Clouds

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 6 aug. 2017
  • Status: Igang
19-årige Rosemary Adams flytter henover sommerferien til London for at studere, som følge af at hun bliver smidt ud hjemmefra. Nervøs (men håbefuld) starter hun på linjen for talentfulde unge, og bliver straks taget under vingerne af tre klassekammerater. Sammen tager de med hende ud og udforsker byen, og opdaterer hende på de ting som hun har brug for at vide om skolen og eleverne - Blandt andet om gruppen der styrer skolen, bestående af 4 drenge. Dem der altid havner i ballade, og bruger piger som var de legetøj. Men virker ham den ene ikke bekendt? Rosemary er stensikker på at hun har mødt ham før, og da det går op for hende hvor, prøver hun for alt i verden at undgå ham. Det er bare svært at undgå skolens populæreste dreng, som altid får sin vilje.

93Likes
103Kommentarer
62142Visninger
AA

18. SEVENTEEN

 

SEVENTEEN

Mit hoved snurrede rundt da jeg vågnede op, og det tog et øjeblik før jeg jeg kunne huske, hvad der var sket aftenen forinden.

Der var helt mørkt på Harrys værelse eftersom at gardinerne var trukket for, og klokken ikke var mere end fire om morgenen. Kun en enkelt stråle lys havde fundet vej ind på værelset, og ramte mig direkte i hovedet. Det var højst sandsynligt det der havde vækket mig. Jeg kunne mærke at hovedpinen langsomt sneg sig ind på mig, men jeg prøvede at ignorere det. Min første indskydelse var at jeg bare skulle have noget vand, men i samme øjeblik som jeg prøvede at rulle ned af sengen og rejse mig, gik det op for mig at der var en arm som holdte mig fast. Harrys, selvfølgelig.

Jeg lå på venstre side af kroppen, og kunne hverken rulle frem eller tilbage, men jeg vidste at det var ham. Det ville også være underligt hvis der lå en anden i hans seng, men jeg kunne let kende ham da han havde verdens mest karakteristiske kropduft. Hans varme ånde ramte gentagende gange min nakke, hvilket var et ret tydeligt tegn på, at han sov. Langsomt fik jeg rullet om på den anden side, så vi lå ansigt til ansigt. Den enkelte stråle lys ramte nu ham i hovedet, og selvom at han sov, havde han aldrig set smukkere ud. Jeg ville bare ønske, at tingene ikke var så komplicerede. Skolen var stadig lukket, selvom stormen havde lagt sig. Det betød dog ikke at jeg havde fri, for nu hvor jeg ikke havde kunne undervise Hunter dagen forinden, havde han skrevet og bedt mig om at komme i dag.

"Stirrer du altid på folk når de sover?" mumlede Harry pludselig, selvom hans øjne stadig var lukkede. Et lille grin undslap min mund, inden jeg tog en dyb indånding og rykkede mig tættere ind til ham. "Selvfølgelig. Jeg skal jo være sikker på, at de ikke stikker af". Hans ene øjne åbnede sig forsigtigt og et smil poppede frem på hans læber, da han godt forstod en hentydning. Lysstrålen ramte hans nu åbne øje, hvilket fik det til at se endnu grønnere ud end før. "Jeg er ked af i går" sukkede han, og smilet visnede hurtigt hen. Han så desuden en smule mere bedrøvet ud end før, hvilket jeg ikke kunne forstå. Jeg fik forsigtigt lagt mine hænder omkring hans hoved, og plantede et kys på hans læber. Det føltes rigtigt. "Du gjorde intet forkert" begyndte jeg, stadig med hans hoved i mine hænder. "Du hjalp mig - hvorfor skulle jeg blive sur over det?"

Han så en smule overrasket ud over min reaktion. Han havde sikkert regnet med at jeg ville blive sur, men det var slet ikke mig. Ihvertfald den ikke 'nye mig', som jeg længtes efter at blive til. Vi blev liggende i et stykke tid, før han selv bragte historien som Liam havde fortalt op, men før han overhovedet kunne give sig til at forklare, stoppede jeg ham. Det var fortid, og han skulle ikke føle, at han blev nødt til at give mig en forklaring. Endnu et par minutter passerede, indtil en besked tikkede ind på min telefon.

Melody: Hey søde, har du tid til at komme forbi? 
Rose: Er hjemme hos Harry, men skal undervise Hunter om en time. Jeg kan komme i aften?
Melody: Super, det må du meget gerne!

"Hvem skriver du med?"

Jeg fik et kæmpe chok da Harry rykkede en smule i mig, eftersom at jeg ikke havde hørt ham. "Melody" halvhviskede jeg, og rømmede mig. Han virkede skeptisk, hvilket jeg ikke kunne forstå, men sagde ikke noget. Han rejste sig bare, tog min hånd og førte mig med nedenunder. Jeg havde stadig mit tøj fra dagen før på, hvor han derimod stod i underbukser. "Harry, hvad skal vi?" halvgrinede jeg, da han løftede mig op og placerede mig køkkenbordet. Han svarede mig ikke, men tog min telefon og lagde den med skærmen ned af, inden han begyndte at finde diverse pander og gryder frem. Morgenmad, så det vidst ud til. "Det behøver du alt - " mere nåede jeg ikke at sige, før han gav mig et kys og nikkede på hovedet, som jo, det behøvede han at gøre. Han havde allerede forudsagt hvad jeg ville sige. 

Der gik ikke lang tid før han havde lavet både bacon, æg og pølser, som han satte på spisebordet. Som sagt boede han i et kæmpe hus, med et åbent køkken hvor man kunne stå og se på stuerne. "Det dufter dejligt" formåede jeg at få indført, da vi havde sat os ved bordet. "Hvad skylder jeg æren?". Han rystede på hovedet og udstødte et 'ingenting' under sit åndedrag, som svar på mit spørgsmål. Selvom det ikke helt gav mening, spurgte jeg ikke mere ind til det. Vi havde en fantastisk morgen, indtil det gik op for mig at jeg skulle hjem til Hunter, og skulle til og afsted. Harry rynkede kraftigt på næsen og så en smule vred ud, da det gik op for ham. "Jeg kører dig" sagde han bestemt, og havde allerede rejst sig for at tage tøj på. Jeg havde ikke overskud til at diskutere med ham, og eftersom at det virkede vigtigt for ham at få lov, lod jeg ham gøre det. Det var fantastisk at se hans reaktion, da vi kom ud til lejlighedskomplekset hvor Hunter boede. Harry var jo vant til et liv i sus og dus, så det var helt klart en omvæltning. 

Jeg gav ham et hurtigt kys på kinden, inden jeg trådte ud af bilen, og smækkede døren bag mig. "Rosemary, vent!" halvråbte han, da jeg allerede var halvvejs henne ved døren. Jeg udstedte et forsigtigt suk, og vendte mig om igen. "Skriv til mig, når du skal hentes". Jeg nikkede endnu engang, og fulgte ham med øjnene, da han kørte ud fra parkeringspladsen igen. Jeg fik nosset mig sammen til at ringe på, og Hunter buzzede mig ind, uden at tale igennem højtalersystemet først. Jeg traskede langsomt op af trapperne, hvor han allerede havde åbnet døren. Jeg havde ikke lyst til at kalde på ham, så jeg gik bare ind. 

"Rose, godt du kunne komme" halvgrinede han fra stuen af, hvor han allerede sad med åbne bøger ved spisebordet. Da jeg skulle til at sætte mig over for ham, greb han dog fat i min arm og klappede på stolen ved siden af ham. Da jeg tøvede, strammede han sit greb en smule og hev mig ned mod stolen i stedet. Jeg tog en dyb indånding, og gik igang med at forklare om de forskellige emner han havde highlighted. 

"Du er virkelig... klog" grinte han hæst efter en halv time, og placerede sin ene hånd på mit lår. Præcis hvad jeg havde frygtet. Langsomt kørte han hånden opad, hvor jeg dog havde lagt mine hænder som en 'stopklods'. At sige jeg var bange var et meget godt begreb, for det var jeg. Jeg rykkede mig ubekvemt længere tilbage i sædet, men han fortsatte. Da valgte jeg at sige fra, og som svar gav han mig en stingende hård lussing. "Du skal FANDME ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre og ikke skal gøre!" skreg han, og først der lagde jeg mærke til den kraftige stank af alkohol fra hans mund. Klokken kunne umuligt være mere end 14 om eftermiddagen, men han virkede ligeglad. Jeg blev siddende med hovedet bukket, da et selvsikkert grin undslap hans mund.

"Det tænkte jeg nok, kælling" begyndte han, og placerede endnu engang sin hånd på mit lår. Denne gang hverken gjorde eller sagde jeg dog noget, da han langsomt kørte den opad, henover mit skridt, op langs min mave, over min brystkasse og sluttede ved min hals, hvor han lagde sin hånd på samme måde som man gør, når man tager kvælertag. Dog strammede han ikke grebet så meget. "Du er bare en beskidt, lille tøs, og du ved det udemærket godt. En luder, er hvad du er. Du har brug for nogen, der viser dig at de bestemmer". I et hurtigt ryk havde han revet mig ned på gulvet, og prøvede desperat at hive mine bukser af. Jeg havde altid forestillet mig hvad jeg ville gøre i sådan en situaiton, men det virkede helt anderledes, når jeg så faktisk var i den. Jeg sagde ingenting. Blev bare liggende, imens han fik revet mine bukser ned til anklerne. Med et tomt blik, truede han mig på livet hvis jeg skreg. Så jeg skreg ikke. Jeg blev bare liggende, imens han skubbede mine trusser til side og trængte op i mig.

Jeg blev liggende, imens han voldtog mig.  

Jeg er godt klar over, at voldtægt er et meget seriøst emne. Men det skal bringes op, da det sker på dagligt basis. Måske er det ikke den bedste måde at sprede sit budskab på (i en fanfiction, altså), men der er efterhånden 30.000 mennesker der læser med, og det er værd at vide. http://www.voldtaegt.dk/videnscenter/mest-til-skoleelever/hvor-kan-man-fa-hjalp-efter-et-overgreb/ 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...