The Great Adventures of...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Hele min krop reagerede instinktivt, da jeg så dem, og jeg for op for at springe over på den anden side af stendyngen. Der var 5 af dem. Grålige bæster... Jeg kunne kun tænke på en ting: løb... Da David pludselig vågner op i en ukendt verden, har han kun et mål; at komme hjem igen. Men rejsen hjem bliver kun mere besværlig, og er ikke så ligetil.

2Likes
0Kommentarer
551Visninger
AA

8. En ubekvem ridetur 7. December

"David, vi skal op nu." Sagde min mor fra køkkenet.

"Bare lidt længere." Mumlede jeg og vendte mig om i min seng.

"Men vi skal videre."

Det havde føltes som en lang, larmende nat. Jeg tvang mine øjne op. Min hjerne forvirrede mig. Det her var ikke mit værelse. Mit værelse havde ikke en gammeldags seng over for min. Jeg satte mig forvirret op, da Marc kom ind. Han smilede til mig da han kastede noget stof i hovedet på mig.

"Jeg tænkte at du havde brug for noget tøj, der ligner vores. Bare indtil du skal hjem igen."

"Øhm..."

"Jeg har lavet morgenmad." Sagde han. "Dylan er allerede stået op."

"Tak" mumlede jeg, mens jeg så på de skindbukser og bluse han havde smidt over til mig.

De passede mig perfekt, og var faktisk også ret behagelige at have på. Med lommer og det hele.

Under et solidt måltid forklarede Marc at vi skulle finde Reda I Mythenia.

Derefter trak han os ud af døren. Jeg kan sige dig, at der kunne rode. Der lå bunker af jord, der var blevet rykket op. Skrald og snavs pyntede husene. Der græs, der var groet op på stien, var blevet trampet helt ned.

Marc sukkede dybt og lavede en fejende bevægelse med hånden. Lige så hurtigt som hvis han havde knipset, rykkede jorden ned i hullerne, gaden så ren ud og alt skral og snavs forsvandt. Dylan tog mig i at måbe. Jeg kunne have sat en facade på, der ville fortælle, at det ikke var noget specielt, men lod vær.

Marc viste os hen bag sit hus til en åben stald. Allerede inden jeg trådte ind forestillede jeg mig, hvordan en mojoy kunne se ud. Nok noget i ligning med en hest. Måske med to hoveder. Da der så kom en klukkende lyd derindefra, gik min hjerne helt amok. Jeg tøvede lidt med at træde ind. Marc og Dylan tog noget, der lignede underligt formet sadler, og gik ind i et hjørne, jeg ikke kunne se. Jeg kunne høre dem pusle og snakke. Lyden at klirrende remme.

Jeg måtte finde ud af, hvordan en mojoy så ud. Der første jeg så, var en hale. Den var ikke lang - på længde med en fårehale, men den vrikkede som om den var begejstret. Og hele kroppen var fuldt befjeret. Det var lange mørke fjer, som dækkede hele dyrets krop. Den havde to ben som var lange og kraftige og gik ud i tre kraftige tær med store negle på. Halsen var lang og virkede lidt pjusket. Og hovedet, som dukkede frem bag Marc, så utrolig uintelligent ud.

"Krurh!" Sagde den og gloede på mig med sit ene øje, der sad på siden. Dens næb lignede et papegøjenæb. Den baskede med sine små, buskede vinger. Dylan trak sit bæst ud. Den lignede også en forvokset kylling. Måske var dette Myratos svar på Jordens uddøde elefantfugl. Jeg følte mig pludselig meget lille, da den stod sådan i fuld højde foran mig. Den strakte sig nok mere end halvanden meter over mig. Det var værre end at stå ved siden af en hest. Jeg var jo næsten kun på højde med dens ben.

Jeg havde absolut ikke lyst til at sidde på sådan et dyr. Jeg ville hellere sidde på en drage.

Marc trak mojoyen helt ud.

Han viste mig, hvordan man kunne komme op i sadlen. Dyret stod helt stille, mens han gjorde det. Herefter forklarede han mig, hvordan man fik dyret i gang og drejede det. Efter et par runder stoppede han foran mig. Nu var det min tur. Jeg overbeviste mig selv om, at det var ligesom at komme op på en hest, men det havde jeg aldrig prøvet før. Først kunne jeg ikke strække mit ben op til stigbøjlerne. Da Marc havde hjulpet mig op, fumlede jeg med tøjlerne. Mojoyens ryg var langt bredere og fladere end en hests. Man kunne faktisk sidde med benene over kryds hvis man ville. Jeg tøvede med at sætte mojoyen i gang. Dylan var allerede oppe, og hele vores oppakning (så meget var det heller ikke) var spændt fast bag ham.

"Er du klar?" Spurgte Dylan.

Jeg nikkede. Jeg havde egentlig mest af alt lys til at blive. Jeg så ikke frem til det her. Måske ville jeg aldrig komme hjem igen. Så kunne jeg nok komme tilbage. Med den tanke, som hverken var god eller dårlig, så jeg på Marc og sagde pænt farvel.

"Oracsah." Sagde Dylan og satte sin mojoy i gang. Jeg fulgte efter. Jeg kom måske til at sparke lidt for hårdt på min mojoy. Den gav en underligt skrappende lyd fra sig, og satte i et ryk i gang. Det kom så meget bag på mig, at jeg var ved at falde af.

Dylan skralgrinede at mig, og da jeg så mod Marc, smilede han stort som om han prøvede at kvæle et grin.

Men vi kom da af sted, selvom jeg ikke var just tryg ved at skulle ride væk fra Marikta. Jeg frygtede lidt, at noget ville skræmme dyrene på vejen ud af byen. Dylan førte an.

"Du skal ikke bekymre dig om din mojoy. De bliver ikke så let skræmte. Folk skal nok gå udenom."

Jeg så stift ned på vejen og undgik bevidst folks blikke. Lige så snart vi nåede væk fra Marcs hus begyndte gårdagens festival at mælde sin gamle tilstedeværelse. Rodet var over det hele. Der var også store huller i jorden her. Vi måtte ride uden om flere af dem.

Vores mojoyer stoppede op, da en fra kanin/ræve folket og en hulemand (Man kunne ikke se hans ansigt for bare hår) stod og råbte ad hinanden. En større menneskeflok kiggede på. Det fyldte hele stien. Dylan steg af og gav sin mojoys tøjler til mig.

"Vent her." Sagde han.

Jeg havde ikke specielt meget lyst til at blive her tilbage med hans mojoys tøjler i hånden. Hvad hvis den trak mig ned og stak af? Det ville være pinligt.

Men Dylan og nogle andre mennesker gik i gang med at blande sig. Det startede en stor åben diskussion hvor alle snakkede i munden på hinanden. Efter kort tid brød alle op og gik hvert til sit. Uden et ord tog Dylan tøjlerne og steg på sin mojoy.

"Hvad handlede det om?" Spurgte jeg

"Bare en, der prøver at skabe flere problemer."

Og så var der ikke mere at sige til det. Jeg gik ind i mine egne tanker om skolen derhjemme.

 

Jeg blev lettet, da vi endelig nåede ud af byen. Desværre kom jeg til at tænke på Marc. Vi kunne virkelig godt have blevet der i nogle dage, hvis ikke jeg skulle hjem.

Foran os bredte landskabet sig ud. Det så næsten helt fladt ud. Jeg kunne ikke se byen.

"Hvor mange kilometer er der?" Spurgte jeg.

"Vi er der nok  ved middagstid." Svarede han. Han satte sin mojoy til løb. Jeg tøvede meget med at prøve at få min i gang. Min mave knudrede sig sammen, da jeg sparkede mojoyen i siderne. Den satte straks i løb efter Dylan. Det humpede ret meget, og jeg blev nød til at holde fast ved siderne af den. Mojoyen troede vidst at jeg ville have den til at løbe stærkere, for den satte farten yderligere op. Det endte med at jeg overhalede Dylan, som så mod mig med et undrende blik. Pludselig satte han selv sin mojoy i hurtigere løb. Han halede ind på mig. Noget konkurrencelyst satte ind i mig. Jeg tog fat om mine tøjler og sparkede endnu mere til min mojoy. Jeg håbede på, at jeg kunne styre dette dyr. Dylan havde et smil på læben, da han kom nærmere.

Min mojoy kæmpede for at holde sig i gang, og løbe hurtigere, når jeg fortsat sparkede til den. Jeg så tilbage mod Dylan og gav ham et du-kan-ikke-fange-mig-blik.

Jeg nåede kun at se frem igen før det gik op for mig, at der lidt længere fremme var en hel karavane, der gik. De fyldte hele vejen, og det kunne være farligt at overhale med vores fart. Jeg prøvede at huske, hvordan man stoppede dyret, men det var som om den ikke lystrede. Jeg trak hårdt i tøjlerne men det virkede ikke. Mojoyen skreg. Det var en ulidelig lyd. Dylan indhalede mig og tog fat i mine tøjler. Vi stoppede op. De bagerste mennesker i karaven vendte sig om og stirrede underligt på os. Mojoyerne pustede hårdt. Dylan talte beroligende til min. Jeg følte mig lettere flov over ikke selv at kunne kontrollere den. Det burde være ligesom en hest, men dem kunne jeg jo heller ikke finde ud af.

 

Vi fortsatte i et skridtende tempo forbi den endnu langsommere karavane. Jeg nægtede at tage i et hurtigere tempo end gang, så det var, hvad vi gjorde. Det var lige før jeg hellere ville gå, men det ville også bare være trættende. Jeg udnyttede vores langsomme tempo til at se på naturen. Myratos fugle, der fløj over os, fløj hurtigt. Hvis vi kunne komme lige så hurtigt at sted, ville vi nok være der inden for en hel time eller sådan noget. Men det var fugle. De kunne umuligt bære os ligesom disse mojoyer kunne.

Jeg var ved at blive godt træt af at gå i den irriterende  fart, da Dylan pludselig sagde:

"Vi er der inden for de næste timer."

YAY! Total lallende glad atmosfære. Lad os åbne en champagne og glæde os. NEJ! Det her var kedeligt, og jeg var ved at have ondt af at sidde ned.

Jeg mumlede bare et eller andet mod ham. Kunne vi ikke bare snart være det. Hvor lang tid var "inden for de næste timer"? Er det 5 timer eller 2!?

Dylan kunne på en eller anden måde mærke mit humør.

"Hvad er der?" Spurgte han og så bagud på mig. Jeg satte min mojoy til lettere hurtig gang - jeg var ret bange for, at den pludselig ville sætte i løb igen - og kom op ved siden af Dylan.

"Ikke rigtig noget." Jeg søgte hurtigt efter et andet emne. "Hvad skal vi så gøre, når vi kommer til Mytena?"

"Mythenia? Vi skal finde Reda. "

"Kender du noget til Reda?"

"Jeg ved hun har været med i en del af de betydningsfulde kampe. Hun har været babysitter for en del kongebørn dengang det var der."

"Så hun er en meget gammel kvinde?" Det var mere en konstatering.

Dylan gav et specielt grin fra sig. "Det kan man vel godt sige. Hun ville måske blive fornærmet, hvis du sagde det til hende."

Det her land begyndte at blive mere og mere underligt.
"Er der en kongefamilie her i Myrato?"

"Ja.. Eller… der var engang i hvert fald, men Gaventus og Rosenta er gået bort og efter dem overtog Argoron tronen, da hans ældre tvillingebror Malagon var død i samme krig som deres far. Men Argoron var en forfærdelig konge, så landet gik imod ham, og ødelagde Danekias - kongebyen. Han er vidst forsvundet nu, hvilket hans kone og barn også er."

Det lød jo som et helt eventyr. Måske Tornerose og snehvide blandet sammen med en lidt mere fancy handling?

"Var hun så på den gode eller den onde side?" Måske var Reda en ondskabsfuld troldkvinde med sort kappe, der nu levede i et slot på et bjerg med lynene haglende ned over sig og sorte fugle skrigende over tårnene. Mythenia virkede pludselig ikke så tiltalende længere.

"Det kommer an på, hvordan du ser på det. Jeg kan faktisk ikke huske, om hun var med kongen under borgerkrigen."

"Nå…" Jeg nåede ikke at sige mere, før Dylan hurtigt sagde.

"Træk ind til siden." Jeg reagerede ikke hurtigt nok ifølge ham. Han hev i mine tøjler, hvilket trak min mojoy ind i hans. Den skræppede lidt op. Næsten med det samme tordnede en horde af ryttere (på heste) forbi os. Der fløj også nogle vogne med. Hvis ikke Dylan havde trukket i mig, havde jeg nok været flad nu.

Støvet hvirvlede op fra stien og tvang mig til at få hosteanfald.

"Det var tæt på." Mumlede Dylan.

"Det må du nok sige." Det var ikke nogen mennesker, jeg havde lyst til at møde igen. "De var lige ved at ride os ned. Det kan de da ikke tillade sig!" Det var nok ikke tidspunktet at blive irriteret på. Det var ikke Dylans skyld.

"Det var en garde. De gør ofte som det passer dem." Underligt nok smilede han til mig som om det hele var godt igen.

 

Vi fortsatte i et langt stykke tid før byen kom til syne foran os. Jeg blev så lykkelig over at se noget andet end åbne områder, at jeg satte min mojoy i løb for at komme hurtigere derhen. Jeg ved ikke helt, hvor jeg fik modet til at gøre det, for jeg tænkte først rigtigt over det, da muren, som var endnu højere end Mariktas, tårnede sig op lige foran mig. To vagter stod oppe over porten og sagde;

"lopeshjath!"

Jeg var helt paf.

"Liuighi" Råbte Dylan tilbage.

Godt fint. Jeg måtte skrive mig selv bag øret, at alt, der sluttede på "shjath" for fremtiden skulle svares med "Liuighi"

Vi steg af mojoyerne lige så snart vi kom ind af porten. Rettelse. Dylan steg af sin, jeg var sådan lidt fanget, og måtte have hjælp af ham. Det var lidt pinligt synes jeg.

Mojoyerne - i hvert fald min - virkede til at være glade for at få os af. Mythenia virkede meget rigere end Marikta. Gaderne var meget bredere, og mange af husene var også meget større. Folk hilste venligt på os og flere ville gerne holde samtale med os. Dylan fortalte, at folk her kendte hinanden og derved vidste, hvem der ikke kom fra byen. Han spurgte flere om, hvor vi kunne finde Reda, og alle var glade for at kunne hjælpe ved at svare. Hvis det her var i Danmark, ville folk jo være flygtet i stedet for at konfrontere os.

Imens Dylan holdt en volapyksamtale med en anden person, fik jeg øje på noget tydeligt rødt længere fremme på gaden. Det bevægede sig som et reptil og jeg blev nød til at blinke flere gange før jeg fuldt ud forstod det. Jeg vil nu selv mene, at jeg havde oplevet nok ting i løbet af min tur her, men næ nej! Jeg skulle selvfølgelig også lige opleve at få noget nær dødsangst. Bæstet havde set os. Den var på vej lige hen imod os.

"Nu drømmer jeg!" Råbte jeg og løb ind mellem bygningerne. Jeg skulle ind på de mindre gader, hvor den ikke ville kunne bevæge sig så frit.

Dylan og personen stod bare og gloede underligt på mig. Var de dumme eller hvad? Den kom jo lige hen imod dem med dens skarpe tænder og gennemborende øjne. Den ville flå deres kød og brænde dem op! Og hvad gjorde de? Ingenting! Var den hellig eller sådan noget? Var der ikke noget, der hed monsterjægere i denne verden!?

Mit hjerte pumpede hårdt, da jeg lænede mig hårdt op af husmuren. Mine tanker kørte rundt. Hvad nu hvis den kunne mærke frygt? Eller lugte det? Man havde jo ikke en jordisk chance her! Jeg ville aldrig komme hjem igen. Jeg lukkede øjnene for at få ro på tankerne, men det satte bare 1000 flere i gang. Nu var de sikkert allerede døde. Godt man ikke kunne høre deres dødsskrig. Jeg tog en masse lange, dybe indåndinger. Jeg lyttede efter dens skridt. Et eller andet tegn på, at den var i nærheden, men der var ikke en lyd. Jeg kunne stadig høre Dylan og personen snakke sammen. Deres stemmer var rolige som om monsteret aldrig havde været der. Måske var det bare mig, der var ved at blive syg eller sådan noget. Jeg måtte have set syner.

Langsomt åbnede jeg mine øjne. Det var ikke lige det, jeg havde lyst til at se. Jeg tænkte straks på, hvad de gjorde i de forskellige Jurassic Park film. Monsteret havde et olivengrønt øje, der næsten var på størrelse med mit hoved. Den stirrede lige på mig. Dens skællede hoved var helt nede ved mit. Lige nu, var jeg rimelig meget trængt op i en krog. Jeg kunne ikke løbe, for dens krop fyldte hele området. Den bevægede sig ikke ud af flækken.

Jeg valgte det eneste, jeg kunne gøre, indtil den ville æde mig: Jeg stod helt stille, og stirrede tilbage på den. Hvad valg havde jeg? Jeg sendte min familie og venner en tanke og forberedte mig på at ende mit liv i dette uvirkelige land.

 

Men der skete ingenting. Monsteret prustede let - jeg havde lyst til at skrige - men rørte sig slet ikke ud af flækken. Den stirrede bare på mig med det ene øje. Jeg var stadig trængt op af væggen. Den bevægede sin hale let fra den ene side til den anden side.

"David, er du her stadig?" Råbte Dylan pludselig fra den større gade. Monsteret bevægede hovedet mod Dylan, da han kom frem. Dens røde skæl rørte mig næsten, og det skræmte mig næsten lige så meget som da jeg kiggede den lige i øjnet. Heldigvis stirrede den ikke længere på mig. Nu kunne jeg i stedet se på den grimme hudflade den havde på siden.

"Hvad sker der?" Spurgte han.  Han mumlede noget til monsteret, der brummede og forsvandt som en strejferhund. Jeg kunne ikke få mig selv væk fra væggen.

"Er du okay?" han kom helt hen til mig. "Du er helt bleg." Sagde han.

Faktisk, nu hvor jeg tænkte over det, havde jeg lyst til at besvime. Alle drengene fra min klasse ville være døde af skræk, hvis de havde set sådan et bæst, som jeg lige havde oplevet. Måske ville flere have skidt i bukserne.

Det lykkedes mig at få kontrol over mine lemmer og stemme.

"Øhm… ja, jeg klarer mig." Løj jeg. Hvorfor skulle vi være i sådan en sindssyg by, der havde dragelignende bæster som strejferhunde? Hvilket sygt land var det her lige!

Desværre for mig stod monsteret ude på den åbne gade.

"Kan vi ikke gå en anden vej?" Spurgte jeg. Jeg prøvede at få det til at lyde henkastet, men min stemme skælvede voldsomt. Jeg var et pattebarn.

"Du skal ikke tage dig af dragen. Olinus gør dig ikke noget med mindre du gør dig fortjent til det." Dragen fnøs som om den svarede på det, han sagde.

Jeg glædede mig umådeligt over, at jeg ikke skulle se mere på monsteret, da de pudselig overhalede os.

"Olinus fører os derhen." Sagde Dylan bare. Jubi, hvor elsker jeg bare det her!

Jeg fandt hurtigt ud af, at Mythenia var en langt større by end Marikta. Alt her så flottere og renere ud end både Idaiho og Marikta tilsammen. De kunne godt tage at lære noget af denne by. Olinus, som bæstet nu hedder, stoppede op mange gange, da den vidst syntes at vi gik for langsomt. Dylan ville ikke indrømme det, men jeg vidste, at det var min skyld, at det gik så langsomt. Jeg var den langsomme.

 

Mørket var uden videre kommet over os, og jeg begyndte at fryse ret meget. Dylan lod sig stadig ikke mærke med det. Jeg så hen på monsteret, der stadig fulgte trop. Pludselig gik der en ung pige - nok på alder med Dylan - foran sammen med bæstet. Jeg kunne næsten ikke tro, hvad jeg så, for det virkede til, at de talte sammen. Altså sådan, at pigen sagde noget til monsteret, og monsteret så gav nogle brummende lyde fra sig. Det virkede absurd.

"Hvem er hun?" Spurgte jeg Dylan. Han trak på skuldrene.

"Sig mig, taler hun med bæstet?" Dylan kiggede undrende på mig.

"Hun taler med dragen, Olinus. Ikke med noget bæst."

"Jaja, hvordan kan hun tale med bæstet?" Dylan virkede forvirret over mit ordbrug.

"Hvad mener du med bæst?" Spurgte han.

"Se på den! Det er et monster." Sagde jeg måske lidt for højt. Bæstet og pigen stoppede pludseligt op. Monsteret knurrede helt nede fra maven af. Pigen lagde en hånd på dens side før hun vendte sig direkte mod mig. Hun var nogenlunde på samme højde med Dylan, halvandet hoved højere end jeg.

"Vil du være så venlig ikke at kalde Olinus et bæst ELLER et monster. Det er faktisk ret ondt sagt. Hvordan ville du have det, hvis jeg hang dig ud bare fordi du ikke var et syn, jeg var vant til at se til hverdag?"

Jeg var mundlam. Hvorfor kan alle i dette land bare tale dansk!? Det kan ikke passe! Der må være sket en fejl! Dansk er ikke et sprog, man skal kunne, når man ikke lever i landet. Det er for småt til at være betydeligt!

"Hvis du skal gøre dig nogen forventninger om, at komme hjem igen, skal du opføre dig ordenligt, også selvom folk ikke forstår dit sprog og du ikke deres. Er det forstået David?"

Hvorfra hun kendte mit navn, anede jeg ikke. Måske havde monsteret sagt det til hende. Men hvordan skulle den kunne vide det?

Vores mojoyer, som Dylan for resten trak, afbrød min mundlamhed.

Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke kunne komme med en af mine kækkere kommentarer, men jeg gjorde ingenting. Hun forventede vidst heller ikke noget svar fra mig, men vendte sig bare om, og gik videre. Dylan sendte mig et opmuntrende blik. Det ville folk heller aldrig gøre i Danmark.

 

Efter kort tid drejede monsteret og pigen ind mod et af de større huse. Det første jeg tænkte på var, at døren var enorm. Selv bæstet kunne komme derind.

Pigen bød os indenfor med et smil, og virkede som om hun lige havde glemt, at hun havde irettesat mig.

Huset var lunt og der duftede at kød. Der var masser af plads i alle rum og dørkarme. Pigen råbte gennem huset. Bæstet blev, hvor vi var, og holdt et stift blik mod mig. Jeg prøvede at virke rolig, men indeni var jeg i dyb panik. Hvis ikke det var for, at her var mad og mulighed for at kunne komme hjem igen, var jeg smuttet. Mens jeg så rundt på de forskellige møbler og pynteting hørte jeg pludselig en dyb rumlen. Det var ikke sådan en  "jorden ryster" rumlen. Jeg var parat til hvad som helst, bare det ikke var endnu en drage. Jeg syntes det var nok med denne røde en. Pigen kom mod os igen.

"David, hvor godt har du det med kattearter?" Spurgte hun.

Sikke et underligt spørgsmål. "Fint nok." svarede jeg køligt.

Hun nikkede bare.

"Jeg skal nok være jeres tolk for Reda." sagde hun. Det var total uden sammenhæng, men nu dejligt endelig at have en chance for at komme hjem.

Pludselig kunne jeg se noget i skyggen fra gangen. Det var et sted, hvor lamperne ikke kunne lyse. Det første jeg rigtig kunne se, var to store gule øjne, der stirrede hen på mig. Noget sagde mig at Reda enten ikke var menneske, eller det der var hendes kæledyr.

"Dette her er Reda." Det var som om pigen havde læst mine tanker.

Det gav et sug i min mave, da det stribede dyr trådte frem i lyset. Den stirrede direkte på Dylan og mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...