråben til deres bristende mod. Levi lignede en, der stærkt overvejede det, men Ruben sendte ham hurtigt et blik. Ingen gik. På den anden side hørte vi pludselig nogen råbe.

"Hey! Småbørn!" Vi så alle mod de fire drenge, der havde samlet sig i en klump. "Er i kommet for at få en oplevelse i sent vil glemme?"

Levi sank en klump og rettede på sine briller. Jeg smilede bedrevidende trods min angst for fremtiden.

"Ja det kan du tro vi er." Råbte jeg, mens jeg trådte mod dem. Der var for langt til at kunne kaste en snebold efter dem.

Ruben vrissede noget om en irriterende køter, men alle drengene var klar på det her. Altså sådan mere eller mindre. Det var helt utroligt, at Levi ikke engang var gået ud. Det kunne næsten ligne ham, men det havde nok noget at gøre med, at han var mere bange for vores reaktion af det, end for at gøre det. Jeg ved det ikke. Det føltes bare godt at marchere imod dem som enhver anden soldat på frontlinjen. Emil kastede en snebold efter en anden person. Det kunne faktisk høres herfra, hvordan snebolden ramte. Og vi var ikke helt vildt tæt på hinanden. Jeg samlede en snebold. Emil gjorde det samme. Hvis ikke det var fordi der pludselig kom et vindstød, der tvang mig til at knibe øjnene sammen, ville vi have haft et intenst blik at sende hinanden. Jeg fik sne i øjet og måtte blinke et par gange før jeg kunne se igen. På himlen dukkede en gråhvid klump op. Jeg trådte til siden bare for at se klumpen blive tværet ud på asfalten ved siden af mig med et lettere "klak". Jeg så hånligt imod Emil.
"Kan du virkelig ikke gøre bedre?"

Han gav mig et blik, der var svært at tyde. De andre var allerede gået på deres modstandere. Ruben hjalp Levi. Jeg skød. Emil undveg den med lethed, men det var heller ikke svært. Hvor langt væk var jeg ikke lige fra ham?

Vi holdt sådan en plat saml-og-skyd-ud-i-luften-kamp. Der var kun få gange, hvor vi faktisk ramte, mens vi kom tættere og tættere på hinanden. Der var en spænding i luften, som ikke ville kunne mærkes, hvis man bare så på.

Et øjeblik havde jeg glemt, hvad det var jeg lavede her. Fyren var jo større end jeg, og jeg ville stensikkert ende med at få en vasker, og de sidste lektioner ville blive nogle lange, våde timer.

"Du skylder os nogle penge." Sagde jeg til ham. Han fik et fjoget grin i ansigtet, da han forstod, hvad jeg sagde.

"Right! Vi fik aldrig færdiggjort spillet." Sagde han bare. Jeg bed tænderne hårdt sammen.

"Vi vandt! Bare fordi i er nogle dårlige tabere, behøver du ikke lyve." Råbte jeg til ham. Jeg kastede en snebold efter ham. Emil grinede lavt selvom jeg ramte ham ved brystet.

"Bare fordi du er pengegrisk betyder det ikke, at du må." Svarede han bare tilbage. Jeg lærte aldrig at forstå, hvorfor han ikke bare kunne aflevere pengene. Jeg nåede heller ikke at sige mere før jeg fik smidt en hård snebold i hovedet. Jeg bukkede mig ned for at undgå flere slag fra modstanderen, men det gjorde bare min situation værre. I stedet for at undgå det, blev jeg smidt i sneen så jeg mere eller mindre var tvunget til at være blind og blive kold. Jeg ved ikke, hvad jeg gjorde, jeg fægtede bare med armene, mens jeg prøvede at skubbe Emil af mig. Han satte sig på mig og sagde noget, mens han tværrede mere sne i hovedet på mig. Det smeltede hurtigt og blev erstattet af iskoldt vand, der løb ned at mit ansigt. Jeg spruttede af ham, men han lo bare. Det lykkedes mig at åbne mine øjne igen og se på ham med et blik fyldt med had. Han smilede sit fantastiske ondskabsfulde smil, mens han tog endnu en klump sne op. Og så blev hans blik afløst af forskrækkelse, da han selv blev skubbet ned i sneen. Ruben var direkte over ham og kastede selv sne ned af nakken på ham. Emil skreg af ham, da han kastede ham af, men jeg var klar, og sprang op for at undgå Rubens fald og kommende vasker.

Det blev i stedet en forfærdelig kamp mod Emils styrke, da han ville smide mig ned igen. Ruben gik også imod ham igen. Det var selvfølgelig lettere, når vi var to, og Emil havde ingen chance. Lige indtil hans gruppe fra venstre kom imod os. Jeg kunne ikke gøre andet end at blive smidt ned i sneen. Jeg kastede sne mod gerningsmanden - hvem han end var. Men selvfølgelig ville det ikke virke. Jeg slog igen mod ham, da han prøvede at holde mig nede.

Kulden ramte mig, og den ramte mig hårdt. Den kravlede ned af min nakke og videre så langt som muligt. Jeg vred mig, men jeg var fanget.

Det blev overrumplet af en irriterende masse tanker, der påstod at have haft ret, da det her var en dum ide. Selvfølgelig vidste jeg det! Hvorfor gå imod nogen, der er stærkere end en selv?

 

"Hey! Drenge! Se lige at stoppe det der!" Hørte jeg en råbe. Min modstander stansede sine bevægelser, og det gav mig en mulighed for at se vores "redningsmand". Selvfølgelig var det langt ude at se lige præcis den person. Cenneth stillede sig selvfølgelig lige foran Emil og hans drenge, der alle havde sluppet min gruppe af drenge. Hele hans fremtoning var faktisk helt vild underlig. Han virkede både overlegen og overmodig samtidig. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, om han var helt igennem underlig i sin status som lærer eller om det bare var sådan hans personlighed var.

"Lad dem være." Sagde han bare. Emil tørrede næsen med baghånden før han travede væk fra snebanen. Han holdt blikket mod Cenneth, men hvilket blik han sendte kommer jeg aldrig til at finde ud af. Han havde selvfølgelig ryggen til mig. Cenneth fulgte dem med blikket indtil de alle fire var bag ham.

"I seks." Sagde han, da han vendte blikket mod os. "I skal ind, og ikke komme herud igen før efter skole, okay?" Jeg nikkede næsten helt mekanisk. Uden at tænke over det, rejste jeg mig fra sneen og børstede mig af for det værste. Jeg mærkede knap nok kulden i min hænder - faktisk tænkte jeg næsten ikke lige på det tidspunkt. Det var først, da jeg trådte ind af døren, at jeg begyndte at tænke over den helt igennem underlige situation vi alle stod i. Jeg mødte Rubens udtryksløse blik, da han også kom ind af døren. Hans kinder var helt røde. På trods af dette helt absurde øjeblik, smilede jeg til ham. Straks efter mærkede jeg pludselig kulden, da sneen fra min nakke smeltede videre ned af ryggen på mig. Mine bukser var næsten gennemblødte. Det var dumt, at jeg ikke havde termobukser på. Mit tøj var vådt og koldt. Levi så nu langt værre ud. Hans briller duggede som det allerførste. Han var næsten ligbleg, men hans læber var lilla. Alt, hvad han havde på, var sneet til. Da han trak halstørklædet af for at ryste det, kunne man da have en ny snekrig med alt det, som var gemt deri.

 

Men for at komme videre og væk fra denne tåbelige snekrig, som jeg ikke rigtig kan sige vi vandt, så sad vi bare resten af frikvarteret og spillede Jokeren, mens Cenneth så på fra lidt afstand. Vi følte os alle kolde og uegnede til at have time igen, men på en eller anden måde lykkedes det mig faktisk af overleve og holde varmen længe nok til at vi fik fri. Så jeg glædede mig som bare løgn til at komme hjem igen. Drengene og jeg gik sammen mod udgangen, mens vi talte om Cenneths fremtræden.

Og mens vi alle skulle til at skilles kom han gående ud mod skoleudgangen. Hans smil og øjne, der så hen imod os, røbede, at han skulle til at tale med os. Jeg skævede rundt til drengene.

"Hey! Har i lyst til at tage med mig hjem?" Startede han. "Jeg kunne godt tænke mig at lære jeres spil at kende."

Levi, som ellers havde været ret så stille hele resten af dagen,  vågnede lidt op "Hvad? Jokeren?"

Cenneth nikkede. "Ja! Nu har jeg  studeret jer lidt, når i spiller. Det ser vildt fedt ud." Drengene var allerede tændt på hans formodning. Det var specielt at se, især når de stadig havde koldt tøj på. Jeg trak på skuldrene.

"Okay så." Sagde jeg.

"Jeg kan servere varm kakao hvis det er." lokkede han. Det var bare ikke nødvendigt overhoved. Alle havde lyst til at spille Jokeren i et varmt hus. Det ville kun blive godt at opbygge sit selvværd igen efter en dårlig sneboldkamp. Han fulgte os til sin lejlighed, som faktisk ikke lå så langt væk fra skolen. Idet vi gik op af trapperne og blev låst ind, mødte en speciel lugt min ellers kolde næse. Jeg undrede mig over det, mens jeg sammenlignede Cenneth med en børnelokker. Selvfølgelig er der ikke noget i det tænkte jeg, han er bare en tosset mand.

Vi stillede vores sko i en meget lille entre. Vi kunne ikke alle sammen være derinde samtidig. Cenneth tog sig af vores våde overtøj, som han hængte op over forskellige radiatorer. Heldigvis var der plads til os alle i hans spisestue. Jeg studerede hurtigt rummet for møbler og underlige pynteting, jeg aldrig havde set før. Jeg kunne ikke nå at nærstudere et anerledes ur, før Cenneth bad os om at tage plads ved bordet, og Ruben fortalte reglerne, mens Cenneth lyttede og nikkede. Da vi alle var nogenlunde sikre på, at han havde forstået det delte Ruben kortene ud. Cenneth smøg sine ærmer op og sagde energisk;

"Så kan vi komme i gang."

Asger havde meldt sig til at være Cenneths makker, selvom han vidste, at de ville tabe alle de kommende kampe. Han syntes det var fint nok, desuden var det jo kun for sjov. Uanset hvad, var alle tilfredse med det - eller også bare for den varme kakao. Ja, det var heller ikke helt normalt at spille med en lærer/vikar, og da slet ikke hjemme hos ham. Jo mere jeg tænkte over det, jo mere underligt forekom det mig. Men det var nu hyggeligt nok med vores ikke så intense spil. Levi og jeg bankede Asger og Cenneth gang på gang. Efter de første to kopper kakao forlod Asger og Simon os, og Dan overtog i spillet. Levi og jeg bankede Cenneth endnu en gang før Dan blev nød til at gå. Ruben overtog. Lad mig sige det straight; Cenneth var faktisk elendig til spillet. Men når man spiller imod proffer, kan man heller ikke regne med at spille. På trods af det, kunne jeg mærke, at han fik mere og mere styr på spillet. Allerede efter 3. kop kakao beklagede min blære sig, hvilket forstyrrede mit spil, men jeg gik først efter 5. kop. Mens jeg trak mig tilbage mod toilettet, ringede Levis telefon. Da jeg kom tilbage sagde Ruben, at Levis mor havde ringet og bedt ham om at komme hjem. Ruben selv havde fået lov til at blive lige så længe, han havde lyst til. Jeg bekymrede mig ikke om at komme hjem. Mine forældre ville sikkert først komme senere hjem, og ikke tænke, at jeg var hjemme hos en ven.

 

Vi spillede videre, og det blev vildere og vildere på trods af, at jeg vandt hver kamp jeg spillede ligesom Ruben også vandt sine. Ruben og jeg skiftedes til at spille og være dommer, og det passede mig fint. Så kunne jeg køle lidt ned fra stressen. Ulempen ved at spille en mod en var, at man ikke helt kunne bruge de samme taktikker i spillet. Her gælder hurtigheden langt mere. Men mod Cenneth, som ikke rigtig havde prøvet det før, var det stadig alt for let at vinde. Da Ruben og jeg begge tænkte, at vi skulle til at komme hjemad spurgte Cenneth;

"Skal vi lige tage en sidste kamp David?"

Jeg skævede til Ruben, før jeg sagde "Okay så."

"Denne gang kan vi tage en præmie med." Sagde han.

Jeg gav ham et lidt undrende blik.

"Og hvad skulle det så være?" Spurgte jeg.

"Det bliver en overraskelse." Sagde han bare og smilede sit jeg-prøver-at-være-cool-blik.

Jeg satte mig til rette ved bordet. "Fair nok." Uanset, hvad han havde tænkt sig at give mig som præmie, kunne det være ligegyldigt. Jeg ville jo alligevel vinde…

Ruben satte spillet i gang og vi startede vores hurtige træk. Cenneth virkede pludselig langt bedre end nogen af de andre gange. Jeg skød det ud af hovedet og spillede. Lynhurtigt fik jeg 2,3,4,5,6, 9 og Konge på deres pladser. Jeg skimmede Cenneths situation, og kunne underligt nok finde ud af, at han faktisk var ret godt på vej.

Jeg kørte videre i hurtigere tempo. Cenneth fulgte nu godt med. Jeg fangede hans blik op til flere gange. Han holdt stadig sin muntre facade. Ruben virkede overvældet af den intense stemning, og han endte med at have åben mund, mens tempoet i spillet steg. Jeg kunne næsten mærke panikken og overraskelsen sprede sig i hele min krop, da Cenneth stadig kunne følge med, og han faktisk så ud til at vinde det hele. Jeg ville ikke lade det ske. Jeg tænkte som en gal, mens jeg smed kortene. Jeg kludrede næsten med det hele, men det lykkedes mig i de sidste pinagtige sekunder at smide jokeren og vende mine kort og råbte fuld af energi "STOP!"

Jeg undrede mig over, at jeg næsten ikke turde at se hen på Cenneth, men da jeg endelig løftede hovedet, smilede han bare tilfreds.

"Fantastisk spil!" Udbrød han. Det gik op for mig, at han selv havde været i gang med at vende sine kort. Ruben så næsten fuldstændig målløs ud. Det tog noget tid før han åndede alle hans spændinger ud. Jeg fandt ud af, hvordan man smiler igen.

"Nå." Jeg fangede Cenneths blik. "Hvad er den præmie så?"

Cenneth smilede endnu mere før han rejste sig op.

"Hvis du rækker hænderne frem, så skal du få det."

Jeg skævede til Ruben som for at sige, at det her var sygt underligt, men gjorde da som han sagde.

"Jeg foreslår at du lukker øjnene." Sagde han så.

"Og hvorfor så det?" Spurgte jeg hurtigt. Det her var virkelig underligt.

"Ellers kan overraskelsen jo blive ødelagt." Sagde han bare og smilede igen sit kiksede smil. Man skulle næsten tro han ville lave et show.

Efter en kort tid valgte jeg nu alligevel at lukke øjnene i. Lige så snart hans hænder rørte mine kunne jeg se et blåligt lys for mine øjne. Suget i min mave sagde mig, at det her ikke var helt som det burde være.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...