Clouds

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 6 aug. 2017
  • Status: Igang
19-årige Rosemary Adams flytter henover sommerferien til London for at studere, som følge af at hun bliver smidt ud hjemmefra. Nervøs (men håbefuld) starter hun på linjen for talentfulde unge, og bliver straks taget under vingerne af tre klassekammerater. Sammen tager de med hende ud og udforsker byen, og opdaterer hende på de ting som hun har brug for at vide om skolen og eleverne - Blandt andet om gruppen der styrer skolen, bestående af 4 drenge. Dem der altid havner i ballade, og bruger piger som var de legetøj. Men virker ham den ene ikke bekendt? Rosemary er stensikker på at hun har mødt ham før, og da det går op for hende hvor, prøver hun for alt i verden at undgå ham. Det er bare svært at undgå skolens populæreste dreng, som altid får sin vilje.

93Likes
103Kommentarer
61601Visninger
AA

21. TWENTY

 

TWENTY

Da jeg vågnede op mandag morgen, var jeg ikke sikker på om hvorvidt jeg skulle tage i skole. Jeg havde ikke talt mere med Harry eller de andre drenge siden de drønede væk fra parkeringspladsen aftenen forinden, selvom Harry ellers havde givet udtryk for at han ville komme tilbage. Jeg var mest af alt nervøs for, om de var kørt hjem til Hunter - og hvis de var, hvad de så havde gjort ved ham. Jeg kendte de drenge, og vidste hvad de var i stand til. Det havde jo selv chikaneret mig i et godt stykke tid, inden Harry faldt for mig. Hvis han altså var faldet for mig. Det gav han ihvertfald udtryk for, men han havde ikke taget skridtet videre, så jeg kunne ikke være sikker. Det eneste jeg havde lyst til var at blive hjemme, men jeg havde allerede været væk hele sidste uge, hvilket betød at min fraværskurve var skudt i vejret - og jeg havde ikke brug for at blive kaldt til samtale. Så skulle jeg bare tale med Mr. Pierce som i forvejen var sur over, at jeg ikke længere gad at undervise Hunter. Han forstod jo ikke hvorfor.

Efter en halv times ugidelighed, fik jeg endelig slæbt mig selv ud af sengen. Jeg tog et hurtigt brusebad, fandt et varmt sæt tøj frem, spiste en skål havregryn og bevægede mig langsomt ned imod busstoppestedet. Jeg var ikke helt sikker på hvad der skulle blive af min bil, men jeg havde fået et opkald fra FALCK om at de havde den på deres værksted, og at jeg skulle få bugseret den væk i en fart. Jeg fik ikke fat i alt hvad han sagde, men han var vidst sur over at jeg havde ladet den stå i nødsporet på motorvejen. Forståeligt. 

"Rose?"

Jeg vendte mig forskrækket om ved lyden af mit navn der blev nævnt, og foran mig stod en af pigerne fra min klasse, iført nederdel og en sweater. "Fryser du ikke?" mumlede jeg hurtigt, inden hun kunne nå at stille sit spørgsmål. Hun rystede grinende på hovedet, og et lille smil fandt vej til mine læber. Nu hvor jeg tænkte over det, havde jeg faktisk aldrig set hende i andet end enten nederdel eller kjole. Det var vel meget passende, når man tænkte på at hendes navn var Augusta Summer. Hun var startet i klassen for en måned siden og havde også kunst som sit kunstneriske fag, hvilket altså betød at jeg ikke længere var den eneste - og så måtte hun bo i nærheden, siden vi stod ved det samme busstoppested.

"En femmer for dine tanker"

Det gik op for mig at jeg endnu engang stod i mine egne tanker, da Augusta viftede med sine hænder foran mit ansigt. I den ene hånd holdte hun en fem-krone, så hun mente det virkelig, da hun sagde 'en femmer for dine tanker'. Hun var da virkelig one of a kind. Jeg grinede endda en smule, selvom det ikke var sjovt. "Min bil er brudt sammen, og jeg har ikke råd til at få den lavet" udbrød jeg pludselig, som svar på hendes spørgsmål. Hun så straks en del mere alvorlig ud, men jeg slog det hen og bad hende om ikke at tænke på det. Vi talte i stedet videre om noget andet, og satte os sammen i bussen da den endelig dukkede op. Det tog selvfølgelig længere tid at komme i skole med bus, men det gav os bare mere tid til at tale. Det ophørte dog i samme sekund vi trådte ind ad døren på skolen.

Alle øjne var rettet mod mig, og jeg vidste udemærket godt hvorfor. 

"Hvad sker der, Rose?" halvhviskede Augusta, imens vi fortsatte ned af gangen. Jeg vidste at det ville tage lang tid at forklare, så jeg bad hende møde mig på toilettet, en halv time efter at timen var gået i gang. Vi måtte ikke gå to afsted samtidig, men hvis jeg smuttede ud før vores lærer Mrs. Haywire opdagede mig, kunne hun sagtens få lov at gå bagefter. Mrs. Haywire var vores kristendomsvikar, og ikke en særlig vaks en af slagsen - så det burde ikke være et problem. Heldigvis var hun med på planen.

Melody, Felicia og Claudia var henne ved mig med det samme, da jeg trådte ind i klassen. Jeg havde jo ikke været i skole i en uge, så de måtte have været dødhamrende bekymrede for, hvad der var galt. Jeg havde vidst glemt at skrive til dem. Uheldigvis nåede Mrs. Haywire at komme ind før jeg kunne nå at forklare dem det, og hun bad os sætte os ned. Hun var virkelig sur, for en gammel, uopmærksomhed kvinde at være. Jeg fandt hurtigt min telefon frem, og åbnede min gruppechat med pigerne.

Rose: Mød mig på det store toilet om en halv time, så skal jeg nok fortælle jer det hele.

Deres profilbilleder bevægede sig hurtigt ned ved siden af beskeden, og den blev markeret som læst. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle fortælle dem, da jeg ikke var klar endnu. Den halve time gik ufatteligt langsomt, men da Mrs. Haywire endelig vendte ryggen til os, smuttede jeg ud. Gangen var fuldstændig øde, så det tog ingen tid at komme derned. Jeg låste mig hurtigt inde på et af toiletterne, og ikke længe efter gik døren op. "Rose?" 

Det var Claudia. Jeg hev hende hurtigt ind i toiletbåsen, og et par minutter efter kom Melody, som vi også fik hevet ind. "Sig mig, hvad sker der?" mumlede hun, men jeg tyssede hurtigt på hende, da døren for tredje gang gik op. En svag banken på døren og lyden af Felicias stemme der spurgte om vi var derinde, gav mig det straks bedre. Så der stod vi.

"Okay Rose, du opfører dig som om at du lige har dræbt en eller anden. Hvad sker der?"

Jeg kiggede sukkende ned i gulvet, og gav mig til at forklare at Hunter havde lagt an på mig. Jeg løj jo ikke, ved ikke at fortælle dem om voldtægten. Det var bare at 'undlade noget af historien'. Men at Hunter havde lagt an på mig, måtte være nok - og at jeg derfor mistænkte Harry og de andre drenge, for at være taget hjem til ham, og gud vej hvad de mon kunne have fundet på. 

"Jeg ved godt at Harry er meget beskyttende-forelsket-og-tør-ikke-spørge-dig-om-i-skal-være-kærester agtig, men er det ikke lidt voldsomt hvis han har tævet Hunter på grund af det? Altså, bare fordi at han har lagt an på dig? Det skulle ikke undre mig, dog. Jeg kom også tidligt hen på skolen her til morgen, og der var allerede en masse rygter igang om dine drenge. Det er der jo altid, men denne gang var det anderledes. Ikke sandt?" mumlede Claudia, og jeg gjorde det hurtigt klart at jeg var enig. Hvad skulle jeg ellers gøre? De diskuterede lidt frem og tilbage omkring det hele, da døren endnu engang blev skubbet op. Jeg skulle lige til at blive sur over alle de forstyrrelser, da det gik op for mig at det var Augusta. 

Jeg svang hurtigt døren åben, hev hende ind, og smækkede den bag os igen. Felicia havde ret, jeg opførte mig virkelig som om at jeg havde dræbt en eller anden. De andre piger kunne ikke helt forstå hvad jeg lavede, så jeg gav mig til at forklare det hele. Augusta virkede nemlig til at være en virkelig sød pige, og derfor ville det ikke gøre noget for mig, hvis vores 4-mands gruppe blev til en 5-mands i stedet. Der var ingen af os der kendte hende særlig godt, men vi var alle villige til at give det en chance, og det blev hun rigtig glad for.

"I er de eneste der har taget ordentligt imod mig. Tusinde tak" begyndte hun, og hev os alle ind i et gruppekram. "Men Rose, vil du ikke nok fortælle hvad der sker?"

Jeg nikkede, og prøvede så kortfattet som muligt at fortælle hende det hele. Hvordan jeg var rendt ind i Harry i en af de første uger, hvordan ham og hans drenge havde chikaneret mig, og hvordan vi senere hen var blevet venner. Hvordan jeg var begyndt at få følelser for ham og omvendt, hvor utroligt det end lød, og til slut alt det, som jeg lige havde fortalt de andre piger. Det tog noget tid, men igen - det var en lang historie. Faktisk så lang tid, at det endte med at vi pjækkede fra resten af timen. I stedet ventede vi til at alle de andre var gået ud af lokalet, før vi løb ind og hentede vores ting.

"Og hvor tror i så lige, at i har været henne?"

Det løb mig koldt ned af ryggen, ved lyden af Mrs. Haywires stemme. Hun virkede vred. Jeg vendte mig langsomt om, og det samme gjorde resten af pigerne. Jeg sank en klump og prøvede at bortforklare det hele, men hun var ligeglad. Hun gav os alle fem en eftersidning, og en samtale med Mr. Pierce når vi var færdige med sidste modul. Da vi endelig fik lov til at gå, var pausen næsten forbi. Alle stod på gangen og prøvede at komme hen til deres klasselokaler, da der pludselig blev helt stille. Så vidste jeg udemærket godt, hvem der var på vej. Selv Augusta havde forstået det, og hun havde gået her i under en måned.

Det var dér, jeg lagde mærke til det. Harry, som gik forrest, havde et kæmpe blåt øje. Louis havde solbriller på, så det kunne jeg ikke se, men hans kæbe var til gengæld lilla. Liam havde flænset sin læbe og det samme havde Niall, deres blå mærker var der mange af, dog bare ikke så store. De sagde ingenting. Der blev gispet og småsnakket i krogene, og da de endelig nåede forbi mig og pigerne, gav Harry mig et hurtigt - dog intenst - blik, før de var videre. Ellers var jeg som ren luft for ham. 

Jeg ved godt at jeg ikke burde have gjort det. Jeg skulle være blevet på min plads, midt på gangen. Men jeg vidste at det udelukkende var han bipolaritet, og jeg var ikke klar til bare at være luft for ham igen. Så jeg gjorde det. Løb ned af gangen og hev så hårdt fat i hans ærme, at han drejede en halv omgang rundt. Så blev der for alvor stille.

"Rose, slip mig."
"Hvad sker der med dig? Hvorfor undgår du mig?"
"Det her er hverken stedet eller tidspunktet, så hold din kæft og gå tilbage til dine veninder."

Jeg kiggede overrasket op på ham, og endte da også med at slippe hans ærme. Jeg kunne godt se på ham, at han fortrød sit ordvalg en smule. Men han gjorde ikke noget ved det, udover bare at blive stående og stirre på mig. Hvorfor talte han sådan til mig? Hvad kunne der være sket på sølle ét døgn, som havde ændret ham? "Okay så. Hvis det er det du vil" mumlede jeg som svar, og vendte rundt på hælen. Så kunne han fandme også bare rende mig. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...