Clouds

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 6 aug. 2017
  • Status: Igang
19-årige Rosemary Adams flytter henover sommerferien til London for at studere, som følge af at hun bliver smidt ud hjemmefra. Nervøs (men håbefuld) starter hun på linjen for talentfulde unge, og bliver straks taget under vingerne af tre klassekammerater. Sammen tager de med hende ud og udforsker byen, og opdaterer hende på de ting som hun har brug for at vide om skolen og eleverne - Blandt andet om gruppen der styrer skolen, bestående af 4 drenge. Dem der altid havner i ballade, og bruger piger som var de legetøj. Men virker ham den ene ikke bekendt? Rosemary er stensikker på at hun har mødt ham før, og da det går op for hende hvor, prøver hun for alt i verden at undgå ham. Det er bare svært at undgå skolens populæreste dreng, som altid får sin vilje.

94Likes
106Kommentarer
67473Visninger
AA

17. SIXTEEN

 

SIXTEEN

Drengene var virkelig taknemmelige for at Harry var okay, og at der var kommet styr på tingene.

Vi talte ikke rigtigt om hvad der var sket, for fortid var fortid, og det kunne vi ikke ændre på. Selvfølgelig var stemningen trykket, men jeg var overbevist om, at det nok skulle ændre sig med tiden. Vi brugte hele eftermiddagen på at spille spil på Harrys playstation, hvilket endte ud i en ødelagt controller fra min side af, da jeg altid havde været (og for evigt ville forblive) verdens værste taber. Simpelthen bare fordi at jeg tabte hver eneste runde vi spillede, og fordi at de grinede af mig, kom jeg til at smide controlleren igennem lokalet. Der blev helt stille, og alle øjne var på mig. Jeg havde stensikkert arvet mit temperament fra min mor, for hun var fandme også en strid kælling. Eller, det plejede hun ihvertfald at være, da hun var i live. Jeg havde ikke været med til hendes begravelse, af frygt for at rende på min stedfar - og så selvfølgelig også fordi, at hun altid havde behandlet mig som skrald. Min egen mor.

Jeg havde ikke hørt andet fra betjentene, siden de havde 'afhørt' mig den morgen. Men jeg gad ikke tænke mere over det, da det bare ville sætte en masse andre tanker igang i mit hoved. Jeg trak forsigtigt på skuldrene og vidste ikke rigtig hvordan jeg skulle reagere, så jeg mumlede et forsigtigt 'undskyld' og kiggede ned. "Det er godt nok en aggressiv dame, du har fundet dig" tilføjede Liam med et smil, hvilket med det samme fik mig til at kigge op. Harry trak på smilebåndet, og de andre drenge puffede til ham. "Er i sikre på at i ikke bare er jaloux, fordi at hun er min og ikke jeres?". Den sætning fik mig til at stivne, og endnu engang sad jeg bare mussestille. Glæden boblede i mig, og jeg skulle bruge alle mine kræfter på, ikke at springe op af glæde. De andre drenge jublede højt, fordi de endelig havde fået et bevis på, at der virkelig var noget imellem Harry og jeg. Det var vel egentlig også en slags bekræftelse for mig, kan man sige.

Jeg tænkte ikke over det, men lænede mig indover Niall som sad imellem Harry og jeg, og plantede et kys på Harrys læber. Et forsigtigt et, men nok til at drengene gik amok. "ER I SÅ KÆRESTER NU?" skreg Niall, imens jeg stadig sad lænet indover ham. Harrys blik fór med det samme op, og mødte mit. Hverken ham eller jeg svarede, men blev bare siddende og kiggede på hinanden. Var vi kærester? Jeg kunne ikke finde rundt i det. Niall spurgte endnu engang, og da valgte jeg at rejse mig, og gå hen imod køkkenet, med sætningen: "Klokken er blevet mange, så jeg går igang med at lave aftensmad nu".

Der var en del tumulter i stuen, og først da døren til køkkenet lukkede bag mig, kunne jeg ikke lade være at gå amok. På en stille måde, selvfølgelig. En glædesdans, helt alene, hvor jeg lukkede alle mine svedige dansemoves ud. Jeg fandt gryder og pander frem, fast bestemt på at lave verdens bedste måltid, dog uden at vide hvad jeg ville gå igang med først. "Du virker glad, Adams". Jeg fik verdens største chok ved lyden af Louis' stemme og drejede hurtigt rundt, hvor han stod grinende i døråbningen. "Du må simpelthen ikke forskrække mig på den måde igen, Tomlinson. Jeg er en pige der let bliver skræmt!". Han grinede endnu engang, men det virkede en smule svagt og tvungent. Jeg spurgte ikke ind til det, men observerede hvordan han lukkede døren, og satte sig på stolen ved spisebordet.

"Måske du skulle kaldes Rosemary-bangebuks-Adams istedet, hvis du virkelig bliver skræmt af alting. Hvordan lyder det?". Et falsk smil fandt vej til mine læber, imens jeg overvejende trak på skuldrene. "Tja. Måske du skulle kaldes Louis-der-fik-en-lammer-af-den-nye-pige-og-løb-grædende-hjem-Tomlinson så". Han vidste udemærket godt hvad jeg talte om, og denne gang grinede vi begge. Det var fra dengang jeg stødte ind i Harry, efter jeg havde været til møde med Rektor Pierce, og ufortrødent gav Louis en lammer, fordi at han havde holdt fast i min arm imod min vilje. Heldigvis var det længe siden. Det føltes ihvertfald sådan, selvom det kun var lidt over 4 måneder siden. 

Louis blev siddende med mig i køkkenet, imens jeg lavede resten af maden færdig. Vi kom i fællesskab frem til den beslutning, at det nok var bedst at jeg lavede lasagne, eftersom det var den ene ting, jeg var stensikker på at kunne. De andre drenge blev i stuen og spillede fifa, denne gang hvor Niall stod for skud. Harry og Liam rottede sig sammen mod ham, og det kunne høres i hele nabolaget, hvordan han brokkede sig over dem. Imens lærte jeg en hel masse om Louis, hans familie, hans drømme og hans håb for fremtiden. Han fortalte om alle de kriminelle ting, ham og drengene havde lavet sammen, som at bryde ind i huse og smadre biler. Men han gjorde det samtidig meget klart, at det var noget de var stoppet med, og at de opførte sig bedre nu. Han fik også min livshistorie fortalt, både omkring min mor, far, tvillingebror og stedfar, og alt hvad der var sket imellem os. Stort set alt det, jeg også havde fortalt Harry. 

"Du ved, Louis" begyndte jeg efter et par minutter i stilhed, og satte mig ved bordet sammen med ham, imens lasagnen var i ovnen. "Harry har spurgt rigtig meget ind til det her, men jeg har ikke fortalt ham det, da jeg ikke vil have at han skal bekymre sig om mig. Men siden du lige har delt alt med mig, stoler jeg nok på dig, til at sige det". Hans pande rynkede sig straks sammen, og han virkede pludselig meget interreseret, så jeg fortalte ham det hele. Om hvordan jeg udviklede en spiseforstyrrelse da jeg var 13, hvordan jeg sprang måltider over og altid løj om, at jeg havde det fint. Han var tydeligvist overrasket, og prøvede ikke at lægge skjul på det. "Grunden til at jeg fortæller dig det, Louis, er fordi at jeg for et stykke tid siden, faldt tilbage i de vaner. Jeg spiste ikke forfærdelig meget, og løj blandt andet over for Harry, omkring det. Men jeg har det bedre nu, og jeg indså hurtigt, hvad jeg havde gang i". 

Louis sagde ingenting, men hev mig istedet ind i et kram, og vuggede mig frem og tilbage. "Det lyder som om at du har været igennem en del, Rose. Det er jeg ked af". Jeg trak mig hurtigt tilbage, og gav ham en venligt dask på skulderen. "Hey, Louis-der-fik-en-lammer-af-den-nye-pige-og-løb-grædende-hjem-Tomlinson. Hvad blev der af kælenavnene?". Jeg tror han blev overrasket over, at jeg ikke havde tænkt mig at tude og dreje opmærksomheden over på mig selv, selvom det måske kunne have virket sådan. Han grinede svagt, og jeg følte med det samme et bånd, der blev tættere mellem Louis og jeg. Øjeblikket blev kun forstyrret af ovnen der bippede, og jeg rejste mig for at tage lasagnen ud. Louis gik igang med at dække bord inde ved spisebordet i stuen, og små 10 minutter senere, var alt klar derinde.

Drengene sad stadig og spillede, selvom jeg havde kaldt på dem, så Louis gik ned og slukkede playstationen. Råb og spydige kommentarer var det første der kom ham i møde, men han tog det ikke så tungt. "Rosemary-bangebuks-Adams har lavet aftensmad til os, så sæt jer op til bordet, nu". Jeg grinede straks ved den interne joke, som de andre tydeligvist ikke forstod. Harry rynkede brynene og kiggede skiftevis på Louis og jeg, som fortsat lo over det. Han sagde ikke noget, men det gjorde ham vred at se os sammen på den måde, det var jeg sikker på. Han satte sig ved siden af Niall ved bordet, og overfor mig. Liam sad ved min side, og Louis ved bordenden.

Knapt nok havde vi sagt værsågod, før Niall kastede sig over lasagnen, som var det hans sidste måltid nogensinde. Han endte med at dele ud til os alle, som straf for at være grådig, hvilket vi alle selvfølgelig fandt hylende morsomt. Selv Harry! Aftenen skred forbi, imens en masse sandheder kom på bordet. For os der ikke var i skudzonen var det morsomt, forståeligt nok, men Niall og Harry stod for skud, så de morede sig ikke lige så meget som os. Både Liam og Louis havde fået en del at drikke henover maden, så da vi havde ryddet af og satte os tilbage til bordet for at spille brætspil, var de selvfølgelig højlydte og belastende. 

Der gik ikke lang tid før Liam svang sin arm rundt om min skulder, og hev mig ind til ham. Det var en smule ubehageligt, for han stank af alkohol, og det kunne Harry også godt se. "Slip hende, Liam" mumlede han, men Liam hørte ingenting. I stedet gav han sig til at fortælle mig historier, om alle de piger Harry havde haft sex med. Blandt andet: "Ved du hvad, Rose? Vidste du at Harry engang efterlod en pige på et dyrt hotel, efter at de havde knaldet, UDEN AT BETALE REGNINGEN? Den stakkels pige måtte vaske op i køkkenet i timevis, fordi hun ikke havde penge nok til at betale for værelset, og den alkohol Harry havde taget fra minibaren!". Jeg troede at det ville få ham til at slippe, efter at han havde fortalt den 'historie', men han fortsatte og Harry blev vredere og vredere. Til sidst rejste han sig så fandens hurtigt op, at stolen væltede bag ham med et brag, bordet rykkede sig en halv meter frem, og alle stoppede med det de var igang med, af ren forskrækkelse.

Harry rev Liam ned fra sin stol, og først da han var kommet op og stå igen, begyndte han at skubbe ham baglæns og råbe en helvedes masse bandeord, hvoraf jeg ikke forstod halvdelen. Niall og Louis var hurtige på benene, og tog hver sin mand. I og med at Louis selv var vissen, gik det ikke særligt godt, og det endte med at Harry slog Liam i gulvet. "HVAD FANDEN HAR DU GANG I, MAND?" skreg Louis af ham, og jeg kunne ikke lade være med at skrige. Niall var hurtig til at hive mig baglæns, op af trapperne og ind på Harrys værelse, hvor han lod mig blive mod min vilje, imens han låste døren udefra. Jeg kunne høre at de råbte og skreg nedenunder, og det pirrede mig at jeg ikke kunne gå derned og skille dem ad. Jeg gled hurtigt ned langs væggen og lukkede ørene, men kunne ikke undgå at høre lydene af døre der blev smækket, og en bilmotor der blev tændt. 

Stilhed. 

Der var ingen der kom op til mig, selvom jeg gentagende gange kaldte. Jeg vidste ikke hvem der stadig befandt sig i huset, og hvem der havde bevæget sig ud i stormvejret. Det var stilnet en smule af, men det var stadig voldsomt. Sekunder, minutter og halve timer skred forbi, imens jeg var låst inde. Jeg havde fået et overblik over Harrys værelse i den tid, selvom jeg bare sad krøllet sammen i det ene hjørne. Han havde et ton af bøger, selvom han ikke just virkede som typen der gad læse. Et pænt og rydeligt værelse, og en kæmpe seng. Alt duftede af ham.

Søvnen var efterhånden begyndt at snige sig ind på mig, og da jeg ikke længere kunne blive siddende, kravlede jeg op i hans seng, under dynen. Sidste gang jeg befandt mig på hans værelse, uden hans tilladelse, havde han givet mig en stingende hår lussing. Det var til festen, hvis jeg ikke huskede galt. Så ville han gøre det samme denne gang? Det var usandsynligt, men ligeså er bipolaritet en utilregnelig lidelse, og jeg kunne ikke stå imellem dem. Jeg prøvede at holde mig vågen, men i takt med at stilheden havde lagt sig, gled mine øjne langsomt i, og jeg faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...