Clouds

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 6 aug. 2017
  • Status: Igang
19-årige Rosemary Adams flytter henover sommerferien til London for at studere, som følge af at hun bliver smidt ud hjemmefra. Nervøs (men håbefuld) starter hun på linjen for talentfulde unge, og bliver straks taget under vingerne af tre klassekammerater. Sammen tager de med hende ud og udforsker byen, og opdaterer hende på de ting som hun har brug for at vide om skolen og eleverne - Blandt andet om gruppen der styrer skolen, bestående af 4 drenge. Dem der altid havner i ballade, og bruger piger som var de legetøj. Men virker ham den ene ikke bekendt? Rosemary er stensikker på at hun har mødt ham før, og da det går op for hende hvor, prøver hun for alt i verden at undgå ham. Det er bare svært at undgå skolens populæreste dreng, som altid får sin vilje.

94Likes
105Kommentarer
66874Visninger
AA

7. SIX

 

SIX

Alting snurrede rundt. Det var som et slag i ansigtet. Men hvorfor? Harry og jeg var jo ikke et par, for fanden, vi var jo ikke engang tæt på. Den eneste der havde flirtet var ham, og jeg havde gentagende gange afvist ham. Men han flirtede jo ikke af følelser, men trangen og lysten til sex. Alligevel ramte det mig, når han stod med tungen nede i halsen på Barbara. Hun havde også altid været løs på tråden, hvis man skulle tro hendes kusine, som gik i min klasse. I et kort sekund lukkede jeg al larmen ude, og fokuserede kun på mine egne tanker. Det mindede lidt om en film; den forelskede pige der står og glor efter gutten, i et lokale fyldt med mennesker, ude af stand til at forstå hvorfor det ikke er hende, der ejer hans hjerte.

Den eneste forskel var, at vi var ude og ikke inde. Og at jeg ikke var forelsket i Harry. Og at jeg ikke ville eje hans hjerte. "Er du okay?" Jeg kiggede forsigtigt op, og Liam lagde en hånd på min skulder. Jeg nikkede og tørrede en undsluppen tåre væk, ude af stand til at forstå, hvad fanden der skete med mig. "Du er forelsket, det er det der sker". Jeg vendte mig hurtigt om, og gloede på ham som var han verdens største idiot. Snart opsporede Niall og Louis os, og deltog i samtalen. Louis udstødte et diskret 'wow' ved synet, og jeg frydede mig gevaldigt og gav ham et lille smil. Da det gik op for dem hvad der skete mellem Harry og Barbara, hev de mig hurtigt med indenfor i stuen.

"Jeg er ikke forelsket i ham, det er jo tåbeligt" begyndte jeg, og smed mig i sofaen. De stod alle tre med armene over kors, og så ud som om at de virkelig havde ondt af mig. Jeg hadede de blikke de gav mig, det fik mig til at føle mig så hjælpesløs! Niall sukkede lavmælt, og kørte en hånd igennem håret. "Hør, Rosemary" begyndte han, hvilket fik dem alle til at grine. Så Harry havde altså fortalt dem mit rigtige navn, det var jo bare super. Han fortsatte; "Vi har set det her ske en million gange før. Vi har kendt Harry i snart to-og-et-halvt år, og tror du ikke vi kender hans træk? Hvis jeg ikke tager meget fejl, har han allerede 'undskyldt' over for dig. Måske endda sendt noget til dit hus/lejlighed. Fået dig til at føle dig tilpas. Ret på mig, hvis jeg tager fejl". Jeg sad stille og kiggede ud i den blå luft, med flashbacks kørende i hovedet. 

Undskyldningen på gangen.

"Hør, jeg har forandret mig meget siden dengang. Men jeg husker sagtens hvordan jeg var, og du så den gode side af mig. Hvis jeg på nogen måde har skræmt dig, var det ikke meningen at det skulle ende sådan her. Jeg skal nok lade dig være i fred."

Pizzaen han sendte, dagen forinden.

"Jeg åbnede forundret låget, og en hawaii pizza kom til syne, sammen med en lyserød post-it der sad klistret fast på indersiden, med teksten "Venner?". Jeg rev den smilende af, og vidste præcis hvem den var fra."

Og, selvfølgelig, da vi begge var hos Beryl.

"Han grinede, og sammen gik vi ind i stuen. Jeg havde en halv time før jeg skulle afsted, og selvom jeg troede at den halve time ville blive forfærdelig, viste Harry sig at være meget åben." 

Jeg sank en klump, og de satte sig ned sammen med mig. Jeg havde ingen anelse om hvorfor jeg lod dem gøre det, for de havde kun været onde mod mig, lige fra starten af. Jeg burde hade dem! "Det betyder ikke at jeg er forelsket". Det undrede mig bare, at han kunne skifte følelser og væremåde så let som ingenting. Han måtte virkelig være en god skuespiller, men jeg nægtede at være den tudende pige til fest, og gemte det derfor væk. Måske var det bedst, hvis jeg bare tog hjem. Drengene rejste sig op, og prøvede at lokke mig med udenfor igen, der hvor den rigtige fest blev holdt. Jeg rystede på hovedet, og Louis lagde hovedet tilbage. "Hør, Rose! Jeg er ked af, at du har fået et dårligt indtryk af os. Men du kan få SÅ meget bedre end Harry, så lad være med at spilde din tid på ham. Hav det sjovt og slå dig løs, du er til årets fest for helvede."

Han sagde det på sådan en måde, at jeg ikke skulle føle mig skyldig. Jeg tog en dyb indånding og nikkede. "Du har ret. I kan bare gå ud, så kommer jeg om lidt. Hvor er toilettet?" Niall gav mig en high-five, som 'sådan skal det være!' og fulgte mig op på fjerde etage, hvor toilettet lå. Ifølge ham var der mange toiletter i huset, men gæster skulle bruge dét, der lå øverst oppe. Jeg nikkede, og han bad mig finde ham igen, når jeg kom udenfor. Langsomt lukkede jeg døren i, og stillede mig foran det gigantiske spejl på væggen. Det var virkelig fancy, af et gæstetoilet og være. En million gange pænere end det, som jeg havde derhjemme!

En smule mascara havde klistret sig fast på mine kinder, men det var ikke noget der hurtigt kunne fjernes. Min telefon brummede fra min taske af, og jeg fiskede den hurtigt op. Det var notifikationer fra gruppechatten med pigerne, og meddelelser om, at de havde forladt samtalen. Med rynket pande ringede jeg dem op, en efter en - ingen af dem tog den. Jeg tænkte hurtigt det hele igennem et par gange, og trykkede på det lille, røde ettal, der var dukket op ved globussen på min facebook startside. "Kiera Williams har tagget dig på et billede". Med rystende fingre trykkede jeg på opslaget, som til min store skræk og rædsel var blevet uploadet på Harrys væg.

Det var et billede af ham og Barbara der stod og snavede, og mig der gloede med tomme øjne på dem i baggrunden, side om side med Liam. Et skrig fløj ukontrolleret ud, og jeg anmeldte billedet mindst ti gange, før jeg skrev til Kiera. Jeg havde ingen anelse om hvem hun var, men hun var én af de syvoghalvfjerds piger der havde ansøgt mig, efter episoden i kantinen. Hun svarede ikke, da jeg bad hende slette det, men fortalte at hun allerede havde forladt festen. Eller, jeg gik ud fra at det var dét, som "NEEJEJJJJ, jeg slette ikk billeldet, ufkco jeg er hjemm e nu og puhhh kaste op" betød. Jeg låste sukkende døren op, og prøvede at komme på en god undskyldning, som jeg kunne fortælle pigerne mandag. Jeg mener, det måtte da være derfor de var sure, og ikke besvarede mine opkald: fordi de havde set Kieras billede, og vidste at jeg var taget til festen, selvom jeg tydeligt havde fortalt dem at jeg ikke kunne.

Jeg gik ned ad trappen, men stoppede på tredje etage. Helt nede for enden af den monsterlange gang, stod døren lidt på klem. En lampe var tændt, og en bogreol kunne anes. Jeg kiggede mig hurtigt omkring, og kunne med det samme konstatere, at jeg var fuldstændig alene i huset. Bassen fra den høje musik fik gulvet indenfor til at ryste, og det eneste jeg kunne tænke på var, hvordan fanden hans forældre kunne give ham lov til det. De var selvfølgelig ikke hjemme, måske var det derfor.

Langsomt gik jeg hen til døren, og skubbede den op. Den var låst, men i og med at den ikke havde været helt lukket, kunne den åbnes. Det var Harrys værelse. Jeg trådte forsigtigt ind, og en kæmpe seng var det første der mødte mig. Og dér, på væggen overfor, var der fyldt med bogreoler og bøger. En hel væg, kun med bøger! Klassikere som 'how to kill a mockingbird', 'the fault in our stars' og 'wuthering heights' var iblandt, og det frydede mine øjne. Hvem skulle have troet, at han var en bogorm? En sort, indenbunden læderbog lå på skrivebordet, og jeg bladrede langsomt om på første side.

Billeder af Harry kom til syne, med en side jeg aldrig før havde forestillet mig af ham. Billeder af ham og hans familie, på ferie, på landet, i kornmarker, med venner og selvfølgelig, barndomsbilleder. Han var blød indeni, han havde bare en hård facade. Var det sådan det skulle forstås? Pludselig knirkede trappen, og fodtrin nærmede sig værelset hvori jeg befandt mig. I et øjeblik af panik, skyndte jeg mig ind i skabet. Jeg lukkede forsigtigt døren i, lige i tide til at se Harry træde ind på værelset, med et forundret udtryk klistret til ansigtet. Næsten som om jeg kunne læse hans tanker, følte jeg at han tænkte over, hvorfor døren ikke var låst. Men hvad vidste jeg? Jeg holdt øje med ham igennem de hvide lameller på døren, omringet af tøj og sko. Det duftede overraskende godt. Det var et lille skab jeg befandt mig i, taget i betragting hvor stort resten af huset var. Jeg holdt vejret.

Han gik langsomt rundt, og opdagede den åbne bog på bordet. Jeg sank en klump. Han lukkede den sammen, og tænkte ikke mere over det. I en hurtigt bevægelse hev han skrivebordsskuffen ud, og greb en lille genstand op. Jeg kunne ikke se hvad det var, men det lignede en skruetrækker. Et par sekunder efter var han ude igen, og denne gang låste han døren efter sig. Der var ikke en lås på indersiden, så min eneste mulighed for at komme ud, var enten med en nøgle eller via vinduet. Jeg åndede lettet ud, men blev siddende i skabet. Pludselig ringede min telefon på max volumen, og jeg kæmpede en hård kamp med at fiske den op og slukke den, men ikke i tide. Døren blev atter låst op, hvorefter Harry drønede mod skabet jeg sad i, hev kraftigt i håndtaget og opdagede mig. På et par sekunder fik han mig op på benene, og presset mig op af muren. Hans øjne lynede af vrede, og hans greb strammede så hårdt at det gjorde ondt, og et lille klynk undslap min mund. 

"HVAD FANDEN LAVER DU HERINDE!" skreg han frustreret, og pressede endnu hårdere. Mine arme brændte ved hans berøringer, og aldrig havde jeg været så bange før. Jeg mumlede et forsigtigt 'undskyld', men nåede ikke at blive færdig, før han skreg af mig igen - og så skete det. En smerte jeg aldrig før havde oplevet, og på en helt anden plan. Hans hånd der svang igennem luften, og kom i kontakt med min kind. Han trak sig hurtigt væk da døren blev skubbet op, og Niall trådte ind og indså hvad han havde gjort. Med tårer trillende ned af kinderne, løb jeg ud på gangen og ned af trappen. Jeg nåede kun lige at se Niall drøne mod Harry, men jeg var ligeglad. Jeg løb forbi Louis og Liam som var på vej op, og de skyndte sig at følge efter mig. "Hvad sker der?" spurgte Liam forundret, da de indhentede mig ude på gaden.

Det var bælgragende mørkt, men lyset fra gadelamperne var nok til, at jeg kunne ane deres ansigter. Jeg svarede ikke, men trak mig tilbage. "Rose" prøvede han igen, i en mere bestemt tone, og jeg fjernede hånden fra min kind. De gjorde begge store øjne, da de så det brændende, 3D lignende håndaftryk, og jeg skyndte mig at dække det til igen. "Har Harry gjort det her?" udbrød Liam så, og jeg nikkede. Han løftede frustreret sin ene hånd op for munden, og jeg kunne ikke holde tårerne tilbage længere. De løb ned af kinderne som et vandfald, og drengene skyndte sig at omfavne mig. 

"Jeg forstår det bare ikke. Det ene øjeblik er han fantastisk, og det næste en idiot der giver mig lussinger. Hvordan kan det lade sig gøre?"

Jeg prøvede ihærdigt at tørre de sidste tårer væk, og satte mig på kantstenen. De høje hæle var begyndt at gøre ondt på mine fødder, så jeg tog dem af og satte dem ved siden af mig. Louis og Liam blev stående, og kiggede skævt på hinanden. De troede ikke at jeg opdagede det, men det gjorde jeg, og jeg blev nødt til at spørge ind til hvad de blikke betød. Louis rystede på hovedet, indikerende at 'det var en dårlig ide', men Liam virkede rasende på Harry, hvilket gjorde ham ligeglad. Han satte sig ved siden af mig, og lagde en hånd på mit knæ. 

"Hør Rose" begyndte han, og jeg skævede forsigtigt mellem ham og Louis. "Vi skulle nok have fortalt dig det noget før, men vi kunne ikke. Vi ved godt at Harry er en såkaldt 'fuckboy', men det er anderledes med dig. Han viser andre tegn, han opfører sig en smule bedre. Det er et skridt i den rigtige retning, og derfor har vi holdt det hemmeligt". Først dér fangede de for alvor min opmærksomhed, og jeg udbrød så småt sætninger som 'hvad', 'sig det' og 'hvad sker der'. Louis tog over, og holdt en lang pause.

"Harry er bipolar".

      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...