Clouds

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 6 aug. 2017
  • Status: Igang
19-årige Rosemary Adams flytter henover sommerferien til London for at studere, som følge af at hun bliver smidt ud hjemmefra. Nervøs (men håbefuld) starter hun på linjen for talentfulde unge, og bliver straks taget under vingerne af tre klassekammerater. Sammen tager de med hende ud og udforsker byen, og opdaterer hende på de ting som hun har brug for at vide om skolen og eleverne - Blandt andet om gruppen der styrer skolen, bestående af 4 drenge. Dem der altid havner i ballade, og bruger piger som var de legetøj. Men virker ham den ene ikke bekendt? Rosemary er stensikker på at hun har mødt ham før, og da det går op for hende hvor, prøver hun for alt i verden at undgå ham. Det er bare svært at undgå skolens populæreste dreng, som altid får sin vilje.

93Likes
105Kommentarer
62895Visninger
AA

25. TENTY-FOUR

 

TWENTY-FOUR

"Du er simpelthen for ulækker" mumlede Louis med et grin, da vi efter en halv time endelig fik serveret vores pizzaer. Jeg sparkede ham hårdt over skinnebenet under bordet med et smil, inden jeg gik igang med det første stykke og sørgede for at tage det med flest ananasskiver på, til hans store frustration. Louis var åbenbart ikke den største fan af hawaii-pizzaer. Derfor fortsatte han også med at tale om det i hvad der føltes som en evighed, indtil Liam endelig bad ham holde kæft, så han kunne få noget madro. 

Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til Harry ud af øjenkrogen, og de blikke han sendte os. Han havde før givet udtryk for at han ikke brød sig om det der forgik mellem Louis og jeg, selvom jeg gentagende gange havde forklaret ham, at han ikke skulle bekymre sig. Jeg lod hurtigt min hånd glide ned ad hans lår, indtil det varme, beroligende smil fandt vej tilbage til hans læber. 

"Jeg forstår seriøst ikke, hvorfor i ikke kommer sammen officielt" hviskede Niall fra min anden side, så der ikke var andre der kunne høre ham. "Det er kompliceret" hviskede jeg tilbage, og han gav mig et opgivende blik. Stort set alle vidste efterhånden, hvad der forgik mellem os. Alle på skolen, alle udenfor skolen - men det kunne Harry åbenbart ikke se. Hvis han spurgte mig om vi skulle komme sammen nu, ville jeg uden at tøve svare ja. Jeg var virkelig faldet for ham, og det var slemt.

Måden som hans nissehue sad på skrå og tillod hans krøller at stikke ud i toppen, var noget af det sødeste jeg nogensinde havde set - men havde det været for et halvt år siden, ville han i mine øjne have lignet en idiot. Der var sket meget. 

"Hvor lang tid kan det tage at spise en pizza, Rose?" mumlede han med et grin, da jeg havde siddet i mine egne tanker og knapt nok var kommet halvvejs igennem. Stedet var efterhånden tømt for mennesker, så vi måtte have siddet her i et stykke tid - eller også var det bare mere normalt at bestille take-out, aftenen før juleaften. "Jeg kan ikke spise mere, så jeg tager resten med tilbage". De nikkede alle sammen synkront og vi fortsatte udenfor, hvor Harry tog min hånd og forslog om vi skulle gå en tur. Et bredt smil fandt vej til mine læber, imens jeg nikkede. "Der er intet jeg hellere vil, lige nu". 

De andre drenge havde allerede sat sig ind i bilen for at vente, da vi informerede dem om vores planer. Liam havde fundet sit sædvanelige 'åh-hvor-fucking-kæreste-agtigt' ansigtsudtryk frem, imens både Louis og Niall hang ud af vinduerne for at lave kysselyde. Jeg rystede hurtigt på hovedet, og smed min pizzabakke ind på bagsædet. "Vi ses senere, gutter" afsluttede Harry med, og derefter var de kørt.

"Så" halvhviskede jeg, og svang vores sammenlåste hænder frem og tilbage i luften. "Hvor har du lyst til at gå hen?"

Han gav min hånd et lille klem, og hev mig ind i et kram. "Hvor end du vil hen, Rose". Jeg blev stående i krammet i et øjeblik, og behøvede ikke at sige noget. Vi stod bare i gadebilledet og holdt øje med alle menneskerne der fór forbi, hvoraf de fleste var last-minute-shoppers som lige skulle nå at købe de sidste par gaver, inden det officielt var juleaften om mindre et døgn. Det var allerede halvmørkt på trods af at klokken kun var lidt over fem, men gaden var godt belyst af alle gadelamperne og butikkerne, så det gjorde mig ingenting. 

"De har alle sammen så travlt" sukkede Harry, og rystede på hovedet. "De burde sætte farten en smule ned, og nyde omgivelserne. Julen varer ikke forevigt"

Jeg skubbede mig væk fra hans krop, stadig med hænderne placeret på hans arme og med et smil på læben, imens jeg rystede på hovedet. "Det er sandt, at julen er en travl tid - det kan føles som en masse arbejde, specielt for alle de forældre der gerne vil glæde deres børn. Men når de engang om mange, mange år ser tilbage på alle de gange de har fejret julen, vil de opdage at de har opfundet en masse nye traditioner, og har skabt minder for livet. De minder, gode som dårlige, er hvad der holder familierne sammen - og de ville ikke være blevet til, hvis der ikke var blevet knoklet en tand hårdere end normalt".  

Jeg trak på skuldrene, som var det bare en tilfældig tanke der havde strejfet mig, men det var noget jeg tænkte over hvert eneste år når vi nærmede os december. Harry derimod, stod målløs tilbage. "Du skuffer mig aldrig, Rose. Jeg vidste ikke at du havde sådan en dyb tankegang". Det vidste jeg egentlig heller ikke selv.

"Jeg tror det er fordi, at jeg aldrig fik lov til at opleve sådan nogle ting med min familie. Min far og min bror var ude af mit liv før jeg vidste af det, og min mor og stedfar var slet ikke den type mennesker, der gik op i helligdage og højtider. Vi var aldrig ude i sneen, ude og stå på skøjter eller på julemarkeder. Men jeg kunne godt lide at tænke på de børn der var heldige nok til at have forældre, der tog dem med til den slags ting. Det gjorde min jul en smule bedre". 

En lille tåre gled ned af min kind, selvom jeg ikke var ked af det. Den efterlod en våd stribe ned af min kind, der hurtig blev kold og fik mig til at fryse. Harry tøvede ikke med at tørre den væk, og plantede et kys i panden på mig. "Jeg er ked af, at du voksede op med de forkerte mennesker" mumlede han, og lagde sine fingre under min hage for at få mig til at kigge op. "Men jeg kan ikke understrege hvor lykkelig jeg er, for at du er her nu. For jeg er virkelig fucking forelsket i dig, og hvis du giver mig lov, vil jeg gerne kunne kalde dig min kæreste". 

Mine øjne mødte hurtigt hans, og jeg tøvede ikke da jeg svarede ja. 

Jeg plantede et kys på hans læber, som han hurtigt gengældte med et smil. Han tog endnu engang fat om mine hænder, og denne gang hev han mig ned ad gaden, fast besluttet på hvor vi skulle hen. Jeg spurgte ind til det, men hans eneste svar var 'det får du at se', og det kan i bande på at han mente - for ikke så langt derfra, omkring et kvarters gang fra pizzeriaet, lå det smukkeste julemarked jeg nogensinde kunne have drømt om at se. Guirlander og farvede lys prydede porten der skulle forstille at være indgangen, og en venlig gammel dame tog imod os i billetlugen. "Åh, hej Harry min dreng! Hvordan har du det?" udbrød hun ved synet, og kiggede derefter ned på mig. 

"Fantastisk, tak. Det her er Rosemary - min kæreste"

Hun slog straks øjnene op, og halvjublede med et smil. Hun introducerede sig selv som Meredith, en af Beryls veninder, og udspurgte mig om en masse ting. Jeg kunne knapt nok nå at svare på det ene spørgsmål, før det næste blev stillet.

"Nej, men jeg skal da ikke opholde jer her! Kan i så komme ind på markedet, og se jer lidt omkring - i skal ikke tænke på entréprisen, den klarer jeg". Vi sagde pænt tak og Harry hev mig med ind, og jeg vidste slet ikke hvor jeg skulle gå hen først. Boder, skydetelte og forlystelser i massevis, hvilket var noget jeg aldrig før set med mine egne øjne eller besøgt. 

"Harry, jeg..." begyndte jeg, men kunne ikke finde de rigtige ord. Jeg var målløs. 

"Bare rolig, Rose. Jeg ved hvad du vil sige - og jeg tror, at jeg ved hvor vi skal starte". Han guidede mig videre ned af en af vejene, hvor vi besøgte hver eneste bod og hvert eneste skydetelt. Efter at have købt mindst 10 forskellige juledekorationer, og efter at han havde vundet en kæmpe teddybjørn med teksten 'my hearts is yours' skrevet på tværs af maven til mig, nåede vi frem til hvad der skulle vise sig at være skøjtebanen. Jeg havde aldrig før stået på skøjter, men han fik alligevel fundet et hvidt par i størrelse 38 til mig, og hevet mig med ud på isen. 

Skøjtebanen var kæmpestor, men alligevel var der kun et dusin mennesker udover os. Sød musik blev spillet fra højtalerne, og endnu flere farvede lys hang i snore i luften, på tværs over os. Det var et fantastisk syn. 

Jeg holdte trofast fat i indhegningen, af frygt for at falde. "Rose, der sker ikke noget" forsikrede Harry mig om, og tog fat om mine hænder. De var egentlig pakket ind i verdens største par luffer, som han havde købt til mig i en af boderne. Mine hænder havde åbenbart været for kolde. "Stol på mig".

Med de ord tog jeg en dyb indånding, og gav slip. Imens Harry forsigtigt skøjtede baglæns og førte mig frem, stod jeg på egne ben. "Jeg gør det! Jeg skøjter!" udbrød jeg ivrigt, og observerede hvordan hele hans ansigt lysnede op og hvordan han begyndte at grine. "Jeg er stolt af di - " 

Mere nåede han ikke at sige, før jeg overmodigt skøjtede lidt for langt frem og faldt forover. I et forsøg på at gribe mig faldt Harry også, og så lå vi der og rodede rundt på isen. Hverken ham eller jeg kunne stoppe med at grine, og derfor blev vi liggende. Jeg forstod ikke hvad han mente, da han pludselig begyndte at pege op i luften, men da jeg endelig fik vendt mig om og kigget, gik fyrværkerishowet igang. Jubel fra de øvrige julemarkedsgæster kunne høres på hele skøjtebanen, og vi kom på benene og så showet færdigt. Røde, blå, hvide og gule farver prydede himlen, og før jeg vidste af det, havde Harry vendt mig om.

"Rose, jeg tror..." begyndte han en smule nervøst, og lagde sin pande på min. "Jeg tror, at jeg elsker dig"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...