The Great Adventures of...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Hele min krop reagerede instinktivt, da jeg så dem, og jeg for op for at springe over på den anden side af stendyngen. Der var 5 af dem. Grålige bæster... Jeg kunne kun tænke på en ting: løb... Da David pludselig vågner op i en ukendt verden, har han kun et mål; at komme hjem igen. Men rejsen hjem bliver kun mere besværlig, og er ikke så ligetil.

2Likes
0Kommentarer
559Visninger
AA

22. Acknos opvækning 21. December

Jeg fatter det ikke. Jeg åbnede med det samme mine øjne, da manden på den anden side af bålet rejste sig. Han spruttede og lavede opkastlyde. Jeg så forskrækket hen på ham. Hvem var det nu den mand var? Jeg gennemgik senarierne fra i går. Ackno. Han tog noget meget specielt ud af munden. Okay. Jeg vidste sådan halvt, hvad det var. For det første var jeg blevet så træt af hans uendelige snorken, at jeg var stået op for at finde noget at putte i munden på ham. Jeg overvejede seriøst at tage min strømpe og lægge den i munden på ham. Sådan en, der har været i den samme sko i alt for lang tid (Det er min sok lige nu… det er jo ikke ligefrem fordi jeg har fået tøj med til denne ekspedition) .

Jeg fandt det dog alt for stødende, og kunne heller ikke finde på at gøre det ved en fremmed mand. Mens jeg ledte, fandt jeg frem til en underlig ting, som Marc havde pakket ned til mig. Den lå under min oppakning mad, og den var så stor, at den kunne fylde det meste af en mund. Det udnyttede jeg! I stedet for at vække ham, stak jeg denne madkugle ind i munden på ham. Det var den, han spyttede ud. Forskellen var bare, at den nu var en slatten og ikke så rund madkugle mere. Men den havde da virket…

 

Ackno så undrende på mig, da jeg kvalte et grin. Jeg lagde hånden ned i lommen og forventede, at han sagde noget.

"Var det dig, der gjorde det?"

Jeg kom med et undskyldende blik. Han smilede kejtet tilbage.

"Bekalger, men jeg kunne altså ikke lukke munden på dig hele natten."

"Det går nok."

Vi var hurtige til at få morgenmad og komme videre. Jeg tror Ackno kunne mærke på mig, at jeg hurtigt ville af sted, selvom jeg slet ikke sagde noget. Okay… jeg nævnte måske et enkelte par gange, at jeg gerne hurtigt ville videre. Han sagde ikke noget til det. Ikke nogen åbenlyste protester i hvert fald. Man kunne jo godt gå hen og frygte, at han blev irriteret over mig.

Vi gik i nogenlunde stilhed. Mit hoved kværnede for at finde et emne, mens jeg konstant havde fysisk kontakt til oversættelsesstenen.

"Så hvor meget har du været på vandreture?" Spurgte jeg. Det var bare for ikke at leve med tavsheden mellem os.

"Tjah… Det er vel, hvem man snakker med. Jeg har været vidt omkring. Især her i Myrato."

Og så var der ikke længere noget at sige til det. Fantastisk, at en samtale kan dø så hurtigt. Jeg irriterede mig over, at jeg ikke kunne finde på noget bedre at snakke om. Dylan var meget bedre til det her. Jeg kunne ikke rigtig komme frem til, om Ackno ikke kunne finde ud af, at holde en samtale i gang, eller om han ikke gad snakke lige nu.

Så måtte jeg bare leve med den dumme og kedelige stilhed. Det er sådan noget her, der gør gåture langtrukne! Her havde jeg desværre ikke noget valg, og det var jo på ingen måde en to-timers-tur.

Jeg måtte prøve at finde på noget igen. Måske noget om det, Dylan engang havde sagt. Ja så skal man til at huske.

Under rideturen mod Mythenia havde Dylan nævnt en kongefamilie, da han snakkede om Reda.

"Øhm. Har du styr på kongefamilien?" Spurgte jeg.

Ackno grinede. "Nej de er forsvundet for længst. Det har aldrig været mit job, at passe på dem. Jeg er ikke livvagt, men bonde ved du nok."

Okay? Han forstod da slet ikke, hvad jeg sagde. "Nej, jeg mener...har du forstand på dem? Ved du, hvem de er? Hvordan stamtræet går videre og, hvor de forskellige er i verden lige nu."

Det fik Acknos hjerne til at knage.

"Arh! Jeg har aldrig kendt den personligt, men jeg var ganske ung, da de døde. - Altså Gaventus og Rusenta. Argoron, puha den fy var forfærdelig, var jeg selv med til at styrte. Jeg fatter ikke, at han ikke var opdraget bedre. Et eller andet måtte have slået klik for ham. De to drenge - Malagon og Argoron - var virkelig nogle præmieeksemplarer som børn og unge. Deres første 3500 år var en ufattelig fremgang i Myrato…"

Jeg mistede synet for en kort stund.

"3500 år!! Er du gal!" Jeg kunne slet ikke holde den.

"Jaja. Det var jo deres ungdomsår…"

"Definer ungdomsår tak!" Jeg var tæt på at ødelægge det hele, men helt ærligt! Du ville også selv være gået amok, hvis nogen talte om sådan en gammel alder foran dig. Heldigvis tænkte Ackno vidst ikke over det.

"Joh, du ved… I sådan en kongefamilie betragter man dem som mellem 17 og 25 i menneskeår, hvis man ser det som nede på Jorden."

Hvis det her var rigtigt, og passede for alle væsner i Paritu var Dylan og Shellvi jo… uh! Jeg ville overhoved ikke tænke på det! Så var det pludselig forståeligt, at Dylan ikke ville ud med sproget, da vi talte om alder. Det her var jo direkte sygt! Hvor mange år kunne de ikke lige leve her? 10.000 år!?? Det var sådan et evigt ungdoms land! 3500 år med ungdomslivet. Hvor længe skulle de ikke lige bruge ble! Stakkels forældre.

Det var pludselig forståeligt, hvorfor nogle her lærte flydende dansk. Der var jo alverdens tid til det! Selv den mindst brugbare viden ville være interessant, når man havde så meget tid!

Jeg prøvede at holde min stemme i ro, mens jeg talte. "Undskyld jeg spørger, men hvor gammel er du?"

Jeg klargjorde et svar til mig, hvis nu han ville spørge mig.

Ackno havde et utydeligt fjæs, da han sagde "Uhh du ved. Det er meget uhøfligt at spørge om alder."

"Ohh. Det vidste jeg ikke. Hvor jeg kommer fra, er ens alder ikke noget stort."

"Det kan du have ret i. Man når et specielt punkt i ens liv, hvor alderen bare er et tal. Men du må jo kigge på mig, og på den måde kunne danne dig et billede af, hvor gammel jeg cirka er." Ackno smilede stort. Det var ret underligt.

Men hvad ville have svare til? Når han sagde, at kongefamilien var 3500, når de var 17 til 25, hvad var han så? Jeg havde slet ikke lyst til at tænke på, hvor gammel jeg selv ville være. Men det gav ingen mening, at kongefamilien levede så længe i deres ungdomsår. Var det en kongeting eller en anden race? Ved at se på ham, lignede han en, der var i 20'erne. Så var han ligesom en på 28 eller hvad??? Wow Dylan og Shellvi var gamle! Eller også kom der et punkt, hvor man ikke blev ældre. Ligesom den der film… In Time…

"Hvordan er det nu det er… altså du ved. Grunden til, at folk bliver så gamle her i forhold til mennesker på Jorden?"

Ackno grinede en langt ude latter. "Det ved jeg ikke, men jeg har også ofte selv tænkt over det. Mennesker, der kommer herhen bliver generelt ældre end på Jorden. Rygter siger, at luften på Jorden er dårlig i forhold til her."

Det kunne der sikkert være noget om. Det var ikke ligefrem noget, jeg havde tænkt over. Selvfølgelig lå det i kortene, når Jorden var blevet ødelagt, mens disse mennesker bare levede i middelaldertiden.

 

Som du nok tænker, gik vi HELE DAGEN!!! Det er utroligt, hvordan nogen kan leve sådan her! Når jeg engang kom tilbage til Danmark skulle jeg da i den grad ikke flytte mig fra huset igen! Selvfølgelig skulle fortvivlelsen ramme mig, når jeg prøvede at tænke positivt. Hvad nu, hvis Shellvi i virkeligheden ikke hjalp mig. Hvis hun lige nu slet ikke ledte efter orgosgonen. Der var… nej… lad vær med at tænke på det.

Vi holdt en pause hen af vejen. Jeg nægtede at campere og undskyldte det med, at jeg skulle nå til floden på et bestemt tidspunkt. Det solgte han. Det var nu godt nok rigtigt nok, men jeg tror jeg fik det til at lyde som om det var et spørgsmål om tid før jeg døde. Ackno fandt en samtale om noget politisk, som jeg bare lyttede til. Du ved, de der samtaler, hvor man bare siger "Ja", "Aha" og "mmmh" til. Det var virkelig ikke spændende at høre på, så jeg vil ikke overvælde jer med den fantastiske politiske viden, jeg fik. Jeg ville ikke engang komme til at kunne bruge det i skolen. Tænk lige, hvis jeg gjorde det til samfundsfag. Hey! Argoron var et svin! Han er værre end Lars Lykke. Derfor skal i aldrig mere klage over Danmarks velfærdssystem. Ta' den!

Folk ville tænke, at jeg var komplet skør. Endnu en ting, der kunne få mig på intensiv.

Vi var åbenbart ikke kommet så langt i går, og jeg var ved at blive godt træt af det her.

"Ved du, hvor langt vi er?" Spurgte jeg. Min stemme var blevet ret hæs, da vi ikke havde snakket i lang tid.

"Nej det gør jeg ikke. Men jeg vurderer, at vi skal gå en del endnu. Måske en kvart dag mere."

Okay! En kvart dag kunne man da godt lige overkomme. Så ville jeg være hjemme to dage før jul. Hvis Shellvi altså havde fundet anden del og ville komme med den. Mit humør faldt næsten brat, da jeg kom i tanke om vores aftale. Jeg skulle tilbage til Marikta. Det ville sige, at jeg ikke kunne nå det…

Tanken var værre end at blive frosset ned af Ishela.

Det var Ackno, der trak mig ud af mine tanker. "Hvad tænker du på?"

"Ikke noget særligt." Løj jeg. Jeg var glad for, at jeg havde lagt stenen i min ene vante. Så havde jeg hele tiden havde fysisk kontakt med den.

"Jeg er meget sikker på, at noget er galt. Du ser noget mut ud." Blev han ved. Jeg tvang et mindre smil på.

"Nej der er ikke noget særligt."

Ackno så længe på mig. Det var faktisk ikke særlig behageligt. Jeg ved ikke, hvorfor, men sådan var det bare.

"Hvis der er noget, siger du bare til, ikk også?"

Jeg svor, at jeg genkendte den talemåde. Ackno smilede til mig med et forsigtig, skævt smil. Jeg fandt et andet emne frem.

Jeg var pludselig kommet i tanke om den virkelige grund til, hvorfor jeg skulle have haft ham med.

"Hvae, Ackno? Er du god til våben?" Ja, det var et underligt spørgsmål.  Ackno havde faktisk taget et sværd med, men jeg havde ingen anelse, om han overhoved kunne bruge det.

"Tjah… god og god. Det kommer an på, hvem du spørger." Han kløede sig i skægget og smilede så lidt mere.

"Nu spørger jeg dig." Sagde jeg. "Synes du selv, at du er god til det?"

Ackno grinede. Det var et lettere følelsesløst grin. "Narh. Det ved jeg nu ikke. Jeg synes det er blevet så rustent. Jeg har ikke så meget tid til at øve, når nu jeg har gården."

Jeg havde stadig ingen anelse om, hvor store vores chancer for at overleve shurnt var. Hvis de nu kom selvfølgelig. Jeg håbede inderst inde, at Ackno var der, hvis de kom. Gad vide, hvordan jeg kunne komme af med ham igen. Det lyder bare så hårdt! Det var ikke som sådan på den måde, at jeg gerne ville at med ham. Det var bare… han var ikke ligesom Dylan og Shellvi. Det her var langt mere akavet der her. De andre kunne jeg i det mindre have en samtale med. Men i det mindste hjalp man mig.

Mørke begyndte meget hurtigt at falde på, og det gjorde Ackno ængstelig efter at slå lejr for natten. Heldigvis for mig fik jeg presset ham til at gå videre. Han sagde faktisk ikke så meget imod det. Han var bare meget opsat på, at det meget hurtigt kunne blive farligt. Han havde ikke speciel lyst til at gå hele natten. Jeg vidste godt, at han havde ret. Jeg havde bare ikke lyst til at sove. Orgosgonen var så tæt på, og stadig så sindssygt langt væk.

 

Pludselig stoppede Ackno op.

"Jeg agter ikke at gå mere før vi har slået lejr for natten!" Sagde han, mens han med et stift blik rettet mod mig smed sine ting på jorden. "Dette sted er perfekt til overnatning! Lad os nu holde her."

Jeg gad ikke en gang overveje det. "Ackno, jeg har travlt. Jeg bliver nød til at gå videre, hvis jeg skal nå det."

"Nej. Du har brug for søvn. Hvis ikke du får søvn, kan det gå galt."

Hele min hjerne slog klik. Uden at tænke over det, lagde jeg min taske fra mig. Hele min ryg var glad for at komme af med læsset. Også selvom det ikke var så tungt. Jeg strakte mig.

"Okay så." Sagde jeg og smed mig ned. Jeg forstod slet ikke mig selv.

"Jeg skal nok lave os noget mad." Ackno smilede forsigtigt før han gik i gang med at tænde et bål. Jeg havde overhoved ikke lyst til at vente, og da slet ikke sove nu. Tanken om, at jeg ikke kunne nå hjem inden jul var forfærdelig hård ved mig. Jeg vandrede rundt ved vores område af bare fortvivlelse.  

"Jeg forstår godt, hvis du er stresset." Sagde Ackno, mens han lignede en, der havde svært ved at ordne vores grønsager. "Det der med at skulle nå noget, man virkelig gerne vil, og så skulle vente på, at det sker."

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige til det. Hvis jeg forklarede ham det, ville han sikkert tænke, at jeg var en Raswachta.

"Det er bare så vigtigt for mig, at nå dertil inden vandet fryses til." Sagde jeg i stedet.

Ackno lo let. Jeg kunne se hans skæve smil i bålets skær. "Det skal være meget koldt, før vandet fryses helt til. Det er kun, når det er rigtig koldt, at det gør det."

Jamen så havde han da ikke travlt længere! Flot David! Nu har du lige ødelagt hans motivation for at skynde sig.

"Det kan selvfølgelig gøres med magi." Tilføjede han.

Jeg satte mig ned. Jeg kunne lige så godt fuldende hans tanketække. Men han havde smidt tanken om Ishela ind i hovedet på mig. På den ene side ville hun være let at holde øje med.

Ackno rakte mig en skål mad. Jeg rodede lidt i den, mens jeg tænkte.

"Ackno? Jeg har aldrig forstået årstiderne her. Kan du ikke forklare mig dem?"

Ackno smilede, som om det glædede ham, at nogen faktisk spurgte ham om noget.

"Det vil jeg da meget gerne." Sagde han, "du forstår godt, at der er vores 4 hovedårstider, og 2 mellemårstider. Du må selv bestemme, om du bare kalder dem 6 årstider eller ej. Mellemårstiderne ligger før vinter og forår. Men det kender du vel godt til?" Han så forventningsfuldt på mig. Jeg må indrømme, at Dylan kun havde nævn to årstider, som jeg ikke kunne huske længere, men jeg nikkede bare.

"Jeg forstår bare ikke, hvorfor der kun er 6. Hvorfor er der ikke nogen mellemårstid før sommer og efterår?" Jeg håbede inderligt, at stenen oversatte det til deres sprog. Jeg havde bare ingen anelse om, hvad det hed.

"Der er jo ikke det store at vente på ved sommer og efterår. Men det er der jo mellem efterår og vinter. Det er derfor vi har Tapolimous."

Selvom stenen ikke oversatte, vidste jeg, at det betød kuldetid. Det var ret awesome, at den kunne gøre sådan noget.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...