Clouds

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 6 aug. 2017
  • Status: Igang
19-årige Rosemary Adams flytter henover sommerferien til London for at studere, som følge af at hun bliver smidt ud hjemmefra. Nervøs (men håbefuld) starter hun på linjen for talentfulde unge, og bliver straks taget under vingerne af tre klassekammerater. Sammen tager de med hende ud og udforsker byen, og opdaterer hende på de ting som hun har brug for at vide om skolen og eleverne - Blandt andet om gruppen der styrer skolen, bestående af 4 drenge. Dem der altid havner i ballade, og bruger piger som var de legetøj. Men virker ham den ene ikke bekendt? Rosemary er stensikker på at hun har mødt ham før, og da det går op for hende hvor, prøver hun for alt i verden at undgå ham. Det er bare svært at undgå skolens populæreste dreng, som altid får sin vilje.

94Likes
106Kommentarer
67575Visninger
AA

20. NINETEEN

 

NINETEEN

Jeg gik nervøst frem og tilbage i min stue, imens jeg ventede på at Louis skulle komme forbi. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle fortælle ham, men det måtte jeg tage til den tid, når han altså besluttede sig for at dukke op - klokken var allerede 23:42, men der var stadig intet spor af ham. Ikke et eneste opkald eller en eneste besked havde jeg modtaget. 

Endnu en time passerede, før han endelig troppede op. Jeg buzzede ham hurtigt ind, og åbnede hoveddøren. "Louis, hvad fan-" mere nåede jeg ikke at sige, før han endnu engang bad mig holde kæft. Jeg måtte virkelig lære de drenge at tale ordenligt. "Du har 5 minutter, Rose. Tal". Jeg vidste at han ikke lavede sjov så jeg påbegyndte min første løgn, der omhandlede at jeg var rendt ind i min stedfar, hvilket skulle forstille at være en undskyldning. Jeg nåede knapt nok halvvejs ind i historien, før Louis vendte rundt på hælen og styrtede mod udgangen.

"Det er ikke svært at se på dig, når du lyver. Jeg har fucking ingenting tilovers for piger som dig, og du kan bande på, at Harry får det her at vide."

Han stormede ud af døren, før jeg kunne nå at gøre noget. I stedet fulgte jeg efter ham nedenunder, og ud til hans bil. Han havde parkeret på tværs af to parkeringspladser, hvilket - til trods af, han kun havde været her i omkring 5 minutter - havde skaffet ham en parkeringsbøde. "Skønt" vrissede han irriteret, for derefter at krølle papiret sammen og smide det på jorden. 

"Louis, undskyld jeg løj. Det er bare fordi - "

Endnu engang afbrød han mig. Ikke ved at tale, men ved at sætte sig ind i sin bil og smække bildøren bag sig. Han var utrolig. I stedet stillede jeg mig i vejen ved den eneste udkørsel, til hans store frustration. "Jeg rykker mig ikke, før du lytter til mig!" halvråbte jeg, for at overdøve lyden af hans bilhorn der var trykket i bund. Hvad der irriterede mig mest var, at han intet respekt havde for de andre beboere i kvarteret. Klokken var et om natten, for fanden!

Jeg måtte have stået i mine egne tanker, for et splitsekund efter var han ude af bilen, og prøvede at skubbe mig væk. Ikke helt gennemtænkt, må man sige - for jeg greb muligheden og sprintede hen til hans bil, hvor jeg hurtigt rev bilnøglerne til mig. Jeg kunne sagtens se at jeg for alvor havde pisset ham af nu, men jeg var ligeglad. Med hurtige og bestemte skridt marcherede han i retning af mig, og sekundet efter at han havde grebet fat i min arm, åbnede jeg munden:

"Jeg er blevet voldtaget."

Louis arm faldt hurtigt ned langs han side, og hans mund stod på vid gab. Han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre, det var åbenlyst. "Det var derfor at jeg ikke ville tale med Harry." fortsatte jeg, og rakte bilnøglerne tilbage til ham. "Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Undskyld"

Jeg vendte hurtigt rundt på hælen og fortsatte tilbage til min opgang, hvor jeg lukkede mig selv ind. Jeg havde egentlig troet at Louis ville følge efter, men da jeg kom ind i min lejlighed og kiggede ud igennem vinduet, stod han stadig præcis det samme sted som jeg havde efterladt ham. Jeg kunne mærke at hovedpinen sneg sig ind på mig, og derfor besluttede jeg også, at det måtte være tid til at komme i seng. 

Jeg sov dårligt den nat, og vendte og drejede mig i alle timerne. Det hele var så uvirkeligt - som taget ud af en meget dårlig historie. Louis havde ringet og skrevet mindst en million gange, men min telefon havde været slukket. Det tog mig hele morgenen, før jeg havde mod nok til at ringe tilbage til ham. Der gik et par sekunder, før han tog den med et simpelt "Hallo?"

"Louis?"
"Rose, jeg er så ked af det!"
"Det er ikke din skyld."
"Nej, men jeg var ikke den ven jeg burde have været. Jeg lyttede ikke til dig, og det er jeg virkelig ked af. Der er så mange ting jeg gerne vil spørge om, men..."
"Men hvad?"
"Du burde ikke tale med mig om det. Ihvertfald ikke som den første"
"Louis, jeg er ikke klar til at fortælle Harry det. Ikke endnu."
"Det må du hellere blive. For jeg har bedt ham tage hjem til dig, han burde være lige på trapperne"
"HVAD HAR DU?"
"Rose, rolig. Hvis du ikke vil fortælle ham det, så lad være. Bare tal med ham, for fanden"

Jeg nåede ikke at svare, før der blev banket på døren og jeg smed røret på. Beryl måtte have buzzet ham ind, ligesom alle de andre dage han havde været forbi. Det var endnu engang begyndt at sne udenfor, hvilket mindede mig om at der kun var to uger til juleaften. Det måtte være første gang nogensinde, at jeg ikke havde været i julestemning. Min lejlighed var fuldstændig uændret, og ingenting var blevet rykket rundt på i det halve år jeg havde boet her. 

Jeg tog mig endelig sammen til at kigge igennem dørspionen, for at være sikker på at det virkelig var Harry på den anden side. Det var det, og han så forfærdelig ud. Forstå mig ret. En blanding af nervøs, anspændt og træt ville jeg skyde på. Lige inden at han skulle til at banke på igen, åbnede jeg døren. Hans ansigtsudtryk ændrede sig drastisk ved synet af mig, men jeg tror mest af alt at han var overrasket over, at jeg virkelig åbnede op. 

"Hej, Harry..." mumlede jeg forsigtigt, og rykkede mig til siden så han kunne komme ind. Han blev dog stående, denne gang med et jeg-har-ikke-tid-til-det-her-giv-mig-en-forklaring slags ansigtsudtryk. Jeg bøjede en smule i nakken og prøvede at få ham til at forstå, at det ville tage en smule mere end fem minutter at forklare. Jeg ved ikke om det gjorde mig glad at han kom med indenfor, men jeg ville blive nødt til at sige det før eller siden, og jeg så ingen grund til at udskyde det.

"Jeg vil gerne starte med at fortælle, at - " mere nåede jeg ikke at sige, før han afbrød mig. Jeg ved ikke hvad der var med de drenge, men at afbryde var åbenbart helt normalt for dem. Det irriterede mig selvfølgelig, men Harry havde god grund til det, det måtte jeg indrømme. "Fem dage. Du har hverken ringet, skrevet eller lukket mig ind i fem dage. Jeg har aldrig fucking følt noget for et andet menneske, og når jeg så endelig gør, lukker du mig ude. Hvad sker der?"

En tårer trillede forsigtigt ned af min kind, men jeg tørrede den hurtigt væk. Jeg kunne ikke finde nogen som helst anden måde at sige det på, så jeg sagde det bare. "Jeg er blevet voldtaget". Jeg kunne ikke få mig selv til at kigge op på Harry, simpelthen fordi jeg var så pinligt berørt. Hvad hvis han ikke ville have noget med mig at gøre? Det kunne jo kun være min skyld, jeg havde selv valgt at tage hjem til Hunter! Jeg havde mest af alt troet at Harry ville være chokeret, men langsomt sneg vreden sig ind på ham, og han styrtede op og ud af døren. Jeg løb hurtigt efter ham, præcis som jeg havde løbet efter Louis den selvsamme nat, og prøvede at få ham tilbage.

Først da vi var ude på parkeringspladsen, lagde jeg mærke til at de andre drenge allerede sad i hans bil. Han måtte have bedt dem tage med ham, af grunde jeg ikke helt kunne forstå. Selv Louis var der, og han kunne knapt nok kigge på mig.  

"Please, Harry!" halvråbte jeg, da jeg greb fat i hans arm. "Du må ikke være sur på mig."

Han så overrasket ud over mit ordvalg, og hev mig ind i et kram. Jeg kunne mærke hvordan hans krop rystede, da han plantede et kys på toppen af mit hoved. For første gang græd jeg rigtigt. "Rose, vi taler om det her når jeg kommer tilbage. Bliv her." Jeg nåede ikke at spørge ham hvor han skulle hen, før han var væk - og det var der, det gik op for mig. Det var ikke mig han var sur på, og grunden til at han stormede ud, og det var ikke uden mening, at de andre drenge sad i bilen. De havde tænkt sig at tage hjem til Hunter. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...