Clouds

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 6 aug. 2017
  • Status: Igang
19-årige Rosemary Adams flytter henover sommerferien til London for at studere, som følge af at hun bliver smidt ud hjemmefra. Nervøs (men håbefuld) starter hun på linjen for talentfulde unge, og bliver straks taget under vingerne af tre klassekammerater. Sammen tager de med hende ud og udforsker byen, og opdaterer hende på de ting som hun har brug for at vide om skolen og eleverne - Blandt andet om gruppen der styrer skolen, bestående af 4 drenge. Dem der altid havner i ballade, og bruger piger som var de legetøj. Men virker ham den ene ikke bekendt? Rosemary er stensikker på at hun har mødt ham før, og da det går op for hende hvor, prøver hun for alt i verden at undgå ham. Det er bare svært at undgå skolens populæreste dreng, som altid får sin vilje.

93Likes
105Kommentarer
62894Visninger
AA

22. TWENTY-ONE

 

TWENTY-ONE

Jeg holdte opgivende øje med det store ur der hang på væggen, og talte hvert enkelt sekund der gik. Eftersidning var noget møg, men eftersom at jeg havde forklaret Mr. Pierce at det hele var min skyld, havde han givet de andre piger lov til at tage hjem - så der sad jeg; mutters alene i det store klasselokale, hvis man altså så bort fra pedellen Mr. Kukudio, der var blevet sat til at holde øje med mig. Mr. Kukudio var oprindeligt fra Kina og forstod kun engelsk, og jeg var ret sikker på at han var synshæmmet, eftersom han altid bumpede ind i eleverne på gangene. Jeg havde egentlig aldrig set ham gøre rent, det eneste han gjorde var at skubbe vaskevognen rundt på gangene, og bande af os alle sammen på kinesisk. 

Jeg brød hurtigt ud af den trancelignende tilstand jeg befandt mig i, da min telefon der lå på katederet pludselig begyndte at brumme. 

Mr. Kukudio lignede en der var ved at falde i søvn, sådan som han sad og hang på kontorstolen. Derfor tog jeg chancen og listede op til katederet, hvor jeg hurtigt smuglede telefonen ned i min lomme, inden han opdagede mig. "I may be blind Mrs. Adams, but theres nothing wrong with my ears! There's stil 53 minutes left of detention, so get back to your seat, you little shǎ bī!"

Jeg sendte ham et undskyldende blik selvom han ikke kunne se mig, og mumlede et forsigtigt 'sorry' imens jeg gik tilbage til min plads. Der gik ikke mange sekunder før han endnu engang faldt i staver, og jeg kunne tjekke mine beskeder i fred. Gruppechatten var blevet spammet, men i mængden nåede jeg at se, at Augusta var blevet tilføjet.

Felicia: Du havde altså ikke behøvet at tage skylden for os, Rose! Men tusinde tak. Ved slet ikke hvad jeg skulle gøre, hvis mine forældre fandt ud af, at jeg havde været til eftersidning.
Melody: Præcis! Men vi er ihvertfald hjemme hos mig nu Rose, kommer du efter at du har været til eftersidning? Augusta er her også, og Claudia kommer om lidt.

Melody Hald tilføjede Augusta Summer.

Claudia: Jeg er på vej. Har lige besøgt min tante på hospitalet, og Hunter var der også!
Felicia: Seriøst?! Hvad er der sket med ham?
Claudia: Jeg ved det ikke, men han er ihvertfald blevet tævet. Han var slet ikke til at genkende, han lå med slanger og alt muligt, inde på en af stuerne! Sikkert på grund af det med Rose, tror jeg. 
Augusta: Altså så det er Harry, Niall, Liam og Louis' skyld?
Claudia: Det tror jeg. Der stod også nogle andre drenge rundt om hans seng og talte med ham, som havde blå mærker hist og pist. Måske er det dem, der har fået givet drengene nogle slag? 
Melody: Ja, det er sikkert! Ej.

En ubehagelig fornemmelse bredte sig i min krop, jo mere jeg læste. De havde altså tævet Hunter. Jeg lagde hurtigt telefonen tilbage i min taske uden at kigge op, ved lyden af døren der svang åben og vækkede Mr. Kukudio. "You're ten minutes late! Sit down and do your homework, and NO TALKING!" halvskreg han, hvilket fik mig til at kigge op - og der stod de. Harry, Niall, Liam og Louis. Et par meter væk fra mig, og alle med øjnene rettet mod mig. 

Harry så meget spørgende ud, og jeg kunne sagtens se på ham at han gerne ville vide, hvorfor jeg var til eftersidning. Jeg kiggede ned i bordet igen, uden så meget som at fortrække en mine. Jeg vidste at det irriterede ham, og måske var der netop derfor at han valgte at sætte sig på pladsen ved siden af mig, imens de andre drenge satte sig ved bordene omkring os.

"Undskyld for tidligere" halvhviskede han, for at vi ikke skulle blive hørt. "Jeg var frustreret og vred, men det var ikke meningen, at det skulle gå ud over dig." Han lagde forsigtigt sin hånd oven på min, og gav den et lille klem. Min første indskydelse var at slå den væk, men det var på en måde meget beroligende, så jeg lod være. "Er det jer der har tævet Hunter?" spurgte jeg direkte, uden at kigge op. Jeg havde egentlig forventet at han ville sige nej og lyve, men ikke denne gang. Han nikkede bare. "Du kan ikke bare gå rundt og tæve folk, fordi de kigger forkert på mig Harry" begyndte jeg, men han afbrød mig.

"Men han kiggede jo ikke bare forkert på dig, Rose. Han voldtog dig. Jeg kan ikke få tanken ud af hovedet, og for at være ærlig, skal han være heldig at han havde nogle sine venner på besøg. Hvis de ikke havde fået kastet nogle slag ind på mig og gutterne, havde jeg slået Hunter ihjel. Bogstaveligtalt."

Jeg sank en klump, og valgte ikke at spørge ind til det. Jeg vidste, at han ikke løj. Men hele situationen forvirrede mig, og jeg kunne ikke finde ud af, hvad han egentlig ville med mig. "Måske er det fordi, at du er den første person jeg oprigtigt er blevet forelsket i" mumlede han, og selv de andre drenge der ellers havde siddet og sludret, holdte fuldstændig mund. Hvis nogen havde tabt en knappenål i lokalet, ville det kunne høres - så stille var der.

"Jeg er ikke sikker på at det er den bedste ide, hvis vi bliver kærester Harry" begyndte jeg, og så op på ham for første gang. Hans ansigt stivnede en smule, som om at han ikke lige havde forventet den slags respons, og jeg trak på skuldrene. "Jeg siger ikke, at det ikke kan komme til at ske. Jeg kan godt lide dig, en hel del endda. Men det her er alt for kompliceret, og jeg kan ikke have en kæreste som det ene øjeblik ignorerer mig, og det andet øjeblik tæver folk på grund af mig. Jeg ved godt at du ikke har spurgt mig om vi skal være kærester, men forstår du hvad jeg mener?"

Han nikkede en smule, men stilheden fortsatte kun et kort øjeblik, før Liam åbnede munden fra den anden side af lokalet. "Kærlighed er kompliceret, Rosemary. Ville det virkelig være ægte, hvis alt kørte på skinner mellem jer?"

Og så var jeg tilbage hvor jeg startede. Liam havde ret, og jeg kunne jo godt lide Harry. Heldigvis afbrød Mr. Kukudio os og bandede endnu engang på kinesisk, hvilket gav mig tid til at tænke. "Hvorfor kommer du ikke og holder juleaften hos mig" halvhviskede Harry, og gav mig et skævt smil. "Jeg ved at du alligevel bare skal sidde derhjemme alene, så hvorfor ikke? Drengene kommer også". 

Jeg var helt ude af mig selv ved spørgsmålet, og sank endnu en klump. "Jeg tænker over det" mumlede jeg, og han nikkede. Jeg blev virkelig nødt til at tænke det igennem.

Hej venner, lige en hurtig note! Jeg har her til morgen udgivet en ny movella, med titlen "Pure". I korte træk er det en krimi fanfiction med Harry i hovedrollen (selvfølgelig), hvor han kidnapper en pige. De andre drenge er selvfølgelig også med. Det er en blanding af mystik-vold-magt mm, så man skal selvfølgelig kunne lide den slags. Hvis i har lyst til at læse den, må i meget gerne hoppe derind! Thanks x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...