Clouds

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 6 aug. 2017
  • Status: Igang
19-årige Rosemary Adams flytter henover sommerferien til London for at studere, som følge af at hun bliver smidt ud hjemmefra. Nervøs (men håbefuld) starter hun på linjen for talentfulde unge, og bliver straks taget under vingerne af tre klassekammerater. Sammen tager de med hende ud og udforsker byen, og opdaterer hende på de ting som hun har brug for at vide om skolen og eleverne - Blandt andet om gruppen der styrer skolen, bestående af 4 drenge. Dem der altid havner i ballade, og bruger piger som var de legetøj. Men virker ham den ene ikke bekendt? Rosemary er stensikker på at hun har mødt ham før, og da det går op for hende hvor, prøver hun for alt i verden at undgå ham. Det er bare svært at undgå skolens populæreste dreng, som altid får sin vilje.

94Likes
106Kommentarer
67392Visninger
AA

13. TWELVE

 

TWELVE

"Er du bange, Rosemary? Det skal du ikke være. Jeg gør dig ikke noget, du kan roligt komme frit frem!"

Hans ord var kolde og følelsesløse, og jeg krummede mig længere tilbage i skabet. Der var ikke meget plads, men jeg kunne lige akkurat gemme mig bag tøjet, der hang ned fra bøjlerne. Jeg holdte øje med ham. Hver eneste gang han tog et skridt frem, gik mit hjerte i stå. Indtil han bevægede sig ud af værelset igen. Mor var nede i stuen og vidste udemærket godt hvad der forgik, hun valgte bare at ignorere det. Jeg lænede mig tilbage, og skotøjsæsken faldt ned fra hylden. Han stoppede op. Et par sekunder senere blev døren til skabet hevet op, og han rev mig ud ved hjælp af håret. Jeg skreg da han brændte min hals med cigaretten, og gentagende gange sparkede mig imens jeg lå ned. Først da han skubbede mig ned af trappen til stuen, fik jeg i et kort sekund øjenkontakt med mor, som havde set det hele. Hun vendte sig om og gik ud i køkkenet, uden et ord. Mere nåede jeg ikke at se, før han kom tilbage med et baseballbat. Jeg kravlede hurtigt baglæns, indtil jeg ramte væggen. Han grinede hånligt. "Ingen har brug for dig, Rosemary. Fatter du ikke det? Din far stak af, og tog kun din bror med. Hvorfor? Fordi at han hader dig. Han vidste at jeg tævede jer begge, og han sørgede kun for at redde din bror. DIN TVILLINGEBROR. Tænk at det ikke er gået op for dig endnu. Din mor er ligeglad med at jeg tæver dig dagligt, FORDI HUN HADER DIG! Du er bare en tåbelig, uduelig 12-årig kælling, som aldrig bliver til noget."   

"ROSE, VÅGN OP!" Jeg vågnede op med et skrig, og rullede ned på gulvet. Med tårer piblende ned af kinderne og en vejrtrækning der var helt ude af kontrol, følte jeg at jeg skulle dø. Harry stod bukket nedover mig, med et nervøst udtryk i hele ansigtet. Han hev mig hurtigt op på benene og placerede mig på sofaen, imens Niall løftede mine arme over hovedet. Dog bukkede jeg hurtigt sammen igen, og de forsøgte én gang til - denne gang med så mange kræfter, at jeg ikke kunne komme fri. Det stressede mig, men det virkede. Først dér gik det op for mig, at alle drengene stod omkring mig. Liam, Louis, Niall og Harry. Ifølge uret på væggen var klokken kun lidt over elleve om aftenen, og jeg var stadig hos Harry. Hvis de ikke havde vækket mig, ville jeg have sovet hos ham endnu en nat, og det kunne jeg bare ikke overskue.

"Jeg vil gerne hjem nu" hviskede jeg lavmælt, stadig tårevældet. "Hvad skete der? Du lå og skreg i søvne" spurgte Louis, og ignorerede min kommentar om at jeg gerne ville hjem. Mareridt var det åbenlyse svar, men jeg kunne ikke få mig selv til at sige det. For mareridtet var engang virkelighed, og jeg var ikke klar til at tale om det. Så jeg trak på skuldrene som svar, og Harry skyndte sig at bryde ind; "Okay, drenge - tak for i aften, men jeg tror at Rose har brug for ro og søvn. Tales vi ved i morgen?" Drengene skyndte sig at pakke sammen, og det samme gjorde jeg, hvilket overraskede Harry en hel del. "Rose" begyndte han, og tog fat i min arm.

"Jeg talte til drengene, ikke dig. Du sover her". Måden han sagde det på var så manschauvinistisk, at jeg fik ondt helt inde i kroppen. Jeg havde sagt at jeg ville hjem, og det betød at jeg ville hjem. Det gav mig også muligheden for endelig at tage køre min bil hjem, som havde stået i hans garage siden fredag. Jeg fortsatte med at pakke mine ting sammen uden at svare ham, hvilket pissede ham godt og grundigt af. Så meget, at han så sig nødsaget til at hive fat i min arm igen, og dreje mig rundt. 

"Jeg sagde at jeg ville hjem, Harry" mumlede jeg, og prøvede at få ham til at slippe. "Og jeg sagde at du sover her, så det gør du" fortsatte han, som var det en selvfølge at jeg ville blive. "Nej". Alle drengene stoppede op og vendte sig om, selvom de var på vej ud af døren. "Hvad fuck sagde du lige?". Jeg tog mod til mig, og hev min arm tilbage. "Jeg sagde nej. Jeg tager hjem!"

At det kunne være så svært at forstå, fattede jeg ikke. Jeg skyndte mig at pakke resten af mine ting sammen, løb forbi drengene og ud til min bil. Porten åbnede sig automatisk da jeg kørte ud, og jeg satte hurtigt farten op for at komme væk. Det var svært at holde rattet lige med min brækkede arm, men jeg formåede at komme sikkert hjem, og ind i min lejlighed. Jeg låste mig hurtigt ind og smed mig på sengen. Jeg havde ikke overskud til at skifte tøj eller børste tænder, så jeg hev i stedet min trøje over hovedet og bukserne af benene, så jeg kun sov i trusser. Jeg faldt hurtigt hen, og tilbage til minderne. 

03:51

Jeg vågnede med et spjæt. Sveden drev af mig, og min vejrtrækning var igen ude af kontrol. Hvad skete der? En hånd strøg langsomt over min kind, og alt jeg kunne høre var hans mørke, hæse stemme, der prøvede at berolige mig. Det gik ikke op for mig til at starte med, at han måtte have lukket sig selv ind, men da det gjorde, fór jeg op. Jeg hev straks lagnet over min næsten nøgne krop, og prøvede at skjule mig selv. Havde han set mig uden tøj? Hvordan var han kommet ind? Spørgsmålene fløj igennem hovedet på mig, og blev hurtigt for meget. "HARRY, HVAD FANDEN LAVER DU HER?" Jeg kunne se et smørret smil forme sig på hans ansigt, men han tørrede det hurtigt væk, og blev en smule mere seriøs. Faktisk en del mere seriøs.

Han rejste sig op og gik mod mig, hvilket fik mig til at knuge lagenet tættere til kroppen. Det dækkede kun foran, men det var heldigvis mørkt, så hvis jeg stillede mig op af væggen, ville han ikke kunne se andet - forstå mig ret. "Jeg har været i kontakt med Aubrey" mumlede han, og jeg stivnede. Han stod centimeter fra mig, og jeg følte at jeg skulle til at tude. Hvordan kendte han til hende? Jeg ved ikke om han læste mine tanker, men han svarede mig ihvertfald. 

"Niall hørte dig tale med hende på toilettet. Han hørte ikke om hvad, men du lød nervøs, så han sagde det til mig. Jeg fandt hendes nummer i din telefon da du faldt i søvn, og ringede til hende."

En masse forskellige tanker løb igennem mit hoved, og jeg tænkte alle mulige forskellige scenarier igennem. Havde hun fortalt om Hunter? Det ville ikke give mening, men det var dét vi havde talt om. Jeg brød hurtigt ud af mine egne tanker, da han placerede sine hænder på hver sin side af mig. Det var, som sagt, mørkt, men jeg kunne stadig ane hans smaragdgrønne øjne, fra lystrålen fra lyset på toilettet. "Hun ville ikke svare på mine spørgsmål, med mindre at du gav lov. Så hun sagde at jeg skulle spørge ind til din mor, din stedfar og perioden efter du fyldte 13 år. Så har du lyst til at holde op med at lyve, og fortælle mig om det?" Jeg spejdede hurtigt over imod mit vækkeur, og så at klokken næsten var fire om morgenen. Jeg skulle op klokken syv, så der var ikke meget ved at prøve og falde i søvn igen.

"Hvorfor skal jeg fortælle dig alt om mit liv, når jeg knapt nok ved noget om dit liv?" mumlede jeg som svar, hvilket fik ham til at skubbe sig væk fra muren, og gå ud af mit soveværelse. Jeg sukkede. At gøre Harry sur var det sidste jeg havde lyst til, så med en smule besvær tog jeg hurtigt en BH på, hev en trøje over hovedet, smed et par joggingbukser på benene, og fulgte efter ham. Til min store overraskelse stod han i mit halvmærke køkken, og varmede vandt til te. Jeg stillede mig med armene over kors, og kiggede hen på ham. "Det kommer til at forgå sådan her" begyndte han, og hev den lille æske med forskellige teposer frem. "Vi stiller skiftevis hinanden spørgsmål, og den anden skal svare. Svarer man ikke, tager man et stykke tøj af. Man må spørge om alt imellem himmel og jord. Forstået?"

Jeg nikkede. Hvorfor, vidste jeg ikke. Men jeg havde brug for at vide noget mere om Harry, og det her kunne være min eneste chance. Så, jeg nikkede. Han satte sig over for mig, ved bordet i køkkenet. Med et intenst blik satte jeg mig til rette, og han tillod mig at starte.        

"Hvor mange har du haft sex med?"

Han virkede ikke overrasket over at jeg startede så hårdt ud, og svarede uden at blinke. 

"43. Dig?"
"To. Hvor mange af de treogfyrre har du droppet efterfølgende?"
"Dem alle. Hvorfor flyttede du fra Leeds?"
"Min mor smed mig ud. Hvor er din familie henne?"
"Min mor og søster bor en halv time herfra, min far omkring en time. Hvorfor smed din mor dig ud?"
"Jeg modsagde min stedfar, og han lod det gå ud over hende. Ser du mig som resten af de 43 piger?"
"Nej. Hvad handler alt det med din stedfar om?"

Jeg rykkede mig ukomfortabelt frem i sædet, og tog min trøje af. Trøjen talte som et stykke tøj, og derfor kunne jeg nægte at svare på hans spørgsmål. Det var ubehageligt kun at sidde i BH, men det var ikke det værste der kunne ske. Han rynkede panden, og jeg fortsatte. 

"Hvorfor er jeg anderledes, end de 43 piger?"

I en hurtig bevægelse hev han sin hoodie over hovedet så han sad med bar overkrop, og trak ikke så meget som en mine. Det var svært at holde øjnene på hans øjne efterfølgende, og det kunne han godt fornemme. Han tog over. 

"Hvad handler det med din mor om?"
"Hun slog op med min far og giftede sig med min stedfar, imens hun var gravid med mig og min tvillingebror. Min mor og stedfar havde kendt hinanden siden college, og har altid haft noget for hinanden. Det kom som et chok for min far, og ifølge min mor, fik han ikke lov til at se os. Det var indtil at han sneg sig ind i vores hus om natten, tog min tvillingebror og stak af. De er aldrig blevet fundet siden. Min mor og stedfars forhold gik i opløsning, hun begyndte at hade mig efterfølgende, og gjorde mit liv til et helvede."

Harry sank en klump, og jeg følte at jeg allerede havde givet ham så meget information, at jeg lige så godt kunne fortælle om min stedfar. Også selvom jeg et par minutter forinden havde smidt trøjen, for at slippe. 

"Min stedfar tævede min bror og jeg, og det var derfor at min far stak af med min bror. Han reddede ham, men ikke mig. Som sagt resulterede det i opløsningen af min stedfars og mors forhold, men de blev sammen. Han tævede kun mig, men jeg var ikke stor nok til at forstå, at jeg skulle have søgt hjælp. Det er jeg stadig ikke, for det er kun dig og Aubrey der ved det. Han er aldrig blevet meldt. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg er kommet hjem til en fuld stedfar, som har brændt mig med sine cigaretter og tævet mig med sit baseballbat. Det er også grunden til at jeg ikke drikker, forresten."

Harry virkede utrolig chokeret, og var tom for ord. Vi fortsatte i en halv time, og jeg fandt ud af en masse ting om hans liv og hans familie, og omvendt. Han endte også med at smide skoene, sokkerne og bukserne, så han kun sad i boxershorts. Mine joggingbukser var også røget, så jeg kun sad i undertøj. Et hurtigt kig på klokken afslørede at klokken var lidt over halv fem om morgenen, og vi blev ved. Han spurgte ind til perioden efter jeg fyldte 13 år.

Det var omkring min spiseforstyrrelse, og altså noget jeg virkelig ikke havde lyst til at svare på, da det ville bekymre ham for meget. For jeg havde selv fornemmelsen af, at det var vendt tilbage. Men det behøvede han ikke at vide. Jeg har alligevel ikke brug for mad, for at overleve. Så kunne han ikke bare lade mig være i fred? Jeg åbnede forsigtigt min BH, og lod den glide ned over mine arme. Harrys øjne spilede op, og han måtte rømme sig flere gange. Det var grænseoverskridende, men jeg fortrød ikke mit valg. Det var bedre end at han skulle gå og være bekymret for mig.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...