The Great Adventures of...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Hele min krop reagerede instinktivt, da jeg så dem, og jeg for op for at springe over på den anden side af stendyngen. Der var 5 af dem. Grålige bæster... Jeg kunne kun tænke på en ting: løb... Da David pludselig vågner op i en ukendt verden, har han kun et mål; at komme hjem igen. Men rejsen hjem bliver kun mere besværlig, og er ikke så ligetil.

2Likes
0Kommentarer
549Visninger
AA

17. Den mystiske mand 16. December

En nats søvn var vidst bare, hvad alle havde brug for. På trods af chancen for angreb fra shurnt, faldt Dylan og jeg også i søvn efter kort tid. Dylan havde forklaret, at det ikke var noget alvorligt med Shellvi.

Jeg håbede han havde ret…

Det ville være voldsomt, hvis man vågnede for at opdage, at hun var død.

Men da jeg vågnede igen stod solen allerede højt oppe. Shellvi lå stadig og sov. Ligesom sidste gang, jeg så hende sove, lignede hun en, der kæmpede hårdt. Hun så langt ældre ud. Gad vide, hvor gammel hun var. 20? Måske ældre end Dylan?

"Godmorgen sovetryne." Hørte jeg Dylan sige bag mig.

"Hvorfor lige sovetryne? Er det et nyt ord, du har lært der?" Spurgte jeg en anelse drillende.

"Nej ikke rigtigt."

Man skulle tro, at Dylan ikke lavede andet end at lave mad, for han rakte mig en skål grød. Dette var ikke hvilken som helst grød. Det var havregrød. Det fremkaldte en ufrivillig hjemve.

"Shellvi foreslog, at jeg lavede det." Sagde Dylan, da han så mit udtryk. "Hun sagde, at det er et .. Øhm… genkendeligt morgenmåltid for dig."

Det kunne hun have ret i. Havregrød var noget min mor serverede, når hun endelig havde fri, tid og overskud om morgenen. Utroligt, at Shellvi kendte til sådan en fantastisk opfindelse! Det smagte fantastisk.

"Har du lavet det før?" Spurgte jeg, mens jeg rensede skålen for det sidste. Jeg havde lyst til mere.

"Første gang var i forgårs, efter du var taget af sted. Vi troede du havde hjemve, og havde brug for noget tid alene for at få ro. Så kom vi på ideen om at lave havregrød til du blev bedre. Shellvi viste mig, hvordan man gjorde. Det er virkelig nemt."

"Så havregrød er ikke noget I normalt får i Myrato?" Han rakte mig en ny portion.

"Nej. Havre er en ret kendt vare, men det bruges til så meget andet." Jeg spiste det sidste i tavshed.

 

"Men hvordan gik det overhoved i edderkoppehulen?" Spurgte Dylan pludseligt.

Så der begyndte min længere fortælling om skræmmende edderopper til Tamok, der prøvede at dræbe mig.

"...Så vi fandt anden del af orgosgonen."

"Må jeg se?" Dylan satte sig foran mig.

Jeg stak hånden ned i lommen for at finde delene af orgosgonen. Min mave knudrede sig sammen, da jeg trak hånden op igen. Jeg havde kun den ene del. Jeg kunne pludselig forstå, hvorfor jeg synes anden halvdel havde lignet den første på en prik. Det her var min første del. Det var første del, jeg havde samlet op i edderkoppehulen.

"Fedt!" Dylan havde tydeligvis ikke fattet, at jeg kun havde første del. Han burde kunne se det på mit ansigtsudtryk.

"Nej." Ordene satte sig fast i min hals. Jeg kæmpede imod følelserne. Tårerne pressede sig på.

"Hvorfor ikke?" Jeg ville ønske, at jeg kunne synke i jorden. Bare være et helt andet sted. Hvorfor skulle det være så uretfærdigt!

"Det er ikke den." Jeg vendte mig hurtigt bort fra Dylan. Det var sjældent, at jeg følte trang til at tude. Jeg tog mange dybe indåndinger.

Jeg hadede næste tanke: vi måtte tilbage til edderkopperne.

"Du har tabt den?" Endelig forstod Dylan, hvad der var galt! Det var på tide. "Jeg skal nok vække Shellvi."

Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at styre mig. Jeg håbede ikke nogen af dem ville lægge mærke til, at jeg var på grådens rand. Når nu Shellvi vågnede… Dylan puffede til hende, men hun virkede ikke til at reagere på ham.

"Shellvi. Du bliver nød til at vågne. Vi har lidt af en nødsituation." Hun reagerede stadig ikke. Hun bevægede sig ikke mere end, hvad Dylan rykkede i hende. Jeg begyndte at få urolige anelser. Dylan havde det vidst på samme måde, for han tog hendes puls. Lettelsen gik over ham, da han fjernede hånden fra hendes hals igen.

"Hvorfor vil hun ikke vågne" Spurgte jeg forsigtigt.

"Jeg ved det ikke. Jeg håber i hvert fald ikke at jeg ved det." Dylan rejste sig fra Shellvi og gik over for at rode i Shellvis taske.

Jeg rullede orgosgonen mellem fingrene, mens jeg tænkte over dette store nederlag. Hvordan kunne jeg være så dum, at jeg ikke engang tjekkede, om jeg stadig havde den anden del af orgosgonen!

Mens Dylan rodede videre, smuttede jeg selv hen til Shellvi og rystede hårdt i hende. Langt hårdere end Dylan havde gjort. Jeg smed over halvdelen af skylden over på hende, mens jeg råbte hende ind i hovedet. "SHELLVI STÅ SÅ OP!!! VI TOG FEJL!!!" Det virkede som om det gik et sug igennem Shellvi. Hun hev kraftigt efter vejret, mens hun spærrede øjnene op ligesom i en film, hvor nogen lige har været døden nær. Det underlige var bare, at Shellvis øjne havde et underligt rødt skær. Hun rejste sig øjeblikligt op og tog sit våben, og klargjorde sig til kamp mod Dylan, som om han var fjenden. Det var så komisk, at se på, at jeg flækkede sammen. Dylans forskrækkede ansigt var klasse. Jeg havde fuldstændig glemt, hvorfor jeg skulle vække hende. Shellvi så tilbage på mig med sammenbidte tænder.

"Hvorfor vækkede I mig?" Hvæsede hun. Jeg tav.

"Vi har kun den ene del af orgosgonen. " Sagde Dylan forsigtigt. Shellvi vendte opmærksomheden mod ham.

"Jamen vi fandt da anden del i går."

"Vi har kun den ene." Jeg så ned i jorden. "Den, vi fandt, var vores første del. Jeg må have tabt den, da Tamok kastede mig væk."

Shellvi smed sit sværd fra sig.

"Er i helt seriøse!? Det her må ikke være en joke!" Sagde hun.

"Jeg ved ikke, hvor den er." Sagde jeg stille.

"Og du har tjekket alle dine lommer?"

Det var egentlig dumt. Jeg havde slet ikke set efter i de andre lommer. Jeg gjorde det øjeblikligt. Det var et spinkelt håb. Jeg tog alle tingene ud af lommerne for at være helt sikker. Desværre var det eneste, jeg kunne finde, kortet, min mobil, oversættelsesstenen og den ene del af orgosgonen.. Det her var håbløst. Der var 8 dage til juleaften, og jeg kunne ikke engang komme hjem. Hvor lang tid ville det måske ikke lige tage at lede efter den del hos Tamok!?

Det var ikke bare sådan ligetil.

"Den er her ikke." Bare tanken fik hele min krop til at føles tungere end normalt. Jeg havde lyst til at falde til jorden, men min smule stolthed holdt mig oppe.

Shellvi vrissede for sig selv.

"Så må vi tilbage til edderkoppehulen."

"Nej!" Dylan rejste sig. "Jeg nægter at tage hen til de edderkopper! Jeg vil ikke være med til det her!"

Shellvi bed tænderne hårdt sammen. "Fint! Så kan du jo tage hjem." Hendes tone var meget hård.

"Selvfølgelig skal Dylan ikke tage hjem." Sagde jeg hurtigt. "Vi kan eventuelt tage videre, mens du, Shellvi, tager tilbage til hulen og leder. Så slår vi to fluer med et smæk! Vi kan aftale et sted at mødes, og jeg kan komme hurtigere hjem!" Det lød pærelet i mine ører. Lidt for let. Hvor hurtigt kunne vi finde tredje del?

"Det lyder som en god ide." Sagde Dylan hurtigt. Det var sikkert fordi han frygtede edderkopperne. Jeg ville ikke indrømme, at jeg slet ikke havde lyst til at tage hen til hulen igen.

Shellvi nikkede efter lang tid.

""Okay så." Hun samlede sit sværd op og tog sin taske fra Dylan. "Hvor meget har du taget fra den?" Spurgte hun ham, mens hun endnu holdt den faste hårde tone.

Dylan undgik hendes blik. "Intet."

"Fint! Jeg tager af sted med det samme. Hvor mødes vi henne?" Hun borede sit blik ind i mit.

"Øhm. Jeg kæmpede for at finde et sted, som alle kendte. Automatisk åbnede jeg kortet. Tredje del af orgosgonen var et sted ved Amoduchfloden. Jeg ledte efter et iøjefaldende område, der kunne være nogenlunde midtpunkt. Det tog ikke lang tid.

"Kender du Marcon fra Marikta?" Spurgte jeg hende. Hun nikkede med et stadig stramt ansigt. "Lad os mødes ved ham."

"Men så ses vi på et eller andet tidspunkt." Og så forsvandt hun i et raskt tempo mod Torokløften.

Jeg så længe efter hende før jeg henvendte mig til Dylan.

"Hvad skete der for hende?" Spurgte jeg.

Dylan trak på skuldrene. "Det kan være hun reagerede på sin opvækning."

 

Dylan og jeg brugte lang tid på at planlægge rejsen. Der var lang vej, og det var ikke bare en dags rejse. Vi havde ingen ridedyr, desværre. Jeg ville have gjort hvad som helst for at have en mojoy (ikke en edderkop eller drage).

Vi brugte god tid på at pakke lejren sammen. Jeg vidste godt, at vi havde travlt, men Dylan befalede mig at tage det med ro. Han havde også - med et lettere jokende tone - sagt, at han selv ville binde mig til et træ, hvis jeg ikke tog det med ro. Så hvad kunne jeg gøre?

Men gad vide, hvorfor Shellvi var gået så hurtigt. Hun havde ikke fået noget at spise. Hun var endda lige stået op! Jeg ville aldrig nogensinde gå så hurtigt uden at være ordentlig vågen. Okay, jeg var allerede klar til at gå nu, men alligevel. Hvis det var i Danmark ville der mindst gå en time før jeg ville tage af sted. Jeg tog mit nye sværd, jeg havde fundet ved Tamok.

"Skal vi snart af sted?" Spurgte jeg. Dylan var i gang med at slukke bålet med sine vilde vandbetingningsevner.

"Ja, vi skal bare være færdige her." Bålet protesterede, da vandet landede over ilden.

"Jeg har aldrig oplevet en, der var så ophidset over at blive vækket. Gad vide, hvad hun har oplevet." I stedet for ild var her kun røg. Det lagde sig over stedet.

"Det kan være hun fik det forkerte ben ud af sengen?" Foreslog jeg. Jeg havde da også morgener, hvor jeg bare var sur. Det havde nu aldrig været så slemt, som Shellvis. Var hun ikke ældre end jeg? Hun burde da kunne styre sådan noget. "Hvornår tror du så hun kommer tilbage?" 

Han nåede ikke at svare før en stemme, der talte myparitsk, råbte op. Jeg stak automatisk min hånd i lommen. "...Er i ved at brænde heden ned?"

Røgen forsvandt langsomt, og en mand i 20-30'erne dukkede op. Han så bekendt ud, men jeg kunne ikke sætte ham på et sted. Det kunne være vi var gået forbi ham på rejsen.

"Det tror jeg ikke bønderne vil bifalde"

"Undskyld." Sagde Dylan på myparitsk. "vi slukkede bare vores bål."

"Ja så?" Manden fik et mildere udtryk i øjnene. "Nu hvor jeg er her, vil jeg gøre opmærksom på, at jeg ikke kunne undgå, at høre jeres snak. Jeg vil tilbyde min hjælp."

Hvor længe havde han lige været her? Og hvad skulle vi bruge hjælp til? Før jeg nåede at veksle blik med Dylan, begyndte han at fortælle manden hele episoden fra edderkoppehulen, som jeg havde fortalt ham om, til det, der var sket for en del tid siden. Jeg fattede ikke, at han bare stolede blindt på den mand. Jeg ærgrede mig over, at vi ikke havde haft øjenkontakt, så vi kunne have kommunikeret lige som jeg kunne med flere fra min gruppe.

"Det er noget værre noget med Shellvi." Sagde manden, mens han kløede sig i sine skægstubbe. Han var seriøst bekendt. "Hvad er det for en orgosgon? Er I sikker på, at den overhoved er i hulen?"

"Det er det kortet siger." Sagde Dylan. Jeg havde lyst til at smide noget i hovedet på ham. " Så hvorfor skulle den ikke være der?"

"Tjah…"Manden satte sig ned på en stup. "Det kunne være at den aldrig havde været der..."

Han var jo komplet skør! Hvorfor skulle den ikke være der? Det var jo det, elverkortet sagde. Med mindre jeg selvfølgelig havde haft ret, og hulen lå omme på den anden side af Torokløften. Gad vide, om Shellvi overhoved ville finde den. Hvis ikke, ville jeg slet ikke komme hjem.

"Hvad mener du?" Spurgte Dylan. Han virkede pludselig i beredskab

"Jeg tænker bare, at det er mærkværdigt, at I ikke finder noget, hvis I er det rigtige sted."

"Stedet er jo fyldt med ting! Det er da klart, at den er svær at finde!"Udbrød jeg

"Hvorfor skulle det ikke være det rigtige sted? Shellvi var jo derude før og tjekke tingene ud." Forsvarede Dylan det.

"Aha! Suger du, at Shellvi starter med at tage derud, hvorefter I selv skal derhen." Manden så roligt fra mig til Dylan og tilbage igen.

"Påstår du, at Shellvi har taget anden del af orgosgonen?" Det var så langt ude, at kragerne var vendt for længst.

"Det påstår jeg ikke. Det er bare en analyse af situationen." Svarede mangen hurtigt for at forsvare sig. Han forsatte efter en kort åndepause. "Det kunne sagtens lade sig gøre. Hun er jo magiker, er det ikke sandt? Hun kunne sagtens have taget orgosgonen på hendes første tur, og så tage ned for at dække over sig på næste tur. Altså den tur, som du var dernede ved. " Han pegede mod mig, og fortsatte. "Hun kunne sikkert have efterladt sig spor på, at hun havde været der. Da du så var i hulen, og ikke ville forlade uden orgosgonen, måtte hun finde på noget. Du var så ikke klog nok til at tjekke dine lommer." Det tændte en stor irritation, at han sagde, at jeg ikke var klog nok.

"Hvad bilder du dig ind…" Dylan afbrød mig.

"Så hvor er orgosgonen nu?" Spurgte han.

Manden smilede, mens han kort så ned i jorden. Så kiggede han direkte på mig. "Den har Shellvi." Jeg havde lyst til at slå ham i hovedet. Han kunne ikke bare sidde og kalde Shellvi for en løgner og en tyv.

"Nå" Manden rejste sig. "Nu har jeg spildt nok af jeres tid. Jeg skal også videre."

"Hvor skal du henad?" Spurgte Dylan.

Manden smilede et irriterende smil som om Dylan var et lille barn. "Mod nordvest."

Dylan nikkede. "God rejse."

 

Vi planlagde en rute, der var sikker nok i forhold til sumpet jord. Vi ville blive nød til at tage hovedstien mod Marikta for at følge floden. Faktisk skulle vi ind i Marikta, for Dylan ville have mere proviant. Fair nok. Det ville tage endnu længere tid, men Dylan overbeviste mig om, at det var nødvendigt. Dylan prøvede at starte en samtale op, men det virkede som om hans hoved var et helt andet sted. Jeg prøvede at lade vær med at tage mig af det, og snakkede derfor løs. Dylan gik desværre mere ind i sine egne tanker.

"Hvad tænker du på?" Spurgte jeg pludseligt.

Dylan så på mig. "Øhm undskyld mit fravær."

"Det går nok. Men hvad tænker du så på?"

"Ikke rigtig noget." Dylan så frem mod det uendelig åbne landskab. "Kun det han sagde."

"Ham den underlige mand?" Der var da ikke noget at tænke over ved ham. Altså lige ud over, at han var mystisk, og bare sådan pludselig var dukket op og havde taget Shellvis reaktioner som tegn på bedrag. Hvorfor skulle Shellvi gøre sådan noget?

"Han var da meget normal." Svarede Dylan for ham.

"Jeg er ked af at sige det, men det er ikke ofte, at man møder en tilfældig person, der pludselig blander sig i andres samtaler. Og da slet ikke, når de intet kender til problemet. Men synes du da, at Shellvis reaktion var et problem?"

Dylan var stille i sine overvejelser i alt for lang tid. "Synes du, at det er et problem?" Spurgte jeg igen.

"Jeg synes han havde ret på mange måder. Det spiller bare ikke overens med det, som vi kender om Shellvi. Men det er jo derfor det er snyderi."

"Og som du nok ved, har vi lige mødt manden. Vi har aldrig set ham før. Hvordan kan han styre, hvordan vi ser på Shellvi, som vi har kendt i 9 dage?" Nej, 9 dage er ikke lang tid, men i forhold til ham manden var hun da en barndomsven.

Dylan trak på skuldrene. "Det kan være han ved noget, som vi ikke ved, men han har måske ikke lyst til at dele sine oplevelser om hende. Det er ikke til at vide. Desuden kan vi sagtens have mødt ham før - specielt jeg kan have mødt ham - men jeg kan ikke lige komme på det."

"Okay. Jeg overgiver mig. Jeg forstår bare stadig ikke, hvordan han kan fylde så meget, når nu vi ikke kender ham. Hvis du kender ham, burde du da kunne huske ham."

"Desværre kan jeg ikke alle ansigter eller navne, der er blevet præsenteret for mig. Bare se, hvordan det gik for mig med Marcon"

Det kunne der være noget om. Jeg kunne ikke en gang alle navnene på dem i min parallelklasse. Men jeg kunne tydeligt huske, hvordan Dylan havde reageret på Marcons kram.

 

Hvor lækkert det end kunne have været at komme til Marikta inden nattetiden, tror jeg ikke en gang vi kom halvvejs. Det havde været mørkt i et godt stykke tid før Dylan beordrede os at holde for natten. Jeg havde virkelig virkelig ikke lyst til at sove. Hvordan vil I lige have det, hvis der var 7 hele dage til juleaften, og du kun havde fundet en del an en orgosgon ud af tre? Jeg havde det i hvert fald forfærdeligt. Jeg ville ikke sove, men Dylan tvang mig. Han sagde, at det var en stor nødvendighed. Selvfølgelig er søvn en nødvendighed, men seriøst! Jeg skulle altså hjem! Og det skulle da gerne være inde for denne levetid!

Alligevel var min krop bedragerisk. De bløde tæpper gjorde det ekstra svært at holde sig vågen. Dylan sov hurtigt. Jeg blev tvunget ind i søvnen trods det var det sidste jeg ønskede. Hvorfor kunne jeg ikke bare rejse mig og fortsætte? Jeg havde jo gjort det før. Der var jeg godt nok faret vildt, men altså… nu ville vi sikkert snart være ved hovedstien, og så kunne vi komme videre. Eller jeg kunne, hvis jeg gik selv...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...