Clouds

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 14 nov. 2017
  • Status: Igang
19-årige Rosemary Adams flytter henover sommerferien til London for at studere, som følge af at hun bliver smidt ud hjemmefra. Nervøs (men håbefuld) starter hun på linjen for talentfulde unge, og bliver straks taget under vingerne af tre klassekammerater. Sammen tager de med hende ud og udforsker byen, og opdaterer hende på de ting som hun har brug for at vide om skolen og eleverne - Blandt andet om gruppen der styrer skolen, bestående af 4 drenge. Dem der altid havner i ballade, og bruger piger som var de legetøj. Men virker ham den ene ikke bekendt? Rosemary er stensikker på at hun har mødt ham før, og da det går op for hende hvor, prøver hun for alt i verden at undgå ham. Det er bare svært at undgå skolens populæreste dreng, som altid får sin vilje.

95Likes
109Kommentarer
75725Visninger
AA

1. PROLOG

 

PROLOG

Jeg mødte ham til en fest.

Ikke en "drik dig i hegnet og snav med alle fyre i lokalet" slags fest, som jeg desværre havde været til alt for mange af, men en velgørenhedsfest. En kæmpe balsal, med store lysekroner og fin musik. Kvinderne bar fine kjoler, mændene deres flotteste jakkesæt. Cocktails og fingermadder til den store guldmedalje var tilberedt, og stod parat på de aflange spiseborde, så alle kunne tage løs når de havde doneret til årets indsamling, og det hele velgørenhedsfesten handlede om - knækcancer. Balsalen kunne rumme omkring 250 gæster, men det var selvfølgelig kun en lille del af det slot vi befandt os på. Bogstavligtalt.

Han stod ved springvandet, og førte samtale med min papfar. Den ene hånd fægtede og lavede han store håndbevægelser med imens han talte, hvilket selvfølgelig bragte et lille smil til mine læber, for jeg gjorde præcis det samme - den anden skiftedes til at være i hans lomme, og til at blive kørt igennem hans brune, krøllede hår. Jeg måtte have stået med munden åben, for da han i et kort sekund kiggede i min retning, faldt jeg næsten bagover. Et diskret smil fandt vej til hans læber imens han prøvede at holde fokus på min papfar, og jeg skyndte mig i skjul. Det skulle dog vise sig at jeg ville rende på ham igen flere timer senere, da jeg ved et uheld spildte min drink udover ham, og fuldstændig gik i baglås.   

"Åh gud, det må du undskylde! Jeg er virkelig klodset"
"Det går nok, jeg går ud fra at det var et uheld."
"Selvfølgelig. Det er bare så typisk mig, ikke at se mig for!"
"Jeg tror jeg overlever, det var ikke det værste der kunne ske."
"Du har ret. Jeg kunne jo have spildt udover dig to gange!"

Et forsigtigt grin undslap hans mund, og efterlod mig tom for ord. Jeg har aldrig været god til at snakke med drenge, og specielt ikke de søde af slagsen. Nu kendte jeg ham selvfølgelig ikke, men han virkede sådan. Sød. Jeg prøvede at lade være med at tænke over det, men blev hurtigt revet ud af mine egne tanker, da drengen rømmede sig.

"Jeg burde nok vaske min skjorte"
"Det behøver du ikke."
"Men drinks efterlader pletter. Hvad var der i glasset?"

Nu var det min tur til at rømme mig, og han løftede forsigtigt øjenbrynet. 

"Vand. Jeg drikker ikke"
"Virkelig? Hvorfor ikke?"
"Der er ingen speciel grund. Jeg drikker bare ikke"

Han nikkede, og jeg kiggede ned i gulvet. Selvfølgelig var der en grund, det ville bare være ekstremt upassende at kæfte op om det, og specielt til en velgørenhedsfest - som jeg forresten KUN var med til, fordi min mor havde tvunget mig - Vi var på ingen måde tætte, og ville heller aldrig blive det. Han kunne godt se at der lå mere bag, men valgte heldigvis ikke at bringe det op. Jeg trommede ukomfortabelt med fingrene på glasset (som jeg af en eller anden grund stadig stod med), og satte det fra mig. Han snurrede langsomt sit rundt i cirkler, for at få det til at lave miniature tornadoer. Ligesom dem der kommer, hvis man har stoppet vasken til og fyldt det op med vand, og så lader det få frit løb. Tanken fik mig til at smile, og jeg pillede forsigtigt ved en løs tråd på min kjole.

"Så, jeg fik egentlig aldrig fat i dit navn?" begyndte han, og kiggede mig direkte ind i øjnene. Jeg stirrede blankt tilbage og trak på skuldrene, hvilket endnu engang fik ham til at rynke panden. "Så du har intet navn?" forsøgte han igen, og efter en kort tænkepause, kom jeg frem til at nej, det havde jeg ikke. Han grinede forvirret, men rakte mig hånden alligevel. "Harry Styles. Rart at møde dig, intetnavn". Jeg stirrede et kort øjeblik på den, men tog ikke imod. Efter et par langtrukne og akavede sekunder, lod han den falde til sin side, og kiggede forundret på mig. Igen. "Rart at møde dig" hviskede jeg, og gik baglæns væk fra ham. Det var sidste gang jeg så ham den aften, men ikke sidste gang vores veje krydsede hinanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...