The Great Adventures of...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Hele min krop reagerede instinktivt, da jeg så dem, og jeg for op for at springe over på den anden side af stendyngen. Der var 5 af dem. Grålige bæster... Jeg kunne kun tænke på en ting: løb... Da David pludselig vågner op i en ukendt verden, har han kun et mål; at komme hjem igen. Men rejsen hjem bliver kun mere besværlig, og er ikke så ligetil.

2Likes
0Kommentarer
539Visninger
AA

18. Dét skænderi 17. December

Jeg vågnede af mig selv. Solen oplyste delvist himlen. Det var solopgang. Endnu en fantastisk solopgang ligesom den, jeg havde oplevet efter min første nat i Myrato. Jeg havde bare ikke tid til at se på den. Jeg tjekkede klokken på min mobil. Den var lidt over 6

Jeg vækkede straks Dylan og tog mig ikke af de mange protester han alene kunne komme med. Han var lige som mig, når jeg ikke ville op på en skoledag. Det her var bare meget anerledes.

"Vi har travlt, Dylan! Du bliver nød til at komme op! Hvis ikke du gør det, går jeg selv."

Det fik ham til at komme i gang. Jeg var åbenbart så vigtig for ham. LOL!

Men i hvert fald fik vi hurtigt pakket lejren sammen og kom videre. Dylan fortalte mig om en drøm, han havde haft i løbet af natten. Det var sikkert bare for at få tiden til at gå med noget, men det var nu en ret sammenhængende drøm. Hvorfor Olinus og Monster spiste shameirlarod vidste jeg ikke, men det lød sjovt.

Det var et pust i forhold til resten af dagen, hvor vi egentlig bare gik. Landskabet virkede ensformigt. Det var alt, alt for langtrukkent. Jeg var træt i mine ben. Heldigvis dukkede hovedstien op efter et par timer.

"Hvis vi er heldige, kommer der nogen forbi, som skal samme vej som os, der kan tage os med." Sagde Dylan før han gabte.

Det havde han gjort mange gange i løbet af denne tur. Det var nu forståeligt nok. Men vi skulle videre! Hvis ikke vi fandt den del anden del, ville  jeg aldrig komme hjem. Og der var kun 6,5 hele dage tilbage til juleaften. Det var virkelig nedern! Jeg havde ingen chance for at kunne nå at være sammen med min familie. Der var ikke en gang en uges tid tilbage.

Det her var en dårlig julekalender, hvor jeg sikkert først ville komme hjem den 24. Der manglede bare nogle nisser og en julemand! Måske en syret problemstilling, der selvfølgelig også ville blive løst til sidst.

 

Adskillige ryttere på heste kom forbi os, men de virkede ikke interesseret i at stoppe op og transportere os til Marikta. Det var frustrerende. Jeg skreg på et tidspunkt til en af dem at han skulle stoppe for os, men han fik bare hesten i en kreds, mens han arrigt råbte "Raswachta!"

Jeg kunne huske, at det betød tosse fra dengang Dylan havde fortalt mig det. Det var sjovt nok også sidste gang vi havde gået hen af denne sti. Ud fra det jeg huskede fra den gang, var der lang vej endnu. Det ville betyde, at vi nok først var der omkring aftentid. Men sidste gang var der jo ham der Dollon, som kørte os… Men hvor stor sandsynlighed var der lige for, at han ville komme igen. Han var kun taget mod Marikta på grund af den 'festival' for ham der…

"Hvad var det nu han hed?" Spurgte jeg ud i luften. Dylan så undrende på mig.

"Hvem?"

Jeg havde glemt, at jeg var faldet ind i mine egne tanker. Spørgsmålet var mere til mig selv, men Dylan kunne sagtens svare mig.

"Du ved… den festival, der var i Marikta den 5. December."

"5. December…" Dylan smagte på det. Han gentog det flere gange for sig selv som om han ikke havde hørt om det før. "Mener du Gishnamtak?" Spurgte han.

"Sikkert!" Sagde jeg bare.

Det var altså stadig underligt med ham Gish, der laver en by, og så fejrer de ham hvert år. Det ville svare til at man fejrede… Ja okay… Jeg stopper bare…

 

Jeg har ingen anelse om, hvor mange forskellige ting lige fra skolen til Myrato jeg kom igennem i mit hoved, før Dylan foreslog, at vi gjorde holdt.

"Nej. Vi har ikke tid!"

Dylan smed tasken på jorden. "Vi skal have noget at spise. Man kan ikke vandre uden at holde pauser en gang imellem. Det er ikke sundt!"

"Men vi skal videre! Hvis ikke vi tager videre når vi ikke at komme til Marikta, inden det bliver nat, og så vil vi måske skulle holde hvil uden for byen. Så kan det sagtens tage endnu en dag at komme til og fra Marikta igen, og så når jeg ikke at komme hjem før jul!"

"David, det er ikke godt. Heller ikke, når du skal hjem. Du kører død inden længe."

Dylan havde fat i noget. Jeg var faktisk rigtig sulten, men der var ikke tid til pause.

"Kom nu Dylan." Jeg gav ham en bedende tone med vilje.

Dylan så mig i øjnene, men var stille i længere tid. Det var kostbar tid, som jeg nødigt ville spilde.

"Nej David." Sagde han roligt. Og så begyndte han at pakke mad frem. Det var da utroligt!

Jeg satte mig surmulende ned. Jeg skulle bare være gået uden ham. Men det var ikke sikkert, at jeg kunne have fundet herhen så hurtigt.

Vi spiste i tavshed. Dylan så direkte ud mod horisonten. Jeg prøvede at lade vær med at tænke på, hvad der gik gennem hans hoved lige nu.

Jeg var hurtig til at genne ham fra vores pause og videre på rejsen. Luften var blevet koldere selvom der ikke rigtig var nogen vind. Det virkede også til at mørket inden længe ville falde på. Jeg kiggede ned på min mobil.

"Hvad er det, du har i hånden?" Spurgte Dylan. Jeg bandede mig selv langt væk indvendigt.

"Det her er min magiske kraft." Sagde jeg kort. Nu havde Dylan opdaget det. Jeg kunne kun håbe på, at han ikke reagerede negativt. Måske bare blive overrasket og grine af min troll.

"Det der er da ikke en sten?" Dylan rakte ud efter den. "Må jeg se den?"

Jeg rakte ham den modvilligt. Dylan var tavs, mens han udtryksløst studerede min mobil. Jeg holdt vejret til at starte med, men det blev svært, da vi var i fart og luft var en nødvendighed. "Er dette den sten, du hele tiden har ladet lyse?" Spurgte han. Jeg kunne ikke tyde hans mimik. Jeg så ned.

"Ja." Svarede jeg kort.

"Så du har i virkeligheden slet ingen magiske kræfter?"

"Nej. Jeg er bare normalt menneske." Mumlede jeg. Hvor kunne det egentlig være fedt, hvis man kunne gøre lige som Dylan og Shellvi. Bare bevæge håndfladen og så PIVUSHJ. Det ville give en større magt over for Emil. Jeg ville gerne have set Emils fjæs, når han blev indhyllet i is.

Jeg tvang mig selv tilbage til det, der foregik nu. Jeg så op på Dylan.

"Du har løjet for mig." Hans blik var hårdt ligesom hans tonefald.

Jeg skulle ikke have set han i øjnene.

"Ja." Til enhver anden tid ville jeg have lavet en facade. Jeg kunne bare ikke nu. "Det er jeg ked af."

Dylan rakte mig min mobil igen.

"Jeg troede man kunne stole på dig." Det slog mig direkte

"Det kan man også." Min stemme lød lille og svag.

"Det kan man tydeligvis ikke, hvis du lyver om sådan noget her. Hvor længe har du ikke kunnet sige det?"
"Det ville jeg også" Nej, jeg havde da aldrig tænkt på at gøre det. Sådan noget som det her ville ske! "Det rigtige tidspunkt kom bare aldrig."

Dylan nedstirrede mig. "Du kunne bare lave det rigtige tidspunkt."

"Hvordan skulle jeg kunne det? Der har ikke været tid"

"Hvis du virkelig havde bekymret dig om at fortælle mig det, ville du have givet tid i stedet for bare at være så travlt optaget af at finde den orgosgon!"

"Selvfølgelig ville jeg finde den orgosgon! Jeg vil ikke blive i dette dumme land for evigt!"

Dylan tog en dyb indånding. "DU er så egocentreret! Har du nogensinde overvejet bare at tænke på andre end dig selv!? Det hele handler kun om at du skal hjem!"

Han slog mig mentalt hårdt i hovedet. Det slog klik for mig. "Synes du jeg er egocentreret? Jeg synes helt klart du skal tage og se på dig selv så! Bare fordi du kan lidt vandmagi betyder det ikke, at du ejer verden og kan gøre og sige, hvad du vil. Du skal ikke tro, at du bare uden konsekvenser kan sige, at jeg er et ego!" Dylan stoppede fuldstændig op. Jeg fortsatte, mens vreden kogte i mig.

"Hvis det skal være på den måde..."

Dylan stoppede sig selv. Jeg vidste, at jeg havde ramt en mur.

"Beklager." Var alt jeg kunne sige. Dylan svarede ikke.

Vi gik i stilhed, mens den intense stemning overtog os. Der var ikke noget at snakke om.

 

Da vi endelig kunne se Mariktas mure foran os, var skumringen ved at aftage. Vi havde ikke mødt mange de sidste mange timer. Det føltes som en hel evighed inden vi kom nærmere. Jeg tænkte på, hvad vi skulle lave derinde. Jeg havde egentlig ikke lyst til at overnatte, men det kunne være godt at besøge Marc. Så kunne man få noget ordenligt mad og en ordentlig seng. Måske var hans mojoyer tilbage. Selvom tanken om at ride igen ikke var tiltalende, ville jeg kunne komme hurtigere hjem. Det kunne være et besøg værd. Det hele handler kun om, at du skal hjem! Havde Dylan sagt. Hvad med ham efter jeg var kommet hjem igen?

Porten var lukket, da vi ankom. Mørket var faldet over hele landet. Byen var til gengæld lyst op med fakler. Modsat sidste gang var der helt stille. Dylan stoppede op og begyndte at snakke med portvagten. Jeg så ind på de tomme gader. Jeg fik et mindre chok, da porten åbnede med en rytmisk lyd.

"Der er godt nok tomt her." Konstaterede jeg. Det var det første vi havde sagt til hinanden siden vi stoppede vores intense skænderi. Flot sagt, ikk? Det kunne være sådan noget, jeg kunne smide en sarkastisk kommentar efter.

"Jah. Alt er lukket." Sagde Dylan stille. "Du bliver nød til at købe proviant i morgen så."

Jeg så hen på ham. Hvad mente han? "Det gik jeg ud fra, at du skulle."

Dylan så ned. "Du kan eventuelt få Marcon til at hjælpe dig."

Jeg forstod ikke, hvad der skete for ham, men noget var underligt. Jeg håbede det bare var fordi han var træt. Mit baghoved sagde, at det her ikke var godt.

Det tog kortere tid end sidste gang at komme mod Marcs hus. Denne gang var der jo heller ikke en masse væsner til at fylde, og vi skulle heller ikke hen til et magikertelt for at vise mine fantastiske ikke-eksisterende-kræfter.

Lyset i flere huse var tændt. Jeg kunne se ind til familier, der alle så ud til at have det komplet modsat os. De hyggede sig. Min mave råbte efter opmærksomhed, da jeg så nogen mæske sig i and. Rigtig julemad. Nok ikke noget, de tog som julemad. Hvor kunne det bare være lækkert at sidde derhjemme ved min familie og æde noget rigtig and.

En mørkere skygge dukkede op i krogene. Faklerne oplyste den ikke. Dylan gik videre som om han ikke havde opdaget det. Jeg fik urolige anelser. Jeg stoppede ham. "Hvad er det?" Efter så lang tid i Myrato burde jeg have været ligeglad med ting, jeg ikke kendte ting. Jeg skulle i hvert fald ikke skide i bukserne over det.

Skyggen bevægede sig langsomt hen mod os. Jeg kunne skimme en kutte, der skyggede for hovedet.

Dylan gik med raske skrift lige hen mod skyggen. Han ville sikkert lave noget vandmagi mod vores fjende. Til min store overraskelse omfavnede de hinanden i et rigtigt bjørnekram.

Hvorfor havde jeg set det her som en trussel?

De sagde noget til hinanden på myparitsk. Jeg trak øjeblikligt hånden ned i lommen.

"Hvor er det godt at dig igen. Det er da vandvittigt sådan som i har tænkt jeg at komme forbi her, hva?"

Jeg genkendte det straks som Marc. Så var det da endnu dummere af mig, at jeg havde reageret sådan.

"Ja. David og jeg overnatter i nat. I morgen tager David videre." Jeg stirrede vantro på dem.

"Skal du ikke med?" De så begge to på mig.

Dylan sukkede. "Nej jeg fortsætter ikke." Han så væk.

Jeg knyttede mine næver. "Men du sagde, at du ville være min tolk!"

"Du har ikke brug for mig længere. Du har jo din oversættelsessten. Du har din mobil."

Jeg sank en klump. Marcs normale smil forsvandt.

"Kom med hjem til mig." Han tog en kurv op fra jorden, der var overfyldt.

Jeg så væk. Den intense stemning gravede dybt. Den ødelagde tanken om at kunne komme ind i varme og få noget mad.

Mens vi gik tvang jeg mig selv til at sige noget til Dylan. "Bliver du så her?" Spurgte jeg. "Altså her i Marikta?"

Dylan trak vejret dybt ind før jeg han svarede; "Nej jeg tror jeg tager hjem til Eric."

Nårh ja. Han havde stadig Oldingen, som ikke kunne lide 'indvandrere'.

"Hvornår tager du af sted?"

"Måske i morgen."

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige til det.

 

Marc serverede lækkert mad, men jeg havde ikke længere appetit til at nyde det. Jeg skal gå alene var det eneste jeg kunne tænke på. Den anden halvdel af mig tænkte på, at det var det, jeg hele tiden ville. Så var jeg uafhængig af Dylans pauser. Jeg kunne selv gå lige så hurtigt, som jeg ville.

Dylan tog fra bordet tidligt. Han var knap nok færdig med sin mad. Marc sendte ham et sigende blik, men han ignorerede det. Jeg tror han gik i seng.

"Jeg undskylder på hans vegne." Sagde Marc.

Jeg tabte min ske af forbløffelse. "Hvorfor skal du undskylde for hans valg og opførsel?"

Marc trak på skuldrene "Det er almindelig høflighed her."

"hmn…" Jeg spiste videre. Marc mindede mig om den bedstefar, jeg aldrig havde haft.

"Jeg har for resten sagt til Shellvi, at vi mødes her." Sagde jeg.

"Hvem er Shellvi?" Spurgte han.

Burde han ikke kende til hende? Hun nikkede da, da jeg sagde, at vi skulle mødes her. Kunne hun have løjet om det? Så ville den mystiske mand have ret alligevel…

"Shellvi er en magiker fra Mythenia. Hun vidste, hvem du var." Sagde jeg og prøvede at få det til at lyde henkastet. Min hjerne var kaos. Hvis hun havde løjet om, at hun kendte Marc, så ville hun måske alligevel være skyldig i at have taget anden del af orgosgonen. Så ville jeg  ikke komme hjem igen!

"Hende har jeg vidst ikke helt hørt om, desværre." Marc tog alles tallerkner. 

Det virkede meget underligt. Hvis Shellvi havde taget orgosgonen, ville jeg selv blive nød til at tage tilbage til Torokløften og den forbistrede edderkoppehule. Det kriblede dybt i mig bare ved tanken. Jeg skubbede det fra mig.

I stedet trak jeg kortet frem og sagde "Tohyah", mens jeg hold hånden på det. Farverne og de orange prikker viste sig.

Jeg  lagde hånden på den orange prik ved Torokløften. Billedet af det mørke hulrum med alle bakkerne dukkede op på kortet. Jeg tænkte tilbage på, da jeg var i hulen. Bakkerne kunne meget vel have været bunkerne med skrald. Billedet havde ikke ændret sig.

Jeg slap Torokløften og  lagde i stedet min hånd på den orange plet ved skoven ud for Mythenia. Bunken med sten dukkede op, men heller ikke den var ændret. Jeg kunne altså ikke bruge kortet som pejlemærke til, hvor orgosgon-delene var i dette øjeblik. Jeg lagde min finger på den sidste orange prik ved Amoduchfloden.

Billede dukkede op af en flod med rindende vand. Ja, vandet på kortet bevægede sig faktisk. Jeg kunne ikke se bunden af floden selvom vandet var meget klart. Det måtte være en dyb flod. Jeg håbede ikke, at orgosgonen lå dernede.

Jeg var i gang med at planlægge en rute, da Marc kom tilbage.

"Jeg har gjort din seng klar." Sagde han og smilede. "Dylan er allerede faldet omkuld."

Jeg så op fra kortet. "Jeg har ikke tænkt mig at sove her i nat." Sagde jeg kort.  Nu, hvor jeg ikke havde Dylan på mig, kunne jeg lige så godt fortsætte. Det var nu meget fristende at overnatte i en rigtig seng. Især den seng Marc havde.

Marc smilede stadig et mildt smil. "Jeg synes du skal overnatte, David. Det bliver meget koldt i nat."

Jeg undveg tanken. "Har du fået dine mojoyer tilbage?"

"Nej, dem har jeg ikke fået igen. De skulle gerne komme i løbet af de næste par dage."

Jeg havde ikke tid til at vente på at de ville komme tilbage så. Desværre ikke. Jeg måtte selv gå.

"I morgen køber vi proviant ind til dig." Sagde Marc.

 

Jeg kunne ikke sige ham imod omkring den seng. Den var dejlig varm, blød og gav mig en fantastisk hjemmefølelse, som var langt mere positiv end hjemve. Den gav mig en følelse af, at kunne nå at komme hjem i tide. Så kunne jeg holde jul med juleand og julegaver og jule…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...