The Great Adventures of...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Hele min krop reagerede instinktivt, da jeg så dem, og jeg for op for at springe over på den anden side af stendyngen. Der var 5 af dem. Grålige bæster... Jeg kunne kun tænke på en ting: løb... Da David pludselig vågner op i en ukendt verden, har han kun et mål; at komme hjem igen. Men rejsen hjem bliver kun mere besværlig, og er ikke så ligetil.

2Likes
0Kommentarer
557Visninger
AA

20. Den kulde 19. December

Uff! Kolde senge. Det er da noget, jeg ikke bryder mig om (stakkels alle jer mennesker, der godt kan lide kolde senge. Jeg fatter jer ikke! Alle jer andre, der har en kold seng; I har min fulde sympati) Jeg blev nu alligevel liggende, som om den skulle blive bedre af det. Den var alt for hård! Den her seng kunne da bare slet ikke sammenlignes med Marcs. Måske en værdig modsander mod den jeg prøvede hos Dylan. Tanken om Dylan med hans hårde blik fik mig til at vågne op. Det, jeg så, forvirrede mig. Det var da ved at gå helt galt for mig nu. Hvor var jeg lige? I hvert fald ikke i en seng. Det var da forståeligt, at jeg frøs og syntes det her var en dårlig seng. DET HER VAR IKKE EN SENG, OG JEG LÅ UDE IN THE MIDDLE OF NOWHERE!!! I SNEEN!!! Mærk mine frustrationer!!! Jeg prøvede at huske tilbage på natten. Hvad havde jeg lavet? Jeg havde vandret af sted i snevejr. Det gav ingen mening for mig det her. Jeg skulle have været ved Amoduchfloden. Ikke ude på åbent landskab. Mine ben beklagede sig over at skulle op. De havde ligget stille så længe i kulden, at jeg havde svært ved at gå de første mange skridt. Jeg var totalt Bambi på glatis. Jeg var glad for, at der ikke var nogen i miles omkreds til at se mig. Jeg prøvede at finde ud af, hvornår jeg var faldet i søvn. Jeg kunne slet ikke huske, at jeg havde lagt mig. Var jeg bare faldet om at udmattelse? Solen stod allerede ret højt på himlen, hvilket måtte betyde, at jeg havde misset mange af mine lyse timer. Min mobil sagde, at klokken var 11:32. Hvorfor skulle det her absolut ske for mig!? Jeg vidste ikke, hvor lang tid jeg gik, før floden med et dukkede op foran mig. Det var faktisk ret tilfældigt at jeg opdagede den, for sneen lavede nogle toppe, der fik den til at være ret usynlig. Men glæden for den var stadig lige stor. Jeg var tæt på. Mit mål var pludselig overskueligt igen. Hvor mange kilometer havde jeg ikke lige gået nu? Jeg måtte altså have taget fejl af noget. Som en mindre belønning for at have nået til Amoduchfloden, satte jeg mig ned og åd noget 'morgenmad'. Så kunne man også lige se på floden og skoven - den vestlige del af Notuulskoven fandt jeg ud af - og have sin egen indre glæde. Sneen var ved at smelte, og det fik vandstanden i floden til at stige. Gad vide om nogen andre fra klassen ville have klaret det? Hvad med den botnakke til Emil? Det kunne måske være, men hvis han havde oplevet de samme ting som mig, havde de edderkopper da nakket ham for groft. Hvad tænker jeg lige på!!?? Jeg havde siddet her for længe (10 minutter). Nu var tiden kommet til at gå videre. Jeg fulgte floden og håbede, at jeg ikke var gået for langt i forhold til orgosgonen. Jeg havde bedre odds for at finde dette punkt end selve edderkoppehulen. Sikke en opgave for Shellvi at skulle finde det. Hvis hun altså overhoved ledte lige nu. Jeg fattede ikke, at den mand kunne sætte sådan en tvivl over mig. Det var jo heller ikke let, når man ikke vidste, hvad hun lavede lige der. Dette sted var så langt fra mobilt bredbånd som muligt. Hun havde jo heller ikke nogen telefon. Med mindre hun selvfølgelig havde mere i ærmet, end man lige tænkte over. Det ville give mening… Jeg blev revet ud af mine tanker, da jeg hørte denne lyd som om nogen rev stof over. Det gav mig et sygt chok, for jeg havde ikke hørt andet end flodens ridslen hele dagen. Jeg vendte mig straks mod det. Jeg fik myrekryb over det hele. Hvor aggressive var de dyr lige?? De kunne ikke blive ved med at komme. Jeg trak mit sværd, mens de kom løbende imod mig fra skoven. De gøede til kamp. Løb i en række. Jeg havde virkelig ikke lyst til det her. Hvorfor blev de ikke bare i skoven og jagede? Var menneskekød virkelig så spændende i forhold til hjort eller kanin? Jeg begyndte at løbe. Når de nåede mig, ville min tid være talt. Var det her noget, der bare skulle ske for mig. Jeg kunne jo ikke løbe fra dem. De ville snart nå mig. Det eneste, der skilte mig fra dem var floden. Vent lidt. Jeg stoppede op. Floden stoppede dem… Shurntene var standset på den anden side og stod alle som en og gøede voldsomt efter mig. Som om deres gøen kunne gøre mig noget. Den ene af dem lignede en, der ville springe. Hvis den sprang, ville de andre sikkert følge efter. Jeg løb videre igen. Vent lidt! Man kommer jo ikke så langt med den orgosgon, når man løber væk fra floden! Hvad tænkte jeg på, da jeg gjorde det! I hvert fald ikke orgosgonen. Jeg fortsatte med at løbe den stik modsatte vej! Jeg var en idiot! Det eneste jeg havde i hovedet var shurntene og deres tænder. Det holdt mig i gang selvom tasken ville holde mig nede. Det var udmattende. Kunne man gemme sig for shurnt? Jeg så efter nogle mulige steder. En busk… Men ville den være tilstrækkelig? Jeg satte mig ned bag den. Den var så stor og overgroet, at grenene i sig selv var nok til at dække hele min familie. Jeg satte mig langt ind i den, mens jeg prøvede at få mit åndedræt under kontrol. Hvis de hørte mig, ville jeg være død. Jeg satte sværdet klar foran mig. Mine tanker gik i gang. shurnt var vel en slags hund. Den ville have bedre lugtesans end mig. Shellvi havde også sagt noget om dem. De mærkede deres bytte… men jeg havde da været i bad i Mythenia (og det var alt for lang tid siden. Hold da op, hvor måtte jeg stinke!). Jeg havde kæmpet mod flere shurnt ved edderkoppehulen. Nogle af dem var stukket af, da edderkoppen kom. Noget gik langsomt op for mig. Disse shurnt havde mærket mig med deres klamme slim, og de jagede mig nu fordi jeg havde deres lugt på mig. De ville ikke stoppe på grund af floden. De ville snart komme. Jeg kunne høre en af dem, der pudslede meget tæt på. Et overraskelsesangreb ville måske give mig en stor fordel. Hvis jeg ramte rigtigt, og slog hårdt nok ville den være død med det samme. Det var et forsøg værd. Jeg ville alligevel blive dræbt, hvis jeg ikke prøvede. Jeg tog bedre fat om mit sværd og rejste mig hurtigt fra mit skjul. Jeg kunne stadig ikke se shurnten, men jeg vidste, at den var lige i ved siden af. Jeg tog to hurtige skridt og lukkede mine øjne, men jeg svang mit sværd så hård jeg kunne. Shurnten skreg på en helt uforståelig måde. Jeg har ingen anelse om, hvordan jeg skal beskrive den. Jeg åbnede øjnene til at se dyret dø foran mig. Jeg havde ramt den i ryggen. Dens blanke øjne så direkte på mig, mens livet rendte ud af den. Det var ikke en shurnt. Det her var en hjort… af en art. Det lignede en unge. Jeg havde dræbt en unge. Jeg lod dyret ligge. Jeg havde overhoved ikke lyst til at se ind i dens stjernenatsøjne og pelsede krop. Hvorfor havde jeg været så dum, at jeg ikke lige tjekkede, om det virkelig var en fare. I det mindste var det ikke et menneske. Jeg så tilbage mod floden, der var en del fra mig. Jeg kunne se shurntene, der stadig stod ved floden og prøvede at komme over. Jeg kunne ikke se dem ordenligt, for jeg var nået et rigtig godt stykke væk derfra. Jeg havde det som om de fornemmede, at jeg så mod dem, for pludselig brød de ud i et gø-kor. Jeg kunne ikke tage tilbage til floden. De ville følge efter mig. Måske kunne jeg finde hjælp et eller andet sted. Hvis Dylan og Shellvi var taget med mig, ville jeg ikke have det her problem. Jeg skulle aldrig have tilladt, at Dylan smuttede. Det var dumt! Kunne jeg ikke bare have sagt undskyld og sige sandheden? Jeg skulle have sagt det fra starten. Jeg skulle have taget ham med mig. Jeg kunne jo umuligt gøre sådan noget her alene! Irriteret tog jeg mit sværd og gik videre. Længere væk fra floden. Ja, der var mulighed for, at jeg ikke lige ville finde en person at følges med i den næste tid, men jeg kunne jo ikke gå tilbage til floden, når de shurnt var der. Lige så snart der var mulighed for det, ville de krydse floden og jeg ville blive slået ihjel før jeg kunne sige Hakuna Matata. Orgosgonen skulle jeg nok få fat i. Så lang tid kunne den heller ikke tage af finde, når en myparitser førte an. Jeg ville jo være der tidligere, end hvis jeg gik selv. Måske… Mine tanker kørte videre til hjorten. Trist den ikke kunne bruges til julemaden. Selvom det ikke er det klassiske, kunne alle da godt bruge en lækkert hjort en gang imellem. Det er godt kød. Bare tanken gjorde mig sulten. Jeg forsatte, mens jeg spiste. Langt længere fremme kunne man ane omridset af en bygning. Sååå hvor mange timer kunne det her lige tage? Jeg havde i hvert fald ikke noget valg. Floden forsvandt fuldstændig bag mig, mens lyset skiftede. Mørket overvældede verdenen før jeg vidste af det. Det var koldt, men der var ingen skyer på himlen, der varslede mere sne. Månen dukkede frem som en skindende streg, så det var stjernerne der lyste ned på sneen, der stadig hang ud rundt omkring. Huset langt fremme foran mig havde et svagt lysskær, der kun kunne ses, hvis jeg ikke så direkte på det (det kender du godt, ikk?) Det føltes seriøst som om den ikke flyttede sig ud af flækken. Jeg blev ved med at gå i flere timer! Natten tog efterhånden sine lyde med sig. Et eller andet dyr peb lidt fra mig, Jeg vendte mig mod lyden bare for at kunne konstatere en lille harelignende ting se på mig med sine store øjne, der afspejlede stjernehimlen. Jeg fortsatte. Lyset blev bedre. Jeg satte farten op. Efterhånden som tiden gik (langsommere og langsommere) blev lyset klarere. Jeg var blevet så træt af at tænke over ting, at jeg bare havde lukket af. Det var trættende at tænke på Dylan, Shellvi, min familie og den døde hjort. Jeg tænkte også kort på orgosgonen og, at det ville tage endnu længere tid for mig at komme hjem, men det kunne jo ikke hjælpe mig. Jeg sørgede for at lytte godt efter de lyde, der nu kom omkring mig. Selvom de fleste var små underlige lyde, jeg ikke kunne genkende, kunne jeg en gang imellem høre en hund gø. Jeg håbede inderligt ikke, at det var tegn på shurntene, der var kommet over Amoduchfloden. Hvor godt virkede deres lugtesans lige? De var jo ligesom et superdyr. Den manglede bare sin uovervindelighed. Efterhånden som jeg kom videre, stoppede dyrets gøen. Jeg tror jeg kom for lang væk til at høre den. Eller også fandt den ud af, at jeg ikke var en trussel. Jeg var tæt på at gå ind i et træ, fordi jeg var så optaget af at se bag mig. Jeg gik roligt uden om den. Et hivende åndedræt fik mig til at se rundt. Det kom fra venstre. Jeg kunne ikke se, hvad det var, men jeg kunne fornemme, at det kom længere væk fra. Jeg trak på skuldrene. Det var nok fra et eller andet dyr, der havde løbet væk fra noget eller havde løbet meget langt. Jeg blev ved med at se efter det, men det holdt sig i skjul af buske og høje planter. Jeg trak mit sværd. Den gik præcis samme vej som mig. Dens rallende åndedræt gjorde mig irriteret. Seriøst det dyr havde brug for at hoste. Jeg stoppede op. Det samme gjorde dyret. Jeg kunne se omridset af det stå bag ved en busk. Hvorfor kunne den ikke bare komme frem i lyset? Jeg trådte nærmere den med sværdet parat. Dyret bevægede sig ikke. Hvis jeg kunne overraske den... tænke jeg, men så kom jeg i tanke om den hjort jeg slog ihjel. Det rallende åndedrat forsvandt. Måske skulle jeg bare lade vær. Ellers ville jeg nok slå et eller andet ihjel, som ikke var ude på at gøre mig noget. Jeg lod min sværdarm hænge slapt. Det var ideelt til at noget farligt skulle springe efter mig. Det gjorde det også. Idet mine parader faldt, så jeg straks dyret angribe mig i slow motion. Jeg kunne ikke nå at gøre noget. Kun se på den, mens den åbnede sin klamme mund i en snerren, der snart ville sætte tænderen i mig. Min eneste reaktion var at tage armene op foran mig. Den skubbede mig i jorden. Hvis ikke jeg havde taget armene op, var min hals nok blevet flænset. I stedet fik shurnten fat i mit sværd, som den bed i. Pusten faldt ud af mig, da jeg ramte jorden, og det klamme slim dryppede ned af mit ansigt. Shurnten lå oven på mig. Jeg havde ikke længere fat i mit sværd. Den havde den smidt væk. Jeg så febrilsk efter den. Den lå ikke langt fra mig. Jeg kunne nok lige nå den. Mens jeg rakte ud efter mit sværd gøede shurnten højt. Jeg reagerede instinktivt ved at slå dens kæbe op mod overmunden. Den klynkede og knurrede. Den var klar til at bide mig. Jeg fik fat i sværdet. På en eller anden måde lykkedes det mig at slå sværdskæftet ind i siden på den. Slaget kom så meget bag på den, at den trådte væk fra mig. Jeg rullede længere væk fra den og kom op af stå. Det var nu Shellvis læring gjaldt. Jeg skulle vise, at jeg sagtens kunne kæmpe med sværd! Shurnten viste tænder, mens den gik i ring omkring mig. Jeg fulgte den rundt. Stillede mig i angrebsposition, som jeg havde set de andre gøre, og gik mod den. Shurnten havde vidst ikke forventet mit træk, for den klynkede let før den selv gik mod mig. Jeg slog direkte mod den, og ramte den perfekt. Så var det slut. Jeg stoppede fuldstændig op. Shurnten var død på stedet. Det var faktisk en meget alvorlig sag. Jeg havde dræbt to dyr på en dag. Og hvorfor var det her så meget lettere end at vaske Emil? Jeg tørrede shurntens klamme slim af ansigtet og det, jeg kunne få af tøjet, og fortsatte. Jeg håbede bare på, at de andre shurnt ikke var på denne side af floden nu. Det var blevet meget sent, da jeg endelig kunne stoppe op foran huset. Det viste sig, at det ikke bare var en enkelt hytte, men faktisk en hel gård. Sådan en rigtig middelalderagtig en med stråtag og stalde. Stedet var faktisk ret stort, og der lå flere bygninger til. Jeg kom ind fra den forkerte side, og blev nød til at gå rundt for at finde en indgang. Hegnet var ikke sådan noget enkelt noget, man bare lige kunne kravle under eller over. Det var helt overgroet. Det var da smart nok, så tyve ikke så let kunne komme dertil og derfra igen. Det var bare et minus for mig, for det tog mig noget tid før jeg fandt en grusvej, der førte til gården. Det var med lettere underlig følelse, at jeg gik mod gården. Folde og en have lå på siderne af mig. Jeg gad godt have set haven om sommeren, for den så ud til at være ret stilet. Selvforsynende og det hele. Lyset blev vildere ved gårdpladsen. Den var stor med en lille græsplæne med et træ i midten (hvis der kun havde været et træ, havde det været klassisk). Jeg kunne lige skimme lyset i en af staldene, hvor porten stod på klem. En hest bøjede hovedet for at æde. Jeg gik derhenad. Dyret prustede let, da den så mig, og det tog jeg som et fint tegn. Der var faktisk tre. De var alle i hver deres boks. Selve stalden havde en varm atmosfære. I den ene ende lå en stor bunke rent hø...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...