Clouds

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 6 aug. 2017
  • Status: Igang
19-årige Rosemary Adams flytter henover sommerferien til London for at studere, som følge af at hun bliver smidt ud hjemmefra. Nervøs (men håbefuld) starter hun på linjen for talentfulde unge, og bliver straks taget under vingerne af tre klassekammerater. Sammen tager de med hende ud og udforsker byen, og opdaterer hende på de ting som hun har brug for at vide om skolen og eleverne - Blandt andet om gruppen der styrer skolen, bestående af 4 drenge. Dem der altid havner i ballade, og bruger piger som var de legetøj. Men virker ham den ene ikke bekendt? Rosemary er stensikker på at hun har mødt ham før, og da det går op for hende hvor, prøver hun for alt i verden at undgå ham. Det er bare svært at undgå skolens populæreste dreng, som altid får sin vilje.

93Likes
105Kommentarer
62977Visninger
AA

4. THREE

 

THREE

Halvanden time blev de siddende.

Halvanden time, 90 minutter, 5400 sekunder - hvordan man nu ville vælge at se på det. De sjofle jokes og upassende berøringer stoppede ikke, før klokken slog 02:00 og Mason smed dem ud af restauranten, grundet lukketid. Jeg gad ikke belemre ham med mit problem med Harry, Louis, Liam og Niall, da det i bund og grund var en meget ubehagelig situation, men samtidig turde jeg ikke gå ud til min bil alene. Jeg hjalp ham med at rydde de sidste ting op i køkkenet og vaske panderne af, da han spurgte ind til hvad der var galt. Jeg trak forsigtigt på skuldrene, men nåede end ikke at få chancen for at svare ordentligt, før deres råben og skrigen kunne høres på parkeringspladsen udenfor.

Mason rynkede hurtigt på panden, og kiggede ud af vinduet. "Er det de gutter derude? Har de gjort dig noget?" Jeg rystede på hovedet, men han kunne sagtens se at det var løgn. Dog valgte han ikke at gøre mere ved det, og da han i et kort øjeblik gik ud med skraldeposerne i gården, valgte jeg at tage et hurtigt kig ud ad vinduet. Det var mørkt på parkeringspladsen, men gadelamperne lyste nok op til, at jeg kunne se dem. De stod alle fire lænet op ad en sort Audi, der var parkeret lige akkurat ved siden af min fiat. Louis, Niall og Liam stod med deres telefoner, og grinte over noget Harry havde sagt. Jeg sank en klump, og kunne have svoret at Harry på et splitsekund drejede hovedet, og stirrede direkte ind på mig. Et lumsk smil fandt vej til hans læber, og selvom jeg godt vidste at han ikke kunne se mig, skræmte det mig fra vid og sans. Jeg trådte hurtigt et skridt tilbage, stemplede ud, og ventede på at Mason kom ind fra gården igen. 

"Skal jeg gå med dig ud?" spurgte han lavmælt, og dobbelttjekkede at alle døre og vinduer var låst. Jeg nikkede forsigtigt, og han gav mig et smalt smil. Det virkede forkert at han skulle forsvare mig på den måde, men på den anden side var han en 24-årig pumpet fitness-freak, som ikke så ud til at have noget imod det. Han holdt døren for mig da vi smuttede ud via personaleindgangen, og jeg trak forsigtigt min taske længere op på skulderen. Han indledte hurtigt en samtale, imens vi gik mod min bil. Jeg grinte diskret af hvad han havde at sige, og før jeg vidste af det havde han lagt armen om mig, med ordene "Just go with it".

Jeg smilte tilfredst, selv da vi gik direkte forbi drengene, som ikke sagde et eneste ord. De gloede bare. Mason åbnede døren for mig, og gav mig et kys på kinden. "Tusinde tak" hviskede jeg, og tilbød ham et lift. Han boede dog kun en blok væk, så det kunne ikke betale sig. I stedet bad han mig køre forsigtigt, låse dørene, og skrive til ham når jeg var kommet sikkert hjem. Jeg vidste udemærket godt at der intet lå i det udover venskab, da han havde en kæreste - men at han gik igennem så meget besvær for mig, kunne ikke stoppe mig fra at smile. Jeg smækkede døren, låste dem alle indefra, og vinkede farvel til ham imens jeg drejede ud. Adrenalinen pumpede endnu engang i kroppen på mig, da et kig i bakspejlet afslørede to lyskegler fra en meget bekendt Audi bag mig. Jeg kørte først en runde rundt i kvarteret - bare for at se om de virkelig fulgte efter mig - hvilket de selvfølgelig gjorde.

Musikken bragede ud af deres højtaler, midt på en villavej, midt om natten. Det var fandme dårlig stil. Stemningen blev langsomt dårligere og dårligere, hvilket resulterede i at jeg kørte ind til siden og hamrede bremserne i. De gjorde det samme, og parkerede bag mig. Jeg rev min dør op, greb min telefon, spænede hen til deres bil og hamrede på vinduet til førersædet. Ruderne var tonede, så det var først da vinduet blev rullet ned, at jeg opdagede Harry bag rattet. Han kiggede forundret på mig, og skruede med et lumsk smil ned for musikken. 

"Jeg ved ikke HVAD FANDEN jeres problem er!" begyndte jeg, og hamrede hånden ned på taget af hans bil, hvilket kom som en stor overraskelse for dem alle fire. "Men hvis i ikke stopper med at følge efter mig, og finder noget bedre at tage jer til, så melder jeg jer kraftederme til politiet. Det her er fandme for barnligt! Kan i SLET ikke se, hvad i har gang i?"

Drengene kiggede et øjeblik på hinanden, før de brød ud i grin. Louis udbrød et irriteret "Fuck off", og gav mig fingeren med på tilbagevejen. Jeg sukkede dybt, gik tilbage til min bil, og fumlede med opkaldslisten på min telefon.

Ringede til Felicia, den gik direkte på svareren. 
Ringede til Melody, den ringede ud. 
Ringede til Claudia, hvor den overraskende nok blev taget, men ligegyldigt hvor ihærdigt jeg prøvede at komme igennem til hende, var hun for træt at fungere, og endte med at hviske "shhh", hvorefter der blev lagt på. 

Heldigvis virkede det til at drengene kom til fornuft, for sekundet inden jeg ville dreje ud og køre hjem, bragede de musikken op, lavede hjulspind og fræsede op ad villavejen. Det lettede en smule, men jeg ventede stadig et par minutter før jeg kørte hjem. Klokken var næsten tre da jeg nåede hjem, og jeg kunne umuligt holde mine øjne åbne meget længere. Jeg smed mig i sengen, stadig iført mit arbejdstøj, og faldt øjeblikkeligt i søvn. Mit ur ringede fire timer senere, da klokken slog 07:00. Det var med nød og næppe at jeg kunne tvinge mig selv op, og ind i bad.

Det varme vand holdt kun et par minutter, hvilket jeg efterhånden havde vænnet mig til - jeg så det som mit personlige ur for, hvornår det var tid til at komme ud af badet og i tøjet. Vi var officielt nået ind i september måned, og jeg havde derfor valgt mit tøj efter farverne, der passede til den årstid. Jeg trak hurtigt bukserne op over benene, og sweateren over hovedet. Pakkede min taske, spiste min morgenmad, børstede mine tænder - kom ud af døren 07:45, til tiden. Jeg kørte hurtigt mod skolen, og ind på parkeringspladsen. Den eneste ledige plads var ved siden af en pick-up truck, som var fyldt med buler og skrammer. Jeg fik straks dårlige nerver, men holdte ind alligevel. Greb min taske, smækkede døren bag mig og gik på tværs af plænen, da en ukendt stemme råbte mit navn.

Jeg vendte mig forskrækket om og Lily, skolens elevrådsformand og 4-års studerende, løb op på siden af mig. Jeg havde kun set hende på gangene og på den store scene i hallen, når hun fremlagde nye forslag til skolen foran resten af os elever. Hvor hun havde mit navn fra, anede jeg ærligt talt ikke. Hun lød både forpustet og træt, men glad for at have fundet mig. "Jeg har læst dine evalueringsfiler" begyndte hun, og refererede til de filer som rektor Pierce også havde vist mig, dagen før. Jeg rynkede hurtigt panden, forundret over at hun havde adgang til dem, og lignede åbenlyst det største spørgsmålstegn i verden. Hun fulgte med mig ind på gangen, og hen til mit skab. "Ja, altså jeg må jo egentlig ikke. Men jeg kunne ikke lade være! Claudia har talt SÅ godt om dig, og jeg måtte simpelthen bare se om hun havde ret."

Jeg smækkede hurtigt min skabslåge i, og udstødte et forundret 'wow' - for hvor kendte hun Claudia fra, når hun ikke var medlem af elevrådet? Lily gav mig et smalt smil, og rømmede sig en smule. "Ja, Claudia er jo min kusine". Det havde Claudia ikke nævnt for mig, men jeg lod som om at jeg godt vidste det alligevel. Hun havde åbenbart pralet af mine evner, til en familiemiddag de havde haft fornyligt. Og de kunne godt bruge en som mig i elevrådet, og på det konkurrende fysikhold der repræsenterede skolen. Holdet der tog rundt til forskellige skoler, deltog i fysik relaterede stævner, og vandt en masse præmier og goder til skolen. 

Det hele kom som en shitstorm fra Lilys mund, og pludselig havde jeg alt for mange bolde i luften.

Rektor Pierce, som gerne ville have mig til at undervise en 3-års studerende.
Lily, som gerne vil have mig med i elevrådet OG på skolens fysikhold.
Arbejdet på CHESSY JOES, som drænede mig for energi.
Problemerne med Harry, Niall, Louis og Liam. 

Jeg havde selv valgt det, det vidste jeg godt. Jeg vidste at det ville blive svært, men det var den eneste mulighed for mig. Jeg blev hurtigt revet ud af mine egne tanker, da det ringede ind til første modul. Lily skriblede hurtigt sit fulde navn ned på et stykke papir, og bad mig finde hende på facebook. Jeg gav hende et smalt smil og stoppede papiret i lommen, præcis som jeg også havde gjort med det fra Mr. Pierce. Jeg fandt hurtigt vej ned til valgfagslokalet, og trådte ind. Rummet var fyldt med ansigter jeg ikke før havde set, og stemmer jeg ikke før havde hørt. De ni elever der sad havde, ligesom jeg, kunst som valgfag  Den eneste forskel var at jeg var på linjen for "talenfulde unge", og de bare havde tilvalgt faget.

Jeg fik økonomisk støtte, det gjorde de ikke. Jeg var den eneste i min klasse der var på linjen pga. kunst, og det havde jeg det helt fint med. Den eneste ledige stol var imellem en pige og en dreng, som smilende gav mig hånden da jeg satte mig. De introducerede sig selv som William og Serena fra 1.T, og viste sig at være smaddersøde. På én dag havde jeg talt med tre nye mennesker, og overskrevet en fandens masse af mine egne grænser - og det var noget jeg i den grad elskede. 

"Så begynder vi, børn!"

Jeg kiggede op fra mit lærred, og hen på den oldgamle dame, der lige var trådt ind ad døren. Serena sukkede lavmælt ved synet af hende, og forklarede at det var deres pessimistiske klasselærer, Mrs. Hester. I mine øjne virkede hun dog ikke pessimistisk, da hun introducerede sig selv. Hun gik bare op i faget, og det så jeg intet problem i. "Hvem af jer er..." begyndte hun, og kiggede ned på sit papir. "...Rosemary Adams?" Jeg rakte forsigtigt hånden op og hun nikkede tilfredst, inden hun placerede en skål med frugt på bordet i midten af den rundkreds vi sad i, og bad alle andre end jeg, om at male den. Jeg gav hende et undrende blik, da hun efter lidt bad mig male hvad end jeg kunne komme i tanke om.

"Det er en del af evalueringsprocessen, for talentfulde unge. Vi skal have sat gang i din fantasi!" Mine håndflader blev en smule svedige, men jeg greb med det samme min pensel, og gjorde som jeg fik besked på. Malede. Det følte fantastisk endelig at være tilbage på malerstolen, efter en længere stresset pause. Jeg havde simpelthen bare ikke haft tid. Rød, blå, gul, grøn maling, jeg brugte dem alle. Holdte mig ikke et sekund tilbage, og observerede hvordan Mrs. Hester havde øjnene på mig hele tiden. Alle fór op da det ringede ud til pause, men jeg blev siddende. Beundrede mit eget værk, med Mrs. Hester lige bag mig. "Du godeste!" udbrød hun pludseligt, og trådte et skridt tættere på. "Du er jo enestestående! Simpelthen fantastisk!" Hun bar lærredet hen i lyset, og bad mig gå til pause. Intet mere, intet mindre. Jeg forlod lokalet uden et ord, og fandt frem til de andre piger. Sammen fulgtes vi til historie, langtrukkent og uinspirerende, kun med fokus på spisepausen. Derfor var det også en lettelse, da det endelig blev tid. Vi satte os på vores sædvanlige pladser, ved vores sædvanlige bord og spiste den sædvanlige frokost. Det var blevet en rutine allerede. 

"Forresten, Rose" begyndte Felicia, med munden fuld af mad. "Har du set Nialls billede på instagram? Er det ikke din bil i baggrunden?" Hun vendte hurtigt telefonen mod mig, og rigtignok var min bil i baggrunden af ham og drengene på billedet, der var taget natten forinden på parkeringspladsen. Jeg trak på skuldrene. "Det kunne være hvilken som helst bil" svarede jeg modvilligt, og fortsatte med at spise. Hun mumlede noget utydeligt, og nikkede med hovedet i retning mod indgangen. "De kommer der". Jeg vendte mig langsomt om, og rigtignok kom de gående ind. Som sædvanlig blev der stille, imens de gik mod deres bord. "Hvorfor er folk egentlig så bange for dem?" mumlede jeg uvidende, og holdt fokus på Harry.

Han stirrede direkte tilbage på mig, eller sådan føltes det ihvertfald, for jeg kunne ikke rigtig se det grundet solbrillerne. Pigerne kiggede forsigtigt rundt på hinanden, og jeg rømmede mig. "De bankede engang to 1-års studerende, bare fordi at de ikke brød sig om dem. De endte begge på hospitalet, men der blev aldrig rejst tiltale. Alle er decideret bange for dem". Jeg gjorde hurtigt store øjne. Jeg havde opfattet at de var idioter, men at banke to gutter på min alder, på baggrund af det? Endnu engang blev jeg revet ud af mine egne tanker, da Melody spurgte hvad fuck der skete, og jeg kiggede op. Harry var gået direkte forbi deres bord, selvom resten af drengene havde sat sig, og havde kurs mod os.

"Fuck" mumlede jeg diskret, men højt nok til de kunne høre det. Jeg holdt fokus på min mad, og kiggede ned i bordet. Ikke længe efter kom en skygge til syne, og jeg kunne fornemme han stod foran mig. Jeg kiggede langsomt op. Han havde som altid hætten over hovedet, solbrillerne på og hænderne i lommen. Melody, Felicia og Claudia sad som forstenede og gloede på ham, med en blanding af skræmte og forelskede følelser. 

"Rose" udbrød han, og spændte kæben. "Jeg skal tale med dig, nu". 

Jeg fugtede forsigtigt mine læber, og kiggede rundt. Alle havde øjnene på os. "Jeg er lige ved at spise frokost, men hvis du..." mere nåede jeg ikke at sige, før han havde grebet hårdt fat om min arm og hevet mig op på benene. Han slæbte mig hurtigt mod udgangen af kantinen, og jeg kunne ikke gøre andet end at følge med. Gangen var øde, og han skubbede mig hurtigt op ad væggen ved skabene, og placerede sin venstre hånd på muren ved siden af mig. Jeg sank en klump, og han tog solbrillerne af.

"Velgørenhedsfesten, for lidt over et år siden." hvæsede han, næsten som om at han var vred. Jeg kiggede ned i jorden, men han tvang mig til at se op igen. "Hør, jeg har forandret mig meget siden dengang" begyndte han, og kiggede skiftevis på mit højre og venstre øje. "Men jeg husker sagtens hvordan jeg var, og du så den gode side af mig. Hvis jeg på nogen måde har skræmt dig, var det ikke meningen at det skulle ende sådan her. Jeg skal nok lade dig være i fred".

Han fugtede langsomt sine læber, og så sultent på mig. Jeg sank endnu klump, og nikkede svagt. "Tak". Han fjernede sig ikke, men blev stående og holdt øjenkontakt. Hvis jeg kiggede ned, fik han mig til at kigge op igen. Det var underligt, men betagende. Jeg skiftede imellem at turde stå op for mig selv, og næsten pisse i bukserne ved synet af ham og drengene. "Hvad skal du fredag?" spurgte han så pludselig, og jeg løftede begge øjenbryn. Jeg grinte svagt.

"Hør. Jeg ved ikke lige hvad der sker, men du skal holde dig fra mig. Nej, tak for tilbuddet, men jeg skal ikke ud med dig. Ikke sådan som du opfører dig. Det er en smagssag". Jeg prøvede at gå, hvilket fik ham til at smække den anden hånd op, på den anden side af mit hoved. Et lavt grin undslap hans læber. "Jeg holder fest. Du burde komme". Jeg tog en dyb indånding og flovede mig så inderligt over hvad jeg lige havde sagt, men takkede igen nej. Han blev ved med at grine. "Sødt. Jeg sender dig informationerne over facebook. Ses fredag!"

Med de ord ringede det ind til time, hvorefter han skubbede sig væk fra muren og efterlod mig tom for ord. 

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...