It's christmas | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2015
  • Opdateret: 27 dec. 2015
  • Status: Færdig
Den 19-årig adopterede Lucy Stewart, tror det bliver den samme kedelige jul, som hvert år. Men Harry Styles derimod, får en travl jul. Julearrangementer, velgørenhed og en masse jule koncerter rundt om i landet. Hvad Lucy ikke ved er at hendes biologiske mor gerne ville have hende tilbage denne jul. Hverken Lucy eller hendes adoptivmor kan stritte imod, da hendes adoptivmor underskrev en kontrakt, fra da hun adopterede Lucy. Hendes biologiske mor viser sig at være Anne Cox Styles. Lucy skal nu tilbringe en jul sammen med Anne. Men ikke kun Anne, også Harry og resten af 1D-drengene. Ville der opstå flirt? Nye venskaber mødes, nye sider bliver fundet frem af Lucy. Én ting er sikkert, denne jul vil Lucy aldrig glemme. (Dette var en julekalender, med 25 kapitler og en slut epilog) MIN FØRST FF NOGENSINDE, SÅ BÆR OVER MED FEJL.

123Likes
78Kommentarer
53879Visninger
AA

15. 14. december

Lucys synsvinkel

❄️ 14. december ❄️

 

Jeg lå bare og kiggede op i det tomme loft. Jeg kan ikke huske hvordan jeg kom hjem i går, og jeg kan heller ikke huske andet end at Niall trøstedes mig da jeg fik den forfærdelige besked.

Jeg havde heller ikke rigtigt fået noget indebores, jeg havde kun lige fået et glas champagne lige fra starten. Shay havde fået et par glas rødvin, selvom hun ikke er typen der drikker, og da slet ikke rødvin.

Det var stadig ikke gået op for mig at jeg måske aldrig ville se min mor igen, men måske ville jeg det. Kunne det helbredes, eller kunne det ikke, jeg var splittet. Men på den anden måde var jeg også sur over at hun havde løjet over min far, men jeg ville slet ikke drøfte det med hende så længe hun var syg.

Hvor slemt stod det egentlig til? Så mange uklare spørgsmål, mit hoved var ved at eksplodere af alle de tanker. Jeg kunne snart ikke mere, flere tåre strømmede ned af mine kinder. Tåre blev til flere, stilhed blev til hulk.

“Er du okay?“ jeg tørrede hurtigt mine tåre væk, ikke at det hjalp. Det gjorde det ikke det mindste, de blev stadig til flere og flere. Jeg havde det så forfærdeligt, jeg følte mig samtidig som en egoist, fordi jeg havde medlidenhed med mig selv. Det var min mor jeg burde have medlidenhed med, men jeg tænker åbenbart kun på mig selv.

“Lucy?“ jeg kiggede hurtigt hen på personen som viste sig at være Niall. Selvom jeg var ked af det, gjorde han mig stadig på en eller anden måde virkelig glad.

“Jaer?“ spurgte jeg usikkert om og kiggede ind i hans blå øjne, som var fyldt med medlidenhed. Jeg havde aldrig set dem sådan før, men jeg havde heller ikke kendt ham særlig lang tid.

“Skal jeg tage med på hospitalet i dag?“ det havde jeg helt glemt, jeg skulle besøge hende i dag, måske sidste gang, denne tanke ville jeg ikke kunne bære. Hvis jeg skulle være ærlig havde jeg ikke lyst til at komme og tage afsked med hende, fordi det måske ville være sidste gang jeg så hende.

“Ja,“ sagde jeg, min stemme var svag, alt for svag. Man kunne tydelig høre hvor grådkvalt jeg var, jeg kiggede ind i Nialls medlidenhedsfyldte øjne, det var ikke mig han skulle have medlidenhed med, mere min mor. Det var hende der skulle gå igennem smerten, ikke mig. Kun hjerteskæring ved tanken om det, kun psykisk smerte, min mor derimod. Hun skal leve med fysisk smerte.

“Du kommer bare når du er klar,“ sagde han. Jeg nikkede hurtigt til ham. Jeg rejste mig op fra min seng, da Niall havde forladt værelset. Jeg besluttede mig for at gå i bad.

Jeg gik over mod mit skab og hev noget undertøj frem og noget afslapende tøj frem. Jeg gik ud mod badeværelset og tog langsomt mit tøj af. Jeg stod og spejlede mig lidt inden jeg gik ind under bruseren.

Jeg tændte for det varme vand, der gled ned over min krop. Det var en ubeskrivelig dejlig følelse, den var helt igennem fantastisk. Det føltes som om jeg kunne blive her i alt evighed, glemme alle mine problemer.

Hvad nu hvis hun ikke bliver rask, hvad så? Så har jeg mistet hende, men hvad med Anne, vil hun så blive min nye mor eller hvad? Jeg begyndte at få tåre i øjne, mit blik blev sløret. Mine tåre gik ud i et med vandet fra bruseren, jeg lukkede stille mine øjenlåg i, og ønskede mig bare væk.

Jeg ønskede mig væk til drømmeland, det land jeg altid havde fantaseret om da jeg var mindre. Jeg fantaseret et land fyld med regnbuer, og for enden af regnbuen var der en masse lykkemønter. Lykkemønter, hvor der for hver en lykkemønt var et ønske, som kunne indbære alt.

“Lucy!“ jeg blev hurtigt trukket ud af mine egen drømmeverden. Jeg slukkede hurtigt for vandet, mens jeg prøvede at stoppe tårne der lige var kommet.

“Jaer?“ spurgte jeg svagt om, jeg var sikker på så svagt at man lige akkurat kunne høre det. Et par forsigtige bank lød på døren, mens en person bagved døren tog en dyb indånding.

“Drengene er taget til endnu et interview, men eftersom jeg har lovet dig at tage med dig på hospitalet er jeg blevet hjemme,“ jeg kunne tydeligt høre det var Niall. Et lille svagt smil voksede sig hen over mine læber, jeg var så glad for at han ikke bare var taget med, men i stedet blevet hjemme bare for min skyld.

“Tak,“ mumlede jeg. Jeg tændte hurtigt for bruseren igen og det varme vand skyllede ind over mig, det skyllede drømmeland med sig. Jeg tænkte igen på lykkemønterne, jeg har altid misundt mennesker der bare fik det hele serveret på et sølvfad, mens andre måtte kæmpe for overlevelse, døde af kræft.

Jeg slukkede igen for bruseren og steg ud af badet. Jeg tørrede hurtigt min krop og snoede hurtigt et håndklæde rundt om mit hår. Jeg kiggede mig igen i spejlet og så et forfærdeligt syn, en fordrukken mus.

Jeg tog hurtigt noget afslappet tøj på, som passede til mit humør. Trist. Jeg sukkede engang inden jeg låste døren op og gik ud af det lune badeværelse. 

“Hej,“ sagde jeg da jeg kom ned i stuen, hvor Niall sad med sin telefon i hånden. Han låste hurtigt sin telefon og kiggede over på mig, og sendte mig et skævt bekymrende smil.

“Skal vi?“ spurgte han om, mens han lagde sin telefon ned i sin baglomme. Jeg lænede mig stille op af dørkammen, mens vi havde øjenkontakt. Igen følte jeg at alt var problemfrit, men så huskede jeg hurtigt hans spørgsmål, og jeg blev revet væk fra mit problemfrie syn i Nialls øjne.

“Jeg skal lige,“ sagde jeg og pegede op på mit håndklæde på hovedet. Niall nikkede hurtigt, jeg gik op på mit værelse og tog håndklædet af.

❄️

“Rachel Stewart,“ sagde Niall til sygeplejersken ved skranken, hun sendte os et hurtigt nik. Niall tog fat om min hånd og gav den et klem, han kunne vidst godt mærke jeg havde brug for en tryg fornemmelse.

“Jaer, stue 18,“ sagde damen, mens hun kiggede ned på hendes computer. Niall og jeg gik hurtigt hen mod stue 18, stadig hånd i hånd, da jeg virkelig havde brug for at føle at der var nogen for mig. Om han så ville være der rigtigt for mig, var jeg ligeglad med, men nu havde jeg i hvert fald brug for den rare følelse.

Niall trak stille ned i håndtaget ind til stue 18. Vores blikke mødte min mor, med en masse slanger omringet af hende. Hun så ikke særlig svag ud, men hun så alligevel heller ikke særlig frisk ud. En god blanding af det hele.

“Hej,“ nærmest hviskede hun, jeg gik hurtigere hen mod hende, og slap Nialls hånd. Jeg gik hen og gav hende et forsigtigt kram, jeg kunne mærke hun svagt krammede med på det.

“Det her er Niall,“ sagde jeg og pegede over på Niall, som smilte til hende, mens han gik hen i mod hende. Niall rakte hende hånden, og min mor gav hurtigt hendes hånd til ham.

“Jeg er Rachel, Lucys adoptivmor,“ svarede min mor. Niall nikkede hurtigt da han godt vidste hvem hun var, da vi jo havde snakket om hende i går til festen.

“Må jeg høre, hvordan fandt du ud af det?“ spurgte jeg om, mens jeg satte mig på sengekanten ved hende. Niall havde sat sig over i en stol i det fjerne. Niall kunne nok godt mærke han skulle trække sig lidt, hvilket jeg elskede han havde faktisk en god tidsfornemmelse. 

“Det startede med at jeg havde brystsmerter, men jeg ignorede dem. Da det blev for meget så jeg ringede til en akutlæge, som sendte en ambulance ud efter mig,“ sagde min mor. Jeg kunne mærke et par tåre røg ned af mine kinder, men det gjorde ikke noget at hun så hvor ked af det jeg egentlig var.

“Hvad er chancen for at du overlever?“ spurgte jeg om, mens jeg tog fat om hendes hånd. Hun gav min hånd et meget svagt klem, inden hun svarede.

“Stor, de oplevede det nemlig tideligt,“ sagde min mor, jeg smilte lidt til hende, mens jeg tørrede tårne væk, med min frie hånd. Jeg kiggede hurtigt over på Niall som også sendte mig et smil.

Døren gik op stille og roligt, vi kiggede alle 3 over på døren. Ind af døren kom en mandlig læge, med hvid kittel på og en blok og kuglepind i hånden.

“Jeg hedder Bob,“ sagde han og gav først Niall hånden og derefter mig. Jeg smilte hurtigt til ham, og vi fik sagt vores navne til ham.

“Rachel du skal til kemo nu,“ sagde han. Mit blik flakkede hurtigt over på min mor som sendte mig et smil, jeg vidste det var godt for hende at få kemo, så jeg smilte meget svagt igen.

“Hvor stor er chancen for at hun overlever?“ spurgte jeg Bob om, som stod og noterede lidt ned på en blok. Han kiggede hurtigt op fra blokken og hen på mig.

“Stor, meget stor. Hun er blevet opdaget meget tidligt, men i dag er det et lille indgreb, imorgen laver vi et lidt større. Imorgen skal Rachel nemlig opereres og hvis vi er heldige skal hun kun have 3 operationer og så er hun kræft fri,“ sagde Bob, jeg sendte ham et hurtigt nik.

-----X-----

Glædelig 14. december! 10 dage til juleaften!! Så fik Lucy og Niall besøgt Rachel på hospitalet.. Håber I har en god mandag, for gosh jeg hader mandage..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...