Clouds

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 6 aug. 2017
  • Status: Igang
19-årige Rosemary Adams flytter henover sommerferien til London for at studere, som følge af at hun bliver smidt ud hjemmefra. Nervøs (men håbefuld) starter hun på linjen for talentfulde unge, og bliver straks taget under vingerne af tre klassekammerater. Sammen tager de med hende ud og udforsker byen, og opdaterer hende på de ting som hun har brug for at vide om skolen og eleverne - Blandt andet om gruppen der styrer skolen, bestående af 4 drenge. Dem der altid havner i ballade, og bruger piger som var de legetøj. Men virker ham den ene ikke bekendt? Rosemary er stensikker på at hun har mødt ham før, og da det går op for hende hvor, prøver hun for alt i verden at undgå ham. Det er bare svært at undgå skolens populæreste dreng, som altid får sin vilje.

93Likes
103Kommentarer
61753Visninger
AA

8. SEVEN

 

SEVEN

Jeg sagde ikke noget. Louis virkede vred på Liam, som sad og trillede tommelfingre. "Hvordan fanden kunne du fortælle hende det!" udbrød han, og sparkede til en sten. "Vi lovede Harry, det ved du godt, ikke?" Liam nikkede, og de gik et stykke væk for at tale. Han bad mig blive siddende, men så snart de var ude af syne, drønede jeg afsted. Der var et stykke fra Harrys hus og hjem til min lejlighed, men min taske med mine bilnøgler lå stadigvæk inde i hans skab, og jeg skulle ikke indenfor igen. Klokken var ikke meget mere end midnat, hvilket betød at jeg kun havde været der i to timer. På de to timer havde jeg fået en helvedes masse opklaret, og pigerne havde set sig sure på mig. Jeg traskede langsomt ned af den øde villavej, og først da jeg ikke længere kunne høre musikken, satte jeg farten ned. Jeg havde et par småmønter med mig, hvilket var lige præcis nok til en busbillet. Jeg ventede i tyve minutter i kulden, før den kom, og satte mig bagerst.

De eneste andre passagerer var to damer i fyrrene, som havde været i byen. Den ene var overplastret med tatoveringer, hele vejen op og ned ad ryggen, og på armene. Hun var muskuløs, og havde kort hår. Men for fanden hvor klædte hun sin kjole godt! Den anden dame, hendes veninde - som var i fuld gang med at tænde en smøg, selvom vi var inde i en bus - så meget mere uskyldig ud. Lille, spinkel og med langt, rødligt hår. De grinede højlydt af hvad hinanden sagde, og den muskuløse dame slog sig så hårdt på lårene, at det kunne høres i den ande ende af byen. Et smalt smil fandt vej til mine læber, og jeg skiftede fokus til gaden og butikkerne, som vi kørte forbi. Da jeg i et kort øjeblik spottede ned imod dem igen, var de i fuld gang med at stikke tungerne ned i halsen på hinanden. De havde tydeligvis noget de skulle tale om, og måske et mere privat sted, for det virkede som en uopklaret sag. 

Efter omkring en halv time, nåede vi til mit stoppested. Jeg trådte forsigtig ned af trinet og begav mig hen imod lejlighedskomplekset. Det var så småt begyndt at regne, så jeg satte tempoet op og endte med at løbe den sidste del. Da jeg nåede i læ under halvtaget ved opgangen, skrev jeg hurtigt koden til døren og løb op ad trapperne, til det slog mig - det var ikke kun mine bilnøgler, der lå i min taske. Det var også min hjemmenøgle. Med et suk smed jeg mig ned, og begravede mit hoved i mine hænder. Hvordan kunne det pludselig gå så galt? Jeg hev forsigtigt min telefon frem, og forsøgte mig igen med at ringe til pigerne; intet svar. Jeg kendte ikke andre i byen, og de få jeg gjorde, var til Harrys fest. Det gav et sæt i mig da min telefon pludselig ringede, og stensikkert vækkede alle i opgangen. "Ukendt nummer". Jeg lod den ringe ud. Ikke mange sekunder efter ringede den igen, hvilket for alvor gjorde mig bekymret. Jeg tog den, uden at sige et ord. 

"Rose? Rose, er det dig?"

Jeg sad som forstenet, og prøvede at finde ud af, hvis stemme det var, indtil personen udstedte et lavmælt "Rosemary". Det var Louis! Jeg rejste mig hurtigt op, og snøftede ukontrolleret. Jeg ved ikke hvorfor, men det gjorde jeg. Han lød bekymret, og spurgte ind til hvor jeg var henne, og om jeg var kommet sikkert afsted. Jeg svarede ikke. Det virkede underligt, at en dreng der ellers havde været så forfærdelig imod mig, pludselig gik op i min sikkerhed."Rosemary, jeg sværger på alt, at hvis du ikke svarer mig, så finder jeg dig selv!" Udbrød han, og rev mig ud af mine egne tanker. Jeg sukkede.

"Jeg tog bussen, og jeg er hjemme nu" begyndte jeg og trak på skuldrene, selvom han ikke kunne se det. "Eller.. Næsten. Jeg er låst ude. Men jeg skal nok finde på noget!" Louis flippede helt ud, og nu var det mig der måtte bede ham op at slappe af. Musikken blev trin for trin lavere i baggrunden, og jeg kunne høre at han smækkede en bildør, og gassede op for motoren. Med undren i stemmen spurgte jeg hvor han befandt sig, men han svarede ikke, før han med kold stemme spurgte om min adresse.

"Hvad mener du? Hvorfor?"
"Jeg henter dig."
"Louis, nej. Bliv til festen, okay?"
"Rose, du pisser mig af lige nu."
"Jeg finder på noget, okay?"
"Hør, det var en af mine bedste venners skyld, at du er havnet i den her situation. Så nu gør jeg det godt igen, ved at hente dig og tage dig med hjem, så du har et sted at sove. Du skal ikke sidde i din opgang hele natten, det er jo åndssvagt. Så kan du for én gangs skyld ikke bare fucking gøre hvad du får besked på, og give mig din adresse?"

Selvfølgelig endte jeg med at give ham den. Naive, uvidende Rose, som bare ikke kan stå op for sig selv. Han blev i telefonen, og jeg kunne høre ham gasse endnu mere op. Det lød ikke spor sikkert, men han havde givet klart udtryk for, at jeg ikke havde noget at skulle have sagt. Et par minutter senere blev røret smidt på, og jeg kunne høre bilen holde nede foran opgangen. Han hamrede på glasdøren, og jeg skyndte mig ned. Jeg åbnede den irriteret, og han greb fat i min arm og hev mig mod bilen. En Audi, til alles store overraskelse.

Han åbnede døren til passagersædet og skubbede mig ind, hvorefter han smækkede døren bag mig. Han smed sig ind bag rattet et par sekunder senere, og drejede bilen rundt, så det spandt og gav genlyd. "Sikkerhedsselen" mumlede han selvsikkert, og med et lusket smil på læben. Han havde ikke selv sin på, men jeg turde ikke at sige ham imod, og skyndte mig bare at gøre som sagt. Vi sad i stilhed hele vejen, og først da vi stoppede foran hans palæ (som var mindst lige så stort som Harrys), åbnede jeg munden. Han havde ellers skubbet døren op, men jeg stoppede ham. Han rynkede brynene. 

"For det første" begyndte jeg, og kiggede ned i mit skød. "Hvorfor gør du det her? Hvordan fik du overhovedet mit nummer?"

Han sukkede, og lukkede døren igen. "Jeg siger det kun én gang. Harry er en af mine bedste venner, men han kan ikke gøre for at han er bipolar. Det er derfor at han opfører sig, som han gør. Og det er derfor at både Liam, Niall og jeg er enige om, at du skal holde dig fra ham. Du har vist dig at være speciel, og du skal ikke ødelægge dig selv ved, at falde for en som ham. Han er dårligt selskab". Jeg nikkede, og han rendte om på den anden side for at åbne døren for mig. Med et klik låste han bilen, og greb fat i min arm imens vi gik mod indgangen. Jeg gloede på ham som var han idiot, og han slap. "Sorry. Dårlig vane!" Han guidede mig ovenpå, og jeg fik en kort rundvisning i huset.

Der var ikke så mange soveværelser som i Harrys hus, men derimod store 'lounges' og stuer. Han boede selvfølgelig også sammen med sine forældre, for der var no way at han ville have råd til huset alene, men de sov. Han viste mig sit soveværelse, og smed en oversized, sort t-shirt over til mig. "Forresten, med hensyn til dit telefonnummer" begyndte han, og fumlede med knapperne på sin skjorte. "Jeg tog Harrys telefon. Dit nummer var gemt som 'sunshine', og jeg tænkte at det kun kunne være dig." Jeg sank en klump og gjorde store øjne, imens han kiggede væk. Vi talte ikke videre om det, men jeg kunne ikke slippe tanken. Sunshine? Sådan som han havde behandlet mig? Han havde sat sig selv i dårligt lys, og det kunne han ikke rette op på nu. Bipolar eller ej, han havde ikke ret til at slå mig. "Du kan sove på mit værelse, jeg snupper sofaen i stuen." udbrød han så pludselig, og jeg kiggede forvirret op.

Han havde skiftet til en anden trøje og et par fodboldshorts, uden at jeg havde opdaget det. Jeg rystede på hovedet, og overhalede ham på vej ned ad trappen. Stolt og storsindet fortalte jeg, at siden at jeg var gæsten, ville jeg sove på sofaen. Det faldt ikke i god jord hos ham og vi endte i et større skænderi, indtil hans søster uventet skreg af os fra hendes værelse af, og bad os skride i seng. Jeg sukkede. "Skal vi dele? Jeg mener, din seng er stor nok". Han sank en klump og kørte en hånd igennem håret, som om at det ikke var en god ide. Næsten som om at han tænkte, at det ville ende i sex, og at han ikke ville kunne gøre det imod Harry. 

"Hold nu op" begyndte jeg, og daskede ham på skulderen. "Jeg er en stor pige. Ingen sex!"

Han nikkede, og fulgte med mig op til værelset. Han havde, overraskende nok, en masse trofæer fra stave - og matematikkonkurrencer fra folkeskolen af. Førstepladsen, størstedelen af gangene. Det virkede bare underligt, at han så pludselig var så 'dum' på college. Jeg tænkte ikke mere over det, før efter at jeg havde skiftet til hans trøje på badeværelset, og smidt mig ved siden af ham i sengen. Sådan, næsten da. Vi lå i hver vores ende, helt ude i siden. Der gik et kort øjeblik med fuldkommen stilhed, før jeg spurgte ind til det. Trofæerne, altså.

Hvorfor at han havde opgivet det, når skolen havde nogle fantastiske, konkurrence hold. Han trak på skuldrene i mørket, men jeg kunne stadigvæk se det. "Image, gætter jeg på" svarede han lavmælt, og bad mig om ikke at spørge mere ind til det. Selvfølgelig gik jeg med til det, men det virkede bare forkert; fordi at han gerne ville være populær, opgav han de gode karakterer og konkurrencerne, som han ellers så ud til at have nydt. Jeg blev oppe det meste af natten. Louis faldt i søvn efter omkring en halv times småsnak, og jeg lå og tænkte. Jeg hev forsigtigt min telefon frem, og trykkede ind på startsiden. Det skarpe lys blændede mig i et kort sekund, men jeg overlevede heldigvis. Jeg gik ind på diverse hjemmesider, og tastede det samme spørgsmål ind; HVAD BETYDER DET AT VÆRE BIPOLAR? Jeg vidste selvfølgelig godt hvad det nogenlunde betød, men nysgerrigheden pirrede mig. Jeg fik et ton forskellige svar, men specielt ét gik igen.     

Ekstreme svingninger i humør og energi. Nogen dage kan man arbejde 16 timer uden at blive træt og det hele kører som smurt, der er ingen begrænsninger på evner, muligheder, projekter eller ting der bør gøres. For nogle personer følger der ekstrem sexlyst og pengeforbrug med i disse episoder. Dette er en manisk / hypomanisk episode. Andre dage er det at komme ud af sengen en kæmpe opgave og bad kan der kun drømmes om. Alt er tungt og svært, ligefrem umuligt og det det blev tænkt igår er i dag uladesiggørligt. Gråd, aggresivitet og sortsyn er faste følgsvende i disse episoder. Dette er en depressiv episode.

Jeg lukkede måbende munden sammen, og slukkede telefonen. Det var bestemt ikke sådan jeg havde opfattet det, at være bipolar. Jeg sov ikke ret meget den nat, men surfede istedet nettet for den bipolare lidelse. Jeg burde have opfanget det, i samme sekund vi mødtes. Den aggressive opførelse. Det var ikke normalt! 

Da Louis vækkeur ringede næste morgen, slukkede jeg det hurtigt for ham. Han lå med den ene arm udover sengekanten, og med åben mund. Snorkede. Jeg spejdede hurtigt ned på min telefon, og så at klokken var lidt i syv. Han havde tydeligvist bare glemt at slukke sin hverdagsalarm, men jeg havde ikke tid til at blive. I dag var egentlig dagen, hvor pigerne og jeg skulle ud og shoppe. Men det virkede ikke til, at det ville blive til noget. Jeg fandt hurtigt min kjole og mine sko frem. Kjolen tog jeg på, siden jeg ikke havde andet, og de højhælede sko i hånden.

Mit hoved rungede, men der var ikke andet at gøre end at tage et par hovedpinepiller, når jeg engang kom hjem. Jeg havde skrevet til Mr. Gasby, viceværten, aftenen forinden, og han havde lovet at svinge forbi med et ekstra sæt nøgler, her om morgenen. Jeg skrev hurtigt en takkeseddel til Louis, for at han havde hentet - og givet mig tag over hovedet, men forklarede også at jeg skulle hjem. Jeg listede nedenunder for ikke at vække hans familie, og i samme sekund som jeg hiver hoveddøren op, mødes vores øjne. Der, på Louis dørtrin, stod han klokken lidt i syv om morgenen. Hans øjne sprang op, og blev straks mørke. Hans venstre hånd formede sig til et knytnæve, imens han kiggede på mig op og ned. Det kunne meget vel ligne, at jeg havde haft sex med Louis, og skulle til at afsted. Jeg sank en klump og trak mig tilbage, imens jeg kiggede ned i jorden. Han kom helt tæt på, og det løb mig koldt ned ad ryggen. "Harry" begyndte jeg, og prøvede at mande mig op. "Hvad laver du her?"   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...