Clouds

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 6 aug. 2017
  • Status: Igang
19-årige Rosemary Adams flytter henover sommerferien til London for at studere, som følge af at hun bliver smidt ud hjemmefra. Nervøs (men håbefuld) starter hun på linjen for talentfulde unge, og bliver straks taget under vingerne af tre klassekammerater. Sammen tager de med hende ud og udforsker byen, og opdaterer hende på de ting som hun har brug for at vide om skolen og eleverne - Blandt andet om gruppen der styrer skolen, bestående af 4 drenge. Dem der altid havner i ballade, og bruger piger som var de legetøj. Men virker ham den ene ikke bekendt? Rosemary er stensikker på at hun har mødt ham før, og da det går op for hende hvor, prøver hun for alt i verden at undgå ham. Det er bare svært at undgå skolens populæreste dreng, som altid får sin vilje.

93Likes
105Kommentarer
62894Visninger
AA

23. TWENTY-TWO

 

TWENTY-TWO

Jeg måtte virkelig strække mig og stå på tæer, for at kunne pynte den øverste del af juletræet. Det var knapt to meter højt, måske endda lidt højere, og jeg ved virkelig ikke hvad Harry havde tænkt på da han købte det - jeg kunne jo umuligt nå helt op til toppen! Måske var jeg bare old-fashioned, men jeg havde altid været vant til at købe juletræer der var på højde med mig selv eller lidt lavere, så det var noget af en omvæltning.

Jeg kunne ikke lade være med at grine over hele situationen. De sidste knapt to uger havde jeg brugt udelukkende sammen med Harry, og han havde vist mig en hel ny side af sig selv. Når han ikke var sammen med de andre drenge, virkede han helt anderledes. Som en sødere, kærligere og ikke mindst bedre version af sig selv. Det var måske ikke de rigtige ord at bruge, da ingen mennesker burde ændre noget ved sig selv, for at gøre andre end glade - men det var virkelig forfriskende at se. 

Dog var det alligevel skørt at tænke på - i morgen var det juleaften, og jeg skulle bruge fejre det sammen med Harry og hans bedste venner, i Harrys palæ. Ja, jeg kaldte det desuden et palæ nu - alt andet ville være en underdrivelse. Pointen var, at det havde jeg aldrig nogensinde troet ville ske. Ikke med vores 'fortid' taget i betragtning. Sneen havde desuden lagt sig som en dyne over byen, men det var stadigvæk ikke stoppet med at falde fra himlen. Jeg elskede vintermånederne - en af de bedste ting var, at selvom klokken kun var fem om aftenen, var det allerede mørkt udenfor. Kald mig underlig, men det var fantastisk.

Jeg brød hurtigt ud af mine egne tanker, ved lyden af min telefon der brummede fra min taske. Imens jeg gik imod den, kunne jeg dog ikke undgå at ligge mærke til den fortryllende småkagedugt, som i løbet af de sidste ti minutter var blevet meget stærkere. Så havde Harry da ikke brændt dem på, ihvertfald. Han skulle have lidt hjælp til at komme igang med at bage dem og finde de rigtige ingredienser frem, så han havde fået min mors gamle opskrift. 

Augusta: Glædelig lille juleaften, piger! Har i lyst til at mødes til nytår?
Melody: I lige måde, søde - og ja, selvfølgelig! Claudia og jeg havde egentlig bare tænkt os at være hos mig, men du er mere end velkommen til at deltage.
Augusta: Det vil jeg meget gerne, hvis jeg må!
Felicia: Gælder den invitation os alle?
Claudia: Selvfølgelig gør den det, F. 
Felicia: Cool! Finder en måde at gå tidligt fra min familie, så.
Melody: Hvad med dig, Rose?

Jeg kunne se at alle pigerne havde set den sidste besked, så det var lidt svært at ignorere den. Jeg havde egentlig ikke de vildeste planer for nytår, min første indskydelse havde bare været at blive hjemme og se serier, men det kunne jeg jo let droppe. For at være ærlig, havde jeg ikke ligefrem været den bedste veninde for pigerne siden jeg startede på skolen. Først havde jeg sneget mig med til Harrys fest, selvom jeg havde fortalt dem at jeg blev hjemme. Så havde Harry råbt af dem fordi de ignorerede mig, og "det var ikke noget man gjorde, når man var veninder". Men det var præcis hvad jeg gjorde. Lige siden jeg mødte ham og drengene, havde jeg ignoreret pigerne. Ikke af min gode vilje, selvfølgelig, men jeg glemte bare altid at vende tilbage.

Nu havde jeg så lige brugt to uger med Harry, uden at kontakte dem igen. Måske fordi at det havde været to fantastiske uger, og jeg simpelthen ikke ville ødelægge dem, måske ikke. Jeg havde ihvertfald glemt at skrive tilbage. 

Rose: Selvfølgelig kommer jeg. 
Melody: YEEEEEEEEEES
Claudia: SÅDAN ROSE!!
Felicia: FUCK JA!?
Augusta: GLÆDER MIG!

Jeg kunne lade være at smile imens jeg læste deres beskeder, især Augustas. Hun havde været taknemmelig og glad for at jeg havde bragt hende ind i gruppen, hvilket jeg også sagtens kunne forstå. Det er aldrig sjovt at starte et nyt sted alene, det vidste jeg jo udemærket også godt selv - jeg var selv startet her på andet år, jo. Det måtte være omkring fire eller fem måneder siden nu, men det føltes som meget længere tid siden.

"Hvad står du og griner af?"

Jeg kiggede forsigtigt op fra min skærm og hen på Harry, der stod lænet op af dørkammen imellem køkkenet og stuen. Han havde verdens største smil på læben, uden nogen speciel grund. Han var bare glad. Det hvide viskestykke der hang over hans skulder var smurt ind i dej, for slet ikke at tale om alt det mel han havde på tøjet, på hænderne, i ansigtet og i håret. Det måtte have været en hård kamp at lave småkager. 

"De andre piger" begyndte jeg, og tog et par skridt hen imod ham. "Du har virkelig ikke spildt tiden i køkkenet, kan jeg se." Forsigtigt lod jeg mine fingerspidser glide henover hans pande, for at børste melen væk. Han havde det bogstaveligtalt over det hele. Han sagde ikke noget, men lod mig bare gøre det. Jeg kiggede selvfølgelig på mine fingre og stedet jeg børstede mel væk, men jeg kunne udemærket godt se, at han holdte øje med mig. Med alle dele af mit ansigt. I et kort sekund kiggede jeg ned og vi fik øjenkontakt, imens jeg prøvede at gemme mit smil væk. "Du rødmer" mumlede han hæst, og lukkede et lille grin ud. Jeg sagde ikke noget, men det var højt sandsynligt tydeligt at se, hvor meget jeg skammede mig. Jeg rødmede altid. 

Jeg lod min hånd og mine fingre glide videre henover hans øjenbryn, næse og kinder, før de til sidst nåede til hans læber. Jeg sank en klump, hvilket han umuligt kunne have overset. Ved at lade hele min hånd støtte sig på hans ene kind og hage, kunne jeg lade blommen af min tommelfinger glide over hans underlæbe, som var overraskende blød. Den fulgte selvfølgelig med ved mine berøringer, og gled til siden. Han sagde ingenting. 

"Det sidder virkelig godt fast" mumlede jeg og hentydede til melen, stadig med hånden støttende på hans kind. Et forsigtigt smil fandt vej til hans mund, inden han lod sin tunge glide ud og fugte hans læber. "Prøv nu". Jeg sank endnu en klump. Hvorfor skulle han også være så fandens tiltrækkende? Jeg lod mig selvfølgelig ikke påvirke, og gjorde som jeg fik besked på. Denne gang smuldrede melen øjeblikkeligt af, hvilket lyder super ulækkert og utiltrækkende, men ikke for os. Eller ihvertfald ikke for mig. Forhåbentlig var det ikke ulækkert for ham.

"Er der mere?" mumlede han, og jeg rystede øjeblikkeligt på hovedet. Han virkede næsten skuffet. "Er du sikker?"

I en forsigtigt bevægelse lænede han sig ned imod mig, og lod vores læber ramme hinanden. Det var ikke unormalt for os at kysse efterhånden, selvom vi ikke var et par. Det var bare noget vi gjorde, hvor underligt det end må lyde. Ikke noget vildt, bare et kys hist og pist - men det her var anderledes. Han havde begge sine hænder omkring mit ansigt, for at holde det fast. Hans hænder var jo kæmpestore, så de fyldte næsten det hele. Mine hænder derimod, hvilede på hans nakke og i hans hår. Det var hverken et for-åben-eller-for-lukket-mund slags kys, det var helt perfekt.

Jeg kunne virkelig mærke på mig selv, hvor meget det tændte mig. Jeg kunne heldigvis bare gemme det og lade som ingenting, hvilket ikke var tilfældet for ham. Han var jo en dreng, og når drenge bliver ophidsede, sker der ting og sager i underetagen. Et smørret smil fandt vej til min læber da vi brød kysset, og begge måtte hive efter vejret. Lysten i hans øjne var uendelig stor, og trangen til at drille ham voksede. Jeg havde et kort øjeblik forinden kunne høre at porten udenfor havde åbnet sig op, hvilket betød at en eller flere af drengene var på vej ind med sin bil. Harry måtte have været for optaget af... well, mig - for han opdagede ingenting. 

"Rose" hvæsede han lettere desperat, da jeg lod min venstre hånd glide ud af hans hår, over han ansigt, ned ad hans brystkasse for til sidst at lande på hans ever-growing-bulge i bukserne. Ikke det bedste tidspunkt at have stramme jeans på, må man sige - for det var ret så tydeligt, hvis han blev ophidset. Jeg tyssede på ham og fortsatte. Man kunne vel sige at det var hævn, for "alt det" han har gjort mod mig førhen. Da han - før vi kendte hinanden ordentlig, vel og mærke - tog på mig, imens jeg var på arbejde. Min højre hånd lå stadig omkring hans nakke, og jeg brugte den til at hive os tættere sammen.

Men det var jo ikke fordi at jeg stod med hele hånden nede i hans bukser. Den var udenpå og kærtegnede forsigtigt, med et par klem hist og pist. Det var hans reaktion, der var årsagen til det hele. Måden han knapt nok kunne få vejret, og desperat prøvede på ikke at stønne. Jeg ved ikke hvorfor, men det var sjovt at se. Måden han lukkede øjnene i, knyttede hånden og hamrede den ind i dørkammen, som han stadig stod lænet opad - de små ting. 

Men som jeg sagde, det var jo en hævngerning. Så da det et par minutter efter ringede på døren, kunne jeg næsten mærke hvordan desperationen sneg sig ind på ham. "Nu skal jeg" mumlede jeg med et lusket smil, og fjernede min hånd. Han var fuldstændig bleg, og greb med det samme fat i min arm for at hive mig tilbage. Jeg rystede på hovedet, og plantede et kys på hans læber. "Nå, Harry. Det var vel nok synd." 

Han fik et sidste klem med på vejen, og jeg fik et ukontrolleret støn at høre. Han blev nødt til at løbe ovenpå, da jeg bevægede mig hen imod hoveddøren - de andre drenge gad da ikke se ham på den måde, det var da stensikkert. I en hurtigt bevægelse rev jeg døren op, hvor alle tre drenge kom til syne. De havde favnene fulde af gaver, og Liam havde i dagens anledning fået nissehue og skæg på. Det var indtil de begyndte at synge julesange, og lade som om at de var korsangere. Et smil poppede med det samme frem på mine læber, og et grin undslap min mund. "Glædelig jul! Kom indenfor" udbrød jeg, hvilket de selvfølgelig gjorde. 

"Hvor har du gjort af Harry?" spurgte Louis pludselig, da de var kommet ind og havde rystet sneen af tøjet. Jeg smilede. "Ovenpå. Han skulle vidst lige tage sig af et personligt problem". De kiggede undrende på mig, men spurgte ikke mere ind til det. Forhåbentlig forstod de godt en hentydning.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...