Clouds

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 3 dec. 2017
  • Status: Igang
19-årige Rosemary Adams flytter henover sommerferien til London for at studere, som følge af at hun bliver smidt ud hjemmefra. Nervøs (men håbefuld) starter hun på linjen for talentfulde unge, og bliver straks taget under vingerne af tre klassekammerater. Sammen tager de med hende ud og udforsker byen, og opdaterer hende på de ting som hun har brug for at vide om skolen og eleverne - Blandt andet om gruppen der styrer skolen, bestående af 4 drenge. Dem der altid havner i ballade, og bruger piger som var de legetøj. Men virker ham den ene ikke bekendt? Rosemary er stensikker på at hun har mødt ham før, og da det går op for hende hvor, prøver hun for alt i verden at undgå ham. Det er bare svært at undgå skolens populæreste dreng, som altid får sin vilje.

96Likes
106Kommentarer
81351Visninger
AA

14. THIRTEEN

 

THIRTEEN

Komplet stilhed. Tre hårde bank på døren, var hvad der fik os til at fare op. Jeg hev min trøje over hovedet, og Harry fumlede med at få sine jeans på benene. Bankene fortsatte, så jeg gik forsigtig over til døren og kiggede igennem dørspionen, hvor to politibetjente kom til syne. Det var som om, at alting gik i stå. Hvad ville de hos mig? Jeg trådte et par skridt tilbage, og Harry - som havde fået bukserne på, og var igang med at hive sin hoodie over hovedet - gav mig et undrende blik, og kiggede selv igennem dørspionen. Med rynkede bryn kiggede han tilbage på mig, og jeg trak på skulderne, indikerende at jeg ikke vidst hvad der forgik. I en let bevægelse hev han døren op, og forvirrede fuldstændig betjentene. "Harry?" mumlede den ene med et smil, og gav ham hånden.

"Længe siden! Har du opført dig ordentligt?" Harry brød ud i grin, og nikkede ivrigt. "Selvfølgelig. Men hvad laver i her?". Jeg gik forvirret tættere på, og de to betjente blev straks seriøse da de så mig. Det havde Harry dog ikke opfattet, så han hev mig hurtigt tættere på med et smil, og introducerede dem for mig. "Det her er Parker og Zabka. Dengang jeg altid blev rodet ud i problemer, gav de mig et venligt lift til politistationen. Gode tider!". De gav mig hurtigt hånden, og inviterede sig selv indenfor. Mit hjerte pumpede hurtigere end nogensinde før, og jeg kunne knapt nok være i min egen krop. Vi satte os rundt om køkkenbordet, og alvoren begyndte langsomt at gå op for Harry, så han spurgte ind til, hvad problemet var. Betjent Zabka, som der stod på hans navneskilt, hev et gammel billede frem af min mor, og lagde det på bordet foran mig. 

"Er det din mor?" mumlede han, og jeg nikkede. De stillede mig en lang række spørgsmål, en masse der involverede b.la. min stedfar og min barndom, før de kom til sagen. "Mrs. Karen Adams blev fundet i sit hus imorges af en veninde, afgået ved døden". De gav mig et øjeblik til at komme mig over situationen, og jeg blev siddende i stilhed. Jeg hverken græd eller flippede ud - jeg sad der bare, uden den mindste reaktion. Det forvirrede tydeligvis dem alle 3, som ikke vidste hvordan de skulle tackle situationen. Harry lagde forsigtigt sin hånd på min ryg, og strøg den let. Men jeg var ikke ked af det. Jeg var heller ikke glad, selvfølgelig, det var min mor - men med alt det hun havde tilladt min stedfar at gøre mod mig, kunne jeg bare ikke reagere. Jeg fortsatte med at kigge ned, og betjent Parker rømmede sig.

"Det er tydeligvist en... tragisk tid" begyndte han, og holdte en kort pause. "Men vi har grund til at tro, at hun ikke afgik ved døden af naturlige årsager. Din stedfar, Jonathan Matthews, er forsvundet, og vi tror at han er indblandet. Kan du fortælle os lidt om ham?" 

Jeg kiggede forsigtigt op på Harry, som nikkede ned til mig - og så gik jeg egentlig bare i gang med at fortælle. Alt det jeg lige havde fortalt Harry, omkring 20 minutter forinden, og mere til. Han var selv overrasket over flere af tingene jeg sagde, men jeg kunne jo ikke lyve over for betjentene. Når jeg kom til de 'voldsomme' episoder, måtte jeg flere gange stoppe for ikke at bryde ud i gråd. Jeg viste dem også mærkerne jeg havde på halsen fra hans cigaretter, og arene fra flaskerne. Da det blev for meget, stoppede betjent Zabka mig. "Hvorfor har du ikke meldt ham?" var hans eneste kommentar. Jeg trak på skuldrene, men han kunne sagtens se at der lå mere bag, så han spurgte igen. Jeg tog en dyb indånding, og holdt øjenkontakt med Harry imens jeg forklarede.

"Han truede mig. Hver eneste gang han havde slået, brændt eller sparket mig, undskyldte han altid, og sagde at jeg ikke måtte fortælle det til nogen. Og hvis jeg ikke adlød, og bestemte mig for at fortælle det til nogen, truede han mig på livet. Mere bestemt sagde han, at han ville komme efter mig, og banke mig hårdere end nogensinde før. Det skræmte mig nok til, at jeg holdte tæt. I dagene før jeg tog afsted til London, truede han mig med det igen. Bare for at være sikker på, at jeg virkelig havde forstået det." 

Resten af morgenen var sløret. Jeg tog ikke i skole, og Harry blev hos mig. Jeg sov i et par timer, og vågnede omkring klokken 12, ved duften af bacon. Langsomt kom jeg på benene og ud i køkkenet, hvor Harry stod og lavede 'sen morgenmad', som han selv kaldte det. Bacon, spejlæg, cocktailpølser og hvad der måtte høre til - selv juice og kakao havde han skaffet. Han måtte have handlet ind, imens jeg sov. Jeg gik forsigtigt hen imod ham, og gav ham et kram bagfra. Han blev tydeligvist en smule forskrækket, men blev stående inde over komfuret, og drejede sig en smule rundt for at kunne se mig. Et lille smil fandt vej til hans læber, og jeg blev ved med at kramme ham. "Du er oppe" mumlede han, og jeg tog en dyb indånding. Sagde ingenting. Krammede ham bare.

Han vendte sig hele vejen rundt så vi stod ordentligt foran hinanden, og gav mig et kys på panden. Jeg smilte let, og han nussede mit hår. Jeg ville ønske at jeg kunne fryse præcis det øjeblik, og blive der bare en smule længere, men vi endte med at trække os fra hinanden, før det skiftede fra sødt til akavet. Først efter at vi havde sat os til rette, han havde stillet to tallerkener på mit køkkenbord, stillet alt maden og hældt op til os begge, brød jeg tavsheden med et forsigtigt 'tak'. Han rynkede brynene, og kiggede han på mig. "For hvad?" Jeg trak på skuldrene, og kørte gaflen rundt på min tallerken. Jeg var ikke sulten. "Alt" mumlede jeg, og tog mod til mig. "For at lytte, for at håndtere situationen ordentligt. For ikke at gå, efter du fandt ud af alt det rod jeg er indblandet i". Jeg kunne mærke tårerne presse på, men jeg havde grædt for mange gange til, at jeg ville give dem frit løb igen. Der var et eller andet i mig, der var begyndt at se Harry i et anderledes lys.

Efter at jeg havde lært ham ordentligt at kende, og forstået hvilke hemmeligheder han gik rundt med. Han sagde ikke så meget, pånær 'selvfølgelig' og 'jeg ikke drømme om at gå'. Han gik igang med at spise, og jeg fortsatte med at køre min gaffel rundt på tallerkenen. Han ville jo ikke kunne undgå at opdage det i sidste ende, hvis han var færdig og min tallerken var fuld, så jeg gjorde noget jeg ikke var stolt af. 

"Hørte du det?" mumlede jeg, og kiggede ud i entréen. Harry rystede hurtigt på hovedet, og tørrede sig om munden med sin serviet. "Jeg tror, at der var nogen der bankede på. Vil du ikke kigge?". Han nikkede, stadig uden at sige noget, og i det sekund han rundede hjørnet for at se efter, fór jeg op. Jeg greb hurtigt min tallerken og skubbede al maden ned i skraldeposen, pånær spejlæggene, og satte mig tilbage på min plads før Harry kom ind. "Der var ikke nogen" mumlede han, og satte sig igen. Jeg spiste langsomt af æggene, og han begyndte at tale om alt imellem himmel og jord. Vi blev siddende i en halv time, før han begyndte at tage af bordet, og spurgte mig om jeg skulle have mere mad. "Ellers tak, jeg er stopmæt!". Han gav mig et lille smil, og sammen ryddede vi af og vaskede af.

Jeg havde jo ikke en fancy opvaskemaskine, som han ellers have pralet med. Han vaskede af, og jeg tørrede og satte på plads, da jeg ikke ville gøre min gips på armen våd. Da han blev en tand for flabet, fik han dog et lille sprøjt med opvaskesæben, og det fortrød jeg med det samme. Et kæmpe smil fandt vej til hans læber, før han satte i løb efter mig. Min lejlighed var ikke særlig stor, men jeg havde heldigvis en lille køkken-ø, som jeg kunne løbe rundt om. Jeg skreg og grinte, og hørte for første gang et rigtigt Harry-grin. Han fangede mig hurtigt og holdte mig tæt ind til ham, imens han oversprøjtede mig med opvaskesæben. Jeg skreg ihærdigt, men kunne ikke komme fri. "HARRY, NEJ" råbte jeg forbavset, da han skulle til at tvære det i håret på mig. Han grinede højt, og jeg rykkede så hårdt i ham, at vi begge faldt omkuld.

Vi tumlede rundt på gulvet, med højt humør, før han endelig fik overmandet mig, satte sig på min mave og holdte mine arme nede. "Nogen sidste ord, Rosemary?" mumlede han sleskt, og jeg rykkede hurtigt mit hoved hen til hans arm, og gav den et grundigt slik med tungen. Han gispede forbavset ved synet, og oversprøjtede mig endnu engang med opvaskesæben, så meget at den blev tom. Først da jeg ikke kunne få luft, fordi vi begge to grinede så meget, rullede han ned og lagde sig ved siden af mig på gulvet.

Efter et par minutter rejste vi os dog, og jeg gik hen til vasken igen, og op på min lille, hvide skammel. Vasken var nemlig ret højt oppe, så jeg stod på den når jeg skulle vaske op. "Har du egentlig en højtaler?" spurgte han så pludselig, og jeg nikkede hen imod den, med et spørgende blik. Uden varsel satte han sin telefon til, og blæste os nærmest omkuld med en sang fra hans playliste. Jeg kendte den ikke, men den var ret fængende, så han hev mig ned fra skammelen, og svang mig rundt på køkkengulvet.

Jeg grinede let over hans forfærdelige dansetrin, men var taknemmelig for at have fået lov til at overvære dem. Jeg var heller ikke den bedste danser selv, men jeg lod mig rive med, og sammen dansede vi til max volumen, indtil min underbo bankede på hendes loft/mit gulv, og jeg skyndte mig at skrue ned. "Sjovt som det end er, kalder arbejdet" mumlede jeg, og han nikkede. Det tog ikke særlig lang tid at blive færdig, men der var et spørgsmål der knugede i mig, og pludselig røg det bare ud. Det overraskede Harry, men jeg var ligeglad. Jeg var nødt til at spørge. 

"Jeg ved godt, at du ikke ville svare på det. Men hvorfor er jeg anderledes, end de 43 andre piger?" 

Han rømmede sig, og tænkte længe over om han skulle sige det. Det var indtil han kom med et forslag om, at han ville fortælle mig det HVIS; jeg fortalte om perioden efter jeg fyldte 13 år. Jeg rystede på hovedet, og gik væk fra ham. "Bare glem det så". Han sukkede højlydt, og jeg vendte mig irriteret om imod ham. "Sukkede du lige af mig?" Han nikkede og fnøs. Det mest flabede svar, man nogensinde kunne give. "Du er simpelthen for meget Harry! Kan du ikke bare respektere mit privatliv?" Jeg blev stående i et kort øjeblik, og han begyndte at grine. Han grinede af mig, når jeg prøvede at være seriøs. Det betød meget for mig, men han forstod det bare ikke.

"Fuck dig" var min sidste kommentar, inden jeg skiftede til noget ordentligt tøj, greb min jakke og hoppede i mine sko. Jeg smækkede døren hårdt efter mig, og løb ned af trapperne. Ikke længe efter blev den hevet op igen, og han skreg mit navn i hele opgangen. Jeg havde virkelig ikke overskud til det, så jeg blev ved med at gå. Ud på parkeringspladsen og hen til min bil, som jeg hurtigt satte mig ind i og kørte væk i. Jeg vidste ikke hvem jeg skulle tage hjem til, for tingene mellem pigerne og jeg var stadig en smule akavede, så det ville være plan b. Så jeg kørte bare. Uden at vide hvorhen, for jeg kørte bare. Et kvarter blev til en halv time, og en halv time blev til en hel - og pludselig holdt jeg ude foran Louis' villa. Jeg fortrød hurtigt at jeg var kørt herhen, men i samme øjeblik som jeg tændte motoren igen, bankede han på vinduet ved passagersædet og skræmte livet af mig. "Rose?" udbrød han undrende, da jeg åbnede døren og trådte ud. Jeg skulle til at forklare mig selv, da han hev mig et i kram og rystede på hovedet. "Du behøver ikke forklare. Kom med"

Vi gik hurtigt indenfor, og havde en fantastisk dag/aften. Selvom Louis havde virket som en nar de første gange jeg havde mødt ham, var han faktisk helt okay. Mere end okay, han var en fantastisk ven! "Måske overreagerede jeg" udbrød jeg, og endte alligevel med at forklare mig selv. Det var bare fordi at Harry havde den effekt på mig, han pissede mig af på ingen tid, selv de mindste ting tændte mig af. "Det er fordi du har følelser for ham" mumlede Louis, og afbrød mine tanker. Jeg brød ud i grin, og benægtede straks, men han fik mig på andre tanker. Louis, altså.

Men det var ikke som sådan fordi jeg havde følelser for Harry, han var bare blevet sødere, efter han var begyndt at behandle mig anderledes. På den anden side, havde han droppet samtlige 43/43 piger han havde været sammen med, og risikoen for at jeg bare var den næste i rækken, var stor. Så jeg afholdte egentlig mig selv fra at føle noget for ham, af frygten for at blive dumpet. Kunne man sige det sådan? "Du har ret, Louis" erkendte jeg, og gav ham et kæmpe kram. "Jeg kører hen til ham nu, og fortæller ham hvad jeg virkelig føler!" Jeg løb hurtigt ud til min bil, og kørte hen til Harrys hus. Jeg ringede hurtigt på ved porten, men der var intet svar. Garagen stod åben og hans bil var væk, så jeg gik ud fra at han stadig var hjemme hos mig. Perfekt! Jeg satte kurs mod min lejlighed, spænede ind og ledte efter ham. Hans sko var ikke i gangen, og hans jakke hang ikke på knagen. Hvor kunne han så være?

Jeg ringede forvirret Louis op, og fortalte ham om situationen. "Det ligner ikke Harry" mumlede han, og holdt en længere pause. "Vent der. Jeg henter de andre drenge, og så mødes vi hos dig". Jeg gik hurtigt med til det, og vi smed begge røret på. Et kvarter efter stod både Louis, Liam og Niall i min opgang, og jeg lukkede dem ind. Vi satte os ved køkkenbordet, og de prøvede alle tre på skift at ringe til ham, men han tog den ikke. "Det er virkelig ikke godt!" udbrød Niall, og vi bestemte os for at tage ud at lede efter ham, på hans yndlingssteder. Jeg kiggede hurtigt over på klokken, som afslørerede at den var 20:43. "Vi mødes her igen klokken 22:00. Louis, du tager hans yndlingsrestauranter. Niall, du tjekker bibliotekerne han nogengange tager hen, når han er nede. Jeg tjekker hos familie og venner, og Rose, du får en liste over forskellige klubber og barer. Er i på?" udbrød Liam, og de andre drenge gik hurtigt med til det. Jeg rømmede mig, og rystede på hovedet. "Jeg er ikke 21 endnu, så jeg kan ikke komme ind". Liam så en smule pinlig berørt ud, og nikkede. "Du bytter bare med Niall så". Vi fik hurtigt aftalt resten, og tog ud for at lede. 

22:03

Jeg drejede hurtigt ind på parkeringspladsen ved min lejlighed, hvor de tre drenge stod og røg imens ventede på mig. "Intet nyt" mumlede jeg da jeg steg ud, og de nikkede alle tre. Heller ikke hos dem. Panikken bredte sig langsomt i min krop, for jeg vidste jo at han kunne skifte fra manisk til deprimeret, på et splitsekund. Hvad hvis nu, at han havde gjort noget dumt? Liam hev mig hurtigt ind i et kram, og vi blev alle 4 stående udenfor. "Vi skal finde ham, og vi skal finde ham nu" mumlede Niall, og jeg nikkede. "Nu."               

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...