Clouds

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 6 aug. 2017
  • Status: Igang
19-årige Rosemary Adams flytter henover sommerferien til London for at studere, som følge af at hun bliver smidt ud hjemmefra. Nervøs (men håbefuld) starter hun på linjen for talentfulde unge, og bliver straks taget under vingerne af tre klassekammerater. Sammen tager de med hende ud og udforsker byen, og opdaterer hende på de ting som hun har brug for at vide om skolen og eleverne - Blandt andet om gruppen der styrer skolen, bestående af 4 drenge. Dem der altid havner i ballade, og bruger piger som var de legetøj. Men virker ham den ene ikke bekendt? Rosemary er stensikker på at hun har mødt ham før, og da det går op for hende hvor, prøver hun for alt i verden at undgå ham. Det er bare svært at undgå skolens populæreste dreng, som altid får sin vilje.

94Likes
106Kommentarer
67777Visninger
AA

3. TWO

 

TWO

Det var kun tre uger siden at jeg startede, og jeg kom allerede virkelig godt ud af det med Melody, Claudia og Felicia. Vi havde spist frokost sammen i kantinen hver eneste dag, og skulle i den kommende weekend ud og shoppe sammen. Resten af vores klassekammerater holdt sig for det meste til sig selv, og fokuserede på deres individuelle valgfag - altså, det de var gode til, og grunden til de var kommet på linjen for talentfulde unge. Langt de fleste var havnet der takket være musik, men et par enkelte stykker afveg, og jeg var en af dem.

Vi var en meget blandet klasse, nogen ville sågar kalde det en "papegøjeklasse", hvilket betød at der var nogen timer vi ikke alle sammen havde sammen. Vi havde fået tildelt personlige skemaer, hvilket betød at jeg nogen dage kunne risikere ikke at have en eneste time med pigerne, men andre dage var så heldig kun at have timer med dem. Det varierede, og sådan var det selvfølgelig også for dem.

Jeg låste hurtigt mit skab op, og fandt mine matematikbøger frem. "Hvad har i nu?" spurgte jeg nysgerrigt pigerne, som var travlt optagede af deres mobiltelefoner. En lav mumlen spredte sig blandt dem, og alle på gangen blev stille. Det eneste man kunne høre, var de hurtige fodtrin fra fire dominerende drenge. De kiggede ikke på nogen, men bevægede sig i et fast tempo ned ad gangen, intet nyt der. Jeg havde end ikke hørt deres stemmer, så hemmelighedsfulde var de. Men en af dem, Harry, havde eftersigende planer om at holde en kæmpe fest i en af de kommende weekender, og hvis man blev inviteret, var det ikke en fest man ville gå glip af.

Det krævede selvfølgelig at man var smuk og slank, og det gjaldt både drengene og pigerne. Melody, Claudia og Felicia havde ikke talt om andet hele dagen, da de havde en snøret og avanceret plan for, hvordan vi skulle komme ind. Da drengene forsvandt rundt om hjørnet, bredte snakken sig igen, og pigerne mumlede 'musik' i kor, som svar på mit tidligere spørgsmål. Af gode grunde var det jo ikke noget jeg kunne deltage i, da jeg ikke havde musik som valgfag, men det pirrede mig stadig at jeg ikke havde timer med dem resten af dagen. De var trods alt mine eneste veninder indtil videre, og jeg brød mig ikke specielt meget om at være alene. "Hvad er klokken?" fortsatte jeg, og prøvede ihærdigt at lukke skabet, hvilket dog var en smule svært, da det var propfyldt.

Jeg kiggede hurtigt over på Melody, som var i fuld gang med at afkode sit armbåndsur. "11:43". Det gav os sytten minutter før næste modul, og de besluttede sig for at gå ned til deres lokale, for at få de gode pladser bagerst. Det var fint for mig, for jeg var alligevel blevet kaldt ned på kontoret. Det skræmte mig en smule at de allerede ville have mig til samtale, når jeg intet fravær havde, og intet havde gjort forkert. Alligevel kunne jeg ikke lade være at tænke over, hvad grunden så skulle være. Jeg sagde et hurtigt farvel, og fandt vej med hjælp fra min oversigt over skolen. Det var stadig en smule svært at finde rundt, men jeg var ved at lære det.

Jeg bankede forsigtigt på døren og blev taget imod af sekretæren, Mrs. Joyce. Af hvad jeg havde fået fortalt, var det ikke ofte at man fik lov at tale med selve rektoren, men det var præcis hvad jeg skulle. Det lille forgyldte skilt på døren var nok til at gøre mine håndflader svedige, men før jeg kunne nå at tage mig sammen og banke på, blev døren åbnet for næsen af mig. Rektoren, og den stolte ejer af det forgyldte skilt med hans navn, tog gladeligt imod mig. "Rosemary Adams" begyndte han, og trykkede min hånd. "Dejligt du havde tid!" Jeg gav ham et smalt smil, og han gestuerede at jeg skulle sætte mig på stolen overfor ham, hvilket jeg gjorde. "Selvfølgelig Mr. Pierce, men hvad drejer det sig om?"

Han hev hurtigt en spændemappe jeg aldrig før havde set op, og lagde dem på bordet foran mig. "Alle nye elever på linjen for talentfulde unge, bliver i de første uger evalueret af professorene. Det er for at sikre, at vores økonomiske støtte ikke bare bliver udnyttet, men givet til dem der faktisk har brug for det. Du er selvfølgelig også blevet evalueret, og jeg må sige, at jeg virkelig er imponeret. Dine faglige evner er fænomenale, og vi er meget stolte over, at få lov til at repræsentere dig her på LCC. Selvom det ikke er karakterer der tæller, har du fået toppoint af samtlige professorer indtil videre. Derfor har vi i bestyrelsen, også et forslag til dig."

Han holdte en kort pause, og lod mig læse den første side af filen, som virkelig var imponerende. "En af vores 3-års studerende, står i øjeblikket til at dumpe. Vi vil gerne have at du underviser ham, og hjælper ham igennem studierne, da vi er overbeviste om at han vil være mere modtagelig hvis en elev hjælper ham, og ikke en lærer." Jeg nikkede langsomt, takkede for tilbuddet, men konstaterede at det ikke var noget jeg var interreseret i. For det første ville det betyde, at jeg skulle undervise en elev der var ældre end mig, og for det andet brød jeg mig ikke om, at skulle møde endnu et nyt menneske.

Jeg ved godt at jeg gerne vil have flere venner, men det er ikke let, når man er lettere genert. Jeg rejste mig op og rakte ham hånden, og han lænede sig sukkende tilbage. "Det må du selvfølgelig selvom. Men du skal vide, at hvis du vælger at acceptere og hjælpe vores 3-års studerende, bliver alle dine økonomiske udgifter på skolen betalt, samtidig med at du vil modtage økonomisk støtte. Udover at det ville hjælpe dig, ville det også hjælpe ham, med ikke at dumpe. Men, igen, det er dit valg!" 

Jeg trak hurtigt hånden til mig, og satte mig ned igen. Mr. Pierce læste hurtigt situationen, og gav mig sit visitkort i samme øjeblik som det ringede ind til næstsidste modul, og bad mig ringe med svar, en af de følgende dage. Jeg stoppede modvilligt kortet ned i lommen, og skyndte mig ud fra hans kontor. I samme øjeblik som jeg smækker døren bag mig, støder jeg direkte ind i en anden elev og vi taber begge vores bøger. Varmen bredte sig langsomt til mine kinder, og jeg kiggede hurtigt op og så ham. Han havde ikke solbriller på denne gang. 

Et sekunder passerede hvor jeg bare stirrede, og det hele kom tilbage til mig. Velgørenhedsfesten. Den spildte drink. Intetnavn. Det var den Harry. Harry Styles, som ellers havde virket så sød og charmerende. Harry Styles, som jeg havde håbet ville finde mig efter festen. Harry Styles, som jeg ofte havde tænkt tilbage på som en vaskeægte charmør. Det var ham. Jeg bukkede mig hurtigt ned og samlede hans bøger sammen, inden jeg med et lavmælt 'undskyld' gav ham dem tilbage og skyndte mig videre. Han greb dog hurtigt fat i min arm og svang mig rundt, så vi igen stod ansigt til ansigt. Liam, Niall og Louis stod forvirrede og gloede på ham i baggrunden, men det generede ham tydeligvist ikke. 

"Har vi mødtes før?" spurgte han undrende, og med en overraskende mørk og hæs stemme. Jeg skyndte mig at ryste på hovedet, og fortsatte med at kigge ned i gulvet. Han greb i en hurtig og bestemt bevægelse fat i min kæbe, og tvang mig til at se op. Normalt ville jeg på ingen måde have accepteret det, og hvis det ikke var fordi de alle fire stod og gloede på mig, havde jeg gjort modstand. Han kiggede skiftevis på de forskellige dele af mit ansigt; fra mine øjne til min næse, videre ned til læberne og derefter hagen. Gentagende gange. "Slip mig" hviskede jeg, på en meget u-overbevisende måde. Han gjorde store øjne, og et højlydt grin undslap hans mund.

Jeg sank en klump, og i og med at han holdte fast i mig, kunne han sagtens mærke det. "Gider du gentage det?" spurgte han hånligt, og i én bevægelse skubbede jeg ham tilbage, imens jeg på en (denne gang) mere overbevisende måde, hvæsede den samme sætning som før. De havde tydeligvist ikke regnet med at jeg ville sige imod, da folk ikke normalt plejer at gøre sådan noget over for dem. Harry kørte en hånd igennem sine brune krøller og kneb øjnene en smule sammen, imens han prøvede at finde ud, hvor han havde mødt mig henne før. Jeg havde virkelig ikke behov for at han skulle komme i tanke om det, selvom det ikke ville gøre nogen forskel. "Hvilken klasse går du i?" spurgte han hæst, imens jeg bukkede mig ned for at samle mine bøger sammen. Jeg svarede ham ikke, hvilket resulterede i at Louis udstødte et vredt "HEY! han spurgte dig om noget!" imens han greb hårdt fat i min arm og hev mig op og benene.

Jeg prøvede at undvige ham og komme fri, men han strammede bare sit greb mere, og det virkede derfor logisk ikke at gøre modstand. Både Liam og Niall var trådt et skridt tættere på, så vi stod i en lille cirkel. Det var det latterligeste jeg nogensinde havde oplevet, og jeg rystede irriteret på hovedet som svar. Harry grinede lavmælt, og gav udtryk for at 'hvis jeg bare havde svaret ham ordentligt i første omgang, ville intet af det her være sket'. Jeg tog en dyb indånding, og gav ham et falsk smil.

"Det rager ikke dig" hvæsede jeg, og lagde derefter blikket på Louis og min arm der summede af smerte. "Og hvis du ikke fucking slipper mig lige nu, så bliver det værst for dig selv". Denne gang grinte de alle fire, og så ikke ud til at ville stoppe. Det var dér jeg gjorde noget jeg senere fortrød, da jeg valgte at give Louis en stingende hård lussing, så han slap af ren forbavselse. Da det gik op for mig hvad jeg havde gjort, løb jeg. Hele vejen ned ad gangen, ud på plænen, henover vejen og ind på parkeringspladsen, hvor jeg hurtigt satte mig ind i min bil og kørte væk.

Mit hjerte pumpede afsted, og jeg havde alt for meget adrenalin i kroppen. Alligevel kunne jeg ikke lade være at smile over, hvad jeg lige havde gjort. Selvom det ikke var det rette at gøre, følte jeg mig i live. Åndssvagt, ikke? Da jeg nåede hjem til min lejlighed et par minutter efter, låste jeg mig hurtigt ind og smed mine ting i gangen. Jeg sørgede for at døren var låst ordentligt, i tilfælde af at drengene havde tænkt sig at opsøge mig. Sandsynligheden var lille, det vidste jeg godt, men jeg ville hellere være på den sikre side. Jeg smed mig baglæns ned i sengen, og kiggede op i loftet.

Jeg havde egentlig stadig to moduler tilbage, og jeg havde aftalt at hænge ud med pigerne når vi havde fri, men jeg kunne ikke med min gode vilje blive. Jeg kiggede hurtigt over på det det store, runde ur jeg havde hængt over døren, som viste at klokken var 12:36. Jeg skulle arbejde klokken 18:00 og havde lukkevagt, hvilket ville sige at jeg først ville være hjemme omkring klokken 02:15. Det var ikke fordi jeg havde lyst, men det var som sagt nødvendigt. Lønnen var rimelig, og jeg havde indtil videre haft tolv vagter. CHEESY JOES havde vist sig at være en fed arbejdsplads, og jeg havde fået nogle rigtig gode venner/veninder i mine kollegaer. Specielt Mia, Emmett og Betty talte jeg godt med, og selvfølgelig chefen, Joe Loopes. CHEESY JOES er ikke en kæde, hvilket vil sige der ikke er flere af den slags burgerbarer rundt omkring i landet - der er kun den ene, og Joe Loopes var manden bag.

Jeg havde allerede lagt min uniform frem, og skoene var pudset. Det vil sige, det var selvfølgelig ikke en rigtig uniform - bare et par sorte jeans, en sort skjorte, en sort kasket og sorte sko, da det var et krav at have sådanne på, og et mørkerødt forklæde med resturantens navn printet på. Det hele var selvfølgelig noget jeg havde fået udleveret. Efterfølgende faldt jeg i søvn, og jeg ved ikke hvor længe jeg sov, men da jeg vågnede havde jeg pissehamrende travlt. Jeg greb mine ting, løb ud af døren, startede bilen og kørte måske en smule for hurtigt. Lidt meget, endda. Sprang ud af bilen da jeg nåede frem, ind ad personaleindgangen, skiftede hurtigere end nogensinde før, og stemplede ind da klokken var 18:00 og 54 sekunder. Jeg rettede hurtigt på mit navneskilt hvorpå der stod "Rose - ny i job", og bankede forsigtigt på døren ind til Joes kontor, for at vise jeg var mødt ind.

"Rose, dejligt at se dig igen!" begyndte han med et stort smil, selvom jeg lige havde været på arbejde to dage forinden. "Jeg har sat dig som tjener i dag, sammen med Betty. Vi skal lave 11.000 i travleste time, så du vasker bare hænder og går igang!". Jeg takkede af, og skyndte mig at gøre som jeg fik besked på. Heldigvis skulle jeg være sammen med Betty, det sted jeg bedst kunne lide. Der var egentlig kun tre 'steder' man 'kunne være', når man var på arbejde;

1. I køkkenet, hvilket vil sige at man skal lave og tilberede maden - intet anderledes fra alle andre arbejdspladser.
2. I lobbyen som tjener, der hvor jeg skulle være i dag, og tage imod folks bestillinger (samt hente dem når de er klar). Igen, helt klart mit yndlingssted at være, og også der jeg var blevet placeret på de fleste af mine vagter. 
3. I lobbyen som oprydder, hvilket vil sige at man bare skal tage sig af afrydningen, sørge for at der er fyldt op med servietter/sugerør/andre ting der kunne mangle, og gøre rent hvis der bliver spildt mm. Det kan lyde unødvendigt, men med sådan en stor restaurant som CHEESY JOES, hvor der skal indtjenes 11.000 kroner på én time, har man behov for det. Der er hele tiden travlt, tro det eller ej!

Jeg greb hurtigt en blok og en kuglepen og skubbede dørene op ind til selve restauranten, der var fyldt op til randen med gæster. Familier, kærestepar, turister - alle mulige forskellige slags grupper. Betty så lettet ud over at jeg var mødt ind, og skyndte sig at gå mig i møde. "Vi har haft SÅ travlt hele dagen! Jeg har taget imod bestillinger fra bord 1-9, 11-14, 17-21, 27-29 og 34. Kan du klare resten? Jeg tror de har behov for hjælp inde i køkkenet!" Jeg nikkede hurtigt og overtog istedet hendes blok, så jeg kunne holde styr over de manglende borde. Betty løb ind i køkkenet, og resten af min vagt var stresset. Jeg fes frem og tilbage, tog imod bestillinger, afhentede maden og tog imod de få klager der kom.

Intet unormalt ved klager, men hele tre gange blev der klaget af kunderne over, at der ikke var nogen bøf i deres burger. Det tyder lidt på, at der er travlt. Det stilnede først af sent om aftenen, da klokken slog 23:00. Der var omkring fire/fem ud af de ialt niogtredive borde optagede, og sådan 'plejede' det at være. Meget stille og roligt. Betty fik fri før mig, og gav mig et kram på vejen ud. Joe var taget hjem, eftersom at hans arbejdsdag løb fra 08:00-20:00, og opryderen var sygemeldt, og slet ikke stemplet ind. Det efterlod mig alene som tjener i lobbyen, sammen med to drenge i køkkenet. Brødre, sjovt nok - Mason og Jake, som lige var gradueret fra college, og igang med et sabbatår. 

Jeg stod og talte med dem i køkkenet da de sidste gæster var gået, omkring klokken 00:30. Jake havde fri, og Mason havde lukkevagt. Ikke længe efter ringede den lille klokke over døren, hvilket indikerede at der kom gæster. Jeg ville aldrig lære at forstå, hvem der syntes det lød som en god ide at tage på burgerbar efter midnat, men heldigvis var det ikke noget jeg skulle blande mig i. Jeg skubbede hurtigt de to døre op, greb blokken der lå på disken, og gik hen imod gæsterne, der havde sat sig helt nede i hjørnet. Min fokus lå helt og aldeles på blokken, hvilket nok var grunden til at jeg ikke lagde mærke til dem. Først da jeg smilende og energisk udbrød "Er i klar til at bestille?" og kiggede op, sad de overraskede og gloede på mig, med de fire mest smørrede smil jeg nogensinde havde set. 

"Jamen dog, Rose" udbrød Liam, og lagde særligt tryk på mit navn, som stod på mit navneskilt. Harry, der sad yderst, lænede sig en smule frem på sædet, og lagde sin ene hånd på mit baglår. "Jeg havde ingen ide om, at du arbejdede her!" mumlede han, imens han kørte hånden langsomt op og ned, og jeg ville lyve hvis jeg sagde at det ikke var dejligt. Alligevel skræmte det mig, det var upassende, og jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle gøre. Jeg rømmede mig derfor en smule og trådte til siden, inden jeg tog en dyb indånding.

"Er i klar til at bestille eller ej? Ellers kommer jeg bare tilbage bagefter"

Jeg trådte endnu et skridt til siden, men Louis greb fat i mig igen, præcis samme sted som tidligere. Jeg gispede lavmælt og hev min arm til mig, uden at forstå hvorfor det gjorde så ondt. Han så også overrasket ud. Jeg drejede hurtigt armen til side, og et KÆMPE blå/lilla mærke kom til syne. Det forklarede de blikke jeg havde fået i løbet af aftenen, da et lignede mærker fra vold. Hvilket det jo egentlig også var. Jeg skyndte mig at gemme det, men de havde allerede opdaget det og smilte tilfredse. 

"Så, Rose" begyndte Liam igen, med samme tryk på navnet. "Jeg tror vi får det rigtig hyggeligt sammen, os fem!"

Jeg kunne intet gøre, for jeg ville ikke risikere at blive fyret. Jeg gav dem et smalt smil og nikkede, inden de grinte hånligt, og Harry igen lagde sin hånd på mit baglår.

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...