The Great Adventures of...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Hele min krop reagerede instinktivt, da jeg så dem, og jeg for op for at springe over på den anden side af stendyngen. Der var 5 af dem. Grålige bæster... Jeg kunne kun tænke på en ting: løb... Da David pludselig vågner op i en ukendt verden, har han kun et mål; at komme hjem igen. Men rejsen hjem bliver kun mere besværlig, og er ikke så ligetil.

2Likes
0Kommentarer
537Visninger
AA

3. Historiefremlægning 2. December

Den der følelse af at skulle op om morgenen, når vækkeuret skriger og  river dig ud af den fængende søvn, den er helt igennem uimodståelig. Not!

Jeg havde smadret kilden til larmen, hvis ikke det havde været for, at det var min mobil. Desværre hænger smartphones ikke på træer. Jeg så lidt rundt på mit mørke værelse. Kun lyset fra gangen nåede ind gennem kanterne fra dørkarmen. Jeg havde godt tid. Jeg kunne jo godt ligge der lidt endnu. Bare indtil 7:15...

 

"David! Jeg håber for dig, at du har fået tøj på!"

Jeg spærrede øjnene op. Hvad end klokken var, havde jeg uden tvivl travlt. Min mor brugte aldrig den tone med mindre, at der var travlt. Jeg sprang op, smuttede ned i mit tøj og fik lige mobilen i lommen på vejen ud af døren. Min mor så på mig med et lettere strengt blik, da jeg kom ud i køkkenet. "Nåh, så du er kommet op." Sagde hun og smuttede til entréen. Jeg så fra uret til hende. Klokken var næsten kun kvarter over.

"Hvor skal du hen?" Spurgte jeg lettere irriteret.

Hun tog jakke på og svarede uden at se på mig. "Jeg skal på arbejde."

Og så havde hun vækket mig fordi HUN skulle af sted. "Hvad har det med mig at gøre?" Svarede jeg olmt.

"Nogen bliver vel nød til at sørge for at du kommer op." Jeg ville slet ikke svare hende. "Far er allerede smuttet så du skal lige selv sørge for morgenmad og at komme af sted."

Som om jeg ikke selv kan finde ud af det selv. Men det var nu ikke lige det, der fik min vrede i kog. "Far er smuttet!?"

Men han havde jo lovet.

Hun fortsatte som om hun ikke havde hørt mig. "Dine søskende er allerede sat af."

Og hvad så..?

"Men han skulle jo have hjulpet mig med min historiefremlæggelse."

"Det er der ikke noget at gøre ved. Jeg bliver nød til at smutte nu."

"Men han sagde at han ville hjælpe mig."

"David! Farvel!"

Og så smækkede døren efter hende.  Jeg kan sige dig, at jeg var frustreret.

 

Så på vej mod skole var jeg dybt fortvivlet og irriteret, mens jeg prøvede at finde noget at skulle sige og gøre. Præsentationen var ikke færdig, og jeg havde intet at sige til emnet om Rom. Romerne kæmpede, dræbte og overtog det meste af Europa. De talte latinsk og påvirkede hele verden. Slut.

Men hvad kan man sige til det?

Jeg slog tankerne til side, da Dan pludselig dukkede op. Jeg undlod af vise, at det faktisk kom bag på mig, at han pludselig var der, da jeg ville ikke lade ham opdage det. Vi havde gjort det på samme måde i flere år nu. Der var intet nyt i det.

Dan spurgte, mod mine forventninger, ikke om fremlæggelsen. I stedet fortalte han om den vildeste film han havde set i går aftens og hvordan han var kommet for sent i seng. Det var tydeligt at mærke på ham, at han ikke havde fået sin normale søvn. Det hele lå i hans attitude.

Heldigvis gik der ikke lang tid, før skolen dukkede op og Ruben joinede os.

"Nå," startede han, og jeg kunne i mit baghoved lige høre ham spørge "Er i klar til historie?"

"Er i klar til historie?" Spurgte han, og jeg ville have kommet med et udbrud, hvis ikke det havde været for, at Simon dukkede op.

"Jep. Det skal nok blive godt det her." Sagde han.

Jeg undlod at sige noget, og heldigvis for mig, bemærkede ingen det. Historie var i første lektion. Det var fint, at det skulle overstås, men min lærer Leila ville stensikkert blive skuffet. Hun havde det med at ville have mig til at sige noget ret ofte. Jeg måtte bare sige, at jeg ikke havde lavet det, og så var det det.

Klasselokalet larmede af piger, der åbenbart havde opdaget en edderkop. Asger syntes det var sjovt at drille dem ved at smide den efter dem. Levi holdt sig på sin plads, som var i den helt anden ende af lokalet. Hvis bare Asger smed den over til ham. Det kunne have set sjovt ud. Det var prøvet før og jeg vidste, at han ville skrige som en rigtig tøs, og flygte langt væk for ikke at komme tilbage igen før man lover, at der ikke er flere edderkopper.

"David!" Råbte Asger og overdøvede mængden af skrigende og flygtende piger. "Jeg har fundet en edderkop." Han rakte den truende frem mod pigerne, mens han lavede en 'uhyggelyd'.

Jeg grinede småt af ham før jeg smuttede ned til Levi. Jeg nåede knap nok, at banke ned i bordet, hvor Levi sad og holdt øje med Asger, før jeg kunne høre den velkendte stemme fra min lærer overdøve larmen. "Så! Nu skal i sætte jer ned." Klassen dæmpede sig straks, og folk satte sig. Jeg satte mig også ned, og gennemtænke en lille plan.

"Vi har i dag en del fremlæggelser, som vi skal have hørt. Og jeg forventer, at i alle er klar og har øvet jer."

Det var en total hån imod mig, også selvom jeg vidste, at Leila ikke anede noget om det… endnu.

Jeg kunne mærke Dan, Ruben og Simons blikke på mig, men jeg ignorerede det, mens jeg tænkte på en mulig plan.

"Vi starter med at høre om Spartanerne." Sagde Laila før hun med stift blik så hen mod nogle hviskende piger. Klassen forstummede totalt, og jeg overvejede næsten, om jeg skulle stoppe med at tænke.

"Så Gideons gruppe på godt komme op nu." Mit blik fulgte Gideon, Sebastian, Nicklas og Issakar, mens de gik op til tavlen. Sebastian pluggede sin computer til projektoren. Arsenal, Sebastians ynglindsfodboldhold, dukkede op på skærmen. Jeg kunne næsten høre Nicklas sukke af Sebastians hold-valg. De havde altid en indbyrdes kamp om, hvilket fodboldhold, der var bedst. Hvis ikke de havde stået foran Leila, ville de have startet en diskussion. Når drengene ikke spillede fodbold, gik de altid og nedgjorde hinandens fodboldhold og forklare, hvorfor deres hold var det bedste. Det var altid så anstrengende at høre på, men det, at prøve på at stoppe dem, gjorde dem bare endnu mere opsatte på at vinde. Jeg kom engang i slåskamp imod Sebastian, da jeg brød ind i deres intense ordkamp.

Igennem hele denne langtrukne fremlæggelse sad jeg og tænkte. Der var intet spændende i deres fremlæggelse. De stod alle fire og læste op fra deres papir. Klassen lyttede ikke efter. Mange sad også og bed negle over dette åbenbart nervepirrende fremlæggelsesfis. En gruppe med ene piger kom op. Hvad de talte om var total irrelevant. De romerske gudinder. Og det var da også helt vildt spændende at høre om kærlighedsgudinden. Right! Det var umuligt at undgå at lægge mærke til, hvor længe de talte om hende, og de blikke to af dem sendte Ruben. Det var langt ude. Der var ingen nødvendighed i det. Han havde jo Sine lige nu.

Den næste gruppe med både to piger og to drenge skulle op. Josef og Benjamin, drengene fra gruppen, sendte mig nogle blikke inden de gik op. Jeg smilede tilfreds ad dem. De var stadig ikke kommet sig over, at jeg fik ekstra opmærksomhed i en idrætstime. Jeg var åbenbart heldig med at score de gange, hvor vores latterligt energifulde idrætslærer så mig. Desuden var basket en af mine gode sider. Men hvis vi går tilbage på sporet, havde de om de romerske guder. Og det var jo heller ikke meget mere spændende end alle de andres. Vores kunne uden tvivl blive bedre. Nårh nej! Vi havde jo ikke noget, for min far ville jo ikke hjælpe mig. Jeg huskede mig selv på at give ham den værste skæld ud når han kom hjem i aften.

Jeg tog en stille, men dyb indånding før gruppen sluttede af og folk lige så stille vågnede op fra deres trance og begyndte at klappe dovent. Jeg ignorerede et sug i min mave, da Leila med venlige øjne så hen mod mig. Altså. Alle de andre grupper, vi ikke havde hørt i dag, nåede at blive færdige anden gang vi havde om det, og havde allerede fået det overstået. Der var kun os tilbage.

"Ja," Leila så ned på sit ur. "Vi kan lige nå de sidste. Så vil jeg gerne høre David, Simon, Levi og Asger." Selvom jeg selvfølgelig godt vidst det, var det som om at klokken faldt ned fra tårnet. De andre drenge var ved at rejse sig, men jeg blev siddende.

"Vi har ikke noget." Sagde jeg hurtigt og måske også lidt for ligegyldigt.

Leila så straks mod mig igen. Jeg bevarede hendes blik, da hun sagde "Har I ikke forberedt jer til i dag?"

Hun så mod resten af gruppen, der virkede til at krympe sig under hendes blik.

"Det er ikke noget, vi gider fremlægge." Sagde jeg og lænede mig tilbage i stolen.

Leila blinkede knap før hun sagde. "Det er så heldigt, at det ikke er jer, der bestemmer det."

"Og hvad hvis vi nægter?" Spurgte jeg.

Leila sukkede samtidig med, at hun lignede en , der syntes det var utrolig morsomt.

"David, der er ikke noget at diskutere. I er de sidste, der mangler." Jeg rykkede mig ikke en centimeter. De andre rejse sig helt.

"Nej, der er ikke noget at diskutere." Sagde jeg. "Vi fremlægger ikke."

Leila kiggede udtryksløst på mig. "Og hvorfor gør I så ikke det?"

"Fordi vi ikke gider. Det er ikke mit problem, at du så gerne vil høre om Rom. Men hvis du er i tvivl, så brug dog Wikipedia!"

"David, jeg siger det ikke igen." Hun rejste sig op i fuld stilling.

"Det behøver du heller ikke." Sagde jeg. Vores blikke skiltes ikke. Hele lokalet var en stor spænding af følelser mod hinanden. Klassen turde knap nok trække vejret. Min gruppe stod lidt og anede ikke, hvad de skulle gøre. Mit indre fortalte mig, at jeg var gået alt for langt.

"David, jeg tolererer ikke det her…" Klokken ringede, og afbrød hendes snak. Klassen pakkede hurtigt sammen. Ingen havde lyst til at blive herinde med Leila. Jeg pakkede selv sammen, men kunne mærke Leilas blik hvile på mig.

"Jeg vil gerne have, at du bliver herinde." Sagde hun. Jeg kun mærke kulden i hendes stemme og det kriblede ned af hele min ryg. Samtidig sneg den dårlige samvittighed ind på mig i det samme jeg så hendes blik igen.

"David…" Startede Leila. Hun satte armene over kors og lænede sig op ad lærekateteret. "Jeg er meget skuffet over dig."

Jeg sank en klump, men holdt hendes blik. Min maske var stadig på og den skulle holde. Det var for sent at stoppe det nu. Jeg sagde ingenting. "Jeg havde forventet mere af dig. Jeg ved du kan mere end det her." Selvom det hun sagde egentlig var positivt, var hendes stemme stadig lige så kold og dømmende som noget andet. Smerten ville måske komme senere. Det var næsten bedre at høre min mor skælde ud.

"Jeg forstår ikke, hvorfor du handlede som du gjorde." Sagde hun, da hun mærkede min stilhed. Jeg håbede inderligt, at det ikke var et forkert svar for hende. "Men jeg forventer at du er forberedt næste gang." Sagde hun.

Jeg så væk. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle sige.

"Du kan gå nu." Hun holdt op med at have opmærksomhed på mig, og pakkede sine ting væk. Jeg kunne ikke helt få mig i gang. Alligevel fandt jeg mig pludseligt ude på gangen, hvor Levi, Simon og Ruben ventede på mig. Ved lettere omtanke kunne man ikke vide, om han virkelig ventede eller om han bare var faldet over Sine. På trods af, at der var frikvarter virkede hele skolen utrolig stille.

"Nå? Fik du meget skæld ud?" Spurgte Ruben, mens han holdt et smørret grin i sit fjæs. Jeg havde lyst til at slå ham ned, men nøjedes bare med at smile fjoget og sige "Nej, det var ikke vildt."

Simon satte armene over kors.

"Nå men så må det vel være min tur." Sagde han "Jeg forstår ikke, hvad alt det postyr skulle til." Sagde han. Jeg trak på skuldrene.

"Min far ville ikke hjælpe mig alligevel." Sagde jeg bare. Simon så ikke ud til at være tilfreds med svaret.

"Det er dit ansvar David" Sagde han før han gik over mod Asger og Dan, der kom imod os. Dan så næsten ud til at lyse.

"David! Det var mega vildt det du gjorde i historie." Sagde han. Hvis han havde vinger, var han fløjet sin vej. Igen trak jeg på skuldrene.

"Det var ikke noget særligt." Svarede jeg ham bare tilbage. Asger stemmede i med Dan og Ruben. Selv Levi gav et "Ja det var" med. Kun Simon virkede utilfreds. Ham og så Leila, der kom gående ud af lokalet med sin taske. Hun så hen imod os med et trist smil. Jeg ved ikke hvordan det lykkedes mig at få øjenkontakt med hende, men idet vores blikke mødtes, strømmede skylden igennem mig.

Jeg valgte at skrifte emne.

"Var det ikke meningen, at vi skulle spille Jokeren mod de 9'endeklasser igen?" Jeg så rundt for at vise min undren over tøsedrengene, der ikke turde spille fordi de ville tabe. Det var deres egen skyld, at de spille med penge.

"Jeg har ikke hørt fra dem." Sagde Ruben.

"Heller ikke jeg" Svarede Levi.

"Det tør sikkert ikke." Sagde jeg bare.

Men skal vi tage et spil alligevel? Spurgte jeg drengene. Asger var hurtigt på, hvor Levi kom med bagefter. Jeg så mod Simon, Dan og Ruben for at finde en fjerde mand. Dan nikkede tøvende.

"Hvis der ikke er andre vil jeg gerne." Sagde han.

Vi var alle fuldt ud klar til at spille, og for Rubens vedkommende virkede tændt på at se et godt spil. Levi og jeg besluttede og for at spille sammen, hvilket de andre ikke sagde imod. Vi snakkede om Leilas time, især fordi flere fra klassen - af pigerne - kom og ville sige, hvor vildt det var, at jeg havde sat mig imod hende.

Det var en fin kamp. Altså lige indtil Simons tankestrømme gik over sine bredder. Han sukkede irriteret og så mod mig.

"Behøver du virkelig gå så meget op i det?" Sagde han og så mig direkte i øjnene. Jeg undrede mig længe over hans reaktion. Det var ikke mig, der blev ved med at køre episoden op. Jeg ville egentlig helst glemme det hele.

"Styr dig lige." Sagde jeg bare.

Simon virkede ikke til at ville give slip på det.

"Du bliver jo ved med at køre det op." Sagde han. Jeg rystede på hovedet ad ham, mens jeg tvang et helt bestemt smil frem.

"Hvad er problemet i det? Bare fordi du ikke selv kunne gøre det." Sagde jeg til ham. Han sendte lyn.

"Du er ikke fair." Sagde han bare og var på vej til at gå.

"Er jeg ikke fair?" Jeg rejste mig. "Det er dig, der angriber mig."

Simon knyttede næverne. "Jeg går nu. Eller…" jeg afbrød ham "ellers hvad!?" jeg ventede ikke på at han ville svare mig. "Lad vær med at komme med tomme trusler."

Levi rettede på sine briller og pakkede kortene sammen med nogle enkelte blik på Asger og Dan.

"Vi skal til time nu." Sagde Ruben.

 

Ingen af os drenge ville sige noget til hinanden. Jeg satte mig bare ned på min plads og ventede på at vores matematiklærer kom. Da han  kom ind, undrede jeg mig over, at det ikke var min normale lærer, men ham, der hold øje med os under spillet i går. Han så på os med et bredt smil. "Hey unger. Jeres lærer er desværre blevet syg så jeg skal være vikar for jer indtil han bliver rask igen."

Hvordan kunne han smile så meget? Vikaren skrev sit navn på tavlen. "Som skrevet hedder jeg Cenneth." Så hans forældre kunne ikke finde ud af at kalde han noget normal. Så som Kenneth med K i stedet for C. Hvem hedder sådan noget?

"I har nogle opgaver, som i har fået for til i dag." sagde han og afbrød min tankegang. Jeg skævede til Dan og Asger for at se deres reaktioner. De så begge forventningsfuldt på mig. Jeg var hurtigt på. "Hvilke lektier?" Spurgte jeg og sørgede for at se så uskyldig ud som overhoved muligt. Cenneth så ned på nogle papirer. "Han har skrevet her, at i har fra opgave 76 til 78 for." Han så op og rundt i klassen. "I har om trigonometri."

"Øhm…" Startede jeg for at trække det rigtigt ud. "Er du helt sikker?"

Han virkede lettere forvirret. "Nå, men hvis klassen ikke har lavet det, kan vi vel starte timen ud med det." Sagde han. Han så rundt i klassen, som alle rystede på hovedet og mumlede nogle "nej, vi har ikke lavet det"

"Godt, så…" han nåede ikke at sige mere før Sebastian sagde, "må vi ikke komme ud og spille fodbold?"

Cenneth vendte sig mod ham. Det lignede at han var i blandede følelser.

"Hvis i arbejder koncentreret og laver de opgaver i skal lave i dag, kan i få lov at lave juleklipperi i stedet for." Han blinkede med det ene øje på sådan en kikset måde, der burde fortælle, at han enten havde karisma eller syntes vi var nogle underlegne små rollinger.

Lige så snart han begyndte at forklare kort men grundigt, hvordan det hele hang sammen for den langsomopfattende del af klassen, begyndte jeg at koncentrere mig om det hersens matematik. Jeg brugte ikke videre lang tid på det, for det var for det første kedeligt, og desuden kunne jeg stadig mærke Simons irritation, og da jeg så imod ham, virkede han heller ikke selv til at kunne koncentrere sig særlig godt.

Alligevel gad jeg ikke gå over til ham og snakke med ham. Jeg kunne ikke se nogen grund til det.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...