The Great Adventures of...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Hele min krop reagerede instinktivt, da jeg så dem, og jeg for op for at springe over på den anden side af stendyngen. Der var 5 af dem. Grålige bæster... Jeg kunne kun tænke på en ting: løb... Da David pludselig vågner op i en ukendt verden, har han kun et mål; at komme hjem igen. Men rejsen hjem bliver kun mere besværlig, og er ikke så ligetil.

2Likes
0Kommentarer
547Visninger
AA

14. Bliv liggende! 13. December

Fra nu af forbinder jeg aldrig mere kulde og sne med noget godt. Jeg er 100 på, at jeg kunne have været død i det isforvandlende øjeblik. Jeg var blevet en isstatue. Der var intet jeg kunne gøre ved det. Disse uendelige koldbrandsfølelser skete alt sammen i mit baghoved. Det var ligesom en fjern drøm, der alligevel føltes virkelig på en eller anden måde. Som om jeg måske havde en tynd tråd at holde fast i livet til. Samtidig kunne jeg fornemme en masse aktivitet omkring mig. Jeg kunne ikke deltage. Jeg kunne ikke vende mig efter lydene. Jeg kunne ikke åbne mine øjne for at se noget omkring mig. Jeg har ingen anelse om, hvordan jeg kunne overleve i denne trancetilstand. Kan man trække vejret gennem is?

 

Det hele var sortnet for mig, men jeg kunne fornemme, at jeg blev sluppet fri. Koldbranden forsvandt. Mine lemmer var følelsesløse og lammede, men de lykkedes alligevel nogle varme hænder at tage fat i mig. Trække mig væk. Hen til varme. Stemmerne blev tydeligere og jeg kunne svagt fornemme, at de lovede, at alt nok skulle gå. Jeg blev slæbt væk fra gerningsstedet. Forfrossen og svag. Men kulden forsvandt kun langsomt. Alt for langsomt.

 

Det der med sorte prikker, der fylder hele ens synsfelt, er mega irriterende. Uanset, hvor meget jeg vendte og drejede hovedet, fulgte de efter mig. Det var kun, når mit syn nåede en ting; ilden, at det forsvandt. Men det var kun for at komme stærkt tilbage, hver gang. Jeg krympede mig, da kuldegysninger gik gennem mig.

"Luk øjnene." Sagde en stemme. Det var Shellvi. Hvis jeg så hen mod hende, kunne jeg svagt skimme en silhuet.

"Luk dem så." Beordrede hun. Der var ikke et spor af ondskab over det, hun sagde. Jeg adlød.

"Tror du han kommer sig?" kunne jeg høre Dylan spørge.

Shellvi svarede ikke med det samme.

"Det håber jeg da. Det er aldrig sikkert."

Jeg skulle være bange. Jeg burde være bange. Jeg kunne bare ikke føle noget over den besked. Jeg faldt hen igen.

 

Jeg drømte om is og kulde og værst af alt: Ishela. Hun så på mig med hendes sølvøjne og smilede grumt, mens hun sagde: "Jeg skal lære dig noget om magt". Isen krøb øjeblikligt op af min hud.

Jeg åbnede øjnene i mit forsøg på at komme tilbage til livet. De sorte prikker var væk. Jeg havde varmen. Faktisk lå jeg indhyllet i bløde tæpper. Jeg havde lyst til at blive liggende. Det var kun mit ansigt, der var synligt. Jeg havde alle mine lemmer. Sneen dalede roligt ned over os. Uf, sne. Ilden knitrede roligt, mens den fordampede den faldende sne. Dylan sad på den anden side af bålet. Han snittede en spids på en gren, som hvis der skulle laves snobrød.

"Du var heldig." Sagde han

"Heldig over hvad?" Min stemme var lav og hæs. Næsten som om jeg ikke havde snakket i årevis.

"Du kunne sagtens have været død." Han så på mig, og hans ansigt var gravalvorligt.

"øhm…" Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle sige til det. Jamen så var det godt at jeg ikke gjorde det…ville sådan ikke rigtig passe ind.

Jeg så rundt om os. Vi havde bosat os samme sted som før. Skoven på den ene side, det åbne landskab på den anden side. Shellvi lå og sov. Det lignede, at hun kæmpede en hård kamp  for hendes ansigt var trukket i anspændte folder.

"Er hun okay?" Spurgte jeg forsigtigt. Jeg rømmede mig, da min stemme stadig var lidende.

"Ja." Dylan sukkede. Han så pludselig meget mere træt ud. "Det var bare en hård kamp."

Jeg tænkte tilbage på min oplevelse af Ishela. Når man tænkte over det, mindede hun faktisk om Iselin fra julekalenderen Pagten. De var begge to onde. De havde begge to iskræfter, der lavede deres ofre til isskulpturer, og de havde begge et navn, der startede med is. Gad vide om Iselins stemme kunne få årer til at fryse til is, hvis hun havde været virkelig?

Jeg ville langt hellere møde 100 Iselin'er end en Ishela mere.

"Hvordan overvandt i hende?" Spurgte jeg.

Dylan stillede grenen fra sig. Han sukkede endnu en gang som om han prøvede at komme sig over en ond drøm.

"Shellvi fik overvundet hende." Se det var kort. Jeg ventede lidt på en uddybning, men Dylan forholdt sig tavs.

"Hvad så med mig? Hvordan kom jeg ud af isen?" Spurgte jeg forsigtigt. Jeg kunne godt mærke, at Dylan ikke havde lyst til at snakke om det.

"Vi tøede dig op." Shellvi var vågnet. Selvom hun lige havde sovet, så hun stadig helt vildt træt ud. "Dylan bar dig hertil. Det var vildt, at du faktisk overlevede det.  Har du nogensinde hørt om hypotermi?"

Jeg rystede på hovedet.

"Du kunne have fået ødelagt dine indre organer, eller miste arme og ben for til sidst at dø i den kulde, du blev udsat for."

"Jamen i overlevede det jo også." Jeg vidste godt, at jeg kunne have været død, men alligevel fik Shellvis tonefald min mave til at slå knuder. Og hvorfor var de uden for livsfare, når de også selv havde været indhyllet i is?

"Det… det er noget andet med os." Shellvi virkede til at skulle sige noget mere, men hun droppede det. Jeg kunne ikke lade vær med at tænke på, hvor galt det kunne have gået. Jeg skulle virkelig være blevet i skoven.

"Men hvordan kunne du så få Ishela væk?" Spurgte jeg. Det var både af nysgerrighed og for at få et samtaleemne.

"Jeg fik hende over Torokløften, hvor vi til sidst var så udmattet at Ishela stak af."

"Du lod hende gå!?"

"Ja" Shellvi så undrende på mig. "Forventede du, at jeg skulle slå hende ihjel eller hvad?"

Jeg blev pludselig en anelse flov over mit udbrud.

"Du ved. Du er så stærk. Kunne du ikke sagtens have dræbt hende?" Jeg vidste ikke helt om det var klogt at se hende i øjnene. Shellvi så på mig med et blik, jeg ikke kunne tyde.

"Bare fordi man kan dræbe, behøver man det ikke. Ville du slå en mand ihjel, hvis han havde skubbet til dig, og nu lå i vejkanten og råbte om hjælp?"

"Det ville jeg ikke kunne gøre. Men det her er noget andet. Det her er jo en fantasyverden. Her dør taberne konstant."

Dylan blev med et helt humørforladt. Shellvi skævede over til ham.

"David, sådan noget må du aldrig sige." Hun borede sit blik ind i mit. Af en eller anden grund kunne jeg ikke se væk. "Vores verden er lige så virkelig som din i Danmark. Faktisk er vores ældre. Bare fordi noget ikke sker på Jorden betyder det ikke, at det ikke sker her eller et andet sted. Og hvis du skal tilbage inden juleaften synes jeg godt du kan opføre dig ordenligt." Med et lignede det, at hendes øjne havde fået et rødligt skær. Hun slap mit blik og så hen mod Dylan, der stadig sad anspændt med sin snobrødspind i hånden. Han lignede en, der godt kunne have tabt den  "Desuden er ingen af os døde på trods at, at vi tabte første del af kampen." hendes stemme var blevet mildere igen.

Jeg tænkte tilbage på kampen.

"Men…" Shellvi afbrød mig.

"Men hvis det ikke havde været for, at du dukkede op og holdt hende hen, ville ingen af os have været her nu." Hun tvang vidst et smil frem. "Og det skal du have tak for."

Jeg så væk. Tænk engang, at jeg havde gjort noget godt, da jeg hentede det sværd. Så havde det vel været et rigtigt valg på trods af, at det var dumt. Så kunne jeg komme hjem hurtigere…

"Men skal vi ikke til at komme i gang igen?" Spurgte jeg. "Der er jo kun 12 dage til juleaften. Jeg vil gerne hjem inden den 24, tak." Shellvi og Dylan fik pludselig begge nogle halvfåret blikke, som de tavse sendte til hinanden. kodesprog.

"Øhm ser du…" Dylan vidste ikke helt, hvordan han skulle få sagt det.

"Der er faktisk kun 11 dage til jul." Svarede Shellvi for ham. Der gik et sug igennem mig.

"Har jeg sovet i mere end 24 timer!?" Urolighederne  pressede sig på. Hvordan kunne jeg have sovet så længe?

"Du havde det jo ikke ligefrem godt, da du kom ud igen." Hvordan kunne Shellvi lyde så rolig. "Du var nået til 3. stadie i hypotermi. Det tog en del tid før du kom til bevidsthed igen, men din tilstand var kritisk. Jeg blev nød til at hjælpe dig med magi, men du var tvunget til at sove for at… du ved… for at det ville virke." Shellvi så ned som om hun var forlegen eller sådan noget. "Men du var jo også bevidstløs. Der gik noget tid før du kom til søvnen."

Jeg havde lyst til at spørge, hvor lang tid noget tid var, men jeg vidste ikke, om jeg havde lyst til at kende svaret.

"Men så skal vi jo af sted." Jeg gik straks i gang med at pakke mig selv ud. Det var vandvittigt så mange tæpper jeg havde om mig. Hvor mange tæpper havde de lige pakket?? Så mange tæpper kunne der da heller ikke være i taskerne.

"Ikke i dag." Shellvis ord fik mig til at stoppe.

"Hvad…? Hvorfor ikke? Jeg skal jo hjem." Min mave trak sig sammen af tanken om at skulle vente endnu længere. Efter oplevelsen med Ishela, havde jeg endnu mindre lyst til at være her.

"Du er stadig ikke klar til at rejse videre." Shellvi smilede halvt. "Det kan være farligt, hvis du kommer ud at gå og noget sker. Vi bliver nød til at vente til du er klar."

Og så blev jeg selvfølgelig beordret at blive liggende igen. Min seng var pludselig ikke så dejlig længere. Jeg kunne slet ikke fatte, at jeg havde sovet i så lang tid. Det var jo højlys dag nu. Det havde nok været omkring midnat, da Shellvi og Ishela startede deres fight. Det ville sige, at… jeg så ned på mit ur… klokken var allerede 14:08.. Jeg havde sovet/været bevidstløs i næsten 38 timer! Jeg kunne lige så godt have været i koma! Så manglede jeg da bare lige at vågne op på et hospital med en bippende pulsmåler ved siden af mig. Så ville min familie være… og så kunne man lige så godt stoppe sig selv inden man kom for godt i gang.

 

Efterhånden som dagen gik og sneen stadig faldt, bredte der sig selvfølgelig et lag af sne overalt. Torokløften lignede bare et kæmpe hul i det hvide landskab. Et dyb, jeg vidste vi skulle ned i. Tanken skræmte mig ikke så meget. Det var mere bare noget, der skulle gøres. Efter oplevelsen med Ishela, virkede resten af denne tur bare som at klø sig i nakken.

Shellvi sørgede for at holde mig til sengen ved at snakke til mig og ellers konstant holde øje med, at jeg ikke gjorde noget dumt. Og dumt vil betyde alt andet end at blive liggende. Hvis jeg turde og ikke stolede på, at hun havde ret i faren ved det, ville jeg sikkert bare have rejst mig uanset hvad. Shellvi kunne også bare bruge sin vilje og magi mod mig, hvis jeg gik mod hende. Hun blev ligesom min mor, når jeg var syg. Denne gang var det bare lidt mindre slack. Normalt kunne jeg se tv og æde usundt, hvis jeg havde lyst. Her var der ikke andet at lave end at sove. Det var jo ikke ligefrem fordi jeg havde det dårligt…

 

Dylan lavede igen mad til os, som gjorde mig opmærksom på en næsten ustillelig sult i forhold til, at jeg bare havde ligget og sovet i så lang tid.

Shellvi skævede ud mod kløften som om hun forventede Ishela ville komme tilbage. Heldigvis for os, kom hun ikke. Ikke endnu i hvert fald.

Det hele var så kedeligt, at jeg endnu en gang faldt i søvn. Hvordan kunne det overhoved lade sig gøre??

 

"Skal vi ikke tage en kamp?" Dylans stemme trak mig ud i en drømmende søvn.

"Klart!" Shellvi rejste sig op. Hun trak sit sværd.

Jeg ønskede så blændende, at jeg måtte kæmpe med. Jeg kunne bare overhoved ikke finde mit sværd. Shellvi havde sagt, at jeg skulle blive liggende. Alligevel rejste jeg mig op og begyndte febrilsk at lede i tasker og rundt i hele lejren. Jeg blev så frustreret over, at de bare gik uden at lægge mærke til mig, at jeg råbte efter dem om at vente til jeg havde fundet mit sværd. De reagerede overhoved ikke på mig. I min frustration smed jeg alt, hvad jeg fandt ind i bålet. Det blussede op, og bredte sig ud mod min seng. Med det samme ilden rørte tæpperne, rejste et endnu større bål sig op og varmede mit ansigt. Jeg ville væk fra ilden, hen til de andre - med eller uden sværd - men uanset, hvor meget jeg løb, fulgte ilden efter. Det var som om det var min hale. Foran mig kæmpede Shellvi og Dylan sammen. De ænsede mig overhoved ikke. Jeg skreg efter dem, men de reagerede ikke. Jeg kunne ikke løbe længere. Ilden bredte sig om mig. Fra røgen kunne jeg se Ishela dukke op. Hun førte kulden til mig trods ilden stadig brændte rundt om mig. Hun knipsede og alt ilden blev erstattet af is. Hendes isnende blik borede sig ind i mit. Jeg mærkede kulden fra fødderne. Da jeg så ned kunne jeg konstatere, at isen bredte sig op over mine ben. Frygten trak i mig. Jeg ville dø.

 

"David!" Shellvis hånd var kold, da den landede på min kind. Hun klappede mig bestemt i en jævn rytme. Jeg missede med øjnene.

"David, hvad sker der?" Spurgte hun. Hendes øjne så bekymret på mig.

Jeg ville sige noget, men kunne ikke. Min hals var pludselig tør.

Hun sukkede. "Det var bare en drøm." mumlede hun som var det til Dylan.

Jeg kunne stadig ikke få et ord ud. Selvom jeg prøvede, virkede hendes 'slag' mod min kind stadig fraværende.

Pludselig sad jeg op. Jeg vidste af en eller anden grund, at det var Dylan, der havde sat mig op, men jeg havde slet ikke bemærket, at der var taget fat om mig. Man kunne sikkert have slået mig ned med en kæp uden jeg havde bemærket det.

Min mave kørte rundt og min balance forsvandt fuldstændigt.

"Han reagerer på…" Shellvi nåede slet ikke at færdiggøre sin sætning før jeg knækkede forover. Hele mit måltid forsvandt ud.

Min balance kom kort efter tilbage. Jeg kunne fokusere på Shellvi, som stod… lad os bare sige, at hun ikke så specielt godt ud med bræk ud over sit tøj. Det mest underlige af det var, at hun slet ikke virkede påvirket af det. Hun smilede bare.

"Du klarer det fint." Sagde hun bare. Så henvendte hun sig til Dylan. "Kan du lige sørge for ham imens jeg lige bliver klar igen?"

Dylan satte sig straks ved min side, da Shellvi tog en taske og forsvandt mod skoven. Han skævede lidt til mig.

"Nu har du ikke tænkt dig også at brække dig ud over mig, vel?"

På trods af, at jeg følte mig elendigt til mode, kunne jeg ikke lade vær med at smile.

"Jeg skal da prøve." Fik jeg kvækket frem.

"Har du det bedre? Det ser i hvert fald sådan ud."

På trods af, at jeg lige have kastet op følte jeg mig meget bedre tilpas. Jeg nikkede.

"Vi nåede knap nok at komme af sted før du fik det her underlige anfald."

Jeg havde ingen anelse om, hvorfor jeg havde fået Dylans spørgsmål til at blive til en ond drøm.

Dylan fandt noget vand frem som han rakte mig. "Her. Det kan hjælpe mod den grimme smag i munden." Jeg tog glædeligt imod det.

Shellvi dukkede op i rent tøj. Hun smilede stadig.

"Burde du ikke have en anden reaktion?" Røg det ud af mig.

Hun smed tasken fra sig. "Hvorfor skulle jeg det?"

"Du ved… jeg ørlede lige ud over dig." Det virkede så absurd at snakke om. Godt det ikke var i skolen, det skete. Jeg ville aldrig blive fri for at høre om det, og pigerne der ville ikke reagere på samme måde.

Shellvi lo kort. "Nej.  Jeg har oplevet langt værre ting end et menneske, der kaster op på mig. Du ramte kun mit tøj."

Det, at hun siger, at hun har oplevet værre ting, fik min hjerne til at tænke på, hvilke ting hun kunne have været ude for. Specielt menneske fik mig til at tænke. Hvad kunne have kastet op ud over hende? En drage måske?

"Men skulle vi tage ud at kæmpe?" Spurgte hun Dylan. Han skævede til mig. Selv følte jeg mig lidt udenfor. Ligesom i drømmen, ville jeg faktisk gerne være med.

"Okay så."

"David. Du bliver stadig nød til at blive liggende. Det er sådan noget som det, der for eksempel kan ske, hvis du laver for meget."

"Men jeg har jo næsten ikke lavet noget." Udbrød jeg.

"Det ved jeg godt." Shellvi så mod sine fødder. "Men mareridt hører med til det her. Det er bare et tegn på, at det virker."

"Hvad virker?"

"Det er irrelevant. Skal vi gå Dylan?" Hun tog sit sværd. Jeg synes hun var lige lovlig hurtig til at smutte. Dette emne var da ikke færdiggjort.

"Hvad så med mig?"

"Som sagt skal du blive her. Du kan kigge på."

Som at putte salt i såret. Selvfølgelig har jeg da ikke lyst til at se på, at de laver noget, jeg selv vil være med til! Nu må hun styre sig.

Så jeg fik den store ære, at skulle glo på deres fight. Det skal siges, at Shellvis sværdkamp var sløv i forhold til, at hun var så trænet. Hun virkede nu også ret så træt i forhold til normalt. Gad vide om hun ikke havde fået sovet rigtigt i løbet af de 38 timer jeg selv sov.

Jeg valgte at udnytte tiden ved at forestille mig, at jeg selv var i gang med at kæmpe deres kamp.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...