The Great Adventures of...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Hele min krop reagerede instinktivt, da jeg så dem, og jeg for op for at springe over på den anden side af stendyngen. Der var 5 af dem. Grålige bæster... Jeg kunne kun tænke på en ting: løb... Da David pludselig vågner op i en ukendt verden, har han kun et mål; at komme hjem igen. Men rejsen hjem bliver kun mere besværlig, og er ikke så ligetil.

2Likes
0Kommentarer
563Visninger
AA

24. En sidste kamp 23. December

Mit hoved dunkede. Sådan rigtig meget. Jeg prøvede at tage mig til det, men mine arme rokkede sig ikke ud af flækken.

"Jeg synes betrykkeligt, at jeg har fortalt dig, at du skal lade jordboer være. De skal ikke hjælpes. De selvglade pak skal lære noget. Du gør det alt, alt for let for dem!" Stemmen var skarp og kontant. Jeg genkendte den med det samme som Cenneth.

"Jeg har jo sagt undskyld! Jeg har forklaret dig, hvorfor jeg gjorde det."

Cenneth vrissede en masse ting. "Det var netop derfor jeg ville have dig til at blive på gården. Så kunne du ikke ødelægge tingene for mig."

Stilhed. Jeg åbnede mine øjne på klem. Det var lyst. Ackno sad nede på jorden, mens Cenneth vandrede rundt om bålet. Jeg rykkede på mine arme. Meget langsomt og roligt for at ingen af dem ville opdage noget. De var bundet. Det samme var mine ben.  Heldigvis havde de da ikke taget vanterne af mig. Kun min taske.

"Men hvad skal vi så gøre med ham. Han kan jo ikke blive liggende der." Acknos stemme var meget stille.

Jeg blev nød til at lukke øjnene igen. Cenneth stillede sig foran mig.

"David kan godt klare sig. Især nu, hvor DU har hjulpet ham." Der var en virkelig hård tone at spore. Han skubbede til mig med foden. Var det nu jeg skulle vågne? I stedet forholdt jeg mig slapt som om jeg var bevidstløs.

"Vi kan også bare tage ham tilbage til gården. Måske lægge ham der, hvor jeg fandt ham."

Jeg fornemmede på jordens skrap, at Cenneth hurtigt vendte sig mod Ackno. Er du komplet dum eller hvad? Selvfølgelig skal vi ikke tage ham med til gården. Vi lader ham blive her. Så er det hans eget job at finde ud af, at komme fri."

En blanding af vrede og panik krøb over mig. Hvis jeg havde været fri ville jeg sikkert ha' slået Cenneth ned.

"Lad os så se at komme af sted inden noget går galt." Cenneth begyndte at pakke lejren sammen. Ackno blev siddende. Han spejdede mod mig. Jeg glemte at lukke øjnene, men tror ikke han opdagede det. Det var også kun på klem.

"Men det er forkert at ligge ham her!" Insisterede Ackno. Det undrede mig faktisk en anelse, at han tog mit parti. Burde han ikke holde med sin bror?  Hans blik mod sin bror i går printede sig på min nethinde. Nej, hans blandede følelser for ham styrede det hele.

"David skal nok klare sig. Han har klaret sig i dette land i snart 20 dage. Han kan sagtens også gøre det nu. Han er ikke en gang blevet dræbt af edderkoppen."

Ackno krympede sig, da Cenneth nævnte edderkoppen. Jeg gik ud fra, at det var Tamok han snakkede om.

"Se så at komme i gang så vi kan komme væk herfra."

Jeg vidste ikke helt, om det var smart at spille en, der vågner, men det gjorde jeg. Jeg rullede rundt til jeg kunne komme op at sidde. Mit hoved dunkede og smertede endnu mere. Min balance tog noget tid om at blive genvundet.

"Nå du kan godt vågne." Cenneth kom hen mod mig og gav mig et af sine bedrevidende smil. Jeg stirrede irriteret op på ham. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle gøre. Mine arme var bundet. Mine ben var bundet. Mit våben var uden for rækkevidde…

"Ja, jeg kan ikke takke dig for at give mig en god søvn." Det var det eneste jeg kunne finde på at sige.

Cenneth fnøs. "Så du er også en lurer, hva?" Han stillede sig med armene over kryds, mens han så ned mod mig. "Sig mig David, hvordan fik du lært myparitsk så hurtigt?"

Jeg følte en meget stor trang til at fortælle ham det, men rystede på hovedet ad mig selv. Han skulle da ikke vide, at jeg havde en magisk sten i vanten. "Jeg har nogle gode venner, der kunne hjælpe mig." Svarede jeg ham, mens jeg trodsigt så ham i øjnene.

Det fik Cenneth til at le. En lang og ubehagelig latter. "Hvordan kan du kalde Dylan og Shellvi for venner. Shellvi vil jo ikke en gang aflevere orgosgonen til dig."

Hvorfor han sagde det på mypartisk, ved jeg ikke. Ackno reagerede i hvert fald på det.

"Jeg ved du lyver." Sagde jeg koldt. "Du kan umuligt sige sandheden."  Alligevel vidste jeg ikke, om jeg troede på ham. Jeg havde intet bevis på, at Shellvi virkelig ikke snød mig.

"Dylan har jo forladt dig. Hvordan kan du så kalde ham for ven?"                                                                                           

Det slog mig hårdt. Dylan havde forladt mig. Vores veje skildredes på en rigtig dårlig måde.

"Hvor er han nu, hva David?" Jeg havde det som om Cenneth prøvede at slå noget ind i mit hoved. Dylan var taget hjem. Hjem til sin bedstefar.

"Han er… han er taget hjem." Sagde jeg uden at tænke over det. Ulykken ramte mig rigtig hårdt. Cenneth har ret tænkte jeg. Dylan var taget af sted. Jeg ville aldrig se ham igen.

"Ja, som jeg sagde; de to er ikke dine venner. De har forladt dig. De er ligeglade med dig."

Cenneth smed en taske over på ryggen. "Lad os så komme af sted Ackno."

Han vendte sig fra mig. Ackno så igen mod mig. Jeg så ned. Jeg havde ikke lyst til at møde hans blik. Jeg håbede han havde dårlig samvittighed, men på den anden side havde jeg ondt af ham. Jeg var bare for bange for den kommende tid til at kunne tænke på det.

"Kan vi ikke binde ham fri?" Spurgte Ackno og så mod sin bror.

Cenneth skar tænder. "Tænk dig nu om for en gangs skyld! Hvis han bliver sluppet fri…"

"Kan vi ikke spille om det?" Røg det ud af mig. Jeg havde på ingen måde lyst til at blive her. Bundet og ude af stand til noget. På den ene side ønskede jeg mig selv langt væk.

Cenneth vendte sig mod mig med et sært glimt i øjet. "Spille hvad?"

Jeg tvang et skævt smil på. "Du ved… måske noget Jokeren?"

Han var solgt.

"Vi kan spille på min frihed for eksempel. Hvis jeg vinder, slipper i mig fri og viser mig vejen til Amoduchfloden. Hvis jeg taber derimod, kan i lade mig være her."

Cenneth lo kort. "Det er slet ikke godt nok David." Han fik et lumsk smil på.

"Hvad mener du?"

Jeg så hen på Ackno der rystede meget ivrigt på hovedet.

Det her er en dårlig ide.

"At du får lov til at blive her? Nej det er ikke en god nok præmie for mig."

"Men du havde ikke brug for en præmie sidste gang." Udbrød jeg. Mit hjerte bankede hurtigere. Jeg kunne forestille mig alle de ting han ville forlange af mig, hvis han vandt. For eksempel min rigtige frihed. Jeg kunne leve et helt liv som træl på gården. Måske ville han have mig som personlig lakaj.

"Selvfølgelig havde jeg brug for en præmie sidste gang. Den fik jeg også." Cenneth smilede.  Jeg havde lyst til at tørre smilet af med en næve, men kunne ikke… var alligevel også for bange til at gøre noget.

"Det var en win-win situation for mig."

Jeg kunne godt forestille mig, at han vandt ved, at jeg blev sendt til Myrato.

"Hvad vil du så have, hvis du vinder?" Jeg holdt vejret, mens Cenneths smil blev endnu større.

"Jeg vil have den del af orgosgonen du har."

Mit hjerte slog klik. Var han helt seriøs. Det var jo min billet hjemad! Hvis han fik den, ville jeg aldrig komme hjem igen. "Og du forbliver bundet." tilføjede han.

Hvis jeg tabte, ville det være sket med mig. Jeg kunne lige så godt lade shurnt komme og bide mig i benet igen.

Det er bare en orgosgon. Du finder andre måder at komme hjem på. Prøvede jeg at sige til mig selv.

"Har du et kortspil?" Hørte jeg mig selv spørge. Det var helt mekanisk.

Cenneth trak øjeblikligt et sæt op af lommen. Han havde forventet, at jeg ville udfordre ham.

Ackno lignede en, der ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv, da Cenneth befalede ham at binde mine reb op. Han delte kortene ud på jorden.

Jeg havde trang til at bide negle. Det her var nu eller aldrig. Det var 20 dage siden jeg havde spillet sidst.

"Jeg har øvet mig." Cenneth sendte mig et udfordrende blik, som fik hele min mave til at slå knuder. Han vidste, hvad han skulle sige.

"Intet snyd." Jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg fik modet til at se ham i øjnene.

Han nikkede, men holdt sin smilende facade på.

"Ackno, du skal være dommer."

Ackno satte sig tøvende ved siden af os. Cenneth forklarede ham reglerne, og jeg kom meget ofte med indvendinger, fordi han kun kom med få overordnede ting.

Jeg trak mine vanter af. Det var nødvendigt. Hvor stor var chancen for, at Ackno ville sige noget til mig, mens vi spillede?

Cenneth så mig dybt i øjnene. Skræmmende. "Er du klar?" Spurgte han.

Jeg nikkede bare.

Ackno startede os. Jeg var en anelse for langsom på aftrækkeren i forhold til Cenneth. Heldigvis kom jeg hurtigt i gang, og var heldig med kortene. Jeg holdt et vågent øje med Cenneths kort, da han pludselig trak en joker frem. Irriterende. Jeg spillede videre. På en eller anden måde fik jeg selv smidt en joker ud, som Cenneth tog. Jeg gik i panik. Han måtte ikke vinde! Han var alt for tæt på sejren. Mine bevægelser blev langsommere og langsommere. Det var som om en træthed kom over mig. Ackno sagde noget på myparitsk. Jeg skulle have beholdt kontaktet til stenen. Cenneth svarede ham. Imens han snakkede blev mine bevægelser hurtigere igen for en stund. Jeg fonnemede, at noget var galt.

"Snyder." Hvæsede jeg. Ackno så også selv mod Cenneth, som gav mig et kort overlegent smil, men fortsatte. Han havde ikke langt igen. Med et kunne jeg igen spille normalt. Cenneths pande blev  rynket i koncentration. Ackno havde det lige sådan. Jeg havde ikke tid til at tænke over det. De sagde en masse ting til hinanden. Jeg fandt en joker og udnyttede det stort.

Jeg havde snart dem alle! Manglede en konge. Jeg vidste, at Cenneth havde den. Furerne i Cenneths pande blev større. Ackno så træt ud, men hans koncentrerede mine var ustoppelig.

Cenneth med kongen.

Jeg trak den med det samme. Vendte alle mine kort og råbte "STOP!"

Cenneth så arrigt mod sin bror. Jeg trak øjeblikligt vanterne på igen. Jeg havde slet ikke tænkt over, hvor kolde mine hænder var blevet.

"Hvor vover du at gå imod mig! Du tror du kan gøre så meget, men ved du hvad!? Du er et nul!" Ligesom forrige dag skubbede Cenneth Ackno hårdt i brystet. Denne gang faldt Ackno til jorden.

"Hvad bilder du dig ind?" Røg det ud af mig, "bare fordi du er en dårlig taber, der snyder, behøver det ikke gå ud over Ackno."

Cenneth så hårdt mod mig. "Du ved intet! Han brugte magi mod mig."

Det slog mig. De to havde været i en magisk kamp mod hinanden. Cenneth havde brugt neuromagi mod mig. Ackno havde brugt sin magi til at stoppe ham.

"Ackno forsvarede mig. DU snød!"

"Jeg kræver omkamp!" Råbte han. Jeg havde overhoved ikke lyst til at spille igen.

Ackno rejste sig. "Du får ingen omkamp. David vandt på ærlig vis. Han var den i spillet, der ikke snød. Som dommer vurderer jeg, at du, Centho blev diskvalificeret lige så snart du begyndte at bruge magt mod David."

Cenneth kunne have smidt Ackno i jorden og smadret hans hoved. Ackno så trodsigt mod ham. "Det var dig selv, der udnævnte mig til dommer."

Cenneth kunne virkelig godt have banket Ackno nu.

"Fint så!"

Jeg følte den meget intense og akavet stilhed, der fulgte efter. Jeg skyndte mig, at pakke kortene sammen.

 

Hvor er det bare absurd. Tænk at blive fuldt på vej af en, der havde slået mig bevidstløs.  Jeg havde fået fat i mit våben før Cenneth, og havde derfor en fordel. En kæp mod et sværd. Jeg tror nok liiige det gav mig noget magt over den psykopat. Ackno og jeg gav  hinanden sigende blikke flere gange, mens Cenneth ødelagde dem ved at komme med irriterede kommentarer om, at der ville gå lang tid inden vi kom til floden. Ackno rystede på hovedet ad ham, men sagde ikke noget til det. Det var stensikkert et forsøg på at få mig til at miste modet. På en lillejuleaften! Det kan da ikke lade sig gøre. Slet ikke! Jeg følte flere gange en stor trang til at råbe og skrige af fyren, men valgte at lade vær. Det kunne være, at han fandt på at gøre noget som straf. Måske slå mig bevidstløs igen. Det var egentligt også underligt, at han fulgte mig af sted af egen fri vilje. Han stoppede pludselig op.

"Så er vi her." Sagde han. Floden strakte sig ud foran os. "Her er floden. Så må du hellere se at finde den orgosgon." Jeg syntes han sagde, at der var lang vej endnu?

"Du skal følge mig til orgosgonen." Sagde jeg hurtigt og strengt.

Cenneth smilede af mig som om jeg var et lille barn. "Skal vi tage et spil mere om det?" udfordrede han. Jeg følte et pres for at sige ja, men sendte ham i stedet et løftet øjenbryn.

"Er du helt seriøs? Jeg kan da bare tage Ackno med mig i stedet for. Han er langt bedre at være sammen med end dig."

Cenneth lo. Ackno så væk som om han var forlegen over det, jeg sagde.

"Lad os gå." Cenneth førte os længere af sted langs floden.

Jeg håbede inderligt, at det var den rigtige vej Cenneth førte mig.

Ackno skubbede let til mig. "Nu gør du det igen." Sagde han stille.

Jeg smilede kort. "Undskyld."

"Vi er på vej. Bare rolig. Du er snart hjemme."

"Jeg troede vi havde en klar aftale om, at du ikke under nogen omstændigheder måtte hjælpe." Cenneth gav Ackno et virkelig hårdt blik. Hvis man kunne dræbe med blikket, havde Cenneth gjort det nu. Ackno så ned.

 

"Så er vi fremme ved punktet, du nævnte."Ackno smilede forsigtigt til mig.

"Er du tilfreds nu?" Cenneth så på mig. Hans blik var strengt og irriteret.

"Nej faktisk ikke." Lykkedes det mig at sige. "Hvor har du gemt orgosgonen?" Cenneth så uforstående ud.

"Hvad mener du?" Han prøvede virkelig at lyde uskyldig. Det gik ikke så godt for ham.

"Fortæl mig nu bare, hvor den er?" Vrissede jeg.

"Hvad skulle få mig til at sige det?" Hvilken udfordring…

Jeg trak mit sværd. "For ellers bliver det værst  for dig selv." Cenneth lo bare af mig.

"Hvad vil du gøre? Hugge hovedet af mig? Det ved vi jo alle sammen godt, at du ikke har tænkt dig at gøre."

Han havde ret. Jeg ville aldrig i mit liv kunne få mig selv til at hugge nogens hoved af.

Et sted på den anden side af floden begyndte en flok hunde at gø. Vi stivnede alle tre.

"Hvem er det, der har været i nærheden af dem?" Cenneth så skiftevist mod Ackno og mig. Ackno så ned. Han skulle lige til at sige noget, men jeg kom ham i forkøbet.

"Hvad forskel gør det? Vi er tre personer. Vi kan sagtens slå dem ned."

Cenneth så vantro mod mig. "Er du klar over, hvad du selv siger? Det der er shurnt. De er nådesløse jægere."

Jeg fnøs. "Gider du lige. Jeg har faktisk dræbt nogen af dem."

Cenneths OG Acknos øjne blev smalle.

"Det kan du godt klare selv. Jeg skal ikke i nærheden af dem." Cenneth tog hårdt fat i Acknos arm. "Kom så! Det er ikke vores kamp."  Han vendte blikket mod mig. "For resten ligger den på bunden lige  i nærheden af, hvor du står." Han blinkede et af sine kikset blink til mig. Jeg så ned i vandet. Den irriterende gøen blev højere. Strømmen løb hurtigt. Det var et bredt stykke. Hundene kunne ikke komme over. De ville være nød til at svømme.

"Hvad skal jeg gøre for at få fat i den?" Råbte jeg mod Cenneth og Ackno.

"Du må jo smide tøjet og svømme ned til den." Råbte Cenneth tilbage. Jeg ønskede ham langt væk. Død ville være overdrevent at sige.

Vandet ville være iskoldt. Men der ville vel være en positiv ting ved at komme deri. Shurnts slim ville ikke være på mig længere. De ville miste færten af mig. Måske var der en chance for, at de ville smutte så. Jeg hadede mig selv for at gøre det. Gør det for at komme hjem.

Jeg smed tasken fra mig. Jeg så rundt før jeg tøvende tog jakken af. Jo mere tøj jeg tog af, jo koldere blev det. Det var da klart! Vejret var hundekoldt uden overtøj på! Jeg beholdt kun underbukserne på. Jeg stirrede kort ned i vandet. Hvor koldt kunne det lige være? Jeg ville ikke stikke en fod i det og finde ud af det. Det kan umuligt være koldere end at blive frosset ned af Ishela Tænkte jeg. Det var ikke overbevisende. Nu ikke en tøsedreng.

Det ville blive en vanvittig kold oplevelse. Shurntene dukkede op i det fjerne. Jeg tog springet. Vandets kulde omringede mig øjeblikligt, og strømmen prøvede at tage mig med. Hele minkrop reagerede på det. Mit hoved kom op til overfladen.  Dette vandt var virkelig koldt. Jeg kunne stadig høre shurntenes gøen. Cenneth dukkede op ved flodens bred.

"Hvor er du idiotisk." Råbte han, mens han smilede sit bedste smil. Han tog mine bukser op. Mens jeg så på, trak han kortet og orgosgonen ud af lommerne og så triumferende mod mig. Han trak mit sværd fra bunken. "Held og lykke med at komme hjem."

Jeg råbte ad ham, at han skulle komme tilbage, men han forsvandt. Jeg svømmede direkte mod bredden igen. Det var lige meget, om jeg fandt den tredje del af orgosgonen nu. Cenneth skulle fanges. Ellers var det forgæves.Jeg løb efter ham. Alt min fortvivlelse og vrede over Cenneth brød løs. Det var sjældent, at jeg kunne løbe så hurtigt, som jeg gjorde der. Jeg indhentede Cenneth og slog ham direkte i baghovedet. Han gav et brøl af smerte fra sig.

Ackno dukkede op bag en busk og så noget forskrækket ud, men jeg havde ikke tid til at dvæle ved ham. Jeg reagerede for langsomt. Cenneth trak mit sværd. Han pegede det direkte mod mig. Jeg stivnede.

"Nå? Nu er du lige pludselig ikke så smart længere, hva?" Hans smil bredte sig endnu en gang ud. "Er det så min tur til at være uretfærdig?"

Jeg sendte ham mit værste hadeblik. Hvis jeg skulle dø nu, skulle han ikke slippe for at vide, hvor meget jeg afskyede ham. Han svang sværdet mod mig.

"Likalot!" Råbet kom langt fra mig, men jeg kunne høre det som et ekko af vilje (kan ikke de beskrive det på andre måder). En kæmpe lettelse og glæde strømmede ind over mig.

Sværdet fløj ud af Cenneths hånd og videre ned i jorden lidt væk fra os. Han gjorde store øjne.

Jeg udnyttede hans uopmærksomhed til at slå ham i maven med min næve. "Nu er du pludselig ikke så smart længere." Sagde jeg.

Cenneth skar tænder. "Vi får se." Han løb direkte hen mod mit sværd. Jeg kunne ikke standse ham.  Han trak sværdet op.

"Hey dig der!" Jeg så bag mig. Shellvi stod med armene til siderne og så alvorligt mod Cenneth. "Jeg har ingen anelse om, hvem du er, men jeg bryder mig slet ikke om din fremtoning."

Jeg kunne se Ackno i øjenkrogen. Han krøb i skjul af busken igen.

Shurntene stoppede for en stund med at gø. Vinden blæse og gjorde mig opmærksom på, at jeg rystede af kulde. Shellvi kom tættere på. Hun gav kun kort bestik af mig før hun sagde "Burde du ikke finde dig noget tøj?"

Det var super pinligt. Ikke det hun sagde. Bare det, at jeg stod der midt i vintertiden i underbukser foran en ældre pige.

"Orgosgonen ligger i vandet. Cenneth har taget den første del." Fik jeg fremsagt. Mine tænder begyndte at klapre.

"Se dog at komme af sted. Husk at passe på shurnt" Hun trak sit sværd. Cenneth råbte noget ad hende, som hun besvarede igen på samme sprog.

Jeg fandt ud af at bruge mine ben igen. Ned i det kolde vand en gang til.

Jeg nåede knap at vende blikket før jeg så shurntenes snuder mod mit tøj. ØV!

Jeg havde heldigvis ikke deres lugt på mig længere. Det havde mit tøj desværre. Cenneth og Shellvi begyndte deres sværdkamp. Jeg havde intet våben. Jeg ville ikke hen til de dyr, og da slet ikke uden våben! Med et stirrede alle shurntene direkte på mig. Jeg stivnede. Deres klamme tænder kom til syne. Jeg havde lyst til at skrige. De kom direkte mod mig.

"øhh Shellvi? Lidt hjælp her!" råbte jeg tilbage mod dem.

Jeg ville løbe tilbage mod Shellvi og Cenneths kamp, men med det samme kom Dylan til syne. Han dukkede sådan bare op ud af det blå. Hvor var det vildt. Hvordan kunne de begge komme samtidig, og vide, at jeg var her?

"Hjælpen er på vej. Godt at se dig." Sagde han før han fik en anelse vand frem fra floden. Han angreb de tre shurnt efter tur. Da han så mod mig, blev han alvorlig. "Fryser du ikke?"

Jeg kunne slet ikke svare ham. Hvordan kunne jeg ikke fryse? Jeg nøjedes med at nikke.

"Se nu at komme deri. Vi har ikke hele dagen. Jeg skal nok sørge for disse shurnt."

Jeg løb videre mod floden. Shurntene ignorerede mig heldigvis og gik mod Dylan i stedet. Dylan klarede den fremragende. Det håber jeg i hvert fald, at han gjorde. Jeg hoppede uden at tænke i det iskolde vand en gang til. Jeg sørgede for at holde øjnene åbne i det klare vand. Jeg måtte hele tiden holde mig i gang i forhold til strømmen. Mit blik søgte efter et blåt lys. Floden var bred og dyb. Hvordan skulle man kunne finde noget heri??

Jeg måtte tage op efter nyt luft. Hvorfor kunne Dylan ikke bare få orgosgonen op?

Vandet omsluttede mig igen. Jeg fangede glimtet af noget blåt. Jeg ville ikke ned til det før jeg havde fået nyt luft ind. Det lykkedes mig at få mine frosne lemmer i gang. De andre var stadig i fuld gang. Dylan var i hvert fald. Jeg tog hurtigt en dyb indånding før jeg dykkede ned igen. Strømmen gik imod mig. Alligevel lykkedes det mig at komme længere og længere ned. Jeg havde ingen anelse om, hvor langt ned jeg kom. Jeg valgte ikke at tænke over det. Kun tage et tag efter det andet. Så godt jeg nu kunne det. Mine lunger begyndte at beklage sig. Min krop fik sværere og sværere ved at bevæge sig. Jeg tvang min arm ud efter orgosgonen. Mine stivfrosne fingre lukkede sig om den. Jeg lukkede øjnene, mens jeg tvang mig selv opad. En undervandsstrøm overvældede mig. Jeg mistede en del luft på at komme op igen. Mine lunger skreg. Jeg måtte snart komme op. Ellers ville alt være lige meget. Det hele havde været forgæves.  Mit syn sortnede i kanterne. Jeg kunne ikke bevæge mine arme mere. Jeg kom til at suge vand ind.

Pludselig mærkede jeg en kraft trække mig op. Jeg mærkede noget varmt tage hårdt fat i mig. Som et lyn var jeg oppe af vandet igen. Oppe i luften. Jeg hostede vand op af lungerne. Jeg blev halvt smidt på jorden før den varme kilde landede lige i nærheden og straks var over mig igen. Jeg kunne ikke fokusere på det, men det var rødt. Olinus. Dragen pustede til mig. Varmen ramte mig øjeblikligt. Den lagde sig lige over mig. Dens varme skæl var meget velkommen. Mine arme fik følelser igen. Jeg så hen mod Dylan, der havde slået shurntene ihjel og nu var i gang med at ordne mit tøj. Shellvi havde vidst udnyttet sine planteevner, og havde bundet både Cenneth og Ackno til busken. Hun tog orgosgonen og kortet fra Cenneth. Cenneth råbte og skreg af hende som et pattebarn.

Jeg så op og mødte Olinus' ene øje. Det var skræmmende at se på. Alligevel havde jeg ikke lyst til at se væk. Det var ikke første gang, at Olinus havde reddet mig. "Tak" mumlede jeg. Dragen brummede som svar.

 

"Var det en hyggelig dukkert?" Jeg åbnede mine øjne. Shellvi kom hen mod mig.

"Jeg kunne godt have undværet den." Min stemme var virkelig hæs. Det var lige før jeg ikke kunne snakke.

"Jeg er ked af at sige det, men jeg kunne ikke finde anden del af orgosgonen i edderkoppehulen." Shellvi så ned.

Skuffelsen røg ind over mig.

Da Shellvi så på mig igen smilede hun. "Men det viste sig, at Centho havde den." Hun gav mig de to dele af orgosgonen.

Jeg studerede de tre dele jeg nu havde i hænderne. "wow." var det eneste jeg kunne sige.  Jeg ved, hvad du tænker. Det var ikke særlig vildt sagt.

Dylan kom med mit tøj. "Her." Han smed det hen mod mig.

Det gik op for mig, at jeg stadig kun havde underbukser på. Vildt akavet! Men ingen virkede til at være imod det. Var sådan noget normalt her?

Ved hjælp af Dylans magi forsvandt hver en vanddråbe fra mig. Jeg kunne trække i tøjet igen. Dylan havde åbenbart vasket det. Perfekt! Rent tøj og et bad! Jeg havde de tre dele af orgosgonen, og Cenneth var fanget. Jeg så hen mod Ackno.

"Hvad gør i med dem?" Spurgte jeg. Shellvi smilede.

"Jeg tror ikke rigtig  jeg gør noget ved dem. Jeg lader nogen andre tage sig af det job."
"Ackno har altså ikke rigtig gjort noget." Jeg så ned. Så fortalte jeg dem hele historie om, hvordan det hele var Cenneths skyld, og Ackno var en underforstået bondemand, der tilfældigvis også var Cenneths lillebror. Dylan og Shellvi lyttede begge. Selv Olinus virkede interesseret i historien.

"Cenneth kommer nok i fængsel for sine ugerninger, men Ackno ved jeg intet om."

Jeg kunne slet ikke tænke på deres skæbne. Jeg var bare så glad for at se Dylan og Shellvi, at jeg trak dem ind i et kram samtidig. De gengældte det begge to.

"Tusind tak for hjælpen!" Sagde jeg. Jeg blev næsten helt forbløffet over, hvad jeg selv sagde.

"Det var ingen årsag." Sagde Shellvi, mens Dylan mumlede noget til svar.

"Jeg er bare mest ked at den måde vi smuttede fra hinanden på." Dylan så ned.

"Jeg er ked af, at jeg ikke sagde det noget før."

Shellvi sendte mig et skævt smil. "Så i fik ordnet det?"

Dylan så undrende på hende. "Du vidste om det?"

"Ja, jeg kendte til det næsten fra starten. Jeg reparerede den oven i købet for ham."

"Er du…"

Olinus fik os ud af den samtale, der var på vej.

Shellvi så op på hende. "Hun har ret." Hun så mig direkte i øjnene. "David, du skal af sted."

Jeg kunne ikke finde ud af, om tanken om at komme hjem gjorde mig glad eller trist. Jeg havde ikke lyst til at samle orgosgonen.

"Kommer jeg til at se jer igen?" Spurgte jeg forsigtigt.

"Det vides ikke. Lad venligst vær med at tænke for meget over det."

Jeg så ned.

"Hvordan vidste I egentlig, at jeg var her?"

Shellvi og Dylan gav hinanden sigende blikke. Shellvi satte sig, og begyndte en længere historie. Hvis jeg skal tage den i korte drag, havde hun startet ud med at sove (ja, helt seriøst!) for derefter at lede, men hun havde fundet tegn på, at den var blevet taget, og havde taget direkte til Marikta. Der havde hun mødt Marc, der havde fortalt, at Dylan var taget af sted igen. Hun havde så straks taget efter Dylan. På en eller anden måde fik hun overtalt Dylan til at tage med (det var ikke svært, og hun nævnte, at han havde det dårligt med hans reaktion). De havde rejst længe efter mig, og fulgt adskillige spor, da Shellvi havde fundet Olinus (længere forklaring).

Mørket faldt på inden hun blev færdig. Olinus tændte et bål ved at spy ild på en bunke grene, som Shellvi hurtigt fik samlet.

"...og nu har du forhåbentligt fundet ud af det hele."

Jeg tænkte længe over det. "Så Cenneth rejser normalt til Jorden for at finde mennesker, der har brug for en livsforandrende forvandling, og tager dem hertil? Så skal de løse nøjagtig samme opgave, som jeg lige har klaret?"

"korrekt." sagde Dylan.

"Han har manipuleret med mig lidt på Jorden og under denne rejse. Han har også manipuleret med jer?"

Shellvi nikkede.

"Og nu, hvor jeg har løst det, kan jeg komme hjem igen." Den sidste ting havde jeg vidst hele tiden. Det var bare for godt til at være sandt.

"Ja." Dylan smilede. "Jeg fatter ikke, at du kan vente."

Det fattede jeg heller ikke. Alligevel havde jeg lyst til at blive lidt.

Cenneth råbte noget på myparitsk. Shellvi og Olinus udvekslede ord med hinanden.

Til sidst rejste Olinus sig og gik mod Cenneth og Ackno.

"Hun tager dem til Mythenia. Så kan de finde ud af, hvad der skal ske med dem."

Jeg kom øjeblikligt op. Jeg måtte sige noget til Ackno.

"Vent lidt Olinus." Råbte jeg. Dragen standsede.

Jeg tog kontakt med oversættelsesstenen. "Ackno." Startede jeg, "Jeg er ked af, at det endte sådan her. Jeg håber virkelig du kommer hjem i god behold." Det var underligt for mig at sige, når nu han stod bundet af en busk. Han havde enhver grund til at være sur lige nu. Alligevel smilede han.

"Bare rolig David. Jeg skal nok klare mig. Jeg håber du kommer godt hjem."

Jeg ignorerede Cenneths hårde blik, da jeg tog tilbage til de andre.

Shellvi lavede nogle bevægelser med hænderne. I næste nu sprang Olinus op i luften. Hun havde taget Ackno og Cenneth med sig. Jeg håbede, at Ackno hurtigt ville komme fri.

"Du må hellere se at komme hjem." Sagde Shellvi. "Du skulle nødig først komme hjem i morgen."

"Det ville være en pæn julegave." Jokede jeg.

"Jeg fatter bare ikke, at du ikke bare spurgte nogen, om de ville teleportere dig til Jorden igen." Jeg så vantro mod hende.

"Mener du det!? Kunne jeg bare have teleporteret mig til Danmark?"

Shellvi stirrede ind i ilden. "Det går jeg ud fra, at du kan. Hvorfor skulle du ikke kunne det?"

Det var da bare løgn. "Her har jeg gået i mange dage og så viser det sig, at det har været lige meget. Hvis jeg havde vidst det noget før…"

"Jeg ved det ikke helt David. Men ja. Din rejse efter orgosgonen ville have været spild."

"Wow! Hvorfor har ingen sagt det?" Jeg rejste mig fra min plads.

"Det var jo en opgave du havde. Det er ikke altid den lette vej, der er den rette." Sagde Dylan roligt. Så vist. "Jeg synes helt ærligt, at du skal tage af sted. Tag hjem og find din familie."

"Er I sikre?" De nikkede begge to. Jeg tog delene op af lommen.

"Du har ventet så længe." Tilføjede Dylan.

Det var modvilligt, at jeg satte de første to dele af orgosgonen sammen.

"Jeg anbefaler dig at lukke øjnene, når du rejser." Sagde Shellvi. "Turen kan godt være ret voldsom, hvis du ikke er vant til det."

Ja tak! Det kunne jeg godt huske fra den 4. december, hvor jeg knækkede mig som det første.

Jeg så ned på den ikke helt færdigsamlede orgosgon. Den lyste i en kraftigere blå farve.

"Hvor vågner jeg så op henne?"

Shellvi og Dylan så lidt på hinanden. "Måske der, hvor du blev sendt væk." Sagde Dylan. Jeg kunne ikke huske, hvor det var, men det var jo i Danmark.

Jeg skulle lige til at sætte den sidste del på plads, da Shellvi sagde; "Hvad hvis den slet ikke får ham til Danmark igen?" Sikke en positiv indstilling til det.

"Selvfølgelig gør han det." Forsikrede Dylan os om. Han smilede opmuntrende til mig.

"Tager i tasken og alle tingene tilbage til Marc?"

"Det skal vi nok."

"Hvordan virker den her orgosgon egentlig? Er det sådan, at jeg forsvinder med det samme den er samlet eller hvad?"

"Øhm… det tror jeg." Sagde Shellvi. Jeg nikkede. "Se nu at komme af sted." Grinede hun. "Frygter du virkelig at komme hjem til Danmark?"

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare til det. Shellvi læste mit ansigtsudtryk.

"Altså… så længe du ikke plaprer løs til alt og alle om denne verden skal det nok gå. Jeg tror mange vil tænke, at du er sindssyg, hvis du gør det."

Jeg så ned på orgosgonen. Så kom jeg i tanke om noget.

"Dylan!" Jeg tog direkte hen til ham og så ham dybt i øjnene. "Jeg beklager inderligt, at jeg ikke sagde sandheden om mobilen til dig noget før."

Dylan virkede ret så overrasket. "Det er okay David."

Det føltes næsten som en byrde, der forsvandt.

"Hov David!" Jeg havde ingen anelse om, hvad Shellvi ville mig nu. "Stenen tak." Hun rakte hånden ud mod mig. Det var modvilligt, at hun fik den tilbage. "Hav en god rejse."

Jeg tog mine blandede følelser i mig. "Jeg håber virkelig at vi mødes en gang i fremtiden."

Både Dylan og Shellvi smilede. "Måske ja."

Jeg lagde den sidste del af orgosgonen på plads. Den begyndte at snurre og summe.

"Husk at lukke øjnene." Mindede Dylan mig om. Jeg gjorde som han sagde. Det blå lys tog over.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...