Skumring

Det var en skoleopgave jeg fik. Den stillede disse krav: Skriv i datid 3.person. Den skal foregå en sensommeraften. Der skal ske en hændelse som gør at en eller flere beboere beslutter sig for at flytte. Den handler om Amanda og hendes kæreste. Amanda har været i Afrika som læge, og hun er lige kommet hjem. Da hun kommer hjem til lejligheden for hun sig en stor overraskelse.

0Likes
0Kommentarer
48Visninger

1. Skumring

 

Hun var lige landet i Kastrup lufthavn, og flyturen havde været lang. Hun var meget udmattet, men hun var rejst hjem 5 dage tidligere, for hun havde tænkt sig at overraske kæresten med en nyhed og en lækker dyr middag i byen.

De boede i en lille lejlighed på Frederiksberg, hvor de havde boet sammen i fem måneder. Men de havde ikke set hinanden længe, da hun havde været i Afrika som børnelæge i et stykke tid.

 

Hun fandt sin bagage og gik ud til en taxa. Hun kom hjem til sin længe savnede lejlighed i byen og gik op ad opgangen spændt og med mange tanker. Hun kunne se at der var lys i lejligheden.

Hun glædede sig til at fortælle den gode nyhed til ham, men hun ville vente, med at fortælle den til at de var ude og spise.

Hun fandt sine nøgler langt nede i sin taske og satte nøglen i forsigtigt. Han måtte ikke høre hende. Hun drejede nøglen og trådte lydløst ind i den lille hyggelige lejlighed. Der var tomt og stille.

Hun tænkte for meget over sin overraskelsesplan, at hun overså de fremmede ting. Der havde boet en anden, mens hun havde været væk.

Hun gik gennem entréen og videre ud i køkkenet. Ingen der. Hun gik ned ad gangen mod den mørke stue. Der var heller ingen der, kun tusmørket stod ind ad vinduet. Så gik hun hen til soveværelsesdøren og åbnede døren med et brag. Og hvad så hun. Der lå en i deres seng. En kvinde lå i hendes side af sengen. Men ikke bare en kvinde. Deres nabo. Hendes veninde lå der.

 

”Amanda,” udbrød veninden.

”Skat,” udbrød han overrasket. Hun hørte dem ikke. Hun var forvirret, og hendes øjne gjorde ondt. Hun fik tårer i øjnene. Det føltes, som om en havde slået hende hårdt i hjertet. Hun græd af smerte. En næve som slog så hårdt, så det føltes, at hun blev slået ned i et dybt hul, og at det var umuligt at komme op igen.

Hun blev svimmel. Det føltes som at sidde i snurretoppen i Tivoli. Føltes som om at hun blev kastet rundt. Hun satte sig ned på stolen bag hende og lagde hovedet ned i sine hænder. Hun græd dybt inde fra hjertet af. Det brændte inde i hende som en stor flamme.

 

”Skat, misforstå mig nu ik…,” sagde han roligt men med en rystende stemme.

”Nej!” afbrød hun, ”Ti stille! Du har slet ikke noget at sige!” råbte hun med våde øjne og gråd i stemmen. Veninden lå inde i deres seng og var helt stille og så rædselsslagen ud.

”Skat, det var kun denne…,” Hun gav ham en lussing lige på siden af hovedet.

”Du skal ikke kalde mig skat lige nu! Jeg kom hjem tidligere for din skyld! Jeg kom hjem for at give dig en kæmpe nyhed! Men det kan jo være fuldkommen lige meget nu,” hun græd. ”Jeg har været væk i 4 uger, og du kunne ikke vente.”

”Undskyld skat. Jeg mener det virkelig. Undskyld, du må tilgive mig,” tiggede han.

Hun var rasende. Hele hendes aften var spoleret. Nyheden kunne være lige meget nu. Det betød tydeligvis ikke noget for ham. Han var da ligeglad.

 

”Og du! Hvordan kunne du? Sarah! Skrid! Skrid fra min lejlighed!” råbte hun.

Veninden greb sit tøj i hånden og svang sin jakke om sig. Hun så meget bange ud, og hun var ligbleg af angst.

Amanda kiggede bare med fortabte øjne på ham. ”Hvordan kunne du finde på det? Jeg kom tidligere hjem for at tage ud og spise en lækker og dyr middag med dig, og så ville jeg fortælle dig, at jeg er gravid med dit barn. Men nej! Der ligger du bare med min veninde. Vores nabo!” udbrød hun i gråd.

”Skat, vi skal nok finde en løsning,” sagde han beroligende.

Hun gik hen mod døren, men han havde et fast greb om hendes håndled, så hun ikke kunne gå.

”Giv slip! Lad mig være!” råbte hun i hovedet på ham med en hæs stemme, og han gav slip.

 

Hun løb. Vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Vidste ikke hvor hun ville løbe hen. Hun løb bare ned ad den mørke gade.

”Amanda jeg er virkelig ked af det,” Sarah kom løbende over mod hende. ”Jeg er virkelig ked af det med det der ske…” Amanda slog hende lige midt i ansigtet. Hun blev helt glad og tilfreds indeni. Hun fniste. Den havde hun fortjent, tænkte hun.

”Av…!” hylede Sarah. ”Hvad skulle det til for?” mumlede hun.

”Hvad fanden tror du? Du har lige knaldet med min kæreste!” råbte Amanda.

”Du er fandme sindssyg, du er!” sagde veninden stille.

”Sig hvad du vil, jeg er ligeglad. Jeg vil aldrig se dit grimme ansigt i min lejlighed eller i mit liv igen! Jeg troede at du var ægte veninde, men nej,” grinte Amanda.

”Jeg ringer til nogen og beder dem om at finde dig, inden du bryder fuldkommen løs på nogen,”

”Nej,” grinte hun afslappet. ”Der er slet ikke nogen som helst, som du skal ringe til.”

Veninden havde allerede taget mobilen og havde ringet op.

Veninden vendte sig om mod Amanda og kiggede hende dybt i øjnene fuld af bekymring.

”Hej, undskyld. I må hellere…” Et skud lød. Veninden nåede ikke at sige mere. Nu lå hun bare der på fortovet i tusmørket, i gyden mellem deres lejligheder. Lå der med fyldt med blod. Amanda stod der med en pistol i den ene hånd. Hun vidste ikke, hvem hun havde ringet til, men kun indtil hun kunne høre politisirener nogle få gader væk. Politiet. Det kunne være, at det var dem, hun havde ringet til, men det kunne ligeså godt være, at politiet skulle et andet sted hen. Det var sikkert bare et andet sted de skulle hen, ingen bekymringer, tænkte hun.

 

Amanda gik op ad opgangen. Men ikke hendes egen. Venindens opgang. Hun ville op i hendes lejlighed. Stjæle eller finde noget. Hun trådte ind i den kolde lejlighed. Her havde ikke været nogen længe. Der stod gammel morgenmad på komfuret. Hun åbnede køleskabet. En udløbet mælk, rådne æg og gammel sur yoghurt. Der havde i hvert fald ikke været nogen her i mindst en uge.

Hun gik videre ind i stuen. To lysestager var brændt ned til bunds. Det mørke lys der stod ind af vinduet, oplyste alt det støv der var på reolhylderne og på tingene.

Der var meget rodet. En lejlighed i kaos. Sengen var ikke redt, rådden gammel mad og lysestager som var brændt helt ned. Amanda sparkede til de to lysestager. Hun samlede et lille brugt fyrfadslys og kaste det mod et billede på væggen. ”Safe water, start drinking champagne” er nu smadret.

En lillepige latter kunne høres i hele lejligheden. Hun gennemsøgte venindens badeværelse. Alle kurvene rodede hun igennem, og dér fandt hun den. Graviditetstesten. Og den var positiv.

Gad vide hvilken idiot, der har gjort hende den billige tøs gravid?

Amanda fik det dårligt. Hvad skulle hun gøre? Afsløre veninden eller bare gå hjem og tilgive kæresten?

 

Hun gik hjem mod sin egen lejlighed med graviditetstesten i hånden. Hun havde glemt at lægge den tilbage i kurven, men hun fortsatte bare videre mod hendes og kærestens lejlighed.

Hun gik ind ad døren og døren smækkede i bagefter. Kæresten sad inde i sofaen og gloede ud i rummet.

”Hej skat! Jeg er kommet tidligere hjem,” siger hun begejstret.

”Øm… er du okay igen? Tilgiver du mig? Jeg forstår godt, hvis du ikke gør” sagde han stille.

”Hvad mener du dog skat? Jeg er lige kommet og jeg har en god nyhed til dig!”

”At du er gravid?”

”Ej! Hvordan vidste du det? Jeg havde først tænkt mig at sige det, til at vi var ude og spise,” sagde hun med et kæmpe overdrevet smil på læberne.

”Øm… Det sagde du, da du kom herind for cirka 20 minutter siden, da du fandt mig og…”

Hvem fandt jeg i vores lejlighed? Er her gæster på besøg?” spurgte hun og gik over og kyssede kæresten på munden. ”Er du ikke glad for at jeg er tidligere hjemme fra Afrika? Lad os tage ud og spise en dyr middag sammen,”

”Jo da, men du gik da ud sammen med Sarah for lidt siden?” sagde han med en skæv grimasse.

”Sarah? Hvad snakker du dog om? Hvor er du sjov!” Brød hun ud i latter.

Døren brød op. ”Det er politiet!"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...