Clouds

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 6 aug. 2017
  • Status: Igang
19-årige Rosemary Adams flytter henover sommerferien til London for at studere, som følge af at hun bliver smidt ud hjemmefra. Nervøs (men håbefuld) starter hun på linjen for talentfulde unge, og bliver straks taget under vingerne af tre klassekammerater. Sammen tager de med hende ud og udforsker byen, og opdaterer hende på de ting som hun har brug for at vide om skolen og eleverne - Blandt andet om gruppen der styrer skolen, bestående af 4 drenge. Dem der altid havner i ballade, og bruger piger som var de legetøj. Men virker ham den ene ikke bekendt? Rosemary er stensikker på at hun har mødt ham før, og da det går op for hende hvor, prøver hun for alt i verden at undgå ham. Det er bare svært at undgå skolens populæreste dreng, som altid får sin vilje.

95Likes
106Kommentarer
70060Visninger
AA

2. ONE

 


ONE

ET ÅR SENERE

Jeg smækkede forsigtigt bildøren bag mig, og kiggede op på den forfaldne lejlighed. Det løb mig koldt ned af ryggen bare ved synet, og enkelte steder kunne man se hvilken farve bygningen plejede at have, hvilket virkede som en evighed siden, med den nuværende farve taget i betragtning. Flere steder manglede der ruder i vinduerne, men beboerne så ikke ud til at bekymre sig om det. Bare tanken om at jeg skulle bo her var forfærdelig, men det var det eneste jeg havde råd til, hvis jeg gerne ville på college. Og college var alt jeg ville. Jeg låste hurtigt hoveddøren op, og gik de tre etager op i opgangen, til jeg nåede min lejlighed. Flyttemændene havde allerede været herude med mine møbler og ejendele, eftersom det var noget jeg umuligt ville kunne transportere selv, og ud fra hvad jeg kunne se da jeg trådte ind, havde de bare kastet det hele af og kørt igen. Flere af mine papkasser lå halvåbne på gulvet, og sofaen var tippet over. Jeg sukkede højlydt selvom ingen kunne høre mig, og kiggede ned på mit ur.

Seksten dage, elleve timer, treogfyrre minutter og niogtyve, otteogtyve, syvogtyve sekunder. 

Så lang tid havde jeg til at sætte min lejlighed i stand, før sommerferien var slut og jeg officielt skulle starte på college. Eller, det vil sige; andet år af college. Det første år tog jeg hjemme i Leeds, samme sted som alle mine barndomsvenner - og veninder gik. Men grundet min forfærdelige mor, blev jeg nu tvunget til at skifte, eftersom hun havde smidt mig ud hjemmefra. Misforstå mig ikke, at bo og studere i London havde altid været min drøm! Men det ville være rart at have et ordenligt sted at bo, og at komme i en klasse hvor alle ikke kendte hinanden i forvejen.

Bare tanken gav mig kuldegysninger. Jeg kunne ikke "bare" ringe og aftale at hænge ud med Andrew, Lisa, Sophie, Aubrey eller resten af mit slæng længere, for de var over 300 kilometer og en 4-timers køretur væk. Jeg tippede langsomt sofaen tilbage på plads, og hev mine papirer fra LCC (London Community College) frem. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at jeg ville blive optaget der, men grundet mit kunsteriske talent - at male og at tegne - havde bestyrelsen valgt at tilbyde mig en plads på deres specielle linje for "talentfulde unge". Næsten ligesom et stipendium. Det betød selvfølgelig også at jeg fik økonomisk støtte, hvilket gjorde at jeg havde råd til at gå der, så længe jeg fandt mig et arbejde. Jeg havde været til adskillige jobsamtaler indtil videre, og afventede stadig svar. 

Jeg blev pludselig revet ud af mine egne tanker da det bankede på døren, og hoppede forskrækket op af sofaen. En ældre dame, som jeg tidligere havde set stå nede ved postkasserne, kom pludselig til syne i døren med et fad nybagte småkager, og inviterede sig selv indenfor. "Hej min søde!" mumlede hun lavmælt, og rakte mig fadet. "Jeg så dig tidligere, og tænkte at jeg ville byde dig velkommen her i opgangen! Jeg håber det falder i din smag. Ja, jeg har faktisk boet her siden bygningen blev bygget, dengang jeg var treogtyve. Det er 60 år siden, kan du tro det!?"

Et lavmælt grin undslap min mund, for det kunne jeg sagtens. Faktisk forklarede det en hel del. Damen viste sig at hedde Beryl, og boede lige akkurat overfor mig, i 3A. Vi faldt i snak, og hele eftermiddagen gik lynene hurtigt i hendes selskab. Hun fortalte mig om sin familie, og hvordan hun var vokset op. Jeg fortalte hende om mit forhold til min mor, og at jeg aldrig havde mødt hverken min far eller bror. Vi grinte og vi græd, og dagen skulle vise sig at blive rigtig god. Senere på aftenen skulle hun dog tilbage til sine katte, og krammede mig forsigtigt farvel, imens hun fortalte mig hvilken vidunderlig ung dame jeg var. "Og hvis du har brug for hjælp med noget, Rosemary, så siger du bare til!" Jeg grinte forundret, og takkede mange gange. "Selvfølgelig, tusinde tak Beryl. Men bare kald mig Rose".

Næste morgen vågnede jeg tidligt, så jeg kunne få noget ud af dagen. 

Femten dage, enogtyve timer, treogtredive minutter og seks, fem, fire sekunder. Jeg startede med at sætte møblerne på plads, og alting virkede pludselig mere overskueligt. Sofaen, spisebordet, reolerne, tv'et, min seng og skabene fik et fast sted at stå, og jeg gik hurtigt igang med at pakke papkasserne og tingene i dem ud. Ting som planter, tøj, malerier og andet småt fik samme tur. Dag blev til nat, og jeg kom sent i seng eftersom jeg insisterede på at skulle se lykkehjulet.

Fjorten dage, nitten timer, to minutter og femten, fjorten, tretten sekunder. Jeg fik sat resten af tingene op, ringet rundt til forskellige familiemedlemmer og venner/veninder, og sludret med Beryl. Hun planlagde at tage væk et par dage, for at besøge sit barn og hendes børnebørn, og bad mig passe på lejligheden og fodre hendes katte. Tilliden var stor, selvom vi lige havde mødt hinanden, og det var noget jeg var mere end tilfreds med!

Tretten, tolv, elleve, ti, ni, otte, syv, seks, fem, fire, tre, to, en dag.  
Alt blev sat i stand for sidste gang, jeg fik sat tapet op på væggene, og de ringede tilbage fra et af de steder jeg havde været til jobsamtale. "CHEESY JOES", en burgerbar der lå i kernen af London, 800 meter fra min kommende skole og 3 kilometer fra min nye lejlighed, tilbød mig et job. Det hele begyndte at lysne, og jeg tog gladeligt imod det.

Otte timer, ni munutter, seksoghalvtreds, femoghalvtreds, fireoghalvtreds sekunder.
Den aften havde jeg svært ved at falde i søvn. Tanken om at skulle starte et nyt sted skræmte mig endnu mere, nu hvor det næsten var tid. Min taske stod pakket og klar, tøjet lå parat og mit hjerte sad uden på tøjet. Igen. Jeg ville hjertens gerne virke afslappet,  men samtidig også stilfuld, og for alt i verden ikke sløset. Derfor havde jeg valgt et matchende outfit, bestående af en sort top og en sort nederdel, med blomsterprint. Det ser pænere ud end det lyder, og det varme vejr taget i betragtning, var det en fremragende ide.

Fem, fire, tre, to, en.

Jeg tog en dyb indånding da jeg drejede ind på skolens parkeringsplads, fandt en bås og slukkede motoren. Det vrimlede med solbrændte og livsglade elever som ikke havde set hinanden længe, på det store græsareal ude foran indgangen. Både 1-2-3 og 4 års studerende omfavnede hinanden, eller ihvertfald dem de kendte, og faldt hurtigt tilbage i deres gamle vaner. På sædet ved siden af mig lå min taske, og en oversigt over skolen. Jeg var forinden blevet tilbudt en tutor, men havde pænt afslået, da jeg ikke gad være til for meget besvær. En lille del af mig var dog begyndt at fortryde den beslutning, da det ville have været rart at lære i det mindste én person at kende, og blive vist rundt.

Jeg rystede tanken af mig, tog langsomt mod til mig, greb mine ting, og steg ud af min lille fiat500. Med hurtige og bestemte skridt gik jeg på tværs af plænen og ind ad døren, efterfulgt af hundredevis andre. Det larmede ufatteligt meget på gangene, og derfor søgte jeg også hurtigst muligt hen mod min klasselokale - nr. 318, engelsk. Jeg åbnede langsomt den knirkende dør, og de fleste elever så allerede ud til at være kommet, men sad ikke på deres pladser. Det gjorde det umuligt for mig at vide hvor der var plads, og jeg blev i stedet bare stående i døråbningen til timen gik igang. 

"Undskyld frøken, men skal du stå der og blomstre hele dagen?"

Jeg vendte mig forskrækket om, og derefter tog samtalen tog en helt anden drejning, da det gik op for professoren at jeg var 'den nye elev'. Han rakte mig undskyldende hånden, og prøvede at prelle den af med en vittighed, der på ingen måde var sjov. Jeg grinte alligevel, indtil han fortsatte, og bad alle finde deres pladser. "Det her er Rose" begyndte han, og pegede over på mig. "Hun er flyttet hertil hele vejen fra Leeds, og i skal tage godt imod hende!". Jeg gav dem alle et forsigtigt smil, og en pige helt nede bagerst i klassen rakte straks hånden op, og tilbød mig pladsen ved siden af hende.

Jeg kiggede spørgende tilbage på professoren, som nikkede tilfredst, og roste hende for at være så imødekommende. Det tog jeg som et 'ja, du går bare derned' hvilket var præcist hvad jeg gjorde. Han fortsatte timen, og jeg hviskede et forsigtigt "hej" og "tak". Hun, og de to piger ved bordet foran os, som havde vendt sig om, gav mig alle tre hånden på samme tid. Jeg fik hurtigt taget imod, og de inviterede mig ind i deres gruppe til gruppearbejdet. Melody, Claudia og Felicia. Dagen skred langsomt forbi, og jeg kom til at lære en masse om dem, og omvendt fik de en masse detaljer om mig. De fortalte mig alt hvad jeg havde brug for at vide om skolen, og om de forskellige elever og standarder.

"Desuden" begyndte Felicia, med munden fuld af mad, i spisepausen i kantinen. "Jeg kunne ikke undgå at ligge mærke til, at du sad med blok og blyant i timen. Du ved godt at skolen udlåner computere, ikke?" Jeg rystede ivrigt på hovedet, og gjorde store øjne. Jeg havde aldrig ejet min egen computer, da min mor altid havde været for nærig til at købe en til mig. Det var ikke fordi at hun ikke havde pengene, for det havde hun bestemt, hun gad bare ikke. "Skal jeg bare hente den på kontoret, eller hvordan fungerer det?". Jeg sad længe og afventede svar, indtil det gik op for mig, at de alle tre havde øjenene på noget helt andet. Jeg kiggede op fra min telefon og i samme retning som dem, og kunne ikke undgå at ligge mærke til en gruppe på fire drenge, der trådte ind i kantinen.

De bar alle mørke solbriller, mørke jeans og nike hættetrøjer, med hætten placeret over hovedet. Dog stak håret ud i toppen, altså under hætten, hvilket fik dem til at se afslappede ud på en fucking cool måde. Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at det ikke var tiltrækkende. "Hvem er det?" mumlede jeg diskret, og fulgte dem med øjnene. Vi var ikke de eneste der holdt øje med dem, alle i kantinen havde lukket munden, i samme sekund som de trådte ind. Først da de alle fire havde sat sig ned ved (hvad der skulle forstille at være) det 'populære og eftertragtede' bord i midten af det hele, begyndte larmen og mumleriet igen.  

"Louis, Niall, Harry og Liam. De populæreste drenge på hele skolen! 3-års studerende, som du gør bedst i at holde dig fra!" svarede Claudia lavmælt, af frygt for at nogen skulle høre hende. Da jeg undrende spurgte ind til det, gloede de på mig som var jeg idiot. "De bruger piger som var de legetøj!" vrissede hun tilbage, og så kvalmende over på dem. "Jeg ved godt at de ser tiltrækkende ud, men tro mig - de er dårligt selskab! Niall, ham med det lyse hår, udnyttede Melody for sex. Han lod som om at hun var den eneste ene, indtil dagen efter, hvor han havde forladt hende efter hun var faldet i søvn. Han har ikke talt til hende siden".

Jeg sad målløs tilbage, og anede ikke hvad jeg skulle sige. Melody så en smule bedrøvet ud, men var ikke færdig, og overtog derfor hvor Claudia slap; "Og det var ikke kun mig, han brugte. Det er alle piger der er dumme nok, til rent faktisk at tro at de har en chance. Og det er ikke kun Niall, det er dem alle 4. De gør hvad der passer dem, når det passer dem, selv lærerene er bange for dem. Du gør klogt i, bare at holde dig langt væk fra dem."

Jeg nikkede forstående, og de fortsatte samtalen over på noget andet. Jeg holdt øje med de fire drenge, som kommunikerede over telefon, og så meget mistænksomme ud. Åbenbart var der ingen der turde tale med dem, og ingen gik i vejen for dem. De bestemte det hele. Det stak en smule ved tanken, for sådan en arrogance kunne jeg på ingen måde tåle. Alligevel følte jeg, at drengen med det brune, krøllede hår virkede bekendt. Det var stensikkert at jeg havde set ham før, men jeg kunne ikke sætte ord på hvor. Han sad også langt væk, og havde som sagt både solbriller og hætte på, men jeg blev ved med at stirre. I et kort sekund drejede han hovedet i min retning, og jeg skyndte mig vende mig om, og deltage i samtalen igen.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...