The Great Adventures of...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Hele min krop reagerede instinktivt, da jeg så dem, og jeg for op for at springe over på den anden side af stendyngen. Der var 5 af dem. Grålige bæster... Jeg kunne kun tænke på en ting: løb... Da David pludselig vågner op i en ukendt verden, har han kun et mål; at komme hjem igen. Men rejsen hjem bliver kun mere besværlig, og er ikke så ligetil.

2Likes
0Kommentarer
552Visninger
AA

10. Bæst og Monster 9. December

Normalt ville min mor komme og smide mig ud af sengen, men da jeg ikke havde nogen mor her, havde jeg ingen lyst til at stå op af denne lækre seng.

Jeg har ingen anelse om, hvor længe jeg lå der, men det var i hvert fald lækkert. Lige indtil jeg kom til at tænke på, hvorfor jeg ikke var hjemme. Jeg tog orgosgonen ud af lommen og studerede den. Det lignede lidt noget højteknisk halløj fra en science fiction film. Det lignede noget, der havde taget meget lang tid at bygge med alle de små dele, der var. Alligevel virkede den ikke som noget, der bare sådan lige gik i stykker. Gad vide, hvordan den virkede.

Ude fra mit værelse kunne jeg høre lyden af bløde poter, der kom nærmere. Reda dukkede op i åbningen. Hun gav en svag spindende lyd fra sig, da hun trådte ind. Hun puffede hovedet ind i min arm (hvorfor gør hun sådan?) før hun trak min dyne af og forsvandt ud af døren med den. Det var koldt…

Jeg trak hurtigt i tøjet og smuttede ud til de andre for at spise.

"Godmorgen David." Var Dylan hurtigt til at sige, mens han smilede til mig.

"Godmorgen." Svarede jeg hurtigt og satte mig ned.

Jeg spiste i halv tavshed. Dylan og Shellvi talte myratsk - sikkert fordi de udnyttede at jeg ikke kunne forstå dem.

"Er du klar?" Spurgte Shellvi pludselig.

"Til hvad?" Spurgte jeg og prøvede at lyde uinteresseret.

"Til at prøve at ride."

Var hun dum? Jeg havde redet hele dagen i forgårs og på Reda i går. "Du ved godt jeg red i går, ikk?" Hun var virkelig tåbelig.

Shellvi smilede og lignede lidt en, der morede sig.

"Jamen så bliver det her jo intet problem for dig." Sagde hun bare. Jeg så lettere spørgende på Dylan, da hun i en let bevægelse svang sig på den anden side af sin stol. Hun tog sit brød med sig op. Af en eller anden grund kunne jeg ikke finde ud af, om jeg syntes det var en fed måde at gøre det på eller ej. Men Dylan og jeg valgte i hvert fald og følge med hende ud på en åben græsmark ikke langt fra Redas kæmpe hus (Altså kun en del gader væk men…).

Græsmarken ville sikkert have set mega vild ud, hvis det havde været sommer, men nu havde man bare lyst til at pløje den op og bygge noget. Det undrede mig, at Shellvi ville have os eller bare mig til at lære at ride, når der ikke var noget synligt levende på denne mark.

"Så…?" Jeg nåede ikke rigtig at sige mere før Shellvi bekræftende nikkede til et monsters brøl. Oppe fra himlen kunne jeg se to underlige fugle flyve ned mod os. Nu vidste jeg pludseligt bedre. Det var drager. Den ene grøn den anden rød - sikkert samme bæst som i går. Deres fart var utrolig, og det tog ikke lang tid før deres vingeslag satte vinden omkring os i bevægelse. Den grønne landede lige foran mig. Den var meget større end den røde og så langt mere frygtindgydende ud. Hele dens skællede krop var bygget til at dræbe mig lige så let som jeg dræber myrer.

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre. I stedet besluttede jeg mig for at kalde dem Monster og Bæst (også selvom Bæsts rigtige navn var Olinus, jeg var ligeglad).

"Tjah, nu, hvor du skal hurtigst muligt hjem, er drageflyvning nok den bedste måde at komme rundt på. Der findes ikke noget hurtigere i hele Paritu end en drage."

"Paritu?" Nyt ord. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvad det kunne være.

"Paritu er planeten." Svarede Shellvi kort. Det slog mig hårdt.

"Vi er på en anden planet!?" Det lød næsten lige så foruroligende som jeg følte det var. Jeg vidste det jo godt eftersom Dylan havde sagt, at jeg var i en anden verden, men PLANET!? Det ville sige, at der var meget mere end bare en forstørret ø. Jeg var måske uendelige galakser væk hjemmefra. Hvordan var det muligt!?"

"Ja, du havde forhåbentligt ikke regnet med, at vi var på Jorden." Faktisk havde jeg ikke tænkt over det.

Bæst fnøs som om den lo ad mig. Jeg havde lyst til at smide noget tilbage, men hvordan kan man få sådan noget ud til et dyr?

"Nå, men jeg tænkte du havde brug for at lære at ride på en drage." Sagde Shellvi. Hvor er hun bare betænksom.

Jeg havde kun to ord at sige til det:

"Nej tak!"

Shellvi og Dylan så begge to underligt på mig. Faktisk lignede det også, at Bæst og Monster syntes, at det var specielt.

"Nej? Hvorfor ikke?" Spurgte Dylan.

"Har du lige hørt dig selv? Det her er syge monstre, der kan dræbe mig, hvornår det skulle være. Jeg kommer aldrig levende herfra, hvis jeg tager op på sådan en!"

"Hvorfor skulle de det? De har ingen grund til at dræbe dig." Sagde Shellvi. Det styrkede jo kun mit argument. Desværre kunne jeg ikke nå at komme med indvendinger før Shellvi tilføjede;

"Det er altså bare den hurtigste måde at komme hjemad på. Jeg synes du skal prøve det. Det er altså også fedt at kunne fortælle dine venner om, at du har redet på en drage."

Hun havde en pointe, men hvem i alverden skulle tro på, at jeg hade været i en anden verden med drager og magi? Jeg ville jo ryge direkte videre på intensiv. Men det kunne nu være fedt alligevel.

"Okay så!" Det var meget modvilligt.

Shellvi virkede næsten lettet over mit svar. Ville hun af med mig eller hvad?

"Godt! Så lad os komme i gang med at lære dig de basic ting der skal vides, når man rider på drager."

"Du mener vel flyver." Konstaterede jeg hurtigt.

"Kald det, hvad du vil."

Dragerne vendte pludselig deres opmærksomhed mod mig.

"Du kender allerede Olinus." Bæst prustede, da dens navn blev sagt.

Monster rykkede sit hoved langt op over mig, da Shellvi valgte at præsentere den.

"Ham her er Greeny." Jeg ved ikke, hvad det var, jeg fandt så sjovt i hans navn. Ja, det var engelsk, men det passede bare OVERHOVED ikke til ham. Greeny? Har du nogensinde hørt om et frygtindgydende væsen, der bliver kaldt noget så fimset som en farve med et y bagefter bare for at gøre det lidt mere personligt. Ligesom Blacky.

Jeg kunne slet ikke holde masken, så jeg faldt bare helt ned på jorden og grinede.

"Værre navn kan man da næsten ikke få sig." Shellvi og Dylan gloede uforstående på mig. Monster lignede næsten en, der kunne give mig et slag. Man skulle næsten tro, at de kunne forstå, hvad jeg sagde.

"Hvorfor er det sjovt?" Shellvi  trådte foran Monster, hvis blik prøvede at gennembore mig. Jeg ved virkelig ikke, hvordan det lykkedes mig at have det så sjovt, hvis man nu ser på, at monsteret kunne have dræbt mig på stedet. Jeg burde have stoppet.

"Hvem har navngivet den? Det må virkelig være en person med sans for humor. Eller måske en, der virkelig er dårlig til at finde på navne." Monster knurrede højt og lagde sit hoved længere ned mod mig. Shellvi lagde sin hånd på dens snude. Den pustede ild op af næsen.

"Skal jeg så også til at kritisere dit navn?" Shellvi var helt seriøs, da hun trak mig op fra jorden igen. Jeg måtte tage mig sammen for ikke at fortsætte ud på dybere vand.

Jeg børstede mine knæ af før jeg rejste mig i fulde højde (jeg var nu stadig lavere end alle på denne plæne).

"Skal vi komme i gang med at drageflyve eller hvad?"

Monster rejste sit hoved og knurrede endnu højere. Shellvi sagde noget højt, som jeg ikke fattede en dyt af, hvorefter Monster igen knurrede. De udvekslede en længere samtale, og jeg forestillede mig, hvordan Monster sagde: "Jeg vil IKKE have den knægt på ryggen. Mit navn er mit værdigt!"

Til sidst satte Monster af og fløj sin vej. Bæst stirrede ned på mig som om den overvejede om jeg skulle være et måltid. Shellvi sukkede.

"Skal du også fornærme Olinus eller er du færdig?" Spurgte hun.  Jeg trak på skuldrene.

"Fint. Jeg skal nok spænde sadlen for dig."

Der gik ikke lang tid før jeg kunne mærke min mave trække sig sammen, mens Shellvi spændte sadlen. Jeg kunne næsten ikke få mig i gang, da jeg skulle gå hen mod Bæst og op i sadlen. Shellvi var dog hurtig til at få mig op, og før jeg vidste af det, havde hun givet mig adskillige instrukser. Hun så mig pludselig dybt i øjnene.

"Er du klar?" Spurgte hun. Jeg nikkede bare. Jeg var overhoved ikke klar.

Hun klappede Bæst før hun hoppede helt ned til Dylan.

Jeg nåede kun at tænke "nu går vi i gang", da Bæst i et hug sprang op i luften. Jeg var lige ved at glemme at holde fast.

Bæsts vinger arbejdede hurtigt og førte os langt op over jorden. Inden længe ville vi nå skyerne. Jeg ville ikke se ned. Jeg klamrede mig bare til mit sæde. Jeg prøvede at finde alle mulige sammenligninger, der kunne gøre denne oplevelse mere jordnær. Det var den vildeste forlystelse jeg nogensinde ville prøve, og den var kun lige begyndt.

Det gik op for mig, at jeg ikke havde trukket vejret i meget lang tid. Jeg tvang mig selv til at  tage en dyb indånding.

Luften omkring mig blev koldere, da vi nåede skyerne. Mit tøj blev også vådt. Jeg ville sikkert blive forkølet, når jeg engang kom ned. Samtidig begyndte jeg at kæmpe med propper i ørerne.

Bæsts flyvning blev pludselig ujævn. Jeg kunne høre andre vingeslag end Bæsts, men jeg kunne intet se fordi vi var inde i skyerne. Jeg søgte efter noget tegn på bevægelse. Hvad det end var, var det hurtigere end den flyvning Bæst havde. Efter nogle gang, hvor jeg så skyerne bevæge sig, fik jeg pludselig øje på den. Det var Monster, der havde et borende blik på mig. Bæst brølede mod den, da røgen igen steg ud af næsen på Monster. Jeg fornemmede, at noget ville ske meget snart. Noget, der kunne gå grueligt galt for mig.

"Jeg vil ned." Jeg blev forskrækket over mig egen svage stemme. Bæst lignede ikke en, der reagerede. Monster kom igen imod os. Jeg gik i panik. Jeg hamrede på Bæst, men den reagerede stadig ikke. Pludselig lagde den sine vinger fladt ind til sin krop. Jeg nåede lige at tænke, at dette ville blive en hård tur, da hele min mave truede med at flække grundet denne uhyggelige fritfaldsfølelse. Jeg kunne intet stille op. Kun se ned mod jorden, der var alt for langt under os. Jeg ville ned, men ikke på denne måde!

Monster fulgte ikke efter os i første omgang. Bæst bredte vingerne ud og fløj på et lavere luftlag. Pludselig hørte jeg en  gennemtrængende tone. Bæst virkede til at reagere på den, og den skulle til at flyve ned mod plænen, da Monster for forbi os og landede. Jeg nægtede at skulle ned til den. Jeg hamrede på Bæsts hals og skabte mig helt vildt. Bæst virkede faktisk til at reagere på det. Jeg holdt øje med Monster, mens vi igen fløj opad. Det virkede til at Dylan skulle op at ride på Monster. Godt det ikke var mig.

Bæst fløj videre, og jeg begyndte faktisk at slappe af, mens jeg sad deroppe. Udsigten var god. Det eneste, der var galt var kulden, der trængte igennem mit tøj. Bæsts krop gav nogen varme, men det tørrede ikke mit tøj. Jeg ville ikke kunne holde mig heroppe i alt for lang tid. Monster fløj pludselig op foran os. Dylan så ud til at holde styr på den, men jeg tvivlede på, at den ikke ville prøve på noget igen. Det var kun et spørgsmål om tid. Jeg prøvede at signalere til Bæst om, at den skulle lande. Det så ikke ud til at virke. Monster brølede et eller andet sted over os. Bæst svarede med et kort brøl før Monster styrtede ned imod os. Det hele gik så hurtigt at jeg ikke rigtig opfattede, hvad der skete. Jeg tror Monster fløj ned mod os, og Bæst undgik med et rul i luften. Jeg ved bare, at jeg pludselig var i frit fald. Jeg kunne ikke fokusere noget sted for horisonten rullede rundt i luften. Jeg kunne ikke gøre noget. Jeg kunne ikke engang skrige. Vinden tvang mine øjne til tårer og slørede mit syn yderligere. Det her var ikke en måde, jeg ville dø på.

I samme nu mærkede jeg et ryk i mig, da noget tog fat om mig. Det tvang mig ind til sine varme krop. Jorden virkede ikke længere så farlig længere. Olinus havde grebet mig. Monster brølede, og jeg kunne mærke Olinus' kraft, da hun svarede den igen. Jeg kunne se jorden under os, da den stille landede foran Shellvi.

Jeg blev roligt sluppet fri fra Olinus' greb. Shellvi tog mig i et strengt øjensyn.

"Er du okay?" Spurgte hun.

"Det der skal jeg ALDRIG gøre igen!" Hele oplevelsen vældede op i mig. Jeg kunne have været død nu.

"Det var lidt selvforskyldt. Det dummeste du kan gøre er at blive fjender med en drage. Tro mig." Det var bare slet ikke det, jeg havde lyst til at høre lige nu.

Dylan og Monster landede lidt efter. Shellvi hævede et øjenbryn af Monster, men sagde intet.

"Så det bliver ingen drageridning, når vi skal finde de sidste dele af orgosgonen?" Spurgte Dylan lige så snart han var hoppet af. Han lavede nogle fejende bevægelser med hånden og vandet forlod mit tøj sammen med hans. Olinus pustede mod mig, og mit tøj blev helt varmt på ryggen.

"Nej, det tror jeg ikke du skal regne med." Svarede Shellvi.

Monster virkede næsten tilfreds, da jeg så mod ham, men han holdt stadig et øje med mig. Olinus knurrede mod ham.

"Skal vi så gå rundt?" Jeg håbede at hun ville sige nej, men jeg kunne næsten mærke, at det var den eneste mulighed der var, hvis jeg ikke ville ride på en ustyrlig mojoy. De havde jo ingen biler her.

"Det bliver vi nød til, hvis ikke i tager jeres mojoyer."

"Øhm… de er ikke vores. Desuden sagde jeg, at vi kun ville bruge dem til at rejse til Mythenia. Jeg frygter at de stikker af, hvis der sker noget som med shurnt igen." Sagde Dylan.

Men så var den sag afgjort, hvor end jeg havde lyst til det eller ej.

"Vi burde egentlig også gøre noget ved dig, David." Shellvi pegede hen mod mig. Hvad havde jeg nu gjort? Hun mindede mig om Leila, da hun ville have min gruppe til at fremlægge. Men det her var ikke Leila.

"Mig?" Jeg trak mig lidt tilbage, men Olinus stod der.

"Ja, du har brug for at lære nogle ting inden vi tager af sted, hvis du altså vil have større chance for at overleve." Salgstale!

"Men David er også magiker." Udbrød Dylan.

Shellvi så studerende på mig.

"Kan han det?"

"Ja!" Dylan var begejstret, "han kan få sten til at lyse! Jeg har aldrig set noget lignende. Han må være en meget stærk magiker inden for lys."

"Spændende, må vi se David?" Det var noget i Shellvis tone, der sagde mig, at hun ikke var helt overbevidst. Jeg ville ønske, jeg kunne vise hende min lysende mobil, men den var død nu. Min hjerne knagede for at tænke. Hvordan fungerede magien her? I går sagde de noget om energi.

"Jeg kan ikke lige nu." Sagde jeg. Shellvi løftede et øjenbryn.

"Har du ikke nok energi til det?" Spurgte Dylan.

"Nej." Svarede jeg. Det var delvist sandt. Min mobil havde ikke nok energi til det. Dylan virkede skuffet.

"Godt, men så vis mig, hvad der skal ske." Sagde jeg hurtigt for at komme på nye tanker.

"Jeg synes vi skal tage til søen og øve os. Vores stadium er højst sandsynligt optaget." Så vi forlod græsplænen for at gå tilbage til byen igen. Vi tog til Redas hus, hvor Shellvi tog til et sidste rum i huset, hvor hun åbnede et skab.

"Tag et kig." Hun skubbede mig mod skabet. Jeg vidste ikke, hvad jeg havde forventet, men skabet lignede jeg ved ikke hvad. Først og fremmest buede det indad som et walk-in-closet - bare uden tøj. Der var adskillige sværd i forskellige størrelser og typer. De var alle sat på række så det passede højde og tykkelse. Der var mange rækker. Det undrede mig, at der overhoved var plads inde i skabet til alt det.

Der var nogen, der var ordensmenneske her. Måske ordenstiger.

"Wow!" Jeg fandt et langt sværd, der var sygt nice. Selve dens mønstre buede sig hele vejen imellem hinanden på en fed måde. Jeg trak den ud af holderen, og kom vidst til at ramme en masse andre sværd på vejen. De faldt alle klingende ned på gulvet. Sværdet var næsten lige så langt som mig, og det havde også en del vægt. Jeg kunne ikke løfte det alt for længe. For at virke til at have nogenlunde styr på, hvad jeg gjorde, ignorerede jeg larmen og lod vær med at løfte sværdet for meget. "Den her er awesome!"

Dylan grinede af mig. Det var faktisk irriterende.

Shellvi smilede, og jeg kunne se på hende, at hun styrede sig for ikke at grine. "Øhm," Hun valgte sine ord med omhu, "Du skal nok ikke starte med sådan et sværd."

"Nå." Jeg prøvede at sætte sværdet på plads igen, men det mislykkedes. Til sidst stillede jeg den bare op af væggen. En af de sværd, der var faldet på gulvet, fangede mit blik. Den var bredere og ikke så mønstret som de andre. Den virkede enkel, men så alligevel ikke. Jeg tog den op, og den føltes faktisk ret let i min hånd. Så giver det vel mening, hvis jeg siger, at det her var et enkelhåndssværd. Jeg svingede lidt forsigtigt med det.

"Det her sværd kan jeg godt lide. Det vælger jeg." Jeg følte mig som en modig helt fra en film bare uden baggrundsmusik. Den baggrundsmusik var altså vigtig. Tænk på alle de effekter, man gik glip af!

Shellvi smilede meget mystisk. "Hvem sagde, at du skulle vælge et sværd?" I en lille krog trak hun nogle andre sværd frem. Det var skuffende. Disse tre sværd var alle lavet af træ. Sådan nogen, man bruger, når man som barn legede krig med sine venner.

"Men hvis du absolut vil vælge, kan du selv bestemme, hvilket et af dem du vil have."

Det var ikke sjovt. Jeg tog lettere irriteret et tilfældigt et af dem og travede ud af rummet.

"Hvor skal vi en?" Spurgte jeg, mens jeg stadig gik fra dem. Vi skulle sikkert til græsmarken igen.

"Til den lille sø." Svarede Shellvi. Og den vidste jeg lige præcis, hvor var… klart!

Jeg blev tvunget til at stoppe op og lade de andre føre an. Vi gik nogenlunde samme vej som før, men selvom jeg regnede med at kende vejen, og prøvede at gå forrest, havde Shellvi og Dylan en hurtigere gang end jeg, og når jeg endelig var foran, var det fordi vejen var anerledes. Det blev snart alt for irriterende for mig at arbejde på at være forrest, så jeg droppede det bare.

Vi ankom til en anden lysning næsten lige uden for bymuren. Træerne var næsten helt oppe af muren her, men der kom rigeligt med lys ned og stedet var sådan set ret hyggeligt. Det mindede om en eller anden sygt romantisk film.

Shellvi sagde noget volapyk til Dylan før de trak deres sværd.

"Jeg vil lære jer nogle gældende ting inden for sværdkamp." Sagde Shellvi, mens hun med et specielt blik så mod Dylan. Måske tænkte hun på, hvordan hun kunne slagte ham på den bedste måde. Men kunne Dylan ikke godt lidt sværdkamp?

"Den første er den helt normale kampteknik. Den er egentlig bare en stik-teknik…" Jeg gider ikke til at forklare alt, hvad hun sagde. Det var meget langt og der var mange indviklede ting i det. Men i det store hele forklarede hun i alt tre grundlæggende taktikker, og hvordan vi skulle forsvare os kun ved at bruge et sværd. Hun brugte mest af alt Dylan som forsøgskanin, og det var nu meget fint. Så var det ham, der ville få blå mærker senere. Det her var sjovere end at have almindelige timer. Jeg studerede de forskellige bevægelser Shellvi instruerede, samt det hun sagde, indtil jeg blev befalet at øve disse kampteknikker. Nu skulle jeg endelig i gang med at prøve at kæmpe mod en. Jeg forestillede mig, hvordan jeg kunne overgå Dylan med lethed og hans blik, når han anerkendte at han havde tabt. Jeg var så klar. Det var lige som alt det jeg havde håbet på imod Emil.

"Hvem skal jeg slås mod først?" Jeg sendte dem et udfordrende blik efter tur. Shellvi sendte et lettere grinende ansigt, da hun sagde;
"Altså jeg havde nu forestillet mig, at du skulle starte med at kæmpe lidt mod den her." Idet hun sagde "Den her", skød en sten op af jorden. Jordmenneske.

"Er du helt seriøs? Skal jeg kæmpe mod den?" Shellvi nikkede. "Men den kan jo ingenting!" protesterede jeg.

"Jo, men det finder du først ud af, hvis du slås mod den." Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, om det var rigtigt, men denne verden var ikke normal med alle dens kæmpe myrer og drager.

"Hvad skal i så?"

"Jeg tror jeg smutter ned og træner mine evner." Dylan gik ned mod søen med det samme.

"Jeg holder lidt øje med dig, tror jeg." Shellvi stillede sig til rette. Det her skulle nok blive akavet. Hvorfor skulle hun stå og se på mig, der slog mod en sten. Hun sendte et hurtigt blik ned mod Dylan for at se, hvor optaget han var.

"Før vi går i gang, vil jeg gerne se det, som Dylan kalder magi." Det slog klik for mig.

"Jeg har jo sagt, at jeg ikke har energi nok."

"Og det ved jeg godt ikke passer. Mennesker fra Jorden kan ikke magi."

"Og hvad hvis jeg så siger, at jeg ikke er fra Jorden?" Jeg satte mine arme over kors for at støtte min løgn.

"Så vil jeg påstå at du lyver. Vis mig din mobil." Det var lige til at blive målløs over. Hvordan kunne hun vide, at det ikke var rigtigt, når folk fra Myrato ikke har mobiler, biler eller nogen form for teknologi ud over denne underlige orgosgon.

"Vis mig den." Beordrede hun igen. Jeg trak den tøvende op af lommen. Skærmen havde det ikke spor bedre.

"Der er ikke mere strøm på den." Shellvi tog den og studerede den nøje. "Og skærmen smadrede forleden."

"De har ændret dem en del siden sidst." Mumlede hun. Så vendte hun opmærksomheden mod mig.

"Må jeg oplade den?" Det virkede langt ude.

"Kan du det?"

"Der er en chance for, at jeg kommer til at give den alt for meget, og den så aldrig kommer til at virke, da dens batteri ikke kan klare presset, men den er ikke så stor igen." Se det lød super betryggende

"Min far slår mig alligevel ihjel, den dag han finder ud af at den er smadret, når jeg engang kommer hjem." Hvis jeg kommer hjem.

Shellvi trak på skuldrene før hun igen satte sin opmærksomhed mod mobilen. Jeg fortryder, at jeg blinkede, for i næste nu, var mobilen hel, og dens skærm begyndte at lyse.

"Nu skulle den gerne fungere." Hun gav mig den igen.

"Tak" fremmumlede jeg. Jeg gennemså min mobil for unormale ting, men den så ud til at virke. Den havde heller ikke en eneste af sine gamle ridser. Den var ligesom ny. Det her var specielt.

"Du skal altså fortælle Dylan sandheden. Det er ikke fair bare at snyde ham på den måde." Jeg kunne ikke finde ud af, om Shellvis tone var streng eller uden tegn på følelser. Det var i hvert fald ikke let at tyde. Jeg puttede den ned i lommen igen.

"Jeg skal nok sige det." Jeg så væk.

"Nå, tilbage til træning. Start med en stikke-teknikken." Sagde hun og gav et opmuntrende smil, der ikke virkede opmuntrende. Jeg havde ikke lyst til det her.

Men jeg måtte nu prøve, så jeg satte i gang, mens jeg følte mig som verdens tåbeligste nar. Godt drengene fra klassen ikke var her. Stenen havde intet liv, og reagerede ikke på mine slag. Mine slag blev kastet tilbage op at min arm, hvilket ikke var just behageligt.

Shellvi knipsede før hun afbrød min intense kamp mod den dødsensfarlige sten. Hun rettede på mine bevægelser og min stilling samt den måde, jeg stod på. Så satte hun mig i gang igen.

"Slå hårdere, ellers virker din kamp ikke optimal."

Selvom jeg godt vidste, at det var absurd og jeg bare ville få en skade af en art for det, gjorde jeg det alligevel. Så måtte hun bare helbrede mig senere. Det var hendes kræfter, hun spildte.

Men at en eller anden grund, gik mit slag ikke tilbage op ad armen på mig. Det virkede som om den skar igennem. Når man så på stenen, var der ingen tegn på rifter eller noget.

Jeg stirrede hen mod Shellvi, der smilede bedrevidende. "Kom nu. Du bliver ikke bedre af ikke at lave noget."

Hun gik hen mod Dylan, der stod og lavede noget lignende det, han gjorde, da jeg så ham første gang. Dylan var så koncentreret, at han ikke så Shellvi før hun trak sit træsværd. Vandet omkring Dylan faldt til jorden.

Han tøvede før han selv tog sit sværd op fra jorden. De stillede sig hver især klar til kamp.

Dylan tog et truende skridt mod Shellvi, men hun stod stille og lignede en, der studerede ham.

Han tøvede, da hun ikke reagerede, og det udnyttede hun til selv at angribe ham. Han blev ramt lige i maven.

"Rawascha!" Råbte han. Shellvi grinede lidt.

Hun gav Dylan tid til at komme sig over slaget, og han var den første til at angribe igen. Shellvi parerede og trak ham bagud. De udvekslede en del slag mod hinanden uden at ramme. Shellvi sagde noget, som Dylan svarede, men jeg kunne ikke høre - og sikkert ikke forstå - hvad de sagde. Måske noget med "overgiver du dig?" "Aldrig!" Shellvi ramte Dylans arm. I sin smerte, og sikkert også frustration, tog Dylan et hårdt slag mod Shellvi, som hun med lethed undveg før hun sparkede ham. Han faldt til jorden. Shellvi så udfordrende ned mod ham før hun gik mod ham. Dylan var sikkert fortvivlet, jeg ved det ikke, men pludselig blev Shellvi ramt i hovedet af en ordentlig omgang vand.  Hun blev kastet væk fra ham.

"Så det er den slags kamp du vil have?" Spurgte hun højt, da hun rejste sig.

"Tjah, det kunne da være sjovt." Shellvi smilede af hans svar.

"Fint!" Dylan havde rejst sig. Han løftede sine hænder i sådan en dramatisk stilling, der fik det til at ligne, at han skulle føre et orkester. Hans muskler spændtes og man kunne tydligt se, at han koncentrerede sig af alle kræfter. Shellvi smilede et skævt smil og stillede sig i en angrebsposition. Det virkede så langt ude, at hun gjorde det. Hun var altså ved at blive angrebet. Hun kunne ikke selv angribe. Det gik jeg i hvert fald ud fra. Hvad det end var Dylan prøvede at gøre, ville det her sikkert blive vildt. Altså lige med mindre han failede for groft eller det bare var et latterligt skuespil han lavede. Det gik faktisk ikke så lang tid før det skete. Det var så sygt, at jeg stadig prøver at fatte det. Men HELE søen rejste sig. Det kunne sammenlignes med en 5 meter høj bølge, der tårnede sig op og satte kurs mod Shellvi. Jeg ville være flygtet, hvis det var mig, den bølge var kommet mod, men Shellvi blev bare stående i sin 'truende' angrebsstilling. Bølgen skummede og faldt ned mod hende på en unaturlig måde, der sikkert ville kunne dræbe, hvis det var på Jorden. Dylan smilede triumferende. Hun havde ingen chance.

Men lige, da jeg troede, at hun var slået ned, stoppede bølgen. Hele det forreste af bølgen var blevet is, og det bagerste kunne ikke komme over det. Det blev skubbet tilbage med mod søen igen. Dylan virkede lidt chokeret.

Shellvi sprang hurtigt op over isen og gled resten af vejen ned mod ham med sit træsværd hævet. Dylan havde ikke længere særlig mange vandreserver at gå efter. Kun det, det var kommet tilbage i søen. Han lavede kastende armbevægelser imod Shellvi, men hun kunne åbenbart selv styre vandet og smed det tilbage mod ham. Så blev det til en langt ude kast bolden/grib bolden kamp. Det gjorde det nogle gange før Shellvi kom tæt nok på Dylan til at han ikke kunne nå at bruge magi mod hende. De holdt en intens træsværdskamp, og jeg gættede på, at Shellvi meget hurtigt ville vinde. Hvis hun både kunne styre planter, jorden, vandet OG kæmpe godt, havde Dylan ikke mange chancer.

Dylan fik dog mange chancer, men selvfølgelig blev han igen smidt i jorden. Shellvi lagde sit sværd mod hans hals for at vise, at han var færdig.

"Jeg går ud fra at du overgiver dig." Dylan nikkede langsomt.

"Jeg troede ikke du kunne magi inden for vand." Sagde han, mens Shellvi hjalp ham op.

De så begge to mod mig. Det gav et sug i min mave som om de lige om lidt skulle angribe mig. Det var ikke nogen jeg havde lyst til at kæmpe mod.

"Hvorfor er du ikke stadig i gang?" Spurgte Shellvi, da de gik op mod mig.

Ja altså… jeg var blevet bundet godt og grundigt af deres kamp. Så meget, at jeg havde glemt alt om min egen træning. Det var ingenting i forhold til deres kamp. Det var uretfærdigt.

"Skal du prøve mod en af os siden du ikke træner?" Hun virkede lige pludselig som en hård og drastisk træner. Måske lidt hånende.

"øhm nej. Jeg troede det her var mit eget valg. Jeg blev bare fanget i jeres kamp." Normalt ville jeg have sagt noget andet, men det virkede bare ikke rigtigt.

Dylan smilede.

"Det var ret vildt." Selvom han havde tabt, virkede han ikke som sådan påvirket. De så begge to lidt trættere ud.

"Nå." Shellvi så op mod solen som om hun prøvede at finde ud af, hvad klokken var. "Hvis i ikke har noget i mod det, vil jeg gå tidligt i seng."

"Jeg tager med." Dylan smilede lettere undskyldende til mig. Jeg var lidt paf.

"Men hvornår skal vi så af sted?" Spurgte jeg. Måske i nat eller hvad? Jeg ville faktisk gerne hjem på trods af, at jeg lige havde lært at kæmpe med sværd.

"Vi tager af sted i morgen." Sagde Shellvi. Jeg kunne se, at der ikke var noget at diskutere i det. Jeg sådan set efterladt ret meget til mig selv, da de hver for sig smuttede i seng. Jeg tog min mobil op. Klokken var kun 16:47. Kunne de ikke vente til om 2 timer eller sådan noget?

Mens jeg stod der og betragtede min egen situation, kom Shellvi pludselig tilbage. Hun gned sig i panden, da hun stilede sig foran mig.

"Jeg tænkte lige på noget." Nå så du kan også tænke?  Havde jeg lyst til at sige, men droppede det. Hendes ansigtsudtryk fortalte mig, at det, hun ville sige, afhang af den måde jeg opførte mig nu.

"Nu, hvor du ikke er på Jorden, og dermed ikke kan forstå nogen væsner på denne klode, tænkte jeg, at du kunne bruge en oversætter." Jeg kiggede underligt på hende. Jeg havde Dylan som tolk.

"Ikke en oversætter som i en person, for på et eller andet tidspunkt kommer du stensikkert til at stå alene i Mytaro, og der er ikke nogen speciel stor chance for, at du kan forstå nogens sprog her."

Jeg håbede, at hun snart ville komme til pointen.

"Så…?"

"Skal du bruge en oversætter?" Spurgte hun hurtigt.

"Dylan er min oversætter."

"Nej ikke som en levende person. Som sagt før, kan der ikke altid være en person ved din side og oversætte for dig. Det her er en ting, som du kan bruge, når der er brug for det."

"Det kunne da være fedt." Hvad end en oversætter var - en anden slags orgosgon eller flyvende nymfe, der skulle hviske mig i øret konstant, kunne det vel blive nødvendigt. Men af alle ting havde jeg ikke regnet med, at Shellvi skulle række mig en sten. Jeg vejede den i hånden, mens jeg studerede denne besynderlige stens blå aftegninger.

"Bare kald den en sten. Det er fint. Men den er magisk, og kan oversætte ethvert sprog til noget, du kan forstå uden det overhoved bliver til et sprog. Du ved bare, hvad tingene betyder. For at kunne forstå, hvad folk siger, bliver du nød til at have fysisk kontakt med den. Det vil sige, at den skal berøre din hud. Ikke dit tøj. Hvis du taber den, er den tabt, og du får ikke nogen ny."

"Og hvordan kan jeg så vide, at den virker?" Spurgte jeg. Shellvi smilede bedrevidende.

"Hvis ikke den virkede, ville du ikke have forstået en dyt af, hvad jeg sagde lige før."

"Kan folk så forstå mig?" Det var egentlig noget, jeg gik ud fra, men jeg spurgte alligevel. Desværre var hun allerede drejet om på hælen og forsvundet lige så hurtigt hun var kommet. Så deet…

 

Da jeg kom tilbage til Redas hus lidt over en time senere (spørg mig ikke, hvordan jeg kom derhen. Jeg har ikke verdens bedste stedsans, og der er altså en masse forskellige gader her. Heldigvis fandt jeg nogle genkendelige ting, og jeg gik ikke forkert mange gange. Samtidig forklarede nogle mennesker mig, hvordan man kommer til Redas hus. Jeg har ingen anelse om, hvordan jeg fik kommunikeret med dem. Måske på grund af stenen). Tigeren sad ved bordet (ikke på en stol da!) og åd en bøf på en tallerken. Det virkede næsten som en blanding af en tegnefilm og den levende vilde natur på Jorden. En tiger, der æder rå bøf serveret på fad er ikke noget, man oplever så ofte. Men ud over dette dejlige, knap så appetitvækkende syn var der også meget andet at spise. Jeg har nu ikke tænkt mig, at forklare alle de forskellige ting, men det smagte godt. Mens jeg skovlede mere underligt mad på min tallerken dukkede Olinus pludselig op. Hende og Reda brummede til hinanden. Jeg ville have berørt stenen for at finde ud af, om det virkede på dem, men så kiggede Olinus mod mig. Jeg tror jeg så syner, for hun blinkede let til mig. Det lignede, at hun smilede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...