Clouds

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 6 aug. 2017
  • Status: Igang
19-årige Rosemary Adams flytter henover sommerferien til London for at studere, som følge af at hun bliver smidt ud hjemmefra. Nervøs (men håbefuld) starter hun på linjen for talentfulde unge, og bliver straks taget under vingerne af tre klassekammerater. Sammen tager de med hende ud og udforsker byen, og opdaterer hende på de ting som hun har brug for at vide om skolen og eleverne - Blandt andet om gruppen der styrer skolen, bestående af 4 drenge. Dem der altid havner i ballade, og bruger piger som var de legetøj. Men virker ham den ene ikke bekendt? Rosemary er stensikker på at hun har mødt ham før, og da det går op for hende hvor, prøver hun for alt i verden at undgå ham. Det er bare svært at undgå skolens populæreste dreng, som altid får sin vilje.

93Likes
105Kommentarer
63111Visninger
AA

11. TEN

 

TEN

De stirrede. Det var umuligt at finde en person på skolen den dag, som ikke talte om Harry og jeg. Min indbakke blev spammet, og jeg så mig nødsaget til at slukke min telefon, da notifikationerne blev for meget. Men det var først ved spisepausen. Inden da, da Harry førte mig ind på skolen, var hans arm låst fast om mig. Ikke fordi at jeg prøvede og komme fri, men hvis jeg gjorde, ville det ikke kunne lade sig gøre. Han sagde ingenting. Fortsatte bare med at tygge tyggegummi, køre sin hånd igennem sit hår og se dødhamrende lækker ud. "Harry, hvor skal vi hen?" mumlede jeg lavmælt, da det gik op for mig at vi var på vej ud igen, af skolens bagdør. Et meget diskret smil fandt vej til hans læber, men han svarede ikke. Ude i baggården (som jeg ikke anede fandtes), stod resten af drengene og røg bag et skur. Det var en direkte overtrædelse af skolens regler, og de kunne i princippet blive smidt ud for det. 

De smilte ved synet af os, og Louis hev mig som den første ind i et kram, efterfulgt af Niall og derefter Liam. En lille del af mig havde det stadigvæk dårligt i deres selskab, men jeg var efterhånden alt for involveret i deres problemer, til at lade som ingenting. "Hvordan har armen det?" spurgte Niall pludselig, og hev mig ud af mine egne tanker. Jeg trak på skuldrene som svar. Den gjorde stadig ondt, det var ingen hemmelighed. Men det var blevet bedre. Harry og Louis var også på talefod igen, og der så ikke ud til at være problemer mellem dem længere. Heldigvis! Et par minutter skred forbi, hvor de stillede mig spørgsmål om alt mellem himmel og jord. Mest spørgsmål om min familie og mit liv i Leeds, men det var ikke alt jeg havde lyst til at svare på, så jeg talte udenom. Jeg kunne se at Harry lagde mærke til det, men han lod det heldigvis ligge, da klokken ringede. De virkede dog ligeglade, for de rykkede sig ikke så meget som en centimeter, men det kunne jeg ikke rigtig tillade mig. "Jeg har altså fysik nu, så jeg må hellere smutte ind" mumlede jeg, og bakkede langsomt hen mod døren. Drengene nikkede og sagde at vi bare kunne tales ved senere, og jeg gav dem en tommel-op.

Jeg fandt hurtigt ned til fysiklokalet, og til mit store held var Mr. Thompsen ikke dukket op endnu. Felicia og Melody sad sammen ved et af de forreste borde, og talte med Claudia som sad alene ved bordet ved siden af. Jeg gik forsigtigt hen imod dem, men da de fik øje på mig, skyndte Claudia sig at sætte sin taske på den ledige stol ved siden af hende, så der ikke var plads til mig. "Beklager, her er optaget" var hendes eneste kommentar. Jeg nikkede forsigtigt og gik ned bagerst i klassen, til det eneste andet ledige bord, alene. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på igennem hele timen, men først da det ringede ud til pause - og jeg spænede ud på toilettet - lod jeg dem få frit løb. Det var forfærdeligt at have det sådan. Jeg skulle have timer med dem hele dagen, og jeg var stensikker på at det ville fortsætte sådan. Ifølge skemaet skulle vi have matematik, så da jeg kom ind i lokalet og så at pladsen ved siden af Melody denne gang var ledig, skyndte jeg mig at sætte mig ned, før hun kunne sætte sin taske. 

"Hør piger, jeg er virkelig ked af, at i - " mere nåede jeg ikke at sige, før de alle tre rejste sig op, og fandt nye pladser. Jeg havde tabt. Jeg fulgte ikke med resten af timen, så da jeg pludselig blev hevet op til tavlen for at løse en logaritme, var jeg lost. Pigerne grinede lavmælt, men lagde ikke skjul på det. Jeg samlede hurtigt mine ting sammen da det ringede ud, og ventede til at alle havde forladt klassen. Derefter gik jeg ind i kantinen, hvor de fleste havde fundet hen til deres sædvanlige borde. Harry og drengene var der også. Jeg bevægede mig langsomt hen imod kantinedamerne, som gav mig en bakke med 'dagens ret'. Kartoffelmos, ærter og et stykke brød. Ikke ligefrem appetitligt.

Jeg spejdede hurtigt over imod drengenes bord, hvor Harry havde spottet mig, og holdt øje med mig. Han gav mig et diskret smil og løftede hurtigt øjenbrynene, men jeg skyndte mig at kigge væk. Jeg kiggede et øjeblik over mod mit og pigernes bord, men der hvor jeg plejede at sidde, stod der nu en taske. Jeg løftede forsigtigt min bakke op, og forlod kantinen. Uden at nogen opdagede det gik jeg ud på det nærmeste pigetoilet, og ind i den sidste af de tre båse. Jeg smed hurtigt min mad ud i skraldespanden og gemte bakken bag selve toilettet, før jeg låste døren og satte mig på toiletbrættet. I samme sekund brummede min telefon med en messenger besked, og med håbet om at det var enten Melody, Claudia eller Felicia, skyndte jeg mig at låse den op. Det var Harry.

Harry: Hvor er du?

Jeg sukkede, og låste skærmen igen. Et par sekunder senere, endnu en besked - han vidste godt at jeg ignorerede ham.

Harry: Rosemary, svar.
Rose: Er du ikke sød, ikke at kalde mig det?
Harry: Jeg spurgte dig om noget.
Rose: Jeg er på toilettet. Skulle tisse. Er det ulovligt?
Harry: Med din frokost?
Rose: Nej, selvfølgelig ikke.
Harry: Så fortæl mig sandheden.
Rose: Please bare lad det ligge, okay?

Der gik et par minutter uden svar, og jeg åndede lettet op, i troen om at han faktisk lod det ligge. Først da døren til pigetoilettet gik op og et par brune støvler kom til syne uden for båsen, holdt jeg vejret. Det var Harry. Jeg løftede hurtigt mine fødder op, og kunne se at han gik frem og tilbage ude foran. Først da jeg var overbevist om at han skulle til at gå, brummede min telefon i min taske. Panisk rev jeg den op og prøvede at slukke den, men for sent - Harry smækkede døren op med et brag, og stod i døreåbningen. Hans kæbe var spændt, og han så ikke glad ud.

I den ene hånd holdte han sin telefon, som var inde på et opkald. 'Sunshine', for at være mere præcis. "Sandheden" var det eneste han  sagde. Jeg sukkede, og fortalte ham det. Det hele. Hvordan Felicia, Claudia og Melody ikke gad tale med mig, fordi jeg var taget til hans fest alligevel. Hvordan den havde ignoreret mig. Måden de havde rejst sig op og gået væk, i matematik. Det hele. Jeg troede ikke at han ville gøre noget ved det, men i en hurtigt bevægelse hev han mig op, og med ind i kantinen. Igen blev der stille. Den magt han havde over skolen var utrolig, virkelig. Han hev mig med hen til pigernes bord, og de gik fuldkommen i baglås ved synet af Harry. 

"Hvad fuck er der galt med jer?" begyndte han, og hentydede til deres opførsel over for mig. "Nu tager i jer fucking sammen, og behandler Rose ordentligt. Det er ikke hendes skyld, at jeg tvang hende med til festen. Men det er jeres skyld, at i opfører jer som en flok kællinger. Forstår i det?" De stivnede alle tre, og nikkede skiftevis. Han kiggede hen på mig, og trak stolen ud så jeg kunne sætte mig. "Godt". Jeg satte mig hurtigt og forundret, og han skubbede stolen (som jeg sad på) ind under bordet. Uden andre ord, gik han tilbage til drengene. Der gik et par minutter før snakken igen bredte sig i kantinen, og jeg kiggede ned i bordet. Melody var den første til at bryde tavsheden med et undskyld.

"Jeg vidste ikke... Eller, vi vidste ikke, at han havde tvunget dig med" begyndte hun, og de andre piger gav hende ret. "Vi troede bare at du løj for os, fordi du ikke ville have os med". Jeg kiggede forundret op, og de var mindst lige så overraskede som mig. Jeg skyndte mig at fortælle min version af sagen, og de undskyldte en helvedes masse gange. De kunne godt se, at det ikke var okay. Resten af dagen værnede de om mig, og sørgede for at jeg havde det godt. Vi talte, grinede, og de meldte sig ind i gruppechatten igen. Intet mindre end en fantastisk afslutning, på en ellers forfærdelig dag. "Vi havde egentlig aftalt at tage ud og spise. Vil du med?" spurgte Felicia, men jeg rystede hurtigt på hovedet. "Jeg er ikke sulten, ellers tak. Og jeg skal også hjælpe Hunter fra 3." svarede jeg, og de nikkede forstående. Jeg havde jo fortalt dem om situationen, og det med den økonomiske støtte.

Vi krammede hurtigt farvel, og jeg stillede mig ved springvandet foran skolen, hvor jeg havde aftalt at mødes med Hunter. Jeg stod en smule i mine egne tanker, da en hånd hurtigt blev lagt på min skulder, og jeg fór forskrækket op. Jeg vendte mig hurtigt om, og Harry stod med et smørret grin. Jeg viftede irriteret til ham med et grin, og da han igen kunne trække vejret, spurgte han ind til mine planer, og om jeg ville med ham og drengene på bar. "Det er mandag" mumlede jeg, og han trak på skuldrene, som var det underordnet. Jeg sukkede. "Selvom jeg super gerne ville, også selvom jeg ikke er fyldt 21" mumlede jeg ironisk, og tog en dyb indånding - "Så kan jeg ikke. Jeg har planer". Harry rynkede hurtigt panden, og spurgte ind til dem. Jeg nåede ikke at svare, for Hunter brød ind i samtalen, ud af ingenting.

"Hun skal vidst hjem til mig" grinede han, hvilket jeg fandt meget underligt. Han kendte hverken Harry eller jeg, så det var mærkeligt at give sådan et førstehåndsindtryk. Det lød som om at vi skulle på date, eller noget i den retning. Den lille blodåre i Harrys pande begyndte at pumpe hurtigere og hurtigere, så jeg lagde forsigtigt min hånd på hans overarm, for at berolige ham. Hunter stod stadig med et smørret smil på læben, og Harry lignede en der var klar til at tæve ham, hvis jeg havde givet ham lov.

"Harry, rolig" mumlede jeg, og lænede mig ind imod ham. "Vi skal bare studere. Hunter er bagud i geografi og fysik/kemi, og jeg skal hjælpe ham. Intet andet". Jeg havde det mærkeligt med, at skulle forsvare mig selv. Jeg var ikke forelsket i Harry, vi var kun venner. Men det lød virkelig sådan, når jeg blev nødt til at forklare det på den måde. Harry slappede en smule mere af, men spændte stadig i kæben, for at holde vreden inde. "Nå, Mrs. Adams" begyndte Hunter grinende, tydeligvist moret over at jeg var hans 'lærer'. "Jeg har ikke hele dagen. Skal vi komme afsted?". Jeg nikkede, men i samme sekund som jeg tog et skridt hen mod ham, hev Harry mig tilbage. "Du skriver hans adresse til mig, og når du skal hentes.". Jeg nikkede.

Om det var fordi at han var jaloux, eller fordi at min bil stadigvæk stod parkeret hjemme hos ham, vidste jeg ikke. Jeg nikkede bare, og fulgte efter Hunter. Jeg satte mig hurtigt ind på passagersædet, efter at han havde holdt døren åben for mig. Vi kørte i stilhed et stykke tid, før han pludselig brød stilheden, ved at spørge hvor gammel jeg var. Der gik et øjeblik før jeg svarede. "19". Han virkede overrasket, men da jeg spurgte ind til det, slog han det hen. Først da vi var ved at være hos ham, bragte han det op igen. "Du virker bare mere moden."

Jeg kunne mærke varmen brede sig til mine kinder, og han smilte smalt. Mente han da, at 19 var en umoden alder? Jeg tænkte ikke mere over det, og før jeg kunne nå at se mig om, havde han parkeret bilen på parkeringspladsen ved hans lejlighed. Han boede, bogstaveligtalt, i en betonblok. Der var absolut intet fantastisk ved det. Han rømmede sig, og kunne godt se at jeg ikke just var imponeret. Det var bare fordi, at han på hans facebook profil virkede... rig? Samtidig virkede han en smule pinlig over det. Jeg gav ham et smalt smil, som kunne jeg læse hans tanker, og bad ham kigge op på mig.

"Jeg bor meget værre end det her" begyndte jeg, og han lagde hovedet på skrå. "Tro mig. Det varme vand hos mig virker ikke engang!". Han grinede lavmælt, og tog sig til panden. "Mit virker heller ikke!" Efter et par minutter lå vi flade af grin, og diskuterede de ting der ikke virkede hos os. Jeg fortalte om strømmen der hele tiden gik, han fortalte om toilettet der stoppede til. Vi boede begge to som fattige bønder, og det fandt vi hylende morsomt.

Men det hele fik selvfølgelig en ende, og jeg fulgte med ham op. Vi gik igang med at læse lektier, selvom han var meget ukoncentreret, og hele tiden skiftede emne. "Er du sulten?" spurgte han, og jeg rystede på hovedet. En time skred forbi, og vi gennemgik kemiske formler - ironisk nok, fordi jeg selv et par dage forinden, ikke havde fulgt med i kemi. Men jeg vidste alt om det, så det var intet problem. Pludselig mærkede jeg en hånd på mit lår under bordet, og Hunter der hæst udbrød "Du har smukke øjne" og gav mig et smalt smil. Jeg fór forskrækket sammen, og før jeg kunne nå at se mig om, rykkede han sig frem og pressede sine læber mod mine. Det var grænseoverskridende, forkert og det kom ud af ingenting.

Men jeg stoppede ham ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...